PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling)

29. september 2009 (*)

»Personalesag – kontraktansatte – artikel 88 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – sikkerhed i ansættelsen – artikel 100 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – lægeligt forbehold – artikel 39 EF − arbejdskraftens frie bevægelighed«

I de forenede sager F-69/07 og F-60/08,

angående annullationssøgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA,

O, kontraktansat i Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Bruxelles (Belgien), ved avocats S. Orlandi, A. Coolen, J.-N. Louis og É. Marchal,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved D. Martin og L. Lozano Palacios, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

Rådet for Den Europæiske Union, først i sag F-69/07 ved I. Šulce og M. Simm, som befuldmægtigede, og i sag F-60/08 ved I. Šulce og K. Zieleśkiewicz, som befuldmægtigede, derefter i de to nævnte sager ved K. Zieleśkiewicz og M. Bauer, som befuldmægtigede,

intervenient,

har

RETTEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne I. Boruta og S. Van Raepenbusch (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig R. Schiano,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 10. februar 2009,

afsagt følgende

Dom

1        Sagsøgeren har indleveret to stævninger, der blev modtaget i Rettens Justitskontor henholdsvis den 12. juli 2007 og den 25. juni 2008 med telefax (originalstævningerne blev indleveret den 13.7.2007 og den 1.7.2008). Der er i stævningerne nedlagt påstand om annullation af

–        i sag F-69/07, Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers afgørelser, hvorved sagsøgerens ansættelsesvilkår som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner fastlægges, for så vidt som de indeholder et lægeligt forbehold i henhold til artikel 100, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vilkårene«), og for så vidt som de begrænser varigheden af hendes kontrakt til den 15. september 2009

–        i sag F-60/08, Kommissionens afgørelse af 7. september 2007 om at anvende det lægelige forbehold i ovennævnte artikel 100 på hende.

 Retsforskrifter

1.     Hvad angår kontraktens varighed

2        Vilkårenes artikel 3a, stk. 1, bestemmer:

»Ved »kontraktansat« forstås […] den, der uden at blive ansat i en af stillingerne i den liste over stillinger, der findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører den pågældende institution, ansættes for at arbejde på del- eller heltidsbasis:

a)      i en institution med henblik på at varetage manuelle eller administrative støttefunktioner

[…]«

3        Vilkårenes artikel 3b bestemmer:

»Ved »kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner« forstås i disse ansættelsesvilkår den, som en institution ansætter med de i artikel 88 fastsatte tidsbegrænsninger i en af de i artikel 89 omhandlede ansættelsesgrupper:

a)      for på del- eller heltidsbasis at udføre andet arbejde end det, der er anført i artikel 3a, stk. 1, litra a), og uden at være ansat i en af stillingerne i den liste over stillinger, der findes som bilag til den afdeling i budgettet, der vedrører den pågældende institution

b)      for at erstatte en af følgende personer, hvis denne midlertidigt er ude af stand til at udøve sine funktioner, og mulighederne for midlertidig overførsel af en af institutionens tjenestemænd er blevet undersøgt:

i)      en tjenestemand eller en midlertidigt ansat i ansættelsesgruppe AST

ii)      undtagelsesvis en tjenestemand eller en midlertidigt ansat i ansættelsesgruppen AD med en meget specialiseret stilling, dog ikke kontorchefer, direktører, generaldirektører eller lignende funktioner.

Brug af kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner er udelukket, hvis artikel 3a finder anvendelse.«

4        Vilkårenes artikel 88 bestemmer ligeledes:

»Ved ansættelse af de i artikel 3b nævnte kontraktansatte:

a)      indgås kontrakterne på bestemt tid; kontrakterne kan forlænges

b)      den samlede ansættelsestid i en institution, heri medregnet en eventuel forlængelse af kontrakten, kan ikke overstige tre år.

Perioder som kontraktansat som nævnt i artikel 3a medregnes ikke ved indgåelse eller forlængelse af kontrakter under denne artikel.«

5        Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175, s. 43) gennemførte en rammeaftale vedrørende tidsbegrænset ansættelse indgået den 18. marts 1999 mellem de generelle tværfaglige organisationer (herefter »rammeaftalen«). Rammeaftalens § 5 bestemmer:

»1.      For at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold fastsættes, medmindre der allerede findes tilsvarende retsregler, bestemmelser af medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter i henhold til national lovgivning, kollektive aftaler eller praksis – og/eller af arbejdsmarkedets parter, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere og som regulerer et eller flere af følgende forhold:

a)      objektive omstændigheder der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold

b)      den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller arbejdsforhold

c)      antallet af gange sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys.

2.      Medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter – og/eller arbejdsmarkedets parter fastsætter, hvor det er hensigtsmæssigt, under hvilke betingelser tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold er at anse som:

a)      »flere på hinanden følgende«

b)      tidsubegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold.«

2.     Hvad angår det lægelige forbehold

6        Vilkårenes artikel 100 bestemmer:

»Såfremt det ved lægeundersøgelsen forud for ansættelsen er konstateret, at den kontraktansatte lider af en sygdom eller helbredsmangel, kan den myndighed, der er nævnt i artikel 6, stk. 1, bestemme, at de garantier, der er fastsat i tilfælde af invaliditet eller død, først får virkning for ham fem år efter hans tiltræden i institutionen, hvis det drejer sig om følger og eftervirkninger af denne sygdom eller helbredsmangel.

Den kontraktansatte kan indbringe denne beslutning for det i vedtægtens artikel 9, stk. 1, litra b), nævnte Invaliditetsudvalg.«

 Tvistens baggrund

7        Sagsøgeren var ansat i Kommissionens tjeneste fra den 1. maj 2001 til den 15. september 2003 som lokalt ansat. Den 16. september 2003 blev hun udnævnt til hjælpeansat i henhold til en tidsbegrænset kontrakt, som blev forlænget ti gange indtil den 15. september 2006.

8        Sagsøgeren gennemgik med henblik på en ny ansættelse som kontraktansat en lægeundersøgelse. På baggrund af denne undersøgelse tog lægetjenesten et forbehold den 12. september 2006.

9        Den 14. september 2006 underskrev sagsøgeren en kontrakt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner i den i vilkårenes artikel 3b omhandlede forstand for en periode, der udløb den 15. september 2009.

10      I skrivelse af 14. september 2006 henledte Kommissionen »[sagsøgerens] opmærksomhed på det forhold, at dette tilbud [var] betinget af anvendelsen af det i [vilkårenes] artikel 100 omtalte lægelige forbehold«.

11      Sagsøgeren indgav en klage til ansættelsesmyndigheden ved en skrivelse af 11. december 2006. Hun anfægtede heri for det første, at hendes kontrakt af 14. september 2006 skulle være tidsbegrænset. Hun kritiserede for det andet, at vilkårenes artikel 100, stk. 1, blev anvendt på hende. Hun anmodede derfor ansættelsesmyndigheden om at »fastslå, at hendes kontrakt [var] tidsubegrænset, og at der ikke [var] grundlag for at anvende forbeholdet i [ovennævnte] artikel«. I samme skrivelse »indbr[agte] hun ligeledes, for så vidt der er behov herfor, afgørelse[n om at anvende et lægeligt forbehold på hende] for Invaliditetsudvalget i henhold til artikel 9, [stk.] 1, [litra] b), i vedtægten [for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber] i overensstemmelse med vilkårenes artikel 100, [stk. 2]«. Den 14. december 2006 udvidede sagsøgeren sin klage med en supplerende klage (herefter »klagen af 11. og 14. december 2006«).

12      Den 30. marts 2007 fandt ansættelsesmyndigheden, at sagsøgerens argumenter vedrørende kontraktens varighed og afgørelsen om, at det lægelige forbehold skulle anvendes på hende, ikke kunne tages til følge. Den besluttede derfor at afslå hendes klage. Under hensyn til at sagsøgeren i forbindelse med sin klage også havde indbragt denne sidste afgørelse for Invaliditetsudvalget, fremsendte ansættelsesmyndigheden i øvrigt denne indbringelse til lægetjenesten.

13      Den 12. juli 2007 indleverede sagsøgeren en stævning, der fik sagsnummer F-69/07, til Retten til prøvelse af afgørelserne om udelukkende at ansætte hende på en tidsbegrænset kontrakt, og om at anvende det lægelige forbehold på hende.

14      På baggrund af Invaliditetsudvalgets konklusioner besluttede ansættelsesmyndigheden den 7. september 2007, at »de garantier, der er fastsat i tilfælde af invaliditet eller død, først får virkning for [sagsøgeren] fem år efter [hendes] tiltræden i Kommissionen som kontraktansat, hvis det drejer sig om følger og eftervirkninger af denne sygdom eller helbredsmangel, som udløste det lægelige forbehold efter lægeundersøgelsen forud for ansættelsen«.

15      Sagsøgeren klagede over denne afgørelse den 23. november 2007. Ansættelsesmyndigheden afslog klagen den 14. marts 2008.

16      Den 25. juni 2008 indleverede sagsøgeren en stævning (originalstævningen blev indleveret den 1.7.2008), der fik sagsnummer F-60/08, til Retten mod afgørelsen af 7. september 2007.

 Parternes påstande og retsforhandlinger

17      Sagsøgeren har i sag F-69/07 nedlagt følgende påstande:

–        Annullation af Kommissionens afgørelser, hvorved sagsøgerens ansættelsesvilkår som kontraktansat fastlægges, for så vidt som de dels indeholder et lægeligt forbehold i henhold til vilkårenes artikel 100, dels begrænser varigheden af hendes kontrakt til perioden mellem den 16. september 2006 og den 15. september 2009.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

18      Kommissionen har i samme sag nedlagt følgende påstande:

–        Sagen afvises, og under alle omstændigheder frifindes sagsøgte.

–        Der træffes afgørelse om sagsomkostningerne efter gældende ret.

19      Ved skrivelse indleveret ved telefax til Rettens Justitskontor den 21. september 2007 (originaleksemplaret blev indleveret den 24.9.2007) har Rådet for Den Europæiske Union anmodet om at intervenere i sag F-69/07 til støtte for Kommissionens påstande.

20      Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Anden Afdeling den 22. oktober 2007 fik Rådet tilladelse til at intervenere i sag F-69/07 til støtte for Kommissionens påstande.

21      Rådet har i interventionsprocesskriftet, der blev indleveret ved telefax til Rettens Justitskontor den 29. november 2007 (originaleksemplaret blev indleveret den 3.12.2007), nedlagt påstand om afvisning af den ulovlighedsindsigelse, der var nedlagt i stævningen mod vilkårenes artikel 88 og 100, og under alle omstændigheder skal den forkastes som ugrundet.

22      Sagsøgerens bemærkninger til interventionsprocesskriftet blev indleveret til Rettens Justitskontor den 15. januar 2008 (originaleksemplaret blev indleveret den 22.1.2008). Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at hendes påstande tages til følge, således som de fremgår af stævningen, og at Rådet tilpligtes at bære sine egne omkostninger. Kommissionen har ikke indleveret bemærkninger til interventionsprocesskriftet.

23      Sagsøgeren har i sag F-60/08 nedlagt følgende påstande:

–        Annullation af Kommissionens afgørelse af 7. september 2007, hvorved hendes ansættelsesvilkår som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner fastlægges, for så vidt som det deri bestemmes, at det lægelige forbehold i henhold til vilkårenes artikel 100 finder anvendelse på hende.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

24      Kommissionen har i sag F-60/08 nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

25      Ved skrivelse indleveret ved telefax til Rettens Justitskontor den 29. juli 2008 (originaleksemplaret blev indleveret den 31.7.2008) har Rådet anmodet om at intervenere i sag F-60/08 til støtte for Kommissionens påstande.

26      Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Anden Afdeling den 4. september 2008 fik Rådet tilladelse til at intervenere i sag F-60/08 til støtte for Kommissionens påstande.

27      Ved skrivelse indleveret ved telefax til Rettens Justitskontor den 25. juni 2008 (originaleksemplaret blev indleveret den 1.7.2008) har sagsøgeren anmodet om, at sag F-69/07 og sag F-60/08 forenes med henblik på de skriftlige og mundtlige retsforhandlinger samt dommen i denne instans. Ved skrivelse af 14. juli 2008 opfordrede Retten Kommissionen til at fremsætte sine bemærkninger til denne forening. Kommissionen har ikke gjort indsigelser herimod. Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Anden Afdeling den 4. september 2008 blev sag F-69/07 og sag F-60/08 forenet med henblik på de mundtlige retsforhandlinger og dommen i denne instans.

28      Rådet har i interventionsprocesskriftet, der blev indleveret ved telefax til Rettens Justitskontor den 14. november 2008 (originaleksemplaret blev indleveret den 19.11.2008), nedlagt påstand om afvisning af den ulovlighedsindsigelse, der var nedlagt i stævningen mod vilkårenes artikel 100, og under alle omstændigheder skal den forkastes som ugrundet.

29      Sagsøgeren og Kommissionen er navnlig blevet opfordret til at besvare dette interventionsprocesskrift under retsmødet og i den anledning fremsætte deres bemærkninger til spørgsmålet, om sag F-69/07 og sag F-60/08 kan antages til realitetsbehandling.

30      Under retsmødet den 10. februar 2009 anmodede Retten parterne om at undersøge muligheden for en mindelig løsning på tvisten vedrørende anvendelsen af det lægelige forbehold. Retten udsatte derfor de mundtlige retsforhandlingers afslutning og sagens optagelse til dom. Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 25. februar 2009 anførte Kommissionen, at denne anmodning ikke kan efterkommes. Den 11. marts 2009 afsluttede formanden for Rettens Anden Afdeling de mundtlige retsforhandlinger og optog sagen til dom.

 Retlige bemærkninger

1.     Antagelsen til realitetsbehandling af sag F-69/07

 Parternes argumenter

31      Kommissionen har for det første gjort gældende, at sagsøgeren har fortabt sin ret, for så vidt som hun har anfægtet lovligheden af varigheden af de tidligere kontrakter, i henhold til hvilke hun arbejdede som lokalt ansat eller hjælpeansat.

32      Kommissionen har for det andet bemærket, at ansættelsesmyndigheden i sin afgørelse af 30. marts 2007 meddelte, at den fremsendte sagsøgerens indbringelse af det lægelige forbehold i hendes kontrakt, hvorved hun blev ansat som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, til lægetjenesten, idet denne tjenestegren udgør et invaliditetsudvalg, der har til opgave at udtale sig om dette område. Kommissionen udledte heraf, at sagsøgeren var tilfreds, og sagen bør afvises, for så vidt den angår dette forbehold, hvis sagsøgerens skrivelse af 11. december 2006 skal fortolkes som en anmodning i henhold til artikel 90, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«) om at indbringe sagen for Invaliditetsudvalget.

33      Kommissionen har for det tredje påstået, at sagen er anlagt for tidligt, hvis sagsøgerens skrivelse af 11. december 2006 skal fortolkes som en klage over afgørelsen om at anvende det lægelige forbehold på hende. Kommissionen er nemlig af den opfattelse, at denne klage i så fald burde have været indgivet inden afslutningen af den indbringelsesprocedure for Invaliditetsudvalget, der er fastsat i vilkårene. Rådet deler denne opfattelse.

34      Sagsøgeren har heroverfor i bemærkningerne til interventionsprocesskriftet anført, at ansættelsesmyndighedens afgørelse af 14. september 2006 om at pålægge hende et lægeligt forbehold ved underskrivelsen af den kontrakt, hvorved hun blev ansat som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, er en endelig afgørelse. Herudover havde ansættelsesmyndighedens indbringelse for Invaliditetsudvalget ikke til formål ud fra et retligt synspunkt at undersøge, om vilkårenes artikel 100 gyldigt kunne anvendes på hende. Det er nemlig kun lægelige spørgsmål, der kan indbringes for Invaliditetsudvalget. Herudover er ansættelsesmyndighedens afgørelse af 7. september 2007, der opretholder det lægelige forbehold, henset til udvalgets konklusioner, rent bekræftende.

 Rettens bemærkninger

35      Det fremgår af genstanden for påstandene i sag F-69/07, at sagsøgeren ikke har kritiseret varigheden af sine tidligere kontrakter, hvorunder hun havde arbejdet som lokalt ansat og som hjælpeansat. Hun har heller ikke nedlagt påstand om annullation af den hævdede afvisning af at indbringe sagen for Invaliditetsudvalget. Det følger heraf, at Kommissionens to første ulovlighedsindsigelser skal forkastes.

36      Det, der skal undersøges, er således spørgsmålet, om påstandene i sag F-69/07, der er rettet mod det lægelige forbehold, er fremsat for tidligt, fordi klagen herover er blevet indgivet inden afslutningen af indbringelsesproceduren for Invaliditetsudvalget.

37      Det bemærkes, at det i vedtægtens artikel 9, stk. 1, litra b), fastsatte invaliditetsudvalg i lighed med ethvert invaliditetsudvalg (jf. Domstolens dom af 21.1.1987, sag 76/84, Rienzi mod Kommissionen, Sml. s. 315, præmis 9-12, og dom afsagt af Retten i Første Instans den 9.7.1997, sag T-4/96, S mod Domstolen, Sml. II, s. 1125, præmis 41 og 59) er det eneste, der er beføjet til at afgive udtalelse om samtlige de forhold, der henhører under en lægelig vurdering. Endvidere er ansættelsesmyndigheden ud fra et lægeligt synspunkt bundet af dette udvalgs konklusioner (Domstolens kendelse af 11.12.1986, sag 25/86, Suss mod Kommissionen, Sml. s. 3929, præmis 6, og Domstolens dom af 19.6.1992, sag C-18/91 P, V. mod Parlamentet, Sml. I, s. 3997, præmis 26).

38      Indbringelsen for Invaliditetsudvalget i henhold til vilkårenes artikel 100, stk. 2, kan dermed kun vedrøre en anfægtelse af lægelig art, og der kan ikke være tale om at tvinge en ansat til at gennemgå denne procedure, hvis vedkommendes kritik ikke er af denne art.

39      Det følger imidlertid af sagsøgerens skrivelse af 11. december 2006, der er omtalt i præmis 11 ovenfor, at sagsøgeren dels indgav en klage til ansættelsesmyndigheden, der støttedes på retlige betragtninger, over kontraktens tidsbegrænsede karakter og over det lægelige forbehold, der fandtes heri, dels »indbr[agte] hun ligeledes« klagen for Invaliditetsudvalget, selv om det udelukkende var, »for så vidt der er behov herfor«.

40      Ansættelsesmyndigheden afslog i sin afgørelse af 30. marts 2007 klagen over den tidsbegrænsede karakter af sagsøgerens kontrakt. Den fastslog ligeledes, at klagen var indbragt for Invaliditetsudvalget, og anførte, at den havde gjort det nødvendige for at indbringe klagen for dette udvalg. Den traf ligeledes afgørelse om klagen over det lægelige forbeholds retlige gyldighed i denne afgørelse. I henhold til et endeligt, retligt ræsonnement konkluderede myndigheden, at »sagsøgerens argumenter ikke [kunne] tages til følge«.

41      I øvrigt bygger ansættelsesmyndighedens afgørelse af 7. september 2007, som drager konsekvenser af Invaliditetsudvalgets konklusioner, på vilkårenes artikel 100 og ikke vedtægtens artikel 90, som Kommissionen under normale forhold burde have henvist til, hvis det var dens opfattelse, at denne afgørelse lå i forlængelse af klagen af 11. og 14. december 2006.

42      Det følger af ovenstående, at sagsøgeren anvendte to forskellige retsmidler med forskellige genstande, og at Kommissionen behandlede dem som sådan.

43      Klagen af 11. og 14. december 2006 og det efterfølgende sagsanlæg ved Retten kan derfor ikke anses for at være indbragt for tidligt med den begrundelse, at klagen blev fremsat, inden proceduren i vilkårenes artikel 100 var fuldført.

44      Det skal alligevel ex officio undersøges, hvilke følger antagelsen til realitetsbehandling af sag F-69/07 har for antagelsen til realitetsbehandling af sag F-60/08.

2.     Antagelsen til realitetsbehandling af sag F-60/08

45      Det bemærkes, at en akt hidrørende fra ansættelsesmyndigheden, hvorover der klages, kun kan være genstand for en enkelt klage, der indgives af den pågældende ansatte. Når to klager har samme genstand, er det kun en af dem, nemlig den først indgivne, der udgør klagen i den i vedtægtens artikel 90 omhandlede forstand, mens den anden, den senere indgivne, blot skal anses for et notat, der gentager klagen, og som ikke kan forlænge proceduren (jf. i denne retning kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 7.6.1991, sag T-14/91, Weyrich mod Kommissionen, Sml. II, s. 235, præmis 41, og den 25.2.1992, sag T-67/91, Torre mod Kommissionen, Sml. II, s. 261, præmis 32, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 11.12.2007, sag T-66/05, Sack mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 37 og 41).

46      I den påståede klage af 22. november 2007 over ansættelsesmyndighedens afgørelse af 7. september 2007, som atter pålagde sagsøgeren det omtvistede lægelige forbehold på baggrund af Invaliditetsudvalgets konklusioner, gentog sagsøgeren imidlertid de retlige argumenter, som hun havde formuleret i klagen af 11. og 14. december 2006.

47      Det følger heraf, at den påståede klage af 22. november 2007 havde samme genstand som klagen af 11. og 14. december 2006, og at den var rettet mod en afgørelse, der udelukkende drog konsekvenser af Invaliditetsudvalgets lægelige konklusioner, uden at vende tilbage til de retlige spørgsmål, der havde været behandlet siden den 30. marts 2007, og som alene ifølge ansættelsesmyndigheden kunne berettige, at sagsøgeren blev pålagt det lægelige forbehold.

