Language of document : ECLI:EU:F:2009:46

PERSONALERETTENS DOM (Tredje Afdeling)

6. maj 2009

Sag F-137/07

Giovanni Sergio m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – rettigheder og forpligtelser – organisationsfrihed – aftaleprotokol mellem Kommissionen og de faglige organisationer og sammenslutninger – individuelle afgørelser om midlertidig tjeneste/tjenestefrihed i henhold til en protokol – akt, der indeholder et klagepunkt – søgsmålskompetence – tjenestemand, der har handlet på egne vegne, ikke på vegne af en fagforening – afvisning – meddelelse af afslaget på klagen til sagsøgernes advokat – søgsmålsfristens begyndelsestidspunkt«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Giovanni Sergio og fire andre tjenestemænd i Kommissionen har nedlagt påstand om for det første annullation af aftaleprotokollen indgået mellem de faglige organisationer og sammenslutninger (OSP) og Kommissionens Generaldirektorat for »Personale og Administration« vedrørende fordeling af ressourcer til personalerepræsentation i 2006, for det andet annullation af de individuelle afgørelser om tjenestefrihed truffet til fordel for repræsentanterne for de faglige organisationer Alliance og Fédération de la fonction publique européenne på grundlag af protokollen af 2006 og af OSP’s regler om repræsentation, for det tredje annullation af den af generaldirektøren for »Personale og Administration« trufne afgørelse af 14. november 2006 om at lade Marques-Garcia genindtræde i hans tidligere generaldirektorat; sagsøgerne har desuden nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale en symbolsk erstatning på 1 EUR til hver af sagsøgerne dels for deres ikke-økonomiske og politiske tab som repræsentanter for Union Syndicale fédérale, dels for deres ikke-økonomiske tab og forringede karrieremuligheder som tjenestemænd eller midlertidigt ansatte.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens om omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – aftale mellem en institution og de faglige organisationer og sammenslutninger vedrørende tildeling af fordele til nævnte organisationer på grundlag af deres repræsentativitet – ikke omfattet – afgørelse om at nægte en tjenestemand udpeget af en af de nævnte organisationer i henhold til aftalen midlertidig tjeneste med henblik på faglig repræsentation – omfattet

(Art. 230 EF og 236 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 10c, art. 24b, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – rettigheder og forpligtelser – faglige rettigheder – grænser – administrationens forpligtelse til at indrømme fagforeningsrepræsentanter varige og etablerede fritagelser fra udførelsen af deres arbejde i disses tjeneste – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24b)

3.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – annullationssøgsmål anlagt af et medlem af en faglig organisation eller sammenslutning – påstande om annullation af afgørelserne om tildeling af »midlertidige tjenester som fagforeningsrepræsentant« til medlemmer af en anden organisation

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24b, art. 90 og 91)

4.      Tjenestemænd – søgsmål – retlig interesse – administrationernes bundne kompetence – afgørelse om at lade en tjenestemand, som havde været omfattet af en »midlertidige tjenester med henblik på faglig repræsentation«, men som ikke længere er udpeget af sin faglige organisation, genindtræde i tjenesten – afvisning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

5.      Tjenestemænd – søgsmål – frister – begyndelsestidspunkt – klage indgivet af en advokat på vegne af flere tjenestemænd

(Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 3 og 4, samt bilag I, art. 7, stk. 1; tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)

1.      En aftale mellem en institution og de faglige organisationer og sammenslutninger om tildeling af fordele til nævnte organisationer i forhold til deres repræsentativitet, såsom muligheden for at nyde godt af »midlertidige tjenester som fagforeningsrepræsentant«, tildeling af kreditter og tilrådighedsstillelse af eksternt personale, tilsigter udelukkende at regulere de kollektive arbejdsforhold mellem administrationen og disse organisationer derved, at den ikke omhandler det individuelle arbejdsforhold mellem institutionen og tjenestemanden, men forbindelserne mellem denne institution og nævnte organisationer. Selv om en sådan aftale således kan skade en af disse organisationers funktionelle interesser, kan den imidlertid ikke påvirke den individuelle situation for de tjenestemænd, som tilhører sidstnævnte, bl.a. den individuelle udøvelse af en af de faglige rettigheder, der er tillagt i henhold til vedtægtens artikel 24b, eller af en rettighed i henhold til en aftale indgået mellem institutionen og de faglige organisationer og sammenslutninger.

