FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
G. PITRUZZELLA
fremsat den 19. november 2019 (1)
Sag C-653/19 (PPU)
Straffesag mod
DK
procesdeltager:
Spetsializirana prokuratura
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien))
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – direktiv (EU) 2016/343 – uskyldsformodning – bevisbyrde – afgørelse om skyldsspørgsmålet – domstolskontrol af opretholdelsen af varetægtsfængslingen«
1. Medlemsstaternes strafferetssystemer er i meget vid udstrækning kendetegnet ved en modsigelse, som det er vanskeligt at overvinde. Samtidig med, at princippet om uskyldsformodning, der er det absolutte grundlag for det europæiske strafferetssystem, højtideligholdes, benytter de sig således i udstrakt grad af varetægtsfængsling (2). Det spørgsmål, som Domstolen har fået forelagt i forbindelse med nærværende præjudicielle forelæggelse, er, om og i hvilket omfang Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (3) for så vidt angår varetægtsfængsling har gjort det strafferetlige område på EU-plan mindre ufuldstændigt og mindre uafbalanceret (4).
I. Retsforskrifter
A. Direktiv 2016/343
2. Det fremgår af 16. betragtning til direktiv 2016/343, at »[d]er vil foreligge en krænkelse af uskyldsformodningen, hvis der i offentlige udtalelser fra offentlige myndigheder eller i andre retsafgørelser end dem, der omhandler skyldsspørgsmålet, henvises til en mistænkt eller tiltalt som skyldig, så længe denne persons skyld ikke er bevist i overensstemmelse med loven. […] Dette bør […] ikke berøre de foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, som er truffet af retslige eller andre kompetente myndigheder, og som er baseret på mistanke eller på elementer af belastende beviser, såsom afgørelser om varetægtsfængsling, forudsat at sådanne afgørelser ikke henviser til den mistænkte eller tiltalte som skyldig. Inden der træffes en foreløbig afgørelse af proceduremæssig art, er den kompetente myndighed måske nødt til forinden at kontrollere, at der er tilstrækkelige elementer af belastende beviser mod den mistænkte eller tiltalte til at begrunde den pågældende afgørelse, og afgørelsen vil kunne indeholde henvisninger til disse elementer«.
3. Det fremgår af 22. betragtning til direktiv 2016/343, at »[b]evisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes skyld påhviler anklagemyndigheden, og enhver tvivl bør komme den mistænkte eller tiltalte til gode. Der foreligger en tilsidesættelse af uskyldsformodningen, hvis bevisbyrden overgår fra anklagemyndigheden til forsvaret, uden at dette berører domstolens eventuelle beføjelser til af egen drift at bringe sagens faktiske omstændigheder på det rene, dommerstandens fulde uafhængighed ved bedømmelsen af, om den mistænkte eller tiltalte er skyldig, og anvendelsen af faktiske eller retlige formodninger om strafansvaret for en mistænkt eller tiltalt. Der bør opstilles rimelige grænser for sådanne formodninger, idet der tages hensyn til, hvad der er på spil, og idet retten til et forsvar opretholdes, og de anvendte midler bør stå i et rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges. Sådanne formodninger bør kunne afkræftes og bør under alle omstændigheder kun anvendes, hvis retten til et forsvar overholdes«.
4. Nævnte direktivs artikel 1 er affattet således:
»Dette direktiv fastlægger fælles minimumsregler vedrørende:
a) visse aspekter af uskyldsformodningen i straffesager
b) retten til at være til stede under retssagen i straffesager.«
5. Artikel 2 i direktiv 2016/343 bestemmer, at direktivet »finder anvendelse på fysiske personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager. Det finder anvendelse på alle stadier i straffesagerne fra det tidspunkt, hvor en person mistænkes eller tiltales for at have begået en strafbar handling eller en påstået strafbar handling, indtil afgørelsen om den endelige fastsættelse af, hvorvidt denne person har begået den pågældende strafbare handling, er blevet endelig«.
6. Artikel 6 i direktiv 2016/343 med overskriften »Bevisbyrde« bestemmer:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at bevisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes skyld påhviler anklagemyndigheden. Dette berører ikke dommerens eller den kompetente domstols eventuelle forpligtelse til at søge efter både belastende og diskulperende beviser og forsvarets ret til at fremlægge bevismateriale i overensstemmelse med den gældende nationale ret.
2. Medlemsstaterne sikrer, at enhver tvivl om skyldsspørgsmålet kommer den mistænkte eller tiltalte til gode, herunder når domstolen bedømmer, hvorvidt den pågældende person bør frifindes.«
B. Bulgarsk ret
7. Artikel 270 i Nakazatelno protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven) er affattet således:
»1) Spørgsmålet om ændring af tvangsforanstaltningen kan rejses på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af retssagen. En ny begæring vedrørende tvangsforanstaltningen kan indgives til den kompetente domsmyndighed, hvis omstændighederne har ændret sig.