48      Det skal derfor antages, dels at den påståede klage af 22. november 2007 blot var et gentagende notat og ikke en klage i den i vedtægtens artikel 90, stk. 2, omhandlede forstand, dels at afgørelsen om afslag på denne påståede klage blot var bekræftende og dermed ikke kunne påklages.

49      Denne konklusion kan ikke ændres af den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden afslog den påståede anden klage den 14. marts 2008 på grundlag af argumenter, der var udviklet yderligere i forhold til argumenterne vedrørende det lægelige forbehold i afgørelsen af 30. marts 2007, hvorved klagen af 11. og 14. december 2006 blev afslået. Selv hvis ansættelsesmyndighedens afgørelse af 14. marts 2008 blev truffet, efter at Invaliditetsudvalget, som igen undersøgte sagsøgerens helbred, havde fremsat sine konklusioner, svarer de redegørelser, den indeholder i forhold til anvendelsen af et lægeligt forbehold på sagsøgeren, ikke til en reel ny undersøgelse af dets gyldighed. Redegørelserne udgør udelukkende en udvidelse af den begrundelse, der findes i afgørelsen af 30. marts 2007, hvorved den første klage blev afslået. Ansættelsesmyndigheden anførte nemlig i sin afgørelse af 14. marts 2008, at den heri gentager den argumentation, der findes i svarskriftet i sag F-69/07, som blev indgivet, efter at den første klage var blevet afslået. En afgørelse, der kun indeholder supplerende præciseringer, begrænser sig imidlertid til at anføre begrundelsen for, at den tidligere afgørelse bekræftes, og udgør ikke en akt, der indeholder et klagepunkt (jf. i denne retning dom afsagt af Retten i Første Instans den 7.6.2005, sag T-375/02, Cavallaro mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 151, og II, s. 673, præmis 65).

50      Der kan heller ikke rejses tvivl om ovenstående konklusion på grund af retspraksis, hvorefter et annullationssøgsmål, der er rettet mod en bekræftende afgørelse, kun kan antages til realitetsbehandling, hvis den bekræftede afgørelse er blevet endelig i forhold til den pågældende, medmindre der er anlagt sag til prøvelse heraf inden for de fastsatte friser, mens sagsøgeren i modsat fald har ret til at anfægte enten den bekræftede afgørelse, den bekræftende afgørelse eller begge to. Denne løsning kan nemlig ikke anvendes, når den bekræftede afgørelse og den bekræftende afgørelse – som i denne sag – anfægtes ved to forskellige sager, og når sagsøgeren kan forsvare sit synspunkt og gøre sine argumenter gældende i forbindelse med den første af dem (kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 25.10.2001, sag T-354/00, Métropole télévision-M6 mod Kommissionen, Sml. II, s. 3177, præmis 35).

51      Sag F-60/08 skal derfor afvises.

3.     Realiteten i sag F-69/07

52      Sagsøgeren har anfægtet dels det forhold, at hendes kontrakt var tidsbegrænset til perioden mellem den 16. september 2006 og den 15. september 2009, dels anvendelsen af det i vilkårenes artikel 100 omtalte lægelige forbehold.

 Søgsmålet, for så vidt som det er rettet mod kontraktens varighed

 Parternes argumenter

53      Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål, for så vidt som det er rettet mod kontraktens varighed, i det væsentlige påberåbt sig to anbringender. Hun har i det første anbringende, der er det principale, anført, at den afgørelse, der begrænser varigheden af hendes kontrakt, ser bort fra hendes ret til sikkerhed i ansættelsen, og at afslaget på hendes klage er utilstrækkeligt begrundet. Hun har i det andet anbringende, for så vidt som der er behov herfor, gjort en ulovlighedsindsigelse gældende mod vilkårenes artikel 88.

54      Sagsøgeren har for det første hvad angår Rettens dom af 26. oktober 2006, Landgren mod ETF (sag F-1/05, Sml. Pers. I-A-1, s. 123, og II-A-1, s. 459, der er genstand for en appel, som verserer for Retten i Første Instans, sag T-404/06 P), anført, at tidsubegrænsede kontrakter på grund af udviklingen i beskyttelsen af arbejdstagerne udgør den almindelige form for ansættelsesforhold. Tidsbegrænsede kontrakter kan derimod udelukkende opfylde arbejdsgivernes og arbejdstagernes behov under visse omstændigheder.

55      Sagsøgeren har af dette forhold udledt, at hun har arbejdet for Kommissionen siden den 1. maj 2001 i medfør af femten på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, at Kommissionen har misbrugt denne form for kontrakt, og at den har set bort fra retten til sikkerhed i ansættelsen.

56      Sagsøgeren har tilføjet, at hun byggede sin klage af 11. og 14. december 2006 på retten til sikkerhed i ansættelsen og på bestemmelserne i den europæiske socialpagt, der blev undertegnet i Torino den 18. oktober 1961, samt på Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der blev proklameret i Nice den 7. december 2000 (EFT C 364, s. 1, herefter »chartret om grundlæggende rettigheder«). Hun har anført, at Kommissionen ikke besvarede hendes argumentation, da den afslog hendes klage. Den fremkom ikke med nogen forklaring på de omstændigheder, der begrundede femten på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, og anførte ikke, hvorledes denne række af kontrakter opfyldte begge parters behov.

57      For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at den afgørelse, hvori det bestemmes, at hendes ansættelse ophørte den 15. september 2009, bygger på vilkårenes artikel 88, og at denne sidstnævnte selv er ulovlig, for så vidt som den »[så] bort fra retsprincipperne vedrørende beskyttelse af arbejdstagere«.

58      Sagsøgeren har i sine bemærkninger til Rådets interventionsprocesskrift præciseret, at et almindeligt princip om sikkerhed i ansættelsesforholdet følger af direktiv 1999/70. Dette direktiv og rammeaftalen, der er bilagt dette, tilsigter at finde anvendelse på ansættelseskontrakter, der er indgået med en international offentligretlig enhed. I øvrigt mister en EU-borger ikke sine arbejdstagerrettigheder på grund af det forhold, at vedkommende er ansat ved en sådan organisation.

59      Sagsøgeren har hævdet, at vilkårene og direktiv 1999/70 er ligestillede retsforskrifter, og ingen af dem har forrang i forhold til hinanden. Sagsøgeren har imidlertid tilføjet, at når sådanne retsforskrifter kan have modstridende virkninger, skal man anvende den, der opfylder de begrundelseskrav, der er fastsat i artikel 253 EF.

60      Vilkårene forklarer imidlertid ikke, hvorfor ansættelsen af de i artikel 3b omhandlede ansatte er begrænset til tre år. Ligeledes begrunder de ikke den forskellige behandling af disse ansatte og de ansatte, der ansættes med hjemmel i artikel 3a, og hvis kontrakter kan fornys tidsubegrænset. Herudover indeholder vilkårene ingen begrundelse for den anderledes behandling af kontraktansatte, der ligesom sagsøgeren ansættes i henhold til artikel 3b efter at have været knyttet til den institution, der ansætter dem, med en række tidsbegrænsede kontrakter for at udføre opgaver, der angiveligt er permanente. Endvidere begrunder hverken vilkårene eller den afgørelse, der begrænser varigheden af hendes kontrakt, den forskellige behandling af ovennævnte ansatte og de arbejdstagere, som udfører sådanne opgaver i en medlemsstat. I forlængelse af ovenstående har sagsøgeren bemærket, at vilkårene ikke begrunder muligheden for at fravige rammeaftalens § 5 og muligheden for at ansætte kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner tidsbegrænset til varetagelse af permanente opgaver, der er knyttet til institutionens sædvanlige aktivitet.

61      Rådet har bestridt, at ulovlighedsindsigelsen mod vilkårenes artikel 88 kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som stævningen ikke indeholder nogen redegørelse herfor. Ulovlighedsindsigelsen bygger navnlig på almindelige retlige principper vedrørende beskyttelsen af arbejdstagere, uden at der er fremkommet nogen supplerende præcisering i denne henseende.

62      Under alle omstændigheder er Kommissionen og Rådet af den opfattelse, at der ikke finder noget almindeligt princip om sikkerhed i ansættelsen anvendelse på ansatte, der er underlagt vilkårene. Det er alene tjenestemænd, der nyder godt heraf. Retspraksis anerkender derimod, at tidsbegrænsede kontrakter under visse omstændigheder kan opfylde både arbejdsgiveres og arbejdstageres behov. Det forhold, at tjenestemænd er omfattet af vedtægten, og at ansatte er omfattet af forskellige former for kontrakter, opfylder således fællesskabsadministrationens lovlige behov og arten af de opgaver, uanset om de er permanente eller midlertidige, som de skal udføre.

63      Rådet har i denne henseende understreget, at vilkårenes artikel 3b præciserer, at kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner alene kan ansættes til at udføre andre opgaver end de manuelle eller administrative støtteopgaver, der er omhandlet i artikel 3a, eller til midlertidigt at erstatte personer, der er midlertidigt ude af stand til at udøve deres funktioner.

64      Endelig har Rådet bemærket, at vilkårenes artikel 88 ved at begrænse varigheden af ansættelsen af kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner forhindrer misbrug ved anvendelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter.

65      Kommissionen og Rådet har konkluderet, at ulovlighedsindsigelsen mod vilkårenes artikel 88 skal forkastes, eftersom princippet om sikkerhed i ansættelsen, der er påberåbt herimod, ikke finder anvendelse i denne sag.

66      Kommissionen har endvidere fastslået, at begrænsningen af sagsøgerens kontrakt til tre år er i overensstemmelse med vilkårenes artikel 88.

 Rettens bemærkninger

67      Selv om ulovlighedsindsigelsen mod vilkårenes artikel 88 kun er gjort subsidiært gældende, skal den undersøges først.

–       Ulovlighedsindsigelsen mod vilkårenes artikel 88

68      Sagsøgeren har i stævningen påstået, at vilkårenes artikel 88 ser bort fra retsprincipperne vedrørende beskyttelse af arbejdstagere. Sagsøgeren har også anført i bemærkningerne til Rådets interventionsprocesskrift, at denne artikel ikke er begrundet i overensstemmelse med artikel 253 EF.

69      For det første skal Rådets argument, hvorefter ulovlighedsindsigelsen mod vilkårenes artikel 88 skal afvises, for så vidt som den ser bort fra »retsprincipperne vedrørende beskyttelse af arbejdstagere«, da der ikke er redegjort herfor i stævningen, på den ene side forkastes.

70      Sagsøgeren har nemlig, idet hun har anført, at vilkårenes artikel 88 er ulovlig af denne årsag, henvist til en påstået ret til sikkerhed i ansættelsen, hvis tilsidesættelse hun har udledt direkte af ulovligheden af den afgørelse, der begrænser varigheden af hendes kontrakt. Hun har således påberåbt sig den samme argumentation til støtte for ulovlighedsindsigelsen. Kommissionen og Rådet har ligeledes fortolket den på denne måde og svaret herpå.

