Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Monomeles Protodikeio Serron (Grækenland) den 18. februar 2019 – WP mod Trapeza Peiraios AE
(Sag C-105/19)
Processprog: græsk
Den forelæggende ret
Monomeles Protodikeio Serron (Grækenland)
Parter i hovedsagen
Sagsøger: WP
Sagsøgt: Trapeza Peiraios AE
Præjudicielle spørgsmål
Skal artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 1 fortolkes således, at den indfører en offentligretlig processuel regel, som pålægger de nationale retsinstanser af egen drift, også under den fase, hvori de skal udstede et betalingspåbud, at efterprøve ulovligheden af et vilkår aftalt mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, for så vidt som der tages hensyn til, at der ikke alene: i græsk ret i henhold til artikel 623, 624, 628 og 629 i loven om civil retspleje (kodikas politikis dikonomias), ikke findes en sådan forpligtelse, men at betalingspåbuddet derimod udstedes uden kontradiktion efter en formel kontrol af dokumentationen, herunder låneaftalen, at de nationale retsinstanser har beføjelse til at udstede et betalingspåbud, at betalingspåbuddet udgør et dokument, der umiddelbart kan fuldbyrdes, og som den erhvervsdrivende kan lægge til grund for efter udløbet af tre (3) dage at iværksætte en tvangsfuldbyrdelsesprocedure, som ikke kan stilles i bero?
Skal artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 fortolkes således, at den indfører en offentligretlig processuel regel, som pålægger de nationale retsinstanser ikke at udstede et betalingspåbud, når det med dokumentbevis for den ret, der udsteder betalingspåbuddet, godtgøres, at lånet udspringer af almindelige kontraktvilkår, som ved domme, der har fået retskraft, tidligere er blevet erklæret ugyldige, idet de er ulovlige, på området for søgsmål med begæringer om forbud, som forbrugerforeninger har anlagt mod erhvervsdrivende, og som er opregnet i den ministerielle afgørelse Z1-798/25-06-2008 (FEK B 1353/11-07-2008), der indeholder det nationale register over ulovlige vilkår, som ændret og suppleret ved ministeriel afgørelse Z1-21/17-01-2011, og som Symvoulio tis Epikrateias erklærede ulovlig ved dom nr. 1210/2010, efter behørig hensyntagen til dels dom nr. 1219/2001 og nr. 430/2005 afsagt af Areios Pagos, dom nr. 5253/2003 og nr. 6291/2000 afsagt af Efeteio Athinon, dom nr. 1119/2002 og nr. 1208/1998 afsagt af Polymeles Protodikeio Athinon, der har fået retskraft, samt dom nr. 961/2007 afsagt af Polymeles Protodikeio Athinon, for så vidt som den har fået retskraft, dels til den omstændighed, at virkningen af den retskraft, som disse retsafgørelser har fået, er af stor almen interesse for markedets funktion og forbrugerbeskyttelsen (artikel 10, stk. 2, i lov nr. 2251/1994); idet der med denne ministerielle afgørelse blev fastslået et »forbud mod i kontrakter indgået mellem kreditinstitutter og forbrugere at inkludere almindelige kontraktvilkår, som tidligere er erklæret ulovlige ved endelige retsafgørelser som led i søgsmål anlagt af forbrugerforeninger«, og hvori opregnes de almindelige kontraktvilkår, som er erklæret ugyldige, idet de var ulovlige, efter kollektive søgsmål anlagt af forbrugerforeninger i forhold til banker som erhvervsdrivende, for så vidt som det fastslås, at kompetencen til at udstede betalingspålæg i Grækenland tilkommer retsinstanserne – nærmere bestemt Eirinodikeia (fredsommere) og Protodikeia (retter i første instans) – og at betalingspålægget er et dokument, der umiddelbart kan fuldbyrdes, og som den erhvervsdrivende kan lægge til grund for efter tre (3) dage at iværksætte en tvangsfuldbyrdelsesprocedure, som ikke kan stilles i bero?
Skal artikel 6, stk. 1, artikel 7, stk.1, og artikel 8 i direktiv 93/13 fortolkes således, at retskraften for domme om tiltrædelse af søgsmål med påstand om forbud, som anlægges af forbrugerforeninger mod erhvervsdrivende, for at retskraften for at have virkning erga omnes (jf. artikel 10, stk. 20, i lov nr. 2251/1994), som yderligere betingelse kræver identiteten på parterne og på de retlige og faktiske forhold– som foreskrevet i national procesret ved artikel 324 i lov om civil retspleje (kodikas politikis dikonomias) – hvorved retskraften for domme om tiltrædelse af kollektive søgsmål med påstand om forbud ikke kan udvides til og finde anvendelse på alle sager, hvorunder en national retsinstans skal påkende et søgsmål anlagt af en forbruger i forhold til en erhvervsdrivende?
____________
1 Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler(EFT 1993, L 95, s. 29).