2) Retten udtaler sig ved en kendelse afsagt i offentligt retsmøde.«
II. Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
8. DK var til stede under et skyderi, hvorunder en person blev dræbt og en anden alvorligt såret. Efter skyderiet forblev DK på stedet og overgav sig til politiet. På grundlag af disse faktiske omstændigheder blev han anklaget for at tilhøre en organiseret kriminel bande og for mord, og han blev varetægtsfængslet den 11. juni 2016. Anklagemyndigheden hævder, at DK er ansvarlig for offerets død. DK hævder, at han handlede i selvforsvar.
9. Straffesagen mod DK gik ind i den retlige fase den 9. november 2017. DK fremsatte en første begæring om løsladelse den 5. februar 2018, som ikke blev taget til følge. DK har fremsat mindst seks andre begæringer om løsladelse. De er alle blevet afvist enten i første instans eller i anden instans. Alle disse begæringer er blevet undersøgt på grundlag af lovkravet om, at der skal foreligge nye omstændigheder, der sår tvivl om lovligheden af varetægtsfængslingen.
10. Den forelæggende ret har anført, at anklagemyndigheden overhovedet ikke har skullet anmode om opretholdelse af varetægtsfængslingen. Varetægtsfængslingen opretholdes, så længe forsvaret ikke kan føre bevis for, at omstændighederne har ændret sig i overensstemmelse med den bulgarske strafferetsplejelovs artikel 270. Den forelæggende ret kan kun træffe afgørelse om løsladelse, når forsvaret har været i stand til på overbevisende måde at godtgøre, at omstændighederne har ændret sig. Ifølge den forelæggende ret flytter strafferetsplejelovens artikel 270 bevisbyrden fra anklagemyndigheden til forsvaret, og der indføres en formodning for, at opretholdelsen af varetægtsfængslingen er lovlig, som det er op til forsvaret at ændre. Den forelæggende ret tvivler på, at en sådan fremgangsmåde er i overensstemmelse med 22. betragtning til direktiv 2016/343 og artikel 6 heri. Den forelæggende ret har ligeledes anført Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) dom af 27. august 2019, Magnitskiy m.fl. mod Rusland (5), hvormed Menneskerettighedsdomstolen fastslog, at formodningen for løsladelse omvendes, når national ret tillader opretholdelse af varetægtsfængslingen, så længe der ikke foreligger nye omstændigheder, og at det svarer til, at bevisbyrden flyttes over på forsvaret. National ret kan således også være i strid med artikel 5, stk. 3, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der blev undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«).
11. Den forelæggende ret har endvidere anført, at national ret ikke fastsætter noget krav om en maksimal varighed af varetægtsfængsling og heller ikke om, at den automatisk skal efterprøves regelmæssigt.
12. På denne baggrund har Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) besluttet at udsætte sagen og med afgørelse indgået til Domstolens justitskontor den 4. september 2019, bekræftet den 27. september 2019, at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål.
»Er en national lovgivning, som i den retslige fase gør det til en betingelse for, at forsvarets begæring om ophævelse af varetægtsfængslingen af den tiltalte kan tages til følge, at omstændighederne har ændret sig, i overensstemmelse med artikel 6 i og 22. betragtning til direktiv 2016/343 samt artikel 6 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder [herefter »chartret«]?«
III. Retsforhandlingerne ved Domstolen
13. Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse blev indgivet den 4. september 2019. Da Domstolen var i tvivl om status i den sag, der verserer for den forelæggende ret, sendte den en anmodning om oplysninger til denne ret, som den besvarede den 13. september 2019. Den 25. september 2019 oplyste den forelæggende ret Domstolen om, at afgørelsen om løsladelse af DK var blevet ophævet af retten i anden instans. Den forelæggende ret tilrettelagde den 27. september 2019 et ekstraordinært retsmøde, i hvilket DK fremsatte en ny begæring om løsladelse. På denne baggrund besluttede Domstolen ved afgørelse af 1. oktober 2019 at undergive den præjudicielle forelæggelse hasteproceduren i henhold til procesreglementets artikel 107, stk. 1.
14. DK og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Kun Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 7. november 2019.
IV. Bedømmelse
A. Indledende overvejelser
15. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om en national straffelov, hvorefter en afgørelse om varetægtsfængsling kun kan omgøres under straffesagens retslige fase, hvis der foreligger »nye omstændigheder«, er forenelig med artikel 6 i direktiv 2016/343 og i givet fald med chartret. Læsningen af det præjudicielle spørgsmål skal dog suppleres med de øvrige begrundelser i forelæggelsesafgørelsen, hvoraf det fremgår lidt tydeligere, at det pågældende spørgsmål er stillet i tilknytning til spørgsmålet om bevisbyrden. Er en lovgivning, der kræver af den tiltalte, at denne beviser, at der foreligger nye omstændigheder, hvis denne ønsker at få varetægtsfængslingen bragt til ophør, med andre ord forenelig med artikel 6 i direktiv 2016/343?