71      På den anden side skal det bemærkes, at ulovlighedsindsigelsen mod vilkårenes artikel 88, hvorefter denne artikel ikke er begrundet, kan antages til realitetsbehandling, selv om sagsøgeren har nedlagt denne indsigelse under retsforhandlingerne, for så vidt som den bygger på et klagepunkt af offentlig interesse, der kan nedlægges på alle tidspunkter under retsforhandlingerne, og under alle omstændigheder skal undersøges ex officio af Fællesskabets retsinstanser.

72      Det skal derfor for det andet undersøges, om vilkårenes artikel 88 er i strid med et princip om sikkerhed i ansættelsen.

73      I denne sag har sagsøgeren ikke påstået, at vilkårenes artikel 88 er i strid med direktiv 1999/70 og rammeaftalen som sådan. Hun har anført, at Rådet ved at vedtage dette direktiv har gjort rammeaftalens bestemmelser obligatoriske i alle medlemsstaterne, og at de udgør almindelige retsprincipper, som pålægges institutionerne, samt at de har forrang. Heriblandt findes retten til sikkerhed i ansættelsen.

74      Selv hvis de i henhold til ordlyden af punkt 10 i de generelle betragtninger til rammeaftalen omfatter »generelle principper, minimumsforskrifter og bestemmelser«, følger det imidlertid af 14. betragtning til direktiv 1999/70 samt af tredje afsnit i rammeaftalens indledning, af punkt 9 i de generelle betragtninger hertil og af §§ 1 og 4, at de pågældende principper er princippet om ikke-diskrimination, herunder ligebehandling af mænd og kvinder, og princippet om forbud mod misbrug af rettigheder. Hvad angår rammeaftalens § 5, stk. 1, som sagsøgeren har påberåbt sig, opregner den de minimumsforskrifter, der skal danne rammerne for anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, og som på denne måde skal undgå den anvendelse, der udgør misbrug, af sådanne kontrakter, og forværringen af situationen for dem, der drager fordel heraf (jf. i denne retning Domstolens dom af 4.7.2006, sag C-212/04, Adeneler m.fl., Sml. I, s. 6057, præmis 63, og af 23.4.2009, forenede sager C-378/07 – C-380/07, Angelidaki m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 73, samt Domstolens kendelse af 24.4.2009, sag C-519/08, Koukou, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 53). Sådanne beskyttende minimumsforskrifter udgør bestemt socialretlige bestemmelser på fællesskabsniveau, der er af særlig vigtighed (jf. i denne retning Domstolens dom af 13.9.2007, sag C-307/05, Del Cerro Alonso, Sml. I, s. 7109, præmis 27), men uden imidlertid at opstille sikkerheden i ansættelsen som et almindeligt retsprincip, i henhold til hvilket lovligheden af en institutions akt kan bedømmes.

75      Selv om sikkerhed i ansættelsen anses for et hovedelement i beskyttelsen af arbejdstagere (jf. Domstolens dom af 22.11.2005, sag C-144/04, Mangold, Sml. I, s. 9981, præmis 64, og af 15.4.2008, sag C-268/06, Impact, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 87, samt dommen i sagen Angelidaki m.fl., præmis 105), fremgår det ikke af rammeaftalen, at det er blevet ophævet til en bindende retsforskrift. I øvrigt fremhæver sjette og syvende betragtning til direktiv 1999/70 ligesom det første afsnit i indledningen og punkt 5 i de generelle betragtninger til rammeaftalen behovet for at opnå en bedre balance mellem »fleksibel arbejdstid og arbejdstagernes sikkerhed«. Det skal tilføjes, således som Domstolen allerede har udtalt, at rammeaftalen ikke opstiller en almindelig forpligtelse til efter et vist antal fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter eller udløb af en vis arbejdsperiode at omdanne disse kontrakter til en tidsubegrænset kontrakt (jf. i denne retning dommen i sagen Adeneler m.fl., præmis 91, og i sagen Angelidaki m.fl., præmis 183, og Domstolens dom af 7.9.2006, sag C-53/04, Marrosu og Sardino, Sml. I, s. 7213, præmis 47, samt Koukou-kendelsen, præmis 85).

76      Selv om sikkerhed i ansættelsen dermed ikke kan anses for et almindeligt princip, udgør den derimod et formål, som parterne forfulgte med rammeaftalen, hvis § 1, litra b), bestemmer, at den har til formål »at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold« (Rettens dom af 30.4.2009, sag F-65/07, Aayhan m.fl. mod Parlamentet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 114 og 115).

77      Under alle omstændigheder fremgår det af Rettens dom af 4. juni 2009, Adjemian m.fl. mod Kommissionen (forenede sager F-134/07 og F-8/08, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 119-136), at henset til de iboende kendetegn ved de aktiviteter, som er omhandlet i vilkårenes artikel 3b, skader artikel 88 i de nævnte vilkår ikke rammeaftalens formål og minimumsforskrifterne i dens § 5. Rammeaftalens § 5, stk. 1, pålægger nemlig udelukkende medlemsstaterne en forpligtelse til i deres retsorden at indføre en eller flere foranstaltninger, der er opregnet i litra a)-c), herunder, i litra a), »objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold«. Hver ansættelse af en kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner skal i overensstemmelse med ovennævnte artikel 3b konkret opfylde kortvarige eller periodiske behov. Herudover er det i en administration med et betydeligt antal ansatte som Kommissionen uundgåeligt, at sådanne behov gentager sig, især på grund af, at tjenestemænd ikke står til rådighed, at der er for meget arbejde på grund af omstændighederne, eller at der i hvert generaldirektorat er behov for lejlighedsvist at benytte personer, som har specifikke kvalifikationer eller kompetencer, hvilket udgør objektive omstændigheder, der kan begrunde både hjælpeansattes tidsbegrænsede kontrakter og fornyelsen heraf, efterhånden som de pågældende behov opstår.

78      Det følger af ovenstående, at der ikke findes noget almindeligt princip om sikkerhed i ansættelsen, hvorpå en ulovlighedsindsigelse mod vilkårenes artikel 88 kan støttes, idet artikel 88 herudover ikke lader det fremgå, at den modarbejder formålene med og minimumsforskrifterne i den rammeaftale, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70.

79      For det tredje skal argumentet om, at vilkårenes artikel 88 ikke er begrundet i overensstemmelse med artikel 253 EF, endelig undersøges.

80      Det skal i denne henseende bemærkes, at ifølge fast retspraksis kan den begrundelse, der kræves i artikel 253 EF, tilpasses arten af den omhandlede retsakt. Når der som i det foreliggende tilfælde er tale om en almengyldig retsakt, kan begrundelsen indskrænkes til dels at angive de samlede omstændigheder, der har ført til, at retsakten er blevet udstedt, og dels de generelle formål, den skal opfylde. I øvrigt har Domstolen gentagne gange fastslået, at hvis en almengyldig retsakt angiver det formål, der i det væsentlige forfølges af institutionen, ville det være urimeligt at kræve en særlig begrundelse for de enkelte valg af teknisk art (Rettens dom af 23.1.2007, sag F-43/05, Chassagne mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 105 og 106 og den deri nævnte retspraksis).

81      I dette tilfælde har Retten allerede udtalt, at 36. betragtning til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (EUT L 124, s. 1) udgør tilstrækkelig begrundelse for de formål, der forfølges med skabelsen af nye kategorier af kontraktansatte som omhandlet i vilkårenes artikel 3a og 3b. Retten har ligeledes fundet, at Rådet ikke kan kritiseres for ikke at have begrundet sit valg i henhold til rammeaftalens § 5, eftersom det følger af artikel 249, stk. 3, EF, at direktiver kun har medlemsstaterne som modtagere (dommen i sagen Adjemian m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 77 ovenfor, præmis 139-142). Endelig er der endnu mindre behov for en specifik begrundelse, idet det fremgår af præmis 77 ovenfor, at vilkårenes artikel 88 ikke skader formålene med og minimumsforskrifterne i rammeaftalen.

82      Under disse omstændigheder kan Rådet ikke kritiseres for ikke at have begrundet sit valg af at fravige rammeaftalens § 5. Det ville også være overdrevent at kritisere det for ikke at have givet en specifik begrundelse for sine tekniske valg af forskellige kategorier af nationale ansatte og arbejdstagere, som sagsøgeren har identificeret, og som er opregnet i præmis 60 ovenfor.

83      Det følger af ovenstående betragtninger, at sagsøgerens ulovlighedsindsigelse mod vilkårenes artikel 88 skal forkastes.

–       Klagepunkterne rettet direkte mod den afgørelse, hvorved varigheden af sagsøgerens kontrakt blev begrænset

84      Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at Kommissionen har haft hende ansat til at udføre permanente opgaver knyttet til institutionens sædvanlige aktivitet siden den 1. maj 2001 i medfør af femten på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter. Hun har derfor kritiseret Kommissionen for ikke at have ansat hende tidsubegrænset ved kontrakten som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner af 14. september 2006.

85      Det skal imidlertid fastslås, at sagsøgeren i sine skriftlige bemærkninger ikke har fremsat konkrete og relevante forhold til støtte for påstanden om, at hun faktisk udførte permanente opgaver knyttet til Kommissionens sædvanlige aktivitet, der lå uden for det i vilkårenes artikel 3b, litra b), omhandlede tilfælde. Retten erindrer i denne henseende om, at det ikke påhviler den at undersøge, om der i bilagene til stævningen er forhold, der kan udfylde et sådant hul, idet bilagene udelukkende har en rent bevismæssig og instrumental funktion (jf. dom afsagt af Retten i Første Instans den 18.10.2001, sag T-333/99, X mod Den Europæiske Centralbank, Sml. II, s. 3021, præmis 190, og af 15.10.2008, sag T-345/05, Mote mod Parlamentet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 75).

86      Det bemærkes ligeledes, at det fremgår af præmis 73-76 ovenfor, at rammeaftalens § 5 ikke indeholder et almindeligt retsprincip, og at sikkerhed i ansættelsen heller ikke er et almindeligt retsprincip. Endvidere har sagsøgeren ikke godtgjort, at sammenkædningen af hendes kontrakter ikke opfyldte Kommissionens specifikke behov, henset til de betragtninger, der findes i præmis 77 ovenfor, og havde haft til formål at opfylde institutionens permanente og varige behov.

87      Det følger heraf, at sagsøgerens første klagepunkt mod kontrakten som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner af 14. september 2006, for så vidt som det vedrører kontraktens varighed, skal forkastes.

88      Sagsøgeren har for det andet påstået, at ansættelsesmyndigheden i sin afgørelse af 30. marts 2007 ikke besvarede de argumenter, hun i sin klage af 11. og 14. december 2006 udledte af chartret om grundlæggende rettigheder, den europæiske socialpagt og en ret til sikkerhed i ansættelsen. Ifølge sagsøgeren redegjorde ansættelsesmyndigheden heller ikke for, hvordan femten på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter opfyldte de kontraherende parters behov, hvilket skulle begrunde den anderledes behandling, hun var udsat for i forhold til arbejdstagere, der er knyttet til arbejdsgivere i en medlemsstats private eller offentlige sektor.

