PERSONALERETTENS DOM
(Første Afdeling)
12. maj 2011
Sag F-50/09
Livio Missir Mamachi di Lusignano
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag – tjenestemænd – erstatningssøgsmål – regel om overensstemmelse mellem ansøgning, klage og erstatningssøgsmål – procedurens kontradiktoriske karakter – brug i retssagen af et fortroligt dokument klassificeret »EU Restricted« – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – erstatningsansvar – årsagsforbindelse – forskellige årsager til skaden – forvoldt af tredjemand – objektivt ansvar – bistandspligt – en institutions forpligtelse til at sikre beskyttelse af de ansatte – en tjenestemand og dennes hustru dræbt af en tredjemand – mistet chance for at overleve«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA, hvorunder Livio Missir Mamachi di Lusignano har nedlagt påstand om dels, at Kommissionens afgørelse af 3. februar 2009 om afslag på hans krav på erstatning for ikke-økonomisk og økonomisk skade som følge af drabet på hans søn og svigerdatter den 18. september 2006 i Rabat (Marokko), annulleres, dels, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren og de ydelsesberettigede pårørende efter sagsøgerens søn forskellige beløb i erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk skade som følge af de nævnte drab.
Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. Uddrag af dokumentet af 2006 vedrørende sikkerhedsnormer og ‑kriterier, som blev fremsendt af Kommissionen til Personaleretten under sagen, tilbagesendes omgående til Kommissionen ved anbefalet brev med angivelsen »klassificeret som »EU Restricted««. Kommissionen betaler sagens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål anlagt, uden at der har været gennemført en administrativ procedure i overensstemmelse med vedtægten – afvisning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – tilpasning af det påståede beløb i forhold til det beløb, der er anført i ansøgningen til administrationen – lovlig – betingelser
3. Tjenestemænd – social sikring – arbejdsulykke – fast erstatning i medfør af tjenestemandsvedtægtens ordning – krav om supplerende erstatning efter almindelige retsregler – lovlig – betingelser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 73)
4. Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – udspring – ansættelsesforhold
(Art. 236 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
5. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed
(Art. 236 EF)
6. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – erstatning af en skade forvoldt en tjenestemand eller en øvrig ansat – administrationens bistandspligt – rækkevidde
(Art. 236 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
7. Tjenestemænd – beskyttelse af sikkerheden og sundheden – institutionernes forpligtelser – rækkevidde – direktiv 89/391 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 31, stk. 1; tjenestemandsvedtægten, art. 1e, stk. 2; Rådets direktiv 89/391)
8. Retspleje – foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse – anmodning om fremlæggelse af et dokument – undersøgelse af den fortrolige karakter
(Personalerettens procesreglement, art. 44, stk. 1 og 2)
9. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – manglende etablering af minimale sikkerhedsforanstaltninger for boliger til ansatte, som gør tjeneste i tredjelande – tjenstlig fejl
10. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse
11. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse
12. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – ansvar for en lovlig handling – princip, som ikke er anerkendt i EU-retten
(Art. 288 EF)
13. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)
14. Retspleje – sagsomkostninger – udgifter forvoldt unødvendigt eller af ond vilje
(Personalerettens procesreglement, art. 87, stk. 2, og art. 88)
1. I forbindelse med et søgsmål anlagt af en tjenestemand udelukkende med påstand om erstatning af forskellige former for tab, der angiveligt er lidt som følge af en række fejl eller undladelser, der ikke har nogen retsvirkninger, og derfor ikke kan kvalificeres som retsakter, kan Personaleretten kun antage erstatningspåstandene til realitetsbehandling, hvis der forinden først er indgivet en ansøgning til administrationen, der har samme genstand, og som vedrører de samme tab, og dernæst en klage over den afgørelse, hvorved administrationen udtrykkeligt eller stiltiende har taget stilling til ansøgningen. Inden for rammerne af klageadgangen i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91 skal den administrative procedure, når et søgsmål har en rent erstatningsmæssig karakter, nemlig nødvendigvis begynde med indgivelse af en ansøgning, hvorved ansøgeren anmoder ansættelsesmyndigheden om at erstatte det påståede tab og i givet fald fortsætte med indgivelse af en klage over den beslutning, hvorved ansøgningen afslås.
De påstande, der nedlægges for Unionens retsinstanser, skal desuden have samme genstand som dem, der er anført i klagen, og kan kun indeholde klagepunkter, der hviler på samme grundlag som de i klagen anførte, idet disse klagepunkter kan uddybes under den retslige procedure ved fremførelse af anbringender og argumenter, som ikke nødvendigvis figurerer i klagen, men som står i nøje forbindelse med den. Ud fra et rent erstatningsmæssigt synspunkt er begrebet årsag, som skal fortolkes vidt, defineret ved en henvisning til de erstatningspåstande, som den berørte tjenestemand har påberåbt sig i sin erstatningsansøgning. Det er erstatningspåstandene, der angiver genstanden for den af tjenestemanden ønskede erstatning, og følgelig også genstanden for den ansøgning, som administrationen skal tage stilling til.
(jf. præmis 82-85)
Henvisning til:
Domstolen: 23. april 2002, sag C-62/01 P, Campogrande mod Kommissionen, præmis 34
Retten i Første Instans: 13. juli 1995, sag T-44/93, Saby mod Kommissionen, præmis 31
Personaleretten: 1. juli 2010, sag F-45/07, Mandt mod Parlamentet, præmis 119
2. I forbindelse med et erstatningssøgsmål kan en tjenestemand i stævningen ændre det påståede beløb, der er anført i ansøgningen til administrationen, navnlig hvis tjenestemandens skade forværres efterfølgende, eller hvis omfanget af tabet ikke kendes, eller ikke kan fastsættes før indgivelsen af ansøgningen, men på betingelse af, at det tab, der ønskes erstattet, fremgår af ansøgningen.
(jf. præmis 86)
Henvisning til:
Domstolen: 23. september 2004, sag C-150/03 P, Hectors mod Parlamentet, præmis 62
3. Eftersom de ydelser, der er fastsat i vedtægten, udbetales med et fast beløb til en afdød tjenestemands ydelsesberettigede pårørende, har de ret til at kræve en supplerende erstatning fra institutionen, såfremt institutionen er ansvarlig for tjenestemandens død, og de vedtægtsmæssige ydelser ikke er tilstrækkelige til at sikre fuld erstatning for den lidte skade.
(jf. præmis 106)
Henvisning til:
Domstolen: 8. oktober 1986, forenede sager 169/83 og 136/84, Leussink mod Kommissionen, præmis 13; 9. september 1999, sag C-257/98 P, Lucaccioni mod Kommissionen, præmis 22 og 23
4. En tvist mellem en tjenestemand og hans nuværende eller tidligere institution, der drejer sig om skadeserstatning og udspringer af det ansættelsesforhold, som knytter den pågældende til institutionen, er omfattet af artikel 236 EF og af vedtægtens artikel 90 og 91 og falder derfor ikke ind under artikel 235 EF og 288 EF. Dette gælder ligeledes for så vidt angår en tvist mellem den afdøde tjenestemands ydelsesberettigede pårørende eller deres legale repræsentant og den institution, ved hvilken den afdøde tjenestemand var ansat, idet en sådan tvist har sit udspring i det ansættelsesforhold, der bestod mellem den afdøde tjenestemand og institutionen.
(jf. præmis 116)
Henvisning til:
Domstolen: 22. oktober 1975, sag 9/75, Meyer-Burckhardt mod Kommissionen, præmis 7; 17. februar 1977, sag 48/76, Reinarz mod Kommissionen og Rådet, præmis 10; 10. juni 1987, sag 317/85, Pomar mod Kommissionen, præmis 7; 7. oktober 1987, sag 401/85, Schina mod Kommissionen, præmis 9
Retten i Første Instans: 26. juni 2009, sag T-114/08 P, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 12, 13 og 24
Personaleretten: 11. maj 2010, sag F-30/08, Nanopoulos mod Kommissionen, præmis 130-133, som i øjeblikket verserer for Retten, sag T-308/10 P
5. Det er en forudsætning for, at en institution kan ifalde ansvar i henhold til artikel 236 EF, at en række betingelser er opfyldt, herunder at der foreligger en tjenstlig fejl, eller at institutionen har udvist retsstridig adfærd, at der faktisk er opstået en bestemt og mulig skade samt årsagsforbindelse mellem den pågældende institutions adfærd og den påberåbte skade.
Hvad angår den første betingelse, skal Unionens retsinstanser blandt de relevante oplysninger i den sag, der er indbragt for dem, tage hensyn til det skøn, som administrationen rådede over på tidspunktet for de omtvistede faktiske omstændigheder.
I denne forbindelse gælder, at når institutionen råder over et vidt skønt, navnlig når den ikke har pligt til at handle på en bestemt måde inden for de gældende retlige rammer, er det afgørende kriterium for at anse den første betingelse for opfyldt, at tilsidesættelsen indebærer en åbenbar og grov overskridelse af grænserne for skønsbeføjelsen. Hvis administrationen ikke har begået en åbenbar fejl, kan den ikke bebrejdes at have handlet retsstridigt, og den kan således ikke ifalde ansvar.