16. Det enkle spørgsmål, der er blevet forelagt for Domstolen, tegner kun konturerne af de grundlæggende udfordringer, som spørgsmålet reelt indebærer for det europæiske strafferetlige område.
17. Dette spørgsmål er således blevet stillet i en særlig kontekst. Den forelæggende ret har i temmelig foruroligende vendinger beskrevet den nationale lovgivning, der finder anvendelse på varetægtsfængsling. Varetægtsfængslingen er navnlig ikke tidsbegrænset, når først straffesagen er gået ind i den retslige fase. Det fremgår ganske vist af artikel 270 i den bulgarske strafferetsplejelov, at den tiltalte på et hvilket som helst tidspunkt kan begære varetægtsfængslingen bragt til ophør, men det ser ud til, at det i praksis er særdeles vanskeligt at blive løsladt eller at opnå en ændring af tvangsforanstaltningen (6).
18. Jeg må i den forbindelse give udtryk for min bekymring over en sådan situation. Denne bekymring gælder to niveauer: først og fremmest på mikroniveau i forhold til DK’s personlige situation og dernæst på makroniveau i forhold til det, som denne sag siger om virkeligheden i det europæiske strafferetlige område.
19. For det første er DK tiltalt, men en tiltalt er en person, der endnu ikke kan betragtes som skyldig, og som endog potentielt er uskyldig. Kan vi føle os helt rolige ved tanken om, at hans varetægtsfængsling er tidsubegrænset? Er det ikke en tilsnigelse fortsat at tale om varetægtsfængsling? Det tilkommer ganske vist ikke mig at tage stilling til medlemsstaternes valg af systemer, der i omfattende grad benytter varetægtsfængsling (7), men efter min opfattelse bør man ved enhver bedømmelse af dette tema holde sig for øje, at det er potentielt uskyldige personer, der under generelt temmelig usle forhold venter på at få deres skæbne i straffemæssig henseende afgjort.
20. For det andet skyldes min bekymring den næsten ikke-eksisterende harmonisering af dette område på europæisk plan, som jeg vil påvise på et senere tidspunkt. Denne sag tvinger os til at erkende EU-rettens begrænsninger. I forbindelse med et så grundlæggende spørgsmål som varetægtsfængslingens varighed og betingelserne for, hvordan varetægtsfængslingen kan bestrides ved retten, er det nedslående at konstatere, at EU-retten er meget lidt effektiv. Det hele kan ikke undskyldes med, at EU savner kompetence til at handle på dette område.
21. På det strafferetlige område kan det, der ikke er sikret af EU, naturligvis være sikret af Menneskerettighedsdomstolen. Den foreliggende sag kan således betragtes som en lejlighed for Domstolen til at udøve sin rolle som kompetencefordeler (8). Det er indlysende, at det, der ikke er omfattet af EU-retten, ikke nødvendigvis ligger uden for selve det retlige område. Jeg vil vende tilbage hertil på et senere tidspunkt, men Menneskerettighedsdomstolen har udviklet vigtige principper, der afgrænser den skønsbeføjelse, som de stater, der er parter i EMRK, har i tilknytning til afgørelser om varetægtsfængsling. Hvor længe skal DK forblive varetægtsfængslet, inden hans sag kan blive afgjort af domstolen i Strasbourg? Kan den overhovedet det, når hans repræsentanter, måske af økonomiske årsager, ikke har deltaget i retsmødet for Domstolen?
22. Bortset fra spørgsmålet om forholdet mellem systemerne bør EU-lovgiver hurtigt give sig i kast med spørgsmålet om harmonisering, uanset hvor minimal den måtte være, af varetægtsfængsling, for på længere sigt er det det europæiske strafferetlige område, der er truet. Der kan således kun gennemføres et retligt samarbejde i straffesager, hvis den gensidige tillid mellem medlemsstaterne styrkes, og denne tillid kan ikke opstå reelt, hvis der anvendes så forskellige standarder i medlemsstaterne inden for varetægtsfængsling, som er, og det skal understreges, en undtagelse, der skal være så begrænset som muligt, fra hjørnestenen i vores retssamfund, nemlig retten til frihed.
23. Uanset min bekymring og min beklagelse over EU-rettens nuværende status kan jeg dog blot konstatere efter en streng juridisk bedømmelse, at DK’s situation ikke kan løses på grundlag af direktiv 2016/343.
B. Det præjudicielle spørgsmål
24. Pålægger artikel 6 i direktiv 2016/343 medlemsstaterne at fastsætte bestemmelser om, at bevisbyrden skal ligge hos anklagemyndigheden, når forsvaret begærer varetægtsfængslingen bragt til ophør, når den opretholdes efter, at straffesagen er gået ind i den retslige fase? For at besvare dette spørgsmål vil jeg for det første redegøre for, at direktiv 2016/343 ikke fastsætter nogen regler om betingelserne for, at en afgørelse om opretholdelse af varetægtsfængslingen kan bestrides. Denne foreløbige konklusion vil for det andet blive prøvet ved hjælp af Domstolens praksis vedrørende direktiv 2016/343 og afgørelserne om varetægtsfængsling. For det tredje vil jeg afslutte min bedømmelse med en gengivelse af Menneskerettighedsdomstolens retningslinjer.