89      Det skal imidlertid først fastslås, at sagsøgeren i sin klage af 11. december 2006 kun omtalte artikel 34 og 35 i chartret om grundlæggende rettigheder og artikel 12 og 13 i den europæiske socialpagt i en beskrivelse af retsforskrifterne uden at udlede noget argument heraf og uden i opregningen af de tekster og principper, der blev påberåbt »til støtte for hendes sag«, at gentage dem.

90      Begrundelsen skal imidlertid, uden at den behøver være udtømmende, give Fællesskabets retsinstanser mulighed for at udøve sin kontrol med den anfægtede afgørelses lovlighed og give afgørelsens adressat oplysninger, der er tilstrækkelige til, at denne kan fastslå, hvorvidt afgørelsen er korrekt eller behæftet med en mangel, hvorefter dens lovlighed kan anfægtes (dom afsagt af Retten i Første Instans den 23.4.2002, sag T-372/00, Campolargo mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 49, og II, s. 223, præmis 49, og af 17.10.2006, sag T-406/04, Bonnet mod Domstolen, Sml. Pers. I-A-2, s. 213, og II-A-2, s. 1097, præmis 67). Det kan heller ikke kræves af institutionerne, at de drøfter alle de faktiske eller retlige punkter, der er blevet påberåbt, navnlig på overfladisk vis, under den administrative procedure. Ansættelsesmyndigheden så derfor ikke bort fra sin opgave med at begrunde afslaget på klagen over den tidsbegrænsede kontrakt som kontraktansat, sagsøgeren var blevet tilbudt, ved ikke at begrunde sin afgørelse hvad angår ovennævnte artikler i chartret om grundlæggende rettigheder og i den europæiske socialpagt. Ligeledes kunne ansættelsesmyndigheden lovligt antage, at de kun var omtalt med hensyn til den anden klage over det lægelige forbehold, der blev anvendt på sagsøgeren.

91      Sagsøgeren har i øvrigt ikke udtrykkeligt påberåbt sig en eventuel forskelsbehandling mellem hende og arbejdstagere i en medlemsstats offentlige eller private sektor i sin klage af 11. og 14. december 2006.

92      Det fremgår ligeledes af redegørelsen i den uddybende klage af 14. december 2006, at denne supplerede sagsøgerens oprindelige argumentation for så vidt angik det lægelige forbehold og ikke klagen over kontraktens varighed.

93      Endelig besvarede ansættelsesmyndigheden de argumenter, sagsøgeren udledte af en ret til sikkerhed i ansættelsen, ved navnlig at anføre, at selv om tidsubegrænsede kontrakter ubestridt giver en større sikkerhed, fremgår det ikke heraf, at tidsbegrænsede kontrakter er ulovlige. Den henviste også til den skønsbeføjelse, myndigheden har på dette område, og understregede, at tidsbegrænsede kontrakter som hjælpeansat tilsigter at opfylde konkrete kortvarige, hastende eller præcist definerede behov, hvilket således besvarede det klagepunkt, som sagsøgeren havde udledt af ansættelsens successive karakter.

94      Det følger heraf, at sagsøgerens andet klagepunkt mod kontrakten som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner af 14. september 2006, for så vidt som det vedrører kontraktens varighed, er ugrundet.

95      På baggrund af ovenstående skal søgsmålet forkastes, for så vidt som det er rettet mod kontraktens varighed.

 Søgsmålet, for så vidt som det er rettet mod det lægelige forbehold

 Parternes argumenter

–       Sagsøgerens argumenter

96      Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål, for så vidt som det er rettet mod det lægelige forbehold, påberåbt sig to anbringender. Det første anbringende, der er det principale, vedrører tilsidesættelsen af vilkårenes artikel 100. Det andet anbringende, der er subsidiært, vedrører en ulovlighedsindsigelse mod den samme artikel.

97      Hvad angår det første anbringende har sagsøgeren for det første anført, at ansættelsesmyndigheden i medfør af vilkårenes artikel 100 kan beslutte, at de garantier, der er fastsat i tilfælde af invaliditet eller død, først får virkning for den kontraktansatte fem år efter vedkommendes tiltræden i institutionen, hvis det drejer sig om følger og eftervirkninger af en sygdom eller helbredsmangel, der er konstateret ved lægeundersøgelsen forud for ansættelsen.

98      Sagsøgeren har understreget, at tiltræden i institutionen som omhandlet i vilkårenes artikel 100 er uafhængig af arten af det kontraktmæssige eller vedtægtsmæssige forhold mellem institutionen og den ansatte. I øvrigt udgør flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter reelt et enkelt ansættelsesforhold. Der kunne derfor i denne sag kun anvendes et lægeligt forbehold på hende for perioden mellem den 1. maj 2001, hvor hun første gang tiltrådte, og den 30. april 2006.

99      Sagsøgeren har dernæst påstået, at det lægelige forbehold har den virkning, at hun fratages et tilstrækkeligt niveau af social beskyttelse, hvilket tilsidesætter almindelige principper på grundlag af dels artikel 12 og 13 i den europæiske socialpagt vedrørende retten til social sikkerhed og retten til social og lægelig bistand, dels artikel 34 og 35 i chartret om grundlæggende rettigheder vedrørende henholdsvis retten til adgang til sociale sikkerhedsydelser, bl.a. i tilfælde af sygdom, og beskyttelse af helbredet.

100    Sagsøgeren har endelig gjort gældende, idet hun har anført, at begrebet tiltræden i institutionen, der anvendes i vilkårenes artikel 100, er uafhængigt af tilknytningen til en national eller fællesskabsretlig social sikringsordning, at afgørelsen om at anvende det lægelige forbehold på hende nedsatte det beskyttelsesniveau mod risici forbundet med død og invaliditet, som hun nyder godt af i medfør af den ungarske lovgivning om social sikring, dernæst i medfør af den belgiske lovgivning, mens hun arbejdede for Kommissionen som lokalt ansat, dernæst som hjælpeansat. Hun har i denne henseende erindret om, at hun har arbejdet for Kommissionen uafbrudt siden den 1. maj 2001, og hun er af den opfattelse, at fællesskabsinstitutionerne som enhver anden arbejdsgiver ikke kan underkaste deres personale en usikker social sikringsordning, derved at dette personales helbredstilstand konstant efterprøves.

101    Hvad angår det andet anbringende har sagsøgeren redegjort for, at selv om det lægges til grund, at afgørelsen om at anvende det lægelige forbehold på hende skal anses for at være i overensstemmelse med vilkårenes 100, skal det fastslås, at denne afgørelse ser bort fra »almindelige fællesskabsretlige principper vedrørende beskyttelsen af arbejdstagere«.

102    Sagsøgeren har i bemærkningerne til Rådets interventionsprocesskrift præciseret, at anvendelsen af vilkårenes artikel 100 under omstændigheder som dem, der foreligger i denne sag, bygger på en retlig fiktion, idet en række af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter skal anses for ansættelsesforhold, der er uafhængige af hinanden. Beskyttelsen af arbejdstagere gør det imidlertid nødvendigt at støtte sig til realiteten i et uafbrudt ansættelsesforhold for at forhindre, at fællesskabsinstitutionerne kan underlægge deres ansatte en usikker social sikringsordning, der er kendetegnet ved en konstant genovervejelse af deres helbredsmæssige situation.

–       Kommissionens og Rådets argumenter

103    Hvad angår det første anbringende har Kommissionen anført, at da vilkårenes artikel 100 findes i afsnit IV »Kontraktansatte«, kapitel 8 »Social sikring«, afdeling B »Sikring i tilfælde af invaliditet og død«, kan den kun finde anvendelse på kontraktansatte fra tidspunktet for deres ansættelse som kontraktansat. Herudover henviser vilkårenes artikel 100 til en lægeundersøgelse forud for ansættelsen som kontraktansat, således at den udelukkelsesperiode på fem år fra de garantier, der er fastsat i tilfælde af invaliditet eller død, ikke kan ligge efter denne ansættelse. Det giver ligeledes ingen mening at give denne periode tilbagevirkende kraft til et tidspunkt, hvor de pågældende rettigheder ikke eksisterede. Kommissionen har i denne henseende fastslået, at sagsøgeren først arbejdede som lokalt ansat, der var tilknyttet den sociale sikringsordning i sit eget land, dernæst som hjælpeansat, der var omfattet af den belgiske sociale sikringsordning. Sagsøgeren vil først være omfattet af Fællesskabets sociale sikringsordning, når hun er blevet kontraktansat.

104    Kommissionen har i øvrigt bemærket, at vilkårenes artikel 100 er analog med artikel 1 i bilag VII til vedtægten og med vilkårenes artikel 32, der henholdsvis finder anvendelse på tjenestemænd og midlertidigt ansatte. Den har derimod understreget, at bestemmelserne om lokalt ansatte og hjælpeansatte ikke indeholder nogen sammenlignelig artikel. Denne forskel kan forklares med den omstændighed, at Fællesskabet kun kan pålægge ansatte, der er omfattet af anvendelsesområdet for Fællesskabets sociale sikringsordning, et lægeligt forbehold.

105    Hvad angår det andet anbringende er Kommissionen og Rådet af den opfattelse, at ulovlighedsindsigelsen mod vilkårenes artikel 100 skal afvises, for så vidt som stævningen ikke indeholder nogen redegørelse i denne henseende. Selv hvis ulovlighedsindsigelsen skulle forstås således, at den ligeledes støttes på en påstået tilsidesættelse af retten til adgang til fællesskabsretlige sociale sikringsydelser, artikel 12 og 13 i den europæiske socialpagt og artikel 34 og 35 i chartret om grundlæggende rettigheder, skal indsigelsen under alle omstændigheder afvises på grund af den rent abstrakte karakter af den forsvarede argumentation uden tilstrækkeligt klare og præcise angivelser, som gør det muligt for modparterne at besvare den og for Retten at udøve sin kontrol, og dette er i strid med artikel 44 i procesreglementet for De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans.

106    Kommissionen har tilføjet, at chartret om grundlæggende rettigheder er uden retligt bindende virkning, og at den europæiske socialpagt ikke finder anvendelse på Fællesskabet, eftersom dette ikke har underskrevet eller tilsluttet sig den.

107    Kommissionen har i alle tilfælde hævdet, at retten til et højt sundhedsbeskyttelsesniveau, der er omtalt i disse to tekster, er overholdt. Sagsøgeren er dækket af en sygeforsikring som alle andre tjenestemænd eller ansatte, og hun nyder ligeledes godt af en dækning i tilfælde af invaliditet eller død efter eller som følge af en anden sygdom end den, der gav anledning til det lægelige forbehold.