Når administrationen derimod råder over et stærkt begrænset eller intet skøn, kan selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af EU-retten, være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse, der indebærer, at institutionen kan ifalde ansvar. Når administrationen er forpligtet til at handle på en bestemt måde i henhold til gældende regler, generelle principper eller grundlæggende rettigheder eller regler, som institutionerne har pålagt sig selv, kan en simpel undladelse af at opfylde en sådan pligt indebære, at den berørte institution ifalder ansvar.
(jf. præmis 117-120)
Henvisning til:
Domstolen: Lucaccioni mod Kommissionen, præmis 14; 4. juli 2000, sag C-352/98 P, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, præmis 44
Retten i Første Instans: 13. december 1990, sag T-20/89, Moritz mod Kommissionen, præmis 19; 9. februar 1994, sag T-82/91, Latham mod Kommissionen, præmis 72; 21. februar 1995, sag T-506/93, Moat mod Kommissionen, præmis 46
Personaleretten: 2. maj 2007, sag F-23/05, Giraudy mod Kommissionen, præmis 104, 105 og 167
6. Tvister i personalesager i henhold til artikel 236 EF og vedtægtens artikel 90 og 91, herunder de tvister, som vedrører erstatning for en skade, der er forvoldt en tjenestemand eller en ansat, følger regler, der er særlige og specielle i forhold til de regler, der følger af de almindelige principper vedrørende Unionens ansvar uden for kontraktforhold inden for rammerne af artikel 235 EF og artikel 288, stk. 2, EF. Det følger nemlig bl.a. af vedtægten, at en tjenestemand eller en ansat i Unionen i modsætning til enhver anden borger er bundet til den institution, han tilhører, af en ansættelsesretlig forbindelse, som indebærer en ligevægt af specifikke gensidige rettigheder og pligter, som afspejles i institutionens omsorgspligt i forhold til den pågældende. Denne ligevægt har i det væsentlige til formål at bevare det tillidsforhold, som skal bestå mellem institutionerne og deres tjenestemænd med henblik på at sikre borgerne, at de opgaver af almen interesse, som skal varetages af institutionen, udføres korrekt. Når Unionen handler som arbejdsgiver, er den følgelig underlagt et skærpet ansvar, der kommer til udtryk ved en pligt til at erstatte den skade, som personalet måtte lide, som følge af de ulovligheder, Unionen måtte begå i sin egenskab af arbejdsgiver.
(jf. præmis 123)
Henvisning til:
Domstolen: 29. juni 1994, sag C-298/93 P, Klinke mod Domstolen, præmis 38; 6. marts 2001, sag C-274/99 P, Connolly mod Kommissionen, præmis 44-47
Retten i Første Instans: 12. juni 2002, sag T-187/01, Mellone mod Kommissionen, præmis 74; 14. oktober 2004, sag T-1/02, Polinsky mod Domstolen, præmis 47
7. Hvad angår sikkerheden omkring de ansattes arbejdsbetingelser har en institution som enhver offentlig eller privat arbejdsgiver en handlepligt. De ansatte har nemlig ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold, hvilket i øvrigt fremgår af artikel 31, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
Det følger ligeledes af artikel 1e, stk. 2, i vedtægten og af en række EU-direktiver, navnlig direktiv 89/391 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, at arbejdsgiveren har pligt til at sikre de ansattes sikkerhed og sundhed i alle forhold, der er forbundet med arbejdet. På dette område gælder en institutions forpligtelse til som arbejdsgiver at sikre de ansattes sikkerhed med særlig styrke, og administrationens skønsbeføjelse er begrænset uden dog at være ikke-eksisterende.
Uanset hvor omfattende denne pligt måtte være, kan den imidlertid ikke udvides til at omfatte en absolut pligt for den berørte institution til at opnå et resultat. Der kan ikke ses bort fra de budgetmæssige, administrative eller tekniske begrænsninger, som administrationen stilles over for, og som i visse tilfælde kan gøre det vanskeligt eller helt umuligt at gennemføre ellers hastende og nødvendige foranstaltninger, selv om de kompetente myndigheder udviser agtpågivenhed. Det er endvidere vanskeligt at varetage denne sikkerhedsforpligtelse, når den berørte tjenestemand til forskel for en arbejdstager, der udøver sine funktioner på et bestemt sted, udfører sit arbejde i et tredjeland og varetager en funktion, der svarer til at udføre opgaver af diplomatisk karakter, og hvor den pågældende udsættes for forskellige risici, der ikke let kan identificeres og kontrolleres.
