PERSONALERETTENS DOM
(Anden Afdeling)
29. september 2009
Forenede sager F-69/07 og F-60/08
O
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Personalesag – kontraktansatte – artikel 88 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – sikkerhed i ansættelsen – artikel 100 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – lægeligt forbehold – artikel 39 EF − arbejdskraftens frie bevægelighed«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder O har nedlagt påstand om annullation i sag F-69/07 af Kommissionens afgørelser, hvorved sagsøgerens ansættelsesvilkår som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner fastlægges, for så vidt som de indeholder et lægeligt forbehold i henhold til artikel 100, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber, og for så vidt som de begrænser varigheden af hendes kontrakt til den 15. september 2009; i sag F-60/08 af Kommissionens afgørelse af 7. september 2007 om at anvende det lægelige forbehold i ovennævnte artikel 100 på hende.
Udfald: Kommissionens afgørelse af 14. september 2006 annulleres, for så vidt som sagsøgeren derved pålægges et lægeligt forbehold. I øvrigt frifindes Kommissionen i sag F-69/07, O mod Kommissionen. Sag F-60/08, O mod Kommissionen, afvises. I sag F-69/07 bærer Kommissionen sine egne omkostninger og betaler halvdelen af sagsøgerens omkostninger. Sagsøgeren bærer halvdelen af sine omkostninger i sag F-69/07 og bærer sine egne og betaler Kommissionens omkostninger i sag F-60/08. Rådet for Den Europæiske Union, der har interveneret til støtte for Kommissionen, bærer sine egne omkostninger i de to sager.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – sagsanlæg – forudgående administrativ klage – klage indbragt for tidligt – klage indgivet inden afslutningen af den procedure, der er fastsat i artikel 100 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – ikke omfattet
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 100)
2. Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – kvalifikation tilkommer Retten
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)
3. Annullationssøgsmål – søgsmål anlagt til prøvelse af en afgørelse, der blot bekræfter en forudgående afgørelse – ansøgninger indgivet til prøvelse af såvel en bekræftet afgørelse som en bekræftende afgørelse i forbindelse med samme søgsmål – antagelse til realitetsbehandling under visse betingelser
(Art. 230, stk. 4, EF)
4. Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – sikkerhed i ansættelsen
(Rådets direktiv 1999/70, bilaget)
5. Socialpolitik – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – direktiv 1999/70 – foranstaltninger, der har til formål at forhindre misbrug ved anvendelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter – objektive omstændigheder, der begrunder forlængelsen af sådanne kontrakter
(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 3b og 88; Rådets direktiv 1999/70, bilaget, § 5, stk. 1)
6. Tjenestemænd – bebyrdende afgørelse – begrundelsespligt – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2)
7. Tjenestemænd – social sikring – invalidepension – fakultativ udelukkelsesperiode i henhold til artikel 100 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte
(Art. 39 EF; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 100)
8. Annullationssøgsmål – anbringender – anbringende, der af Rettens egen drift tages under påkendelse
(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 100)
1. En klage som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og det efterfølgende sagsanlæg ved Personaleretten kan ikke anses for at være indbragt for tidligt med den begrundelse, at klagen blev fremsat, inden proceduren i artikel 100 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte var fuldført. Det i vedtægtens artikel 9, stk. 1, litra b), fastsatte invaliditetsudvalg er nemlig i lighed med ethvert lægeudvalg det eneste, der er beføjet til at afgive udtalelse om samtlige de forhold, der henhører under en lægelig vurdering, med udelukkelse af enhver retlig vurdering. Indbringelsen for invaliditetsudvalget i henhold til artikel 100, stk. 2, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte kan dermed kun vedrøre en anfægtelse af lægelig art, og der kan ikke være tale om at tvinge en ansat til at gennemgå denne procedure, hvis vedkommendes kritik ikke er af denne art.
(jf. præmis 37, 38 og 43)
Henvisning til:
Domstolen: 21. januar 1987, sag 76/84, Rienzi mod Kommissionen, Sml. s. 315, præmis 9-12.
Retten i Første Instans: 9. juli 1997, sag T-4/96, S mod Domstolen, Sml. II, s. 1125, præmis 41 og 59.
