Language of document :

Sag anlagt den 15. marts 2010 - Daake mod KHIM

(Sag F-17/10)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Simone Daake (Alicante, Spanien) (ved Rechtsanwalt H. Tettenborn)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Annullation af Harmoniseringskontorets afgørelse af 4. december 2009 vedrørende afvisning af sagsøgerens erstatningskrav

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

-    Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagsøgeren erstatning beregnet som forskellen mellem

sagsøgerens faktiske vederlag efter den formelle indplacering som kontraktansat i medfør af artikel 3, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne fra den 1. november 2005 til den 31. oktober 2008 samt de arbejdsløshedsdagpenge, sagsøgeren har fået udbetalt fra den 1. november 2008 og indtil dags dato på den ene side,

og det vederlag, som sagsøgeren har krav på som midlertidigt ansat i medfør af artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene fra den 1. november 2005 til den 31. oktober 2008 samt de arbejdsløshedsdagpenge, som sagsøgeren har krav på fra den 1. november 2008 ved beregning efter det beløb, som sagsøgeren har krav på for oktober måned 2008 i henhold til artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene på den anden side,

samt erstatning for det deraf følgende tab af pension og andre godtgørelser, idet der henses til en passende forfremmelse pr. 1. april 2008 svarende til sagsøgerens fortjenester,

samt, at Harmoniseringskontorets afgørelser af 6. maj 2009 og af 4. december 2009 annulleres, i det omfang det er nødvendigt med henblik på sikring af erstatningskravet.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, sagsøgeren har lidt som følge af forskelsbehandling i forhold til andre medarbejdere ved Harmoniseringskontoret, hvilken erstatning udmåles efter Personalerettens skøn.

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) tilpligtes at betale sagens omkostninger.

____________