Language of document :

Sag anlagt den 30. maj 2007 - Bui Van mod Kommissionen

(Sag F-51/07)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Philippe Bui Van (Hettange Grande, Frankrig) (ved avocats S. Rodrigues og R. Albelice)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 5. marts 2007, hvorved denne afslog sagsøgerens klage.

Annullation af afgørelse truffet den 4. oktober 2006 af generaldirektøren for Det Fælles Forskningscenter (FFC), for så vidt som sagsøgeren herved blev indplaceret i lønklasse AST 3, løntrin 2, skønt han oprindeligt var blevet indplaceret i lønklasse AST 4, løntrin 2.

Retsvirkningerne af annullationen af de anfægtede retsakter meddeles ansættelsesmyndigheden, herunder indplacering i lønklasse AST 4, løntrin 2, tilbagevirkende kraft af indplaceringen i lønklasse AST 4, løntrin 2, fra tiltrædelsestidspunktet, retsvirkningerne for så vidt angår lønforskellen og morarenter for den manglende betaling heraf, samt retsvirkningerne for så vidt angår forfremmelse.

Sagsøgeren tilkendes en symbolsk erstatning for ikke-økonomisk skade på 1 EUR.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren, som bestod den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/B/23/04 1 med henblik på oprettelse af en ansættelsesreserve af teknikere i lønklasse B5/B4, blev udnævnt til tjenestemand på prøve efter ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne 2. Den første afgørelse af 28. juni 2006, hvorved sagsøgeren indplaceredes i lønklasse AST 4, blev tilbagekaldt og erstattet af den anfægtede afgørelse, hvorved han blev indplaceret i lønklasse AST 3.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren for det første anført, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling, navnlig for så vidt som visse af hans kolleger, som også var blevet degraderet, blev genindplaceret i lønklasse AST 4 efter den administrative klageprocedure.

Dernæst har sagsøgeren anført, at der er foretaget et åbenbart urigtigt skøn og sket tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Sagsøgeren er navnlig af den opfattelse, at afgørelsen af 28. juni 2006 ikke blev tilbagekaldt inden for en rimelig frist.

____________

1 - EUT C 81 A af 31.3.2004, s. 17.

2 - EUT L 124 af 27.4.2004, s. 1.