2. En akt, der indeholder et klagepunkt, kan kun være genstand for en enkelt klage, der indgives af den pågældende tjenestemand. Når to klager har samme genstand, er det kun en af dem, nemlig den først indgivne, der udgør klagen i den i vedtægtens artikel 90 omhandlede forstand, mens den anden, den senere indgivne, blot skal anses for et notat, der gentager klagen, og som ikke kan forlænge proceduren. Afgørelsen om afslag på denne påståede anden klage er herefter blot bekræftende og kan dermed ikke påklages.
(jf. præmis 45 og 48)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 7. juni 1991, sag T-14/91, Weyrich mod Kommissionen, Sml. II, s. 235, præmis 41, 25. februar 1992, sag T-67/91, Torre mod Kommissionen, Sml. II, s. 261, præmis 2, 11. december 2007, sag T-66/05, Sack mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 37 og 41.
3. Retspraksis, hvorefter et annullationssøgsmål, der er rettet mod en bekræftende afgørelse, kun kan antages til realitetsbehandling, hvis den bekræftede afgørelse er blevet endelig i forhold til den pågældende, medmindre der er anlagt sag til prøvelse heraf inden for de fastsatte frister, mens sagsøgeren i modsat fald har ret til at anfægte enten den bekræftede afgørelse, den bekræftende afgørelse eller begge to, kan ikke anvendes, når den bekræftede afgørelse og den bekræftende afgørelse anfægtes ved to forskellige søgsmål, og når sagsøgeren kan forsvare sit synspunkt og gøre sine argumenter gældende i forbindelse med den første af dem.
(jf. præmis 50)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 25. oktober 2001, sag T-354/00, Métropole télévision‑M6 mod Kommissionen, Sml. II, s. 3177, præmis 35.
4. Selv hvis rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som findes i bilaget til direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, i henhold til ordlyden af punkt 10 i de generelle betragtninger til nævnte rammeaftale omfatter »generelle principper, minimumsforskrifter og bestemmelser«, følger det imidlertid af 14. betragtning til direktiv 1999/70 samt af tredje afsnit i rammeaftalens indledning, af punkt 9 i de generelle betragtninger hertil og af §§ 1 og 4, at de pågældende principper er princippet om ikke-diskrimination og princippet om forbud mod misbrug af rettigheder. Hvad angår rammeaftalens § 5, stk. 1, opregner den de minimumsforskrifter, der skal danne rammerne for anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, og som på denne måde skal undgå den anvendelse, der udgør misbrug, af sådanne kontrakter, og forværringen af situationen for dem, der drager fordel heraf. Sådanne beskyttende minimumsforskrifter udgør socialretlige bestemmelser på fællesskabsniveau, der er af særlig vigtighed, men uden imidlertid at opstille sikkerheden i ansættelsen som et almindeligt retsprincip, i henhold til hvilket lovligheden af en institutions akt kan bedømmes. Selv om sikkerhed i ansættelsen anses for et hovedelement i beskyttelsen af arbejdstagere, fremgår det ikke af rammeaftalen, at det er blevet ophævet til en bindende retsforskrift. Rammeaftalen opstiller desuden ikke en almindelig forpligtelse til efter et vist antal fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter eller udløb af en vis arbejdsperiode at omdanne disse kontrakter til en tidsubegrænset kontrakt. Selv om sikkerhed i ansættelsen dermed ikke kan anses for et almindeligt princip, udgør den derimod et formål, som parterne forfulgte med rammeaftalen, hvis § 1, litra b), bestemmer, at den har til formål »at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold«.
(jf. præmis 74-76)
Henvisning til:
Domstolen: 22. november 2005, sag C-144/04, Mangold, Sml. I, s. 9981, præmis 64, 4. juli 2006, sag C-212/04, Adeneler m.fl., Sml. I, s. 6057, præmis 63 og 91, 7. september 2006, sag C-53/04, Marrosu og Sardino, Sml. I, s. 7213, præmis 47, 13. september 2007, sag C-307/05, Del Cerro Alonso, Sml. I, s. 7109, præmis 27, 15. april 2008, sag C-268/06, Impact, Sml. I, s. 2483, præmis 87, 23. april 2009, forenede sager C-378/07 – C-380/07, Angelidaki m.fl., Sml. I, s. 3071, præmis 73, 105 og 183, 24. april 2009, sag C-519/08, Koukou, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 53 og 85.
