PERSONALERETTENS KENDELSE
(Første Afdeling)
25. marts 2010
Sag F‑102/08
Luigi Marcuccio
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag — tjenestemænd — flytning af sagsøgerens personlige ejendele — erstatningssøgsmål — åbenbart, at sagen skal afvises — sagen åbenbart ugrundet — procesreglementets artikel 94«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Luigi Marcuccio har nedlagt påstand om, principalt, at det fastslås, at Kommissionens afgørelse om at afslå hans anmodning om at modtage en kopi af de fotografier, der blev taget i forbindelse med, at han fraflyttede sin tjenestebolig i Luanda (Angola), og at tilintetgøre enhver dokumentation vedrørende denne flytning, er en nullitet, eller i det mindste, at afgørelsen annulleres, samt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at erstatte den skade, som han angiveligt har lidt som følge af, at Kommissionen gennemførte flytningen mod hans vilje.
Udfald: Det af sagsøgeren anlagte søgsmål skal delvis åbenbart afvises fra realitetsbehandling og delvis forkastes som åbenbart ugrundet. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger. Sagsøgeren tilpligtes at godtgøre Personaleretten 1 500 EUR.
Sammendrag
1. Tjenestemænd — søgsmål — erstatningssøgsmål — påstand om annullation af en administrativ afgørelse om at afslå en erstatningsansøgning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Institutionernes retsakter — gyldighedsformodning — nullitet — begreb
(Art. 249 EF)
3. Tjenestemænd — søgsmål — forudgående administrativ klage — frister — fristernes udløb — genåbning — betingelse — ny og væsentlig faktisk omstændighed
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
1. En afgørelse fra en institution, hvorved der meddeles afslag på en ansøgning om erstatning, udgør en del af den administrative procedure, der går forud for anlæggelsen af et erstatningssøgsmål ved Personaleretten, og følgelig kan påstanden om annullation af denne afgørelse ikke bedømmes selvstændigt i forhold til erstatningspåstanden.
(jf. præmis 23)
Henvisning til:
Retten: 18. december 1997, sag T‑90/95, Gill mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 471, og II, s. 1231, præmis 45; 6. marts 2001, sag T‑77/99, Ojha mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 61, og II, s. 293, præmis 68; 5. december 2002, sag T‑209/99, Hoyer mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 243, og II, s. 1211, præmis 32
2. Det er kun retsakter, der er behæftet med alvorlige og åbenbare fejl, som kan erklæres for nulliteter. De konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt fra en institution er en nullitet, er så alvorlige, at det af retssikkerhedsmæssige grunde må kræves, at denne konstatering forbeholdes fuldstændig ekstreme tilfælde.
En afgørelse, hvorved Kommissionen afslår at tilintetgøre den dokumentation, som denne institution har bevaret med den begrundelse, at dokumentationen udgør en garanti for, at både den berørte tjenestemand og institutionen selv kan verificere, at alle tjenestemandens ejendele, der var omfattet af en flytning, leveres til tjenestemandens nye bopæl, kan ikke betragtes som en nullitet.
(jf. præmis 29 og 32)
Henvisning til:
Domstolen: 10. december 1957, forenede sager 1/57 og 14/57, Société des usines à tubes de la Sarre mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 51, org.ref.: Rec. s. 201, på s. 220; 15. juni 1994, sag C‑137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555, præmis 50; 5. oktober 2004, sag C‑475/01, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 8923, præmis 20
3. Selv om enhver tjenestemand i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, kan forelægge en ansøgning for ansættelsesmyndigheden om at træffe en beslutning for sit vedkommende, indebærer dette ikke, at tjenestemanden kan tilsidesætte de i vedtægtens artikel 90 og 91 fastsatte frister for administrative klager eller sagsanlæg ved indirekte gennem forelæggelse af en ansøgning at anfægte en tidligere afgørelse, hvis lovlighed ikke er blevet bestridt inden for de fastsatte frister. Kun væsentlige nye omstændigheder kan begrunde, at der forelægges en ansøgning, hvis formål er at få ændret en sådan afgørelse.
(jf. præmis 36)
Henvisning til:
Domstolen: 15. maj 1985, sag 127/84, Esly mod Kommissionen, Sml. s. 1437, præmis 10