RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

17. december 2015

Sag F-95/14

Olivier Seigneur

mod

Den Europæiske Centralbank (ECB)

»Personalesag – ECB’s ansatte – medlemmer af personaleudvalget – aflønning – løn – supplerende lønstigning – kriterier for tildeling«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 36.2 i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, som er knyttet til EU-traktaten og EUF-traktaten, hvorunder Olivier Seigneur i det væsentlige har nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen, hvorved Den Europæiske Centralbank (ECB) afslog at tildele ham en supplerende lønstigning for 2014, dels om erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, han mener at have lidt.

Udfald:      Den af Den Europæiske Centralbanks direktion trufne afgørelse af 25. februar 2014 om ikke at tildele Olivier Seigneur en supplerende lønstigning for 2014 annulleres. I øvrigt frifindes Den Europæiske Centralbank. Den Europæiske Centralbank bærer sine egne omkostninger og betaler de af Olivier Seigneur afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – ansatte ved Den Europæiske Centralbank – særlig klage – søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelsen om afslag på denne særlige klage – formaliteten

(Ansættelsesvilkårene for de ansatte i Den Europæiske Centralbank, art. 41)

2.      Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Centralbank – aflønning – supplerende lønstigninger – kriterier for tildeling – absolut umulighed for en ansat, som varetager personalerepræsentative funktioner, for at drage fordel heraf i hele referenceperioden – ulovlighed – tilsidesættelse af retten til ligebehandling

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 20, 21, 27 og 28; Den Europæiske Centralbank, administrativt cirkulære nr. 1/2011, art. 2, stk. 3)

1.      Hvad angår et søgsmål, der er anlagt af en ansat ved Den Europæiske Centralbank, med påstande, der er rettet mod afgørelsen om afslag på hans særlige klage, skal disse påstande ikke undersøges selvstændigt, idet de alene har den virkning, at retsinstanserne må prøve de bebyrdende retsakter, som har været genstand for anmodningen om en administrativ undersøgelse.

(jf. præmis 34)

Henvisning til:

Domstolen: dom af 17. januar 1989, Vainker mod Parlamentet, 293/87, EU:C:1989:8, præmis 8

Personaleretten: kendelse af 18. maj 2006, Corvoisier m.fl. mod ECB, F-13/05, EU:F:2006:35, præmis 25

2.      Hvad angår supplerende lønstigninger, der er tildelt ansatte ved Den Europæiske Centralbank, hvis arbejdsindsats er blevet anset for fremragende i to ud af tre år forud for afgørelsen om tildeling af en sådan lønstigning, er artikel 2, stk. 3, i administrativt cirkulære nr. 1/2011 vedrørende de nævnte lønstigninger, for så vidt som denne bestemmelse sætter en personalerepræsentant i en diskriminerende position, da det er absolut umuligt for ham at påvise en fremragende arbejdsindsats yderligere et år på grund af hans fuldtidsarbejde som personalerepræsentant i løbet af de tre pågældende år, ulovlig. Det kan i denne forbindelse ikke med rette gøres gældende, at den pågældendes udøvelse af sin ret til fritagelse fra arbejdstiden med henblik på at varetage hvervet i personaleudvalget følger af et personligt valg. Denne mulighed for at gøre krav på fritagelse fra arbejdstiden for at udøve hvervet som personalerepræsentant er nemlig en grundlæggende ret, således som det fremgår af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 27 og 28.

Udøvelsen af den grundlæggende ret til ligebehandling, der er fastslået i chartrets artikel 20 og 21, kan desuden ikke indskrænkes ved en lovgivning, der sætter personalerepræsentanterne i en ugunstig og diskriminerende position i forhold til de øvrige ansatte, selv om disse begrænsninger hverken er nødvendige eller svarer til mål af almen interesse eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og frihedsrettigheder.

Da situationen for en personalerepræsentant og situationen for en ansat er faktuelt forskellige, kan de imidlertid ikke behandles ensartet, og de kan derfor kun være omfattet af de kriterier for tildeling af supplerende lønstigning, der tager hensyn til forskellen i status mellem ansatte og personalerepræsentanter, ved at gøre det muligt for sidstnævnte, som det er tilfældet med de øvrige ansatte, at påvise en fremragende arbejdsindsats yderligere et år i en periode på tre år, selv om de vælger at varetage hvervet i personaleudvalget på fuld tid og i mere end et år.

(jf. præmis 59-62 og 68)

Henvisning til:

Domstolen: dom af 14. september 2010, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen, C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 54 og 55 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: dom af 2. december 2014, Migliore mod Kommissionen, F-110/13, EU:F:2014:257, præmis 40