Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (Frankrig) den 6. februar 2015 – Sélina Affum (giftenavn Amissah) mod Préfet du Pas de Calais, Procureur général de la Cour d’appel de Douai

(Sag C-47/15)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Sélina Affum (giftenavn Amissah)

Sagsøgt: Préfet du Pas de Calais og Procureur général de la Cour d’appel de Douai

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 3, stk. 2, i direktiv 2008/115/EF 1 fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger opholder sig ulovligt på en medlemsstats område og af den grund er omfattet af direktivets anvendelsesområde i henhold til direktivets artikel 2, stk. 1, når den pågældende tredjelandsstatsborger kun er på gennemrejse som passager i en bus, der befinder sig på en medlemsstats område, når denne bus afgår fra en medlemsstat, der indgår i Schengenområdet, og ankommer i en anden medlemsstat?

    Skal direktivets artikel 6, stk. 3, fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, der straffer en tredjelandsstatsborgers ulovlige indrejse med fængselsstraf, når en anden medlemsstat kan tilbagetage den pågældende tredjelandsstatsborger i henhold til en aftale eller en ordning, der er indgået med denne medlemsstat før direktivets ikrafttrædelse?

    Afhængig af svaret på det foregående spørgsmål skal direktivet da fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, der straffer en tredjelandsstatsborgers ulovlige indrejse med fængselsstraf under de samme betingelser som dem, der ifølge Den Europæiske Unions Domstols dom af 6. december 2011, Achughbabian (C-329/11) 2 gælder for ulovligt ophold, og hvorefter der ikke stilles krav om, at udlændingen forinden har været undergivet tvangsforanstaltninger i henhold til direktivets artikel 8, og at frihedsberøvelsen har haft en bestemt varighed?

____________

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.12.2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L 348, s. 98).

2     EU:C:2011:807