108    Rådet har under alle omstændigheder gjort gældende, at adgangen til sociale sikringsydelser i henhold til artikel 34, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder afhænger af de nærmere bestemmelser, der er fastsat i fællesskabsretten og i de nationale lovgivninger eller, i medfør af artikel 12, stk. 4, i den europæiske socialpagt, af foranstaltninger, der er truffet af de kontraherende parter. Vedtægten og vilkårene kan således definere den sociale sikringsordning, der finder anvendelse på Fællesskabets personale. Herudover omhandler artikel 34 i chartret om grundlæggende rettigheder ikke beskyttelsen i forbindelse med invaliditet eller død. Den samme bemærkning gælder for chartrets artikel 35, som udelukkende bestemmer, at enhver har ret til at få adgang til forebyggende sundhedsydelser og til at modtage lægehjælp på de betingelser, der er fastsat ved de nationale lovgivninger. Vilkårenes artikel 100 fratager ikke sagsøgeren disse garantier. I øvrigt vedrører artikel 12 i den europæiske socialpagt de kontraherende parters indførelse af en social sikringsordning, opretholdelsen af denne ordning på et tilfredsstillende niveau og vedtagelsen af foranstaltninger, der garanterer fordele, når personer flytter mellem de kontraherende parter. Samme pagts artikel 13 garanterer retten til social og lægelig bistand. Vilkårenes artikel 100 er således ikke omfattet af disse to artiklers anvendelsesområde.

 Rettens bemærkninger

109    Det bemærkes, at i medfør af vilkårenes artikel 70 og 121 er en lokalt ansat og en hjælpeansat tilknyttet den obligatoriske nationale sociale sikringsordning, enten i landet for den seneste tilknytning eller i oprindelseslandet for så vidt angår den hjælpeansatte eller i det land, på hvis område den ansatte skal udføre sit arbejde, for så vidt angår den lokalt ansatte. I denne sag har sagsøgeren således fra den 1. maj 2001 til den 15. september 2006 været underlagt den ungarske og den belgiske lovgivning om social sikring, først som lokalt ansat og dernæst som hjælpeansat.

110    Derimod er en kontraktansat dækket mod de forskellige sociale risici i medfør af bestemmelserne i kapitel 8 »Social sikring« i afsnit IV »Kontraktansatte« i vilkårene, navnlig artikel 99-108 for så vidt angår risikoen for invaliditet og død. Dette betyder, at sagsøgeren fra sin ansættelse som kontraktansat den 16. september 2006 ophørte med at være underlagt den belgiske lovgivning om social sikring og blev omfattet af den sociale sikringsordning, der er fastsat i vilkårene.

111    Vilkårenes artikel 100 bestemmer i tilfælde af invaliditet og død, at »[s]åfremt det ved lægeundersøgelsen forud for ansættelsen er konstateret, at den kontraktansatte lider af en sygdom eller helbredsmangel, kan [ansættelsesmyndigheden] bestemme, at de garantier, der er fastsat i tilfælde af invaliditet eller død, først får virkning for ham fem år efter hans tiltræden i institutionen, hvis det drejer sig om følger og eftervirkninger af denne sygdom eller helbredsmangel«. Der findes en tilsvarende bestemmelse i artikel 1, stk. 1, i bilag VIII til vedtægten, der finder anvendelse på tjenestemænd, og i vilkårenes artikel 32, der finder anvendelse på midlertidigt ansatte.

112    Det fremgår klart af ordlyden af vilkårenes artikel 100, at den blot giver ansættelsesmyndigheden mulighed for at gøre brug af det lægelige forbehold i forbindelse med den ansattes tilknytning til Fællesskabets sociale sikringsordning, når det under lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen afsløres, at den ansatte lider af en sygdom eller helbredsmangel. Herudover er den periode, hvor der ikke er dækning i tilfælde af invaliditet eller død på grund af denne sygdom eller helbredsmangel, på fem år »efter [vedkommendes] tiltræden i institutionen«.

113    Det skal præciseres, hvad der skal forstås ved »tiltræden i institutionen«, idet parterne er uenige om den betydning, denne vending skal tillægges. Ifølge sagsøgeren skal der tages hensyn til begyndelsen af den periode, hvor den pågældende var aktiv i institutionen, uanset den type kontrakt, der knyttede vedkommende til institutionen, hvilket i denne sag svarer til datoen for hendes ansættelse som lokalt ansat, nemlig den 1. maj 2001. Kommissionen er derimod af den opfattelse, at der skal tages hensyn til datoen for den kontraktansattes tilknytning til Fællesskabets sociale sikringsordning, nemlig i denne sag den 16. september 2006.

114    I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at der ved fortolkning af en fællesskabsregel ikke blot skal tages hensyn til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den indgår i, samt fællesskabsrettens bestemmelser som helhed (jf. i denne retning Domstolens dom af 6.10.1982, sag 283/81, Cilfit m.fl., Sml. s. 3415, præmis 20, og af 17.11.1983, sag 292/82, Merck, Sml. s. 3781, præmis 12, samt dom afsagt af Retten i Første Instans den 6.10.2005, forenede sager T-22/02 og T-23/02, Sumitomo Chemical og Sumika Fine Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 4065, præmis 47).

115    For det første fører den sædvanlige betydning af de ord, der er anvendt i vilkårenes artikel 100 til, at tiltræden i en institutions tjeneste falder sammen med den dato, hvor den pågældende ansatte påbegyndte sit arbejde i institutionen, uanset arten af den kontrakt, der knytter vedkommende til institutionen, hvilket i denne sag indebærer, at udelukkelsesperioden for garantierne i forbindelse med invaliditet og død begyndte den 1. maj 2001. Det giver imidlertid, således som Kommissionen har understreget, ingen mening at lade en sådan udelukkelsesperiode begynde, inden den pågældende ansatte er tilknyttet Fællesskabets sociale sikringsordning.

116    Eftersom en udelukkelsesperiode fra dækning for sociale risici efter sin art kun kan begynde under en ordning, der dækker denne risiko, kan der ikke være tale om at give udelukkelsesperioden for garantierne i forbindelse med invaliditet og død tilbagevirkende kraft til den dato, hvor sagsøgeren påbegyndte sit arbejde i Kommissionen, nemlig den 1. maj 2001.

117    Der skal imidlertid med henblik på fortolkningen af vilkårenes artikel 100, henset til sagens omstændigheder, tages hensyn til den sammenhæng, hvori denne artikel indgår, formålet med det regelsæt, den er en del af, og til andre fællesskabsretsbestemmelser.

118    Hvad for det første angår den sammenhæng, vilkårenes artikel 100 indgår i, og formålet med det regelsæt, den er en del af, skal det bemærkes, at den pågældende artikel er del af en helhed af bestemmelser i vilkårene, som skal garantere kontraktansatte et højt beskyttelsesniveau mod traditionelle sociale sikringsrisici, herunder risikoen for invaliditet. Kommissionen har i øvrigt i sine skriftlige bemærkninger fremhævet dette kendetegn ved Fællesskabets regelsæt, idet den har antaget, at det svarer til formålene med chartret om grundlæggende rettigheder og den europæiske socialpagt inden for sundhedsbeskyttelsen og det sociale sikringsområde. Kommissionen anerkendte ligeledes under retsmødet, at vilkårenes artikel 100 ikke finder automatisk anvendelse, eftersom denne artikel kun opstiller den blotte mulighed for, at ansættelsesmyndigheden kan anvende det lægelige forbehold.

119    Det skal ligeledes understreges, at hvad angår kontraktansatte – i øvrigt ligesom tjenestemænd og midlertidigt ansatte – har institutionen selv indført den sociale beskyttelse, navnlig dækningen af risikoen for invaliditet, ved anvendelse af vilkårene. Fællesskabslovgiver har imidlertid ved at vedtage forordning nr. 723/2004 indført en bestemmelse i vilkårenes artikel 52, som indebærer, at kontrakter for hjælpeansatte afskaffes fra den 31. december 2007, hvormed det tilsigtes, således som det fremgår af 36. betragtning til forordningen, at erstatte disse kontrakter med kontrakter som kontraktansat. Det er ubestridt, at denne reform ikke blev ledsaget af foranstaltninger til koordination mellem de nationale ordninger for invaliditetsforsikring, som de hjælpeansatte er tilknyttet, og Fællesskabets ordning for invaliditetsforsikring, som de kontraktansatte er omfattet af, i lighed med dem, der findes i den generelle sammenhæng med arbejdstagernes frie bevægelighed inden for Fællesskabet i henhold til artikel 42 EF eller mere specifikt, således som det er fastsat i artikel 11 i bilag VIII til vedtægten vedrørende alderdomsforsikring.

120    Under disse omstændigheder kan den administration, som anvender vilkårenes artikel 100 på tidligere hjælpeansatte, der på Kommissionens opfordring anmodes om at indgå en ny kontrakt som kontraktansat, ved fastsættelsen af varigheden af den i vilkårenes artikel 100 omhandlede udelukkelsesperiode, ikke se bort fra den omstændighed, at de pågældende ansatte tidligere var ansat i institutionens tjeneste og er blevet ledt til at knytte sig til en anden social sikringsordning på grund af ændringen af den kontraktordning, som de ansatte pålægges, i kraft af vedtægtsreformen.

121    Af samtlige disse grunde er det i overensstemmelse med både den særlige sammenhæng, som vilkårenes artikel 100 indgår i, og den mere generelle sammenhæng, som vedtægtsreformen indgår i, samt formålet med det regelsæt, som artikel 100 er en del af, at fortolke denne artikel indskrænkende, idet det bemærkes, at et lægeligt forbehold har den følge, at den berørte person fratages enhver invalidepension, i princippet endog i henhold til den nationale lovgivning, der tidligere fandt anvendelse, og således som Kommissionen anerkendte under retsmødet i denne sag, for de tilfælde, hvor vedkommendes manglende arbejdsevne under udelukkelsesperioden skyldtes en sygdom, der blev afsløret under lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen.

122    Der skal for det andet ved fortolkningen af vilkårenes artikel 100 tages hensyn til de krav, der navnlig inden for det sociale sikringsområde følger af princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed, der er garanteret i artikel 39 EF, som er en del af Fællesskabets grundlag (jf. f.eks. Domstolens dom af 29.4.2004, forenede sager C-482/01 og C-493/01, Orfanopoulos og Oliveri, Sml. I, s. 5257, præmis 64, og af 17.2.2005, sag C-215/03, Oulane, Sml. I, s. 1215, præmis 16), og som Kommissionen skal tage hensyn til i forbindelse med fortolkningen af vedtægtsbestemmelserne eller vilkårene.

123    I denne henseende følger det af fast retspraksis, at en EU-borger, der arbejder i en anden medlemsstat end oprindelsesstaten, ikke mister sin status som arbejdstager i den i artikel 39, stk. 1, EF omhandlede forstand på grund af, at han får arbejde ved Fællesskaberne (Domstolens dom af 3.10.2000, sag C-411/98, Ferlini, Sml. I, s. 8081, præmis 42, og af 16.12.2004, sag C-293/03, My, Sml. I, s. 12013, præmis 37). En arbejdstager kan derfor ikke fratages de sociale rettigheder og fordele, som tilkommer vedkommende efter denne artikel (Ferlini-dommen, præmis 43, og My-dommen, præmis 38; jf. også i denne retning Rettens dom af 19.6.2007, sag F-54/06, Davis m.fl. mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 96).

