Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vilniaus apygardos administracinis teismas (Litauen) den 26. juni 2018 – AW, BV, CU, DT mod Lietuvos Respublika, atstovaujama Lietuvos Respublikos ryšių reguliavimo tarnybos og Bendrojo pagalbos centro ir Lietuvos Respublikos vidaus reikalų ministerijos
(Sag C-417/18)
Processprog: litauisk
Den forelæggende ret
Vilniaus apygardos administracinis teismas
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: AW, BV, CU, DT
Sagsøgte: Lietuvos Respublika, atstovaujama Lietuvos Respublikos ryšių reguliavimo tarnybos og Bendrojo pagalbos centro ir Lietuvos Respublikos vidaus reikalų ministerijos
Præjudicielle spørgsmål
Regulerer artikel 26, stk. 5, i direktiv 2002/22/EF 1 , som ændret ved direktiv 2009/136/EF 2 , den obligatoriske tilrådighedsstillelse af lokaliseringsfaciliteter, når opkald foretages fra mobilenheder uden SIM-kort?
Når en medlemsstats nationale lovgivning giver privatpersoner mulighed for at foretage opkald til det europæiske alarmnummer »112« uden et SIM-kort, betyder dette forhold da, at der skal etableres lokaliseringsfaciliteter for sådanne alarmopkald i henhold til artikel 26, stk. 5, i direktiv 2002/22/EF, som ændret ved direktiv 2009/136/EF?
Er den nationale lovgivning, der er fastsat i punkt 4.5.4 i proceduren for abonnenters og/eller brugeres adgang til tjenester fra de myndigheder, der udbyder alarmtjenester (i affattelse af 11.11.2011-15.4.2016), som bl.a. bestemmer, at udbydere af offentlige mobilnet skal stille lokaliseringsfaciliteter til rådighed med en nøjagtighed som basisstationsdækningen (sektor) (mobil-ID), men som ikke specificerer den minimumsnøjagtighed (hvad angår afstanden), med hvilken basisstationer skal stille opkaldslokaliseringsfaciliteterne til rådighed, eller hvor tæt på hinanden basisstationerne skal være opstillet, forenelig med artikel 26, stk. 5, i direktiv 2002/22/EF, som ændret ved direktiv 2009/136/EF, der bestemmer, at de kompetente tilsynsmyndigheder skal fastsætte kriterier for, hvor nøjagtige og pålidelige de opkaldslokaliseringsfaciliteter skal være, der stilles til rådighed?
Såfremt det første spørgsmål og/eller det andet spørgsmål besvares således, at en medlemsstat skal sikre, at der etableres lokaliseringsfaciliteter i henhold til artikel 26, stk. 5, i direktiv 2002/22/EF, som ændret ved direktiv 2009/136/EF, og/eller det tredje spørgsmål besvares således, at den nationale lovgivning er uforenelig med artikel 26, stk. 5, i direktiv 2002/22/EF, som ændret ved direktiv 2009/136/EF, der bestemmer, at de kompetente tilsynsmyndigheder skal fastsætte kriterier for, hvor nøjagtige og pålidelige de opkaldslokaliseringsfaciliteter skal være, der stilles til rådighed, skal en national ret da, når den træffer afgørelse om problemstillingen om erstatning, fastslå en direkte årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af EU-retten og den af privatpersoner lidte skade, eller er det tilstrækkeligt i henhold til national ret og/eller national retspraksis at fastslå en indirekte årsagsforbindelse mellem de ulovlige handlinger og den af privatpersoner lidte skade som tilstrækkelig til at ifalde ansvar?
____________
1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7.3.2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet) (EFT L 108, s. 51).
2 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25.11.2009 om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor og forordning (EF) nr. 2006/2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (EUT L 337, s. 11).