1) Ordlydsfortolkning, systemisk, historisk og teleologisk fortolkning af direktiv 2016/343
25. Indledningsvis skal det bemærkes, at forbindelsen mellem den i hovedsagen omhandlede situation og artikel 6 i direktiv 2016/343 ikke er umiddelbart indlysende.
26. Det fremgår ganske vist af direktiv 2016/343, at det finder anvendelse »på fysiske personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager« (9). Det er ubestridt, at DK er omfattet af det personelle anvendelsesområde for direktiv 2016/343.
27. Desuden finder direktivet anvendelse på »alle stadier i straffesagerne«, dvs. fra det tidspunkt, hvor en person mistænkes eller tiltales for at have begået en strafbar handling, indtil afgørelsen om den endelige fastsættelse af, hvorvidt denne person har begået den pågældende strafbare handling, er blevet endelig (10). Den periode, i hvilken den tiltalte er varetægtsfængslet, indgår fuldt ud i denne procedure, således at situationen i hovedsagen principielt er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2016/343 (11). Det er dog indlysende, at ikke alle direktivets artikler nødvendigvis finder anvendelse i alle faser af straffesagen (12).
28. Kan artikel 6 i direktiv 2016/343 alligevel lægges til grund for en besvarelse af spørgsmålet om bevisbyrden i sager, hvori opretholdelsen af varetægtsfængslingen bestrides? Det er jeg ikke overbevist om.
29. Det skal i denne henseende holdes for øje, at denne artikel indgår i et større kapitel om uskyldsformodningen. Med direktiv 2016/343 forpligtes medlemsstaterne således til at sikre, at mistænkte og tiltalte betragtes som uskyldige, indtil deres skyld er bevist i overensstemmelse med loven (13). Det skal navnlig sikres, at en mistænkt eller tiltalt i offentlige udtalelser fra offentlige myndigheder og i retsafgørelser ikke omtales som skyldig, så længe denne persons skyld ikke er bevist i overensstemmelse med loven (14). Dette skal dog forstås således, at »[d]ette [ikke] berører handlinger fra anklagemyndigheden, der har til formål at bevise den mistænktes eller tiltaltes skyld, og foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, som er truffet af retslige eller andre kompetente myndigheder, og som er baseret på mistanke eller belastende beviser« (15). Angående den måde, hvorpå uskyldsformodningen skal opretholdes i offentlige udtalelser fra offentlige myndigheder og i de foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, kan ordlyden af artikel 4 i direktiv 2016/343 effektivt belyses ved hjælp af 16. betragtning til direktivet, hvoraf det fremgår, at et anklageskrift ikke kan anses for at betragte den berørte person som potentielt skyldig. Overholdelsen af uskyldsformodningen »bør heller ikke berøre de foreløbige afgørelser af proceduremæssig art […], såsom afgørelser om varetægtsfængsling, forudsat at sådanne afgørelser ikke henviser til den mistænkte eller tiltalte som skyldig. Inden der træffes en foreløbig afgørelse af proceduremæssig art, er den kompetente myndighed måske nødt til forinden at kontrollere, at der er tilstrækkelige elementer af belastende beviser mod den mistænkte eller tiltalte til at begrunde den pågældende afgørelse, og afgørelsen vil kunne indeholde henvisninger til disse elementer« (16). Når der således her henvises til afgørelser om varetægtsfængsling, sker det udelukkende i forhold til spørgsmålet om offentlige udtalelser fra offentlige og retlige myndigheder, som i henhold til direktivet ikke må henvise til den mistænkte eller tiltalte som skyldig.
30. Hvad angår bevisbyrden som sådan pålægger artikel 6, stk. 1, i direktiv 2016/343 – som det præjudicielle spørgsmål netop vedrører – medlemsstaterne at sikre, at bevisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes skyld påhviler anklagemyndigheden. Det betyder, at »[d]ette berører ikke dommerens eller den kompetente domstols eventuelle forpligtelse til at søge efter både belastende og diskulperende beviser og forsvarets ret til at fremlægge bevismateriale i overensstemmelse med den gældende nationale ret« (17). Tvivlen skal komme den mistænkte eller tiltalte til gode, »herunder når domstolen bedømmer, hvorvidt den pågældende person bør frifindes« (18). 22. betragtning til direktiv 2016/343 tydeliggør lovgivers hensigt. Det fremgår heraf, at der er tale om bevisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes skyld, og at denne byrde bør påhvile anklagemyndigheden. EU-lovgiver synes at have accepteret muligheden for, at der anvendes faktiske eller retlige formodninger vedrørende mistænktes eller tiltaltes strafferetlige ansvar, uden at disse sår tvivl om princippet om uskyldsformodning, forudsat at der »opstilles rimelige grænser for sådanne formodninger, idet der tages hensyn til, hvad der er på spil, og idet retten til et forsvar opretholdes, og de anvendte midler bør stå i et rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges. Sådanne formodninger bør kunne afkræftes og bør under alle omstændigheder kun anvendes, hvis retten til et forsvar overholdes« (19).
31. Selv om artikel 4 i direktiv 2016/343 således udtrykkeligt henviser til foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, såsom afgørelser om varetægtsfængsling (20), må det konstateres, at direktivets artikel 6 ikke indeholder en sådan henvisning. Det samme gælder 22. betragtning til direktivet. Det kan efter min opfattelse forklares med den omstændighed, at EU-lovgiver her ser på et andet stadium i straffesagen, nemlig afgørelsen af skyldsspørgsmålet (21). Artikel 4 i direktiv 2016/343 har imidlertid for så vidt angår afgørelser om varetægtsfængsling alene til formål, at sikre, at de foreløbige afgørelser af proceduremæssig art ikke henviser til de tiltalte som skyldige. Eftersom afgørelsen om varetægtsfængsling ikke er en afgørelse af de pågældende personers skyld, som det i øvrigt fremgår udtrykkeligt af direktivet (22), er en sådan afgørelse efter min opfattelse ikke omfattet af anvendelsesområdet for artikel 6 i direktiv 2016/343.
32. En sådan fortolkning afkræftes efter min opfattelse ikke af ordlyden af artikel 6, stk. 2, i direktiv 2016/343, som bestemmer, at enhver tvivl skal komme tiltalte til gode. Eftersom der træffes afgørelse om varetægtsfængsling, inden der træffes afgørelse om skyldsspørgsmålet – dvs. på et tidspunkt i straffesagen, hvor der ikke kan herske nogen overbevisning om skyld, og hvor der nødvendigvis endnu må forekomme tvivl – må tanken om varetægtsfængsling, som Kommissionen med føje har bemærket, anses for at blive mindre fra dag til dag, hvis artikel 6, stk. 2, i direktiv 2016/343 ligeledes anses for at finde anvendelse på afgørelser om varetægtsfængsling (23).
33. En snæver fortolkning af artikel 6 i direktiv 2016/343, således at den ikke vedrører spørgsmålet om fordeling af bevisbyrden i forbindelse med vedtagelse af en afgørelse om varetægtsfængsling, underbygges efter min opfattelse af en historisk fortolkning af direktivet. Det fremgår af punkt 16 i begrundelsen til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (24), at Kommissionen var af den opfattelse, at eftersom EU allerede havde truffet andre initiativer vedrørende varetægtsfængsling, »[behandledes denne] derfor ikke i dette direktiv«. Den hidtil meget begrænsede rækkevidde af disse andre lovgivningsinitiativer (25) kan ikke berettige en fortolkning af direktiv 2016/343, der går videre, end det, som direktivet tillader. Det skal i denne henseende endvidere bemærkes, at Parlamentets forslag om, at der alene blev indsat en udtrykkelig henvisning til varetægtsfængsling i artikel 4, ikke blev vedtaget (26).
34. Som anført ovenfor er formålet med direktiv 2016/343 at styrke visse aspekter af uskyldsformodningen med henblik på at forbedre den gensidige tillid mellem medlemsstaterne til hinandens strafferetlige systemer og gensidig anerkendelse af domme og andre retsafgørelser (27). Med direktiv 2016/343 blev der indført minimumsbestemmelser i overensstemmelse med dets retsgrundlag (28), som kun vedrører visse aspekter af uskyldsformodningen i straffesager (29).
35. I Domstolens praksis er der hidtil blevet lagt særlig vægt på denne minimumsharmonisering for at begrænse rækkevidden af direktiv 2016/343 for så vidt angår de nationale ordninger for varetægtsfængsling.
2) Direktiv 2016/343 og afgørelserne om varetægtsfængsling i Domstolens praksis
36. I sin første Milev-dom (30) blev Domstolen anmodet om at udtale sig om foreneligheden af artikel 3 og 6 i direktiv 2016/343 med en udtalelse fra den øverste domstol i Bulgarien, hvorved de nationale retsinstanser, som skal træffe afgørelse i en procedure indledt til prøvelse af en afgørelse om varetægtsfængsling, fik mulighed for at afgøre, om opretholdelsen af en tiltalts varetægtsfængsling under straffesagens hovedforhandling skal være underlagt domstolskontrol for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået den lovovertrædelse, som han er tiltalt for. Eftersom spørgsmålet blev forelagt, efter ikrafttrædelsen af direktiv 2016/343, men før udløbet af gennemførelsesperioden, fremhævede Domstolen blot de forpligtelser, der er bindende for medlemsstaterne i denne specifikke periode (31), inden den konstaterede, at eftersom den pågældende udtalelse overlod retsinstanserne et valg mellem at anvende EMRK’s bestemmelser, således som disse er fortolket af Menneskerettighedsdomstolen, eller at anvende bestemmelserne i national straffeprocesret, ville den pågældende udtalelse ikke bringe virkeliggørelsen af de mål, som direktiv 2016/343 tilstræber, i alvorlig fare efter udløbet af gennemførelsesfristen. I den sag fokuserede Domstolen således i sit svar på forpligtelsen til ikke at bringe virkeliggørelsen af det i direktiv 2016/343 foreskrevne resultat i alvorlig fare i gennemførelsesperioden for nævnte direktiv, og – det underliggende, men helt andet (32) – spørgsmål om foreneligheden af den øverste domstols udtalelse og mere generelt af den bulgarske lovgivning med direktiv 2016/343 blev ikke behandlet.