I denne forbindelse gælder, at selv om tjenestemanden får stillet en bolig til rådighed på baggrund af sin stilling, og denne bolig er omfattet af særlige sikkerhedsforanstaltninger i forhold til visse delegationer i tredjelande, kan en sådan bolig ikke fuldt ud sidestilles med en arbejdsplads eller et arbejdssted i den forstand, hvori disse udtryk er anvendt i direktiv 89/391. I en sådan situation indebærer den sikkerhedsforpligtelse, der påhviler institutionen, for det første, at institutionen foretager en vurdering af de risici, som dens ansatte udsættes for, og at forpligtelsen udgør en del af en integreret indsats i forhold til alle tjenesteniveauer, og for det andet, at institutionen underretter de ansatte om de risici, der har kunnet identificeres, og sikrer sig, at de ansatte har modtaget passende information om betydningen af disse risici for deres sikkerhed, og for det tredje, at institutionen iværksætter passende beskyttelsesforanstaltninger og etablerer den organisation og tilvejebringer de midler, som den finder nødvendige.
(jf. præmis 126, 127 og 130-132)
Henvisning til:
Domstolen: 14. juni 2007, sag C-127/05, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige
Personaleretten: 30. april 2009, sag F-65/07, Aayhan m.fl. mod Parlamentet, præmis 116
8. I det tilfælde, hvor et dokument af en part fremsendes til Personaleretten, således at denne kan undersøge, om dokumentet er fortroligt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i procesreglementets artikel 44, stk. 2, kan beskyttelsen af dokumentets fortrolige karakter indebære, at den anden part kun har adgang til dokumentet i form af et kort resumé udarbejdet af Personaleretten, og at retssagen derfor ikke er fuldstændig kontradiktorisk. Denne anden parts ret til en effektiv domstolsbeskyttelse kan imidlertid kun sikres i en sådan situation, hvis Personaleretten fraviger procesreglementets artikel 44, stk. 1, og baserer sig på de relevante uddrag fra dokumentet for således at være i stand til at træffe afgørelse med fuldt kendskab til sagen, selv om institutionen kun har fremsendt disse uddrag til Personaleretten således, at Personaleretten kan undersøge dokumentets fortrolige karakter.
(jf. præmis 156)
9. Ved ikke at respektere de mindstekrav til sikkerheden for de boliger, som stilles til rådighed for institutionens ansatte, der gør tjeneste i tredjelande, begår en institution en tjenstlig fejl og kan ifalde ansvar som følge af denne fejl. Selv om det i særlige tilfælde, navnlig i nødsituationer, nemlig midlertidigt kan forekomme, at en midlertidig bolig ikke er udstyret med de samme sikkerhedsanordninger som en endelig bolig, kan administrationen imidlertid ikke undlade at fastsætte minimumsforanstaltninger, der gør det muligt at imødegå de største risici for sikkerheden for de personer, der opholder sig i midlertidige boliger, eller som kan begrænse denne risiko på betingelser, der er budgetmæssigt og administrativt acceptable. Dette gælder så meget desto mere, når særlige omstændigheder er bragt til den pågældende institutions kendskab.
(jf. præmis 173, 174 og 176)
10. En institution ifalder kun ansvar, hvis der består en direkte årsagssammenhæng mellem en fejl og den skade, som følger heraf. Unionen hæfter imidlertid alene for den skade, der er en tilstrækkelig direkte følge af den pågældende institutions retsstridige adfærd. I denne forbindelse skal sagsøgeren godtgøre, at tabet ikke ville være indtrådt uden den begåede fejl, og at fejlen er den afgørende årsag til tabet. Det er godtgjort, at der foreligger årsagsforbindelse, når skaden er en uundgåelig og øjeblikkelig følge af den begåede fejl. I øvrigt kan en skade indtræde, selv om denne ikke kun er en direkte og sikker følge af en enkelt årsag, idet skaden kan have flere årsager, der alle på afgørende vis medvirker til dens indtræden.
Hvad angår en fejl, som består i, at en institution har tilsidesat sin pligt til at overholde mindstekravene til sikkerheden for en bolig, som stillet til rådighed for en tjenestemand, der gør tjeneste i et tredjeland, er årsagsforbindelsen mellem denne fejl og drabet af tjenestemanden godtgjort, når det i fornødent omfang er bevist, at drabet ikke ville have fundet sted, hvis institutionen havde overholdt sin pligt til at sikre tjenestemandens beskyttelse. Det samme gælder hvad angår årsagsforbindelsen mellem fejlen og tjenestemandens manglende mulighed for at overleve.
(jf. præmis 179-181, 183 og 190)
Henvisning til:
Domstolen: 12. juni 1986, sag 229/84, Sommerlatte mod Kommissionen, præmis 24-27; 27. marts 1990, sag C-308/87, Grifoni mod EØFA, præmis 17 og 18
Retten i Første Instans: 30. september 1998, sag T-149/96, Coldiretti m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 116 og 122; 9. juli 1999, sag T-231/97, New Europe Consulting og Brown mod Kommissionen, præmis 57-60; 24. oktober 2000, sag T-178/98, Fresh Marine mod Kommissionen, præmis 118 og den deri nævnte retspraksis
Den Europæiske Unions Ret: 19. marts 2010, sag T-42/06, Gollnisch mod Parlamentet, præmis 110 og den deri nævnte retspraksis
11. En skade kan indtræde, selv om denne ikke kun er en direkte og sikker følge af en enkelt årsag, idet skaden kan have flere årsager, der alle på afgørende vis medvirker til dens indtræden. Retspraksis indebærer ikke et krav om, at institutionen bærer ansvaret for skaden alene, for at administrationen kan ifalde ansvar. I tilfælde af, at fejlene deles mellem en institution og en tredjemand, er institutionen kun forpligtet til at erstatte en del af den skade, som en skadelidt har lidt.
Dette er tilfældet, når en institution skaber de betingelser, der fører til skadens indtræden, ved ikke at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at forhindre en drabsmands indtrængen i en privat bolig for en tjenestemand, der gør tjeneste ved delegationer. Eftersom drabet imidlertid ikke er en øjeblikkelig og uundgåelig følge af en sådan fejl, og institutionen ikke er hovedansvarlig for skaden, begrænses dens del af ansvaret til 30% af den lidte skade.
(jf. præmis 181, 192-194)
Henvisning til:
Domstolen: Sommerlatte mod Kommissionen, præmis 24-27, og Grifoni mod EØFA, præmis 17 og 18
12. På EU-rettens nuværende udviklingstrin kan artikel 288 EF, der henviser til de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, ikke fortolkes således, at Unionen kan ifalde objektivt ansvar som følge af en lovlig handling eller undtagelse.
Følgelig kan Unionens retsinstanser ikke fastslå de grunde, der kan berettige, at Unionens institutioner kan ifalde ansvar i forhold til personalet på grundlag af nogle betingelser, der væsentligt adskiller sig fra betingelserne i henhold til artikel 288 EF, ved at fravige de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer.
(jf. præmis 209 og 212)
13. Formålet med vedtægtens artikel 24 er at give tjenestemænd og andre ansatte, der står i et aktivt tjenesteforhold, en sikkerhed ikke kun aktuelt, men også med hensyn til deres fremtidige forhold, således at de gives de bedste vilkår for at kunne udføre deres opgaver, hvilket er i tjenestens almindelige interesse. Det følger af denne artikel og den dertil knyttede retspraksis, at Unionens institutioner i medfør af denne bestemmelse kun har pligt til at bistå deres tjenestemænd i anledning af handlinger fra tredjemænd, som er rettet mod tjenestemændene på baggrund af deres stillinger eller hverv.
Heraf følger, at når tjenestemanden ikke blev dræbt på baggrund af hans stilling og hverv, kan hans ydelsesberettigede pårørende ikke med føje påberåbe sig bestemmelserne i vedtægtens artikel 24.
(jf. præmis 220, 221, 224 og 225)
Henvisning til:
Domstolen: Sommerlatte mod Kommissionen, præmis 19; 5. oktober 1988, sag 180/87, Hamill mod Kommissionen, præmis 15
Retten i Første Instans: 27. juni 2000, sag T-67/99, K mod Kommissionen, præmis 32
14. I henhold til artikel 87, stk. 2, i Personalerettens procesreglement kan Personaleretten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger. Ifølge procesreglementets artikel 88 kan det desuden pålægges en vindende part helt eller delvist at betale sagens omkostninger, såfremt det synes berettiget, henset til denne parts forhold, også forud for sagsanlægget, og navnlig såfremt det skønnes, at denne unødvendigt eller af ond vilje har påført modparten udgifter.
Når en institution væsentligt har forsinket sagen ved i første omgang at nægte at fremsende visse dokumenter og oplysninger til Personaleretten og ved at gøre det nødvendigt for Personaleretten at afholde endnu et retsmøde, samt ved at give Personaleretten upræcise oplysninger, findes institutionen efter sagens omstændigheder at burde bære sine egne omkostninger og betale modpartens behørigt dokumenterede rimelige udgifter.
(jf. præmis 229, 230 og 232)