124    Under retsmødet anførte Kommissionen imidlertid, idet den navnlig støttede sig på My-dommen (nævnt i præmis 38 og 40), at artikel 39 EF ikke finder anvendelse på omstændighederne i denne sag, eftersom de vedrører adgangen til et arbejde på et tidspunkt, hvor sagsøgeren allerede havde fået adgang til belgisk område og allerede havde arbejdet dér. Ifølge Kommissionen skal sagsøgerens situation ligestilles med en intern situation i en medlemsstat.

125    Et sådant standpunkt kan ikke godtages. Det skal nemlig først erindres, at artikel 39 EF i princippet indebærer, at medlemsstaternes statsborgere har en ret til at forlade deres oprindelsesland og indrejse i og tage ophold i en anden medlemsstat med henblik på dér at udøve en erhvervsaktivitet (Domstolens dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, præmis 95, af 27.1.2000, sag C-190/98, Graf, Sml. I, s. 493, præmis 22, og af 1.4.2008, sag C-212/06, Gouvernement de la Communauté française og Gouvernement wallon, Sml. I, s. 1683, præmis 44).

126    I denne sag forlod sagsøgeren, der er ungarsk statsborger, sit oprindelsesland i september 2003, inden Republikken Ungarn tiltrådte Den Europæiske Union, for at arbejde som hjælpeansat i Kommissionen. På dette tidspunkt kunne hendes flytning til Belgien ikke ligestilles med udøvelsen af arbejdstagernes ret til fri bevægelighed i den i artikel 39 EF omhandlede forstand.

127    Artikel 39 EF finder imidlertid siden Republikken Ungarns tiltrædelse af Den Europæiske Union den 1. maj 2004 fuldt ud anvendelse på ungarske statsborgere i overensstemmelse med artikel 24 i akten vedrørende vilkårene for tiltrædelse knyttet til traktaten mellem de 15 gamle medlemsstater og de ti nye medlemsstater vedrørende sidstnævntes tiltrædelse af Den Europæiske Union, der blev undertegnet den 16. april 2003 (EUT L 236, s. 33), og punkt 1.1 i bilag X hertil, udelukkende med forbehold for overgangsbestemmelserne i bilagets punkt 1.2-1.14. Det følger heraf, af disse bestemmelser siden Republikken Ungarns tiltrædelse kan påberåbes af en ungarsk statsborger, som har været lønmodtager i en anden medlemsstat end oprindelsesmedlemsstaten fra et tidspunkt, der lå forud for oprindelseslandets tiltrædelse (jf. i denne retning Domstolens dom af 27.9.1989, sag 9/88, Lopes da Veiga, Sml. s. 2989, præmis 9 og 10, og af 26.5.1993, sag C-171/91, Tsiotras, Sml. I, s. 2925, præmis 12).

128    Ovennævnte overgangsbestemmelser i bilag X til akten vedrørende vilkårene for Republikken Ungarns tiltrædelse er imidlertid ikke til hinder for, at en arbejdstager, der er ungarsk statsborger, og som lovligt på tiltrædelsestidspunktet arbejdede i en anden medlemsstat end vedkommendes oprindelsesstat, navnlig i en fællesskabsinstitution, i forbindelse med adgangen til et andet arbejde for den samme arbejdsgiver kan gøre krav på de rettigheder og fordele i modtagelsesstaten, som artikel 39 EF giver vedkommende, især inden for det sociale sikringsområde.

129    My-dommen (nævnt i præmis 123 ovenfor) kan ikke rejse tvivl om anvendelsen af artikel 39 EF i denne sag. Således som det netop er understreget, gennemførte sagsøgeren, der er ungarsk statsborger, en del af sin erhvervskarriere i oprindelseslandet, inden hun etablerede sig i Belgien for dér at arbejde som hjælpeansat i Kommissionen og dernæst acceptere ansættelse som kontraktansat i den samme institution. Disse omstændigheder adskiller denne sag fra omstændighederne i My-sagen, hvori sagsøgeren i hovedsagen, der var italiensk statsborger, og som ankom til Belgien som niårig, havde gennemført hele sin erhvervskarriere i Belgien. I denne sag har sagsøgeren ved at acceptere et nyt arbejde i september 2006 i Kommissionen – og dette uden for de tilfælde, der er omfattet af overgangsbestemmelserne i akten vedrørende vilkårene for Republikken Ungarns tiltrædelse, der begrænser den fuldstændige anvendelse af artikel 39 EF – netop gjort brug af en af de rettigheder, som denne artikel giver hende, nemlig at acceptere et arbejde, der faktisk tilbydes i modtagelsesmedlemsstaten, som er en anden end sagsøgerens oprindelsesstat.

130    Da det er fastslået, at artikel 39 EF finder anvendelse i denne sag, skal det bemærkes, at betingelserne for udøvelse af en virksomhed kan påvirke adgangen hertil, og at en lovgivning, der vedrører betingelserne for udøvelse af en erhvervsmæssig beskæftigelse, kan udgøre en hindring af arbejdstagernes frie bevægelighed (Domstolens dom af 15.9.2005, sag C-464/02, Kommissionen mod Danmark, Sml. I, s. 7929, præmis 37). Det fremgår navnlig af fast retspraksis, at formålet med artikel 39 EF til 42 EF ikke ville kunne opfyldes, hvis en arbejdstager som følge af udnyttelsen af sin ret til fri bevægelighed skulle miste de sociale fordele, som en medlemsstats lovgivning sikrer ham. En sådan konsekvens ville nemlig kunne afholde EF-arbejdstagere fra at udøve deres ret til fri bevægelighed, hvilket ville være en hindring for virkeliggørelsen af denne frihed (Domstolens dom af 20.9.1994, sag C-12/93, Drake, Sml. I, s. 4337, præmis 22, og af 22.11.1995, sag C-443/93, Vougioukas, Sml. I, s. 4033, præmis 39).

131    Anvendelsen af vilkårenes artikel 100 under de omstændigheder, der foreligger i denne sag, straffer imidlertid sagsøgeren og kan således have en sådan afskrækkende virkning, eftersom hun ved at acceptere at forblive i sagsøgtes tjeneste i henhold til en ny kontrakt som kontraktansat mister fordelen med invaliditetsydelser, som den belgiske lovgivning, hun tidligere var underlagt, garanterer hende, i de fem år, hvor det lægelige forbehold finder anvendelse, uden at hun samtidigt opnår en ret til fællesskabsydelser i forbindelse med invaliditet og død for så vidt angår eventuelle eftervirkninger af den sygdom, der blev afsløret under hendes lægeundersøgelse i forbindelse med ansættelsen.

132    Det er netop for at garantere, at udøvelsen af retten til fri bevægelighed, som traktaten giver, ikke fratager en arbejdstager sociale sikringsfordele, som han kunne gøre gældende, hvis han havde gennemført sin karriere i en enkelt medlemsstat, at fællesskabslovgiver har indført artikel 42 EF, som navnlig indeholder reglen om sammenlægning af sikrings-, bopæls- eller beskæftigelsesperioder inden for det sociale sikringsområde, ved at vedtage Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT 1971 II, s. 366), der er ændret flere gange. Domstolen har således vedrørende en national lovgivning, som gjorde tildelingen af invaliditetsydelser afhængig af, at den forsikredes helbredstilstand på tidspunktet for tilknytningen ikke indebar, at vedkommende inden for kort tid ville blive uarbejdsdygtig som følge af invaliditet, udtalt, at artikel 38, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, hvilken artikel indeholder en regel om sammenlægning af forsikringsperioder på invaliditetsområdet, er til hinder for, at den kompetente institution kan anse det tidspunkt, hvor sikringen begyndte i henhold til den lovgivning, som er gældende for institutionen, som begyndelsestidspunkt for de forsikringsperioder, der skal medregnes ved invaliditetsydelsernes fastsættelse (Domstolens dom af 26.10.1995, sag C-481/93, Moscato, Sml. I, s. 3525, præmis 30; jf. ligeledes i denne retning Domstolens dom af 26.10.1995, sag C-482/93, Klaus, Sml. I, s. 3560, præmis 23).

133    Forordning nr. 1408/71, der finder anvendelse på hjælpeansatte, finder imidlertid hverken anvendelse på kontraktansatte, tjenestemænd eller midlertidigt ansatte i De Europæiske Fællesskaber (jf. Ferlini-dommen, præmis 41, og My-dommen, præmis 35). Det gælder ikke desto mindre, at disse sidstnævnte er arbejdstagere i den i artikel 39 EF omhandlede forstand, og at Domstolen i Moscato-dommen (nævnt i præmis 28 ovenfor) fremhævede den hindring af den frie bevægelighed, som et nationalt foretagendes afslag – i forbindelse med anvendelsen af en national bestemmelse, der kan sammenlignes med vilkårenes artikel 100 – på kun at tage udgangspunkt i den retsundergivnes tilknytning i henhold til den relevante nationale lovgivning og se bort fra de tilknytningsperioder, som den pågældende har fuldført efter lovgivningen i en anden medlemsstat, udgjorde.

134    Det skal tilføjes, at artikel 12, stk. 4, litra b), i den europæiske socialpagt »med henblik på at sikre den effektive udøvelse af retten til social sikring« garanterer »opretholdelsen […] af rettigheder til social sikring gennem midler, såsom sammenlægning af forsikringsperioder eller arbejde, der er tilbagelagt i overensstemmelse med hver af parternes lovgivning«. Selv om Fællesskabet ikke har tilsluttet sig denne pagt, er den imidlertid omtalt i fjerde betragtning til traktaten om Den Europæiske Union og i artikel 136 EF og er en del af de internationale instrumenter, som skal vejlede institutionerne ved anvendelsen og fortolkningen af vedtægtens og vilkårenes bestemmelser, navnlig de bestemmelser, som tilsigter at fratage en arbejdstager en grundlæggende social beskyttelse gennem den blotte mulighed, der bygger på administrationens skøn.

135    Det er i øvrigt korrekt, at den retspraksis, der er henvist til i præmis 132 ovenfor, vedrører tilfælde, hvor tabet af sociale sikringsfordele skete i samme anledning som udøvelsen af retten til fri bevægelighed efter flytning til et andet land, mens administrationen i denne sag anvendte vilkårenes artikel 100 i anledning af en ændring af ansættelseskontraktens art og af den gældende sociale sikringsordning, hvilken ændring skete tre år efter, at sagsøgeren var flyttet til belgisk område for at udøve økonomisk virksomhed dér.