37. I sin anden Milev-dom (33) blev Domstolen anmodet om at afgøre, om artikel 3, 4 og 10 i direktiv 2016/343, sammenholdt med 16. og 48. betragtning til dette direktiv samt chartrets artikel 47 og 48, skulle fortolkes således, at når en national ret undersøger, om der i henhold til den nationale lovgivning foreligger begrundet mistanke om, at en person har begået en strafbar handling, som opretholdelsen af varetægtsfængslingen af denne afhænger af, kan denne ret begrænse sig til at fastslå, at denne person umiddelbart kan have begået denne strafbare handling, eller om den nævnte ret skal undersøge, om der er en stor sandsynlighed for, at den nævnte person har begået den nævnte strafbare handling. Den forelæggende ret ønskede også oplyst, om de anførte EU-retlige bestemmelser skulle fortolkes således, at en national ret, der træffer afgørelse om en anmodning om ændring af en foranstaltning i form af varetægtsfængsling, kan begrunde sin afgørelse uden at sammenligne såvel diskulperende som belastende beviselementer, eller om denne ret skal foretage en mere detaljeret og præcis undersøgelse af elementerne og give et klart svar på de argumenter, der er blevet fremsat af den fængslede person (34).
38. Efter at have gengivet formuleringen af artikel 2, 3, 4 og 10 i direktiv 2016/343 præciserede Domstolen, at målet med dette direktiv »som det fremgår af artikel 1 i og 9. betragtning til direktivet, er at fastlægge fælles minimumsregler vedrørende visse aspekter af uskyldsformodningen« (35). Disse minimumsregler har det formål at styrke medlemsstaternes tillid til hinandens strafferetlige systemer og således at lette gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager (36). Som følge af den karakter af minimumsharmonisering, der blev fremhævet i denne dom, fastslog Domstolen, at direktiv 2016/343 »ikke [kan] fortolkes som værende et fuldstændigt og udtømmende instrument, som har til formål at fastsætte samtlige betingelser for vedtagelsen af en afgørelse om varetægtsfængsling« (37). Domstolen fastslog dernæst, at artikel 3 og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2016/343 skulle fortolkes således, at de »ikke er til hinder for vedtagelsen af foreløbige afgørelser af proceduremæssig art som en afgørelse om opretholdelse af en foranstaltning i form af varetægtsfængsling, iværksat af en retslig myndighed på grundlag af mistanker eller belastende beviselementer, forudsat at disse afgørelser ikke henviser til den fængslede person som skyldig« (38). Domstolen fastslog i øvrigt, at »sådanne spørgsmål, for så vidt som den forelæggende ret […] ønsker oplyst, hvilke betingelser en afgørelse om varetægtsfængsling kan vedtages under og prøves, navnlig den grad af overbevisning, som den skal have vedrørende den strafbare handlings gerningsmand, den måde, hvorpå den skal undersøge de forskellige beviselementer på, og omfanget af den begrundelse, som den skal give som svar på de argumenter, der er fremsat for den, ikke [er] reguleret i dette direktiv, men henhører alene under national ret« (39). Med andre endnu tydeligere ord regulerer direktiv 2016/343 »ikke de betingelser, hvorunder afgørelserne om varetægtsfængsling kan vedtages« (40).