Følgelig er en tjenestemand, der handler på egne vegne, ikke direkte berørt af en sådan aftale. Kun de faglige organisationer og sammenslutninger er direkte berørt i det foreliggende tilfælde og kan derfor gøre brug af de klagemidler, som de råder over, jf. artikel 230 EF, med henblik på at beskytte deres egne funktionelle interesser. Det er kun i det tilfælde, hvor en afsvækkelse af en af disse organisationer, som følger af en sådan aftale, henset til intensiteten af virkningerne heraf, vil kunne anses for at fratage medlemmerne af denne organisation den normale udøvelse af deres faglige rettigheder, at tjenestemænd, som handler på egne vegne, vil kunne påberåbe sig en retlig interesse udledt af afsvækkelsen af den organisation, som de tilhører.

I det tilfælde, hvor en af disse organisationer får tildelt en midlertidig tjeneste ved en sådan aftale, og organisationen har udpeget en navngiven tjenestemand, som skal indrømmes denne midlertidige tjeneste, vil en eventuel afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden om at nægte denne tjenestemand at nyde godt af denne midlertidige tjeneste imidlertid være bebyrdende for nævnte tjenestemand og vil således kunne være genstand for et annullationssøgsmål anlagt af denne på grundlag af artikel 236 EF, hvilket ikke er tilfældet for selve aftalen.

(jf. præmis 51, 52, 56, 79 og 81-84)

Henvisning til:

Retten: 6. maj 2004, sag T-34/03, Hecq mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 143, og II, s. 639, præmis 46.

2.      Selv om fagforeningsfriheden er et generelt arbejdsretligt princip, som bl.a. indebærer, at fagforeningsrepræsentanterne skal indrømmes tjenestefrihed med henblik på deltagelse i forhandlinger med institutionerne, kan dens indhold ikke udstrækkes til at omfatte en forpligtelse for fællesskabsinstitutionerne til at indrømme fagforeningsrepræsentanterne varige og etablerede fritagelser fra udførelsen af deres arbejde i disses tjeneste med henblik på at varetage personalerepræsentative opgaver. En tjenestemands mulighed for at påberåbe sig en individuel ret til at nyde godt af en »midlertidig tjeneste som fagforeningsrepræsentant«, som gør det muligt for ham at anfægte en foranstaltning, der foretager en tildeling af »midlertidige tjenester som fagforeningsrepræsentant«, afhænger derfor af specifikke bestemmelser, som fastsætter eksistensen af en sådan ret.

(jf. præmis 61 og 62)

3.      Påstande fremsat i forbindelse med et søgsmål anlagt af tjenestemænd, som tilhører en faglig organisation eller sammenslutning, og hvorved tilsigtes annullation af afgørelser, som tildeler »midlertidige tjenester med henblik på faglig repræsentation« til andre tjenestemænd eller øvrige ansatte, som tilhører en anden af disse organisationer, skal afvises. Sådanne afgørelser, som ikke er adresseret til sagsøgerne, ændrer nemlig ikke åbenbart deres egen situation som tjenestemænd eller øvrige ansatte. Desuden udgør sådanne afgørelser ikke en indskrænkning af den individuelle udøvelse af deres frihed til at deltage i fagforeningsaktiviteter, eftersom afgørelserne bevirker, at sagsøgernes muligheder for at opnå en »midlertidig tjeneste med henblik på faglig repræsentation« indskrænkes, men ikke har til formål principielt at udelukke dem fra at være omfattet af enhver ret til en sådan midlertidig tjeneste. Følgelig berører disse afgørelser ikke sagsøgernes interesser direkte og umiddelbart gennem en væsentlig ændring af deres retsstilling som tjenestemænd eller øvrige ansatte.

(jf. præmis 92-95)

4.      En institution er forpligtet til at lade en tjenestemand, som ikke længere er udpeget af en faglig organisation til at nyde godt af en af de midlertidige tjenester, som den råder over i henhold til en protokol vedrørende fordeling af ressourcerne mellem de faglige organisationer og sammenslutninger, genindtræde i tjenesten. Følgelig må alle anbringender rettet mod en sådan afgørelse om genindtrædelse afvises, for så vidt som betingelserne for den bundne kompetence – dvs. den faglige organisations manglende udpegelse af den pågældende tjenestemand på grundlag af en midlertidig tjeneste, som organisationen råder over – er opfyldt. I det tilfælde har den pågældende nemlig ingen legitim interesse i at opnå annullation af den anfægtede afgørelse, da denne kun kan medføre, at der træffes en ny afgørelse, som materielt er identisk med den annullerede.

(jf. præmis 103 og 104)

Henvisning til:

Retten: 12. december 1996, sag T-99/95, Stott mod Kommissionen, Sml. II, s. 2227, præmis 31 og 32.

5.      I det tilfælde, hvor det klart fremgår, at en klage er indgivet af en advokat på vegne af tjenestemænd eller øvrige ansatte, kan administrationen med rette antage, at denne er adressat for den afgørelse, der træffes som svar på denne klage. I mangel af modsatrettede oplysninger fremkommet til administrationen forud for meddelelsen af dennes svar anses denne meddelelse adresseret til advokaten for en meddelelse til de tjenestemænd og øvrige ansatte, som advokaten repræsenterer, og får derfor søgsmålsfristen på tre måneder i vedtægtens artikel 91, stk. 2, til at løbe.

Når en klage indgives af en advokat på vegne af flere tjenestemænd eller øvrige ansatte, er institutionens meddelelse af dens svar til denne advokat i denne forbindelse en garanti om retssikkerhed for institutionen, men ligeledes for sagsøgernes advokat, som herefter råder over en enkelt dato med henblik på at gøre sig bekendt med den frist, som han råder over med henblik på at anlægge et eventuelt søgsmål på vegne af de tjenestemænd eller øvrige ansatte, som han repræsenterer.

Sagsøgerne kan til støtte for, at deres søgsmål ikke er anlagt for sent, ikke med føje påberåbe sig bestemmelserne i advokatens nationale ret vedrørende fuldmagt, hvorefter eksistensen af en fuldmagt, som tillader en advokat at foretage et processuelt skridt, bl.a. anlæggelse af et søgsmål, ikke på nogen måde indebærer, at der foreligger en fuldmagt, som gør det muligt for ham at være adressat for svaret på dette søgsmål, eftersom den administrative klage indgivet af en tjenestemand ikke er underlagt noget formkrav, og eftersom bestemmelserne i vedtægtens artikel 90, stk. 2, ikke kræver, at tjenestemanden for at indgive en sådan klage skal være repræsenteret ved en advokat.

Selv om bestemmelserne i artikel 19, stk. 3 og 4, i Domstolens statut, der i medfør af artikel 7, stk. 1, i bilaget til nævnte statut finder anvendelse på Personaleretten, på området for domstolsprøvelse fastslår, at parterne skal repræsenteres af en advokat, og at kun en advokat, der har beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, kan repræsentere eller bistå en part for Domstolen, foretager bestemmelserne i vedtægtens artikel 90, stk. 2, desuden ikke en sådan henvisning til medlemsstaternes ret.

Endelig kan anvendelsen af vedtægtens bestemmelser vedrørende den forudgående klage, som tjenestemanden skal indgive til ansættelsesmyndigheden forud for anlæggelsen af en retssag, ikke afhænge af den kvalifikation, som de nationale retsordener tillægger begrebet fuldmagt, idet der i modsat fald foreligger en tilsidesættelse af principperne om en ensartet fortolkning af fællesskabsretten og om ligebehandling af tjenestemænd.

Når tjenestemænd tager initiativ til i forbindelse med indgivelsen af en klage at lade sig repræsentere ved en advokat, og i mangel af at have givet administrationen præcise oplysninger om, at sidstnævnte ikke er adressat for svaret på denne klage, tilkommer det under alle omstændigheder nævnte tjenestemænd, henset til de relevante nationale bestemmelser på området for fuldmagt, at sikre sig, at deres advokat er i stand til at modtage svaret på den klage, som han har indgivet på deres vegne.

(jf. præmis 125, 126 og 131-134)

Henvisning til:

Personaleretten: 9. december 2008, sag F-144/07, Efstathopoulos mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 37.