136    Denne sidste omstændighed kan imidlertid ikke rejse tvivl om konstateringen af, at sagsøgeren, efter at hun i 2003 forlod sin oprindelsesstat for at arbejde i Kommissionen, derefter på grund af ændringen af hendes kontrakt som hjælpeansat til en kontrakt som kontraktansat, hvilken ændring var nødvendiggjort af vedtægtsreformen, og på grund af den efterfølgende ændring af den gældende sociale sikringsordning:

–        enten befandt sig i den situation, at hun mistede fordelen af de invaliditetsydelser, som den belgiske lovgivning, der tidligere fandt anvendelse, garanterede hende, uden i stedet at erhverve en ret til fællesskabsydelser i forbindelse med invaliditet og død, for så vidt som disse angår de eventuelle eftervirkninger af den sygdom, der blev afsløret under lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen, hvilke ydelser hun kan gøre krav på, hvis de forsikringsperioder, hun tidligere havde fuldført i henhold til den belgiske lovgivning og ved den samme arbejdsgiver, blev taget i betragtning

–        eller ved ophøret af sin kontrakt som hjælpeansat skulle opgive sin erhvervsaktivitet i Kommissionen i Belgien, hvilket arbejde hun netop havde forladt sit oprindelsesland for at udføre.

137    Det skal hvad angår det sidste punkt også bemærkes, at i medfør af vilkårenes artikel 100 kan et lægeligt forbehold pålægges enhver kontraktansat med henblik på varetagelse af hjælpefunktioner »efter hans tiltræden i institutionen« og efter »lægeundersøgelsen forud for ansættelsen«. Sagsøgerens kontrakt som hjælpeansat udløb netop den 15. september 2006, og Kommissionen, som behandlede hende som en ny ansat, pålagde hende det omtvistede lægelige forbehold under ovennævnte betingelser i vilkårenes artikel 100. Vilkårenes artikel 100 opstillede således betingelser i denne sag for en arbejdstagers adgang til arbejdsmarkedet.

138    Det følger heraf, at anvendelsen af vilkårenes artikel 100 straffer sagsøgeren under denne sags omstændigheder og kan hindre udøvelsen af de rettigheder, der tildeles med artikel 39 EF, som udgør en grundlæggende bestemmelse i Fællesskabet.

139    Kommissionen har imidlertid hverken godtgjort eller forsøgt at godtgøre, at en sådan hindring for udøvelsen af de med artikel 39 EF tildelte rettigheder var nødvendig for at forfølge et formål af almen interesse, at den var egnet til at garantere opfyldelsen heraf, og at den ikke gik længere end nødvendigt for at opfylde det forfulgte formål (jf. i denne retning dommen i sagen Gouvernement de la Communauté française og Gouvernement wallon, nævnt i præmis 125 ovenfor, præmis 48, 52 og 55). Det skal i denne henseende erindres, at formål af rent økonomisk art ikke kan begrunde en begrænsning af en grundlæggende frihed, der er garanteret i traktaten (Domstolens dom af 5.6.1997, sag C-398/95, SETTG, Sml. I, s. 3091, præmis 23, og af 28.4.1998, sag C-158/96, Kohll, Sml. I, s. 1931, præmis 41).

140    Herudover kan det forhold, at anvendelsen af vilkårenes artikel 100 ligeledes kan indebære, at der ikke er dækning for invaliditetsrisici for belgiske statsborgere, der ligeledes har indgået en kontrakt som kontraktansat med Kommissionen efter at have arbejdet i Belgien som hjælpeansat, men uden nogensinde at have udøvet deres frihed til at bevæge sig inden for Fællesskabet, ikke forhindre en statsborger fra en anden medlemsstat, der har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, til i en sammenlignelig situation at nyde godt af de sociale rettigheder og fordele, som artikel 39 EF giver vedkommende (jf. i denne retning dommen i sagen Gouvernement de la Communauté française og Gouvernement wallon, nævnt i præmis 125 ovenfor, præmis 36-42).

141    På baggrund af ovenstående betragtninger påhviler det ansættelsesmyndigheden under de særlige omstændigheder i denne sag at undlade at gøre brug af muligheden i vilkårenes artikel 100 for ikke at fratage sagsøgeren de sociale sikringsfordele, som hun havde kunnet gøre krav på, hvis hun var forblevet knyttet til den ungarske eller belgiske lovgivning.

142    Endelig skal Kommissionens argument, som navnlig støttes på artikel 39 EF, som sagsøgeren ikke har påberåbt sig i de skriftlige bemærkninger, og hvorefter for så vidt angår anvendelsen af det lægelige forbehold Retten af egen drift skal efterprøve, om en forvaltningsakt fra ansættelsesmyndigheden er lovlig, besvares henset til et anbringende om tilsidesættelsen af en traktatbestemmelse.

143    Det skal indledningsvis og generelt understreges, at en rets beføjelser til af egen drift at tage et anbringende under påkendelse er begrænset af den forpligtelse, der gælder for den med hensyn til at henholde sig til tvisten og støtte sin afgørelse på de faktiske omstændeligheder, der er fremlagt for retten. Denne begrænsning finder sin berettigelse i princippet om, at initiativet til en sag tilkommer parterne, således at Retten derfor kun kan handle af egen drift i undtagelsestilfælde, hvor almene hensyn kræver det (jf. i denne retning Domstolens dom af 7.6.2007, forenede sager C-222/05 – C-225/05, van der Weerd m.fl., Sml. I, s. 4233, præmis 34-36).

144    Uden at der her er behov for at opregne de tilfælde, hvor det er muligt for Retten at efterprøve et anbringende af egen drift, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Fællesskabets retsinstanser ved at præcisere den retlige ramme, hvori en bestemmelse i den afledte ret skal fortolkes, ikke udtaler sig om denne bestemmelses lovlighed, henset til de højere retsregler, herunder traktatens, men søger den fortolkning af den omtvistede bestemmelse, som bringer dens anvendelse mest muligt i overensstemmelse med den primære ret og gør den mest muligt sammenhængende med den retlige ramme, som den er en del af. I denne sag er Retten ved at fortolke vilkårenes artikel 100, navnlig i lyset af de krav, der følger af arbejdstagernes frie bevægelighed, som er knæsat i artikel 39 EF, ikke gået ud over tvistens grænser, således som sagsøgeren har opstillet dem, og har ikke støttet sig på andre faktiske forhold og omstændigheder end dem, som hun har støttet sin sag på. Sagsøgerens argumentation for Retten omtaler ganske vist ikke udtrykkeligt artikel 39 EF, og argumentationen i denne dom vedrørende fortolkningen af vilkårenes artikel 100, henset til artikel 39 EF, er i øvrigt i det væsentlige konvergerende.

145    Ligeledes er retten til forsvar blevet overholdt, for så vidt som alle parterne i den forberedende rapport til retsmødet blev opfordret til under retsmødet at give udtryk for de eventuelle følger, der i denne sag skulle drages af Moscato-dommen (nævnt i præmis 132 ovenfor), Vougioukas-dommen (nævnt i præmis130 ovenfor) og My-dommen (nævnt i præmis 123 ovenfor) for så vidt angår beskyttelsen mod invaliditet og reglen om sammenlægning af forsikringsperioder som opregnet i artikel 42, litra a), EF.

146    Kommissionens argument, hvorefter Retten ved at undersøge denne tvist i lyset af navnlig artikel 39 EF har sat sig ud over den passivitet, den skal udvise, skal dermed forkastes.

147    Det følger af ovenstående, og uden at der er behov for at undersøge følgerne af arbejdstagernes frie bevægelighed inden for Fællesskabet ved fortolkningen af vilkårenes artikel 100 under andre omstændigheder end de i denne sag foreliggende, at det påhviler ansættelsesmyndigheden at undlade at gøre brug af muligheden i vilkårenes artikel 100 over for sagsøgeren.

148    Kommissionen kunne derfor ikke pålægge sagsøgeren et lægeligt forbehold i henhold til vilkårenes artikel 100.

149    Det første anbringende rettet mod det lægelige forbehold skal derfor tages til følge, og den afgørelse, hvorved sagsøgeren pålægges et lægeligt forbehold, skal derfor annulleres, uden at det er nødvendigt at undersøge det andet anbringende vedrørende dette formål, som ikke kan føre til en videre annullation.

 Sagsomkostningerne

150    I henhold til procesreglementets artikel 122 finder dette reglements bestemmelser i kapitel otte i andet afsnit om sagsomkostninger kun anvendelse på sager, der er anlagt ved Retten fra tidspunktet for dette reglements ikrafttrædelse, dvs. den 1. november 2007. De relevante bestemmelser i procesreglementet for Retten i Første Instans finder fortsat tilsvarende anvendelse på sager, der verserer for Retten før denne dato.

151    Bestemmelserne om sagsomkostninger i procesreglementet for Retten i Første Instans finder derfor anvendelse i sag F-69/07.

152    Ifølge artikel 87, stk. 2, og stk. 3, første afsnit, i procesreglementet for Retten i Første Instans pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Retten kan ikke desto mindre fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. I øvrigt bærer institutionerne selv i henhold til samme reglements artikel 88 deres egne omkostninger i tvister mellem Fællesskaberne og deres ansatte.

153    Endvidere bestemmer artikel 87, stk. 4, i procesreglementet for Retten i Første Instans, at de institutioner, der er interveneret i tvisten, bærer deres egne omkostninger.

154    I øvrigt bestemmer procesreglementets artikel 87, stk. 1, der finder anvendelse i sag F-60/08, med forbehold af andre bestemmelser i reglementets kapitel otte i andet afsnit, at det pålægges den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

155    Endelig bestemmer procesreglementets artikel 89, stk. 4, at intervenienten bærer sine egne omkostninger.

156    Det følger af ovenstående betragtninger, at sagsøgeren har fået medhold i et af de to anbringender i sag F-69/07. Retten finder desuden hvad angår sagsomkostninger i denne sag, at Kommissionen skal pålægges at bære sine egne omkostninger og betale halvdelen af sagsøgerens, som selv skal bære den anden halvdel af sine omkostninger.

157    Da sagsøgeren ikke har fået medhold i sag F-60/08, pålægges hun at bære sine egne og betale Kommissionens omkostninger i denne sag.

158    Endvidere pålægges Rådet, der er intervenient, at bære sine egne omkostninger i de to sager F-69/07 og F-60/08.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling):

1)      Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers afgørelse af 14. september 2006 annulleres, for så vidt som sagsøgeren derved pålægges et lægeligt forbehold.

2)      I øvrigt frifindes Kommissionen i sag F-69/07, O mod Kommissionen.

3)      Sag F-60/08, O mod Kommissionen, afvises.

4)      I sag F-69/07 bærer Kommissionen sine egne omkostninger og betaler halvdelen af sagsøgerens omkostninger.

5)      Sagsøgeren bærer halvdelen af sine omkostninger i sag F-69/07 og bærer sine egne og betaler Kommissionens omkostninger i sag F-60/08.

6)      Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger i de to sager.

Kanninen Boruta Van Raepenbusch

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 29. september 2009.

W. Hakenberg       H. Kanninen

Justitssekretær       Afdelingsformand

Denne afgørelse samt de afgørelser fra Fællesskabets retsinstanser, der er nævnt heri, og som endnu ikke er trykt i Samling af Afgørelser, er tilgængelige på Domstolens hjemmeside: www.curia.europa.eu

* Processprog: fransk.