39. Domstolen har for nylig afsagt en kendelse på grundlag af artikel 99 i dens procesreglement (41). Domstolen blev nærmere bestemt anmodet om at oplyse, om artikel 4 i direktiv 2016/343, sammenholdt med 16. betragtning til dette direktiv, skal fortolkes således, at de krav, der følger af uskyldsformodningen, forudsætter, at retten, når den undersøger, om der er rimelige grunde til at antage, at den tiltalte har begået den pågældende strafbare gerning, med henblik på at tage stilling til lovligheden af en beslutning om varetægtsfængsling, foretager en afvejning af de belastende og diskulperende beviser, som er forelagt den, og begrunder sin afgørelse, ikke blot ved at angive de anvendte beviser, men også ved at tage stilling til indsigelserne fra den pågældendes forsvarer (42). Efter at have bemærket, at sagen syntes at indgå i »den bredere sammenhæng [(43)] vedrørende begrebet »begrundet mistanke«, som omhandlet i EMRK’s artikel 5, stk. 1, litra c)« (44), ønskede Domstolen efter at have taget hensyn til ordlyden af de bestemmelser i direktiv 2016/343, der var nyttige for en løsning af den præjudicielle forelæggelse, at tydeliggøre sin holdning ved ligeledes at henvise til artikel 6 i nævnte direktiv og dermed udlede, at »[s]elv om en national ret efter at have undersøgt de belastende og diskulperende beviser når til den konklusion, at der er begrundet mistanke om, at en person har begået de handlinger, som denne foreholdes, og træffer en foreløbig afgørelse herom, svarer dette således ikke til, at den mistænkte eller tiltalte fremstilles som skyldig, jf. artikel 4 i direktiv 2016/343« (45). Samtidig fremhævede Domstolen den foregående Milev-dom om den minimumsharmonisering, der forfølges med direktiv 2016/343, der ikke kan fortolkes som »et fuldstændigt og udtømmende instrument«, som har til formål at »fastsætte samtlige betingelser for vedtagelsen af en afgørelse om varetægtsfængsling, hvad enten det drejer sig om den måde, hvorpå de forskellige beviser undersøges, eller omfanget af begrundelsen for en sådan afgørelse« (46). Domstolen fastslog således, at »artikel 4 og 6 i direktiv 2016/343 […] ikke er til hinder for, at den kompetente ret, når den undersøger, om der rimelige grunde til at antage, at den mistænkte eller tiltalte har begået den foreholdte strafbare gerning, med henblik på at tage stilling til lovligheden af en beslutning om varetægtsfængsling foretager en afvejning af de belastende og diskulperende beviser, som er forelagt den, og begrunder sin afgørelse, ikke blot ved at angive de anvendte beviser, men også ved at tage stilling til indsigelserne fra den pågældendes forsvarer, forudsat at denne afgørelse ikke henviser til den frihedsberøvede person som skyldig« (47). Det er imidlertid muligt at udlede af argumentet om, at artikel 6 i direktiv 2016/343 »ikke er til hinder for«, at den i tråd med det Domstolen tidligere har fastslået, ganske enkelt ikke finder anvendelse (48). Kun på denne måde giver kendelsens konklusion mening (49).
3) Afgørelser om varetægtsfængsling i Menneskerettighedsdomstolens praksis
40. Med direktiv 2016/343 gennemføres uskyldsformodningen og retten til en retfærdig rettergang, der er fastlagt i chartrets artikel 47 og 48, som det henviser udtrykkeligt til (50). Uskyldsformodningen har til formål at sikre, at en person ikke bliver betegnet eller behandlet som skyldig i en lovovertrædelse, før hans skyld er blevet fastslået af en domstol (51). Direktiv 2016/343 indeholder i øvrigt en bestemmelse om forholdet til det eksisterende beskyttelsesniveau, hvorefter »[i]ntet i [nævnte] direktiv må fortolkes således, at det indebærer en begrænsning i eller undtagelse fra de rettigheder og proceduremæssige garantier, der er sikret i henhold til chartret, EMRK […] eller retsregler i medlemsstaterne, der fastsætter et højere beskyttelsesniveau« (52).
41. Chartrets artikel 47 og 48 sikrer henholdsvis adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol og, som jeg netop har anført, uskyldsformodningen og retten til et forsvar. Det fremgår navnlig af forklaringen til artikel 48, at den svarer til EMRK’s artikel 6, stk. 2 og 3, og i henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, har samme betydning og samme rækkevidde som den ret, der sikres ved EMRK.
42. Den praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, som den forelæggende ret har henvist til, vedrører imidlertid ikke foreneligheden af den pågældende situation med EMRK’s artikel 6, men med dens artikel 5, stk. 3 (53).
43. I dommen i sagen Magnitskiy m.fl. mod Rusland (54) fremhævede Menneskerettighedsdomstolen de principper, der nu udgør fast retspraksis, og som den tidligere havde udledt med henblik på at fastslå varetægtsfængslingens overensstemmelse med konventionen.
44. Selv om en varetægtsfængsling således kan være tilladt af de i EMRK’s artikel 5, stk. 1, litra c), anførte grunde, opstilles der i nævnte artikels stk. 3 »en række retssikkerhedsgarantier«, og den bestemmer navnlig, at »varigheden af varetægtsfængslingen skal være rimelig: Den er således ikke ubegrænset« (55). Det er en betingelse sine qua non for varetægtsfængslingens lovmæssighed, at der fortsat findes rimelige grunde til at mistænke den tilbageholdte person for at have begået en lovovertrædelse (56), men efter »et stykke tid« er den ikke længere tilstrækkelig. Menneskerettighedsdomstolen skal således fastslå for det første, om de andre grunde, som de retslige myndigheder har anført, fortsat er gyldige, og for det andet, om de nationale myndigheder, når disse grunde viser sig at være relevante og tilstrækkelige, har udvist rettidig omhu i forbindelse med sagens videre forløb (57). Myndighederne skal på overbevisende vis godtgøre, at enhver tilbageholdelse, uanset hvor kort den måtte være, var begrundet (58). Når de beslutter, om en person skal løslades eller tilbageholdes, skal de undersøge, om der findes andre metoder til at sikre, at vedkommende giver møde under rettergangen (59). Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at der findes en sådan begrundelse, når der foreligger en risiko for flugt, en risiko for, at vidner sættes under pres, eller beviser ødelægges, en risiko for svigagtige aftaler, en risiko for gentagelse eller for forstyrrelse af den offentlige orden, eller når det er nødvendigt at beskytte den person, der er blevet frihedsberøvet (60). Den har ligeledes fastslået, at »the presumption is always in favour of release […]. Until conviction, he or she must be presumed innocent, and the purpose of [EMRK’s artikel 5, stk. 3] is essentially to require his or her provisional release once his or her continuing detention ceases to be reasonable. […]Whether it is reasonable for an accused to remain in detention must be assessed on the facts of each case and according to its specific features. Continued detention can be justified in a given case only if there are actual indications of a genuine requirement of public interest which, notwithstanding the presumption of innocence, outweighs the rule of respect for individual liberty« (61). Med henblik herpå skal de retslige myndigheder »with respect for the principle of the presumption of innocence, examine all the facts militating for or against the existence of the above-mentioned requirement of public interest or justifying a departure from the rule in Article 5 [EMRK]. It is essentially on the basis of the reasons given in these decisions and of the well-documented facts stated by the applicant in his appeals that the Court is called upon to decide whether or not there has been a violation of [EMRK’s artikel 5, stk. 3]« (62).
45. I dommen i sagen Magnitskiy m.fl. mod Rusland (63) tog Menneskerettighedsdomstolen særligt hensyn til den omstændighed, at de nationale myndigheder havde vendt uskyldsformodningen til fordel for løsladelse ved at fastslå, at når der ikke fandtes nye omstændigheder, skulle varetægtsfængslingen opretholdes. Den fremhævede, at EMRK’s artikel 5 bestemmer, at frihedsberøvelse kun må ske i særlige tilfælde og kun er tilladt i de tilfælde, der er opført på en udtømmende liste og strengt defineret (64). Det følger ikke desto mindre af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at omvendelse af bevisbyrden fra anklagemyndigheden til forsvaret ganske vist åbner op for sidstnævntes kritik, men dog ikke udgør en selvstændig, tilstrækkelig og automatisk begrundelse for at konkludere, at EMRK’s artikel 5, stk. 3, er blevet tilsidesat, idet en sådan tilsidesættelse altid konstateres på grundlag af en bedømmelse in concreto af alle omstændighederne i hvert enkelt tilfælde (65).
46. Udsagnet om bevisspørgsmålet i Menneskerettighedsdomstolens praksis er langt mere præcist, når det drejer sig om at undersøge en situation på baggrund af EMRK’s artikel 6, stk. 2 (66), idet Menneskerettighedsdomstolen i øvrigt har fastslået, at problemet med bevisoptagelse på det strafferetlige område skal bedømmes på grundlag af denne bestemmelse (67).
47. Det fremgår tværtimod af Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende EMRK’s artikel 5, stk. 3, at den vil gå videre end den på forhånd fastsatte definition af bevisbyrden i sager, hvor der sås tvivl om afgørelser om varetægtsfængsling, hvis alle argumenterne for og imod en offentlig interesse, som kan berettige en tilsidesættelse af den i EMRK’s artikel 5 fastsatte regel – dvs. frihed – er blevet undersøgt af den myndighed, der skal kontrollere sådanne afgørelser, en undersøgelse, der skal afspejles i den pågældende myndigheds afgørelse (68). Menneskerettighedsdomstolen har heller ikke udelukket, at der anvendes en formodning for, at alle de lovbefalede betingelser for opretholdelse af varetægtsfængslingen er opfyldt, dog forudsat at myndighederne på overbevisende vis kan påvise, at der foreligger faktiske omstændigheder, som vejer tungere end reglen i EMRK’s artikel 5, som kan udgøre en tilstrækkelig begrundelse for en fortsat opretholdelse af frihedsberøvelsen (69).
4) Konklusion vedrørende bedømmelsen
48. Det følger således af det ovenstående, at direktiv 2016/343 ikke har til formål at gennemføre retten til frihed, som er sikret ved chartrets artikel 6 og EMRK’s artikel 5, men blot at harmonisere visse aspekter af uskyldsformodningen (70). Artikel 6 i direktiv 2016/343 vedrører således spørgsmålet om bevisbyrden med henblik på at fastslå den tiltaltes skyld. Spørgsmålet om fastlæggelse af bevisbyrden med henblik på at sætte spørgsmålstegn ved en afgørelse om opretholdelse af varetægtsfængslingen er et helt andet spørgsmål og er derfor ikke omfattet af artikel 6 i direktiv 2016/343.
V. Forslag til afgørelse
49. På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det af Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) forelagte præjudicielle spørgsmål på følgende måde:
»Artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager finder ikke anvendelse på spørgsmålet om bevisbyrden for så vidt angår afgørelser om opretholdelse af varetægtsfængsling.«