Personaleretten: 30. april 2009, sag F-65/07, Aayhan m.fl. mod Parlamentet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 114 og 115.
5. Henset til de iboende kendetegn ved de aktiviteter, som er omhandlet i artikel 3b i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, skader artikel 88 i de nævnte vilkår ikke formålene i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som findes i bilaget til direktiv 1999/70 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, og minimumsforskrifterne i dens § 5. Rammeaftalens § 5, stk. 1, pålægger nemlig udelukkende medlemsstaterne en forpligtelse til i deres retsorden at indføre en eller flere foranstaltninger, der er opregnet i litra a)-c), herunder, i litra a), »objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold«. Hver ansættelse af en kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner skal i overensstemmelse med ovennævnte artikel 3b konkret opfylde kortvarige eller periodiske behov. Herudover er det i en administration med et betydeligt antal ansatte som Kommissionen uundgåeligt, at sådanne behov gentager sig, især på grund af at tjenestemænd ikke står til rådighed, at der er for meget arbejde på grund af omstændighederne, eller at der i hvert generaldirektorat er behov for lejlighedsvist at benytte personer, som har specifikke kvalifikationer eller kompetencer, hvilket udgør objektive omstændigheder, der kan begrunde både hjælpeansattes tidsbegrænsede kontrakter og fornyelsen heraf, efterhånden som de pågældende behov opstår.
(jf. præmis 77)
Henvisning til:
Personaleretten: 4. juni 2009, forenede sager F-134/07 og F-8/08, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 119-136.
6. Begrundelsen skal, uden at den behøver at være udtømmende, give Fællesskabets retsinstanser mulighed for at udøve sin kontrol med den anfægtede afgørelses lovlighed og give afgørelsens adressat oplysninger, der er tilstrækkelige til, at denne kan fastslå, hvorvidt afgørelsen er korrekt eller behæftet med en mangel, hvorefter dens lovlighed kan anfægtes. Det kan heller ikke kræves af institutionerne, at de drøfter alle de faktiske eller retlige punkter, der er blevet påberåbt, navnlig på overfladisk vis, under den administrative procedure.
(jf. præmis 90)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 23. april 2002, sag T-372/00, Campolargo mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 49, og II, s. 223, præmis 49, 17. oktober 2006, sag T-406/04, Bonnet mod Domstolen, Sml. Pers. I-A-2, s. 213, og II-A-2, s. 1097, præmis 67.
7. Artikel 100 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte giver ansættelsesmyndigheden mulighed for at gøre brug af det lægelige forbehold i forbindelse med den kontraktansattes tilknytning til Fællesskabets sociale sikringsordning, når det under lægeundersøgelsen i forbindelse med ansættelsen afsløres, at den ansatte lider af en sygdom eller helbredsmangel. Den periode, hvor der ikke er dækning i tilfælde af invaliditet eller død på grund af denne sygdom eller helbredsmangel, er på fem år.
Denne bestemmelse kan have en afskrækkende virkning på en person, som efter at have forladt sin oprindelsesstat, hvor hun har udført en del af sin erhvervsaktivitet, for at arbejde i en fællesskabsinstitution, på grund af ændringen af hendes kontrakt som hjælpeansat til en kontrakt som kontraktansat, hvilken ændring var nødvendiggjort af vedtægtsreformen, og på grund af den efterfølgende ændring af den gældende sociale sikringsordning befinder sig i den situation, at hun enten mister fordelen af de invaliditetsydelser, som værtsmedlemsstatens lovgivning, der tidligere fandt anvendelse, garanterede hende, uden i stedet at erhverve en ret til fællesskabsydelser, hvilke ydelser hun kunne gøre krav på, hvis de forsikringsperioder, hun tidligere havde fuldført i henhold til værtsmedlemsstatens lovgivning og ved den samme arbejdsgiver, blev taget i betragtning, eller ved ophøret af sin kontrakt som hjælpeansat skal opgive sin erhvervsaktivitet i den pågældende fællesskabsinstitution, hvilket arbejde hun netop havde forladt sit oprindelsesland for at udføre.
I et sådan tilfælde hindrer anvendelsen af artikel 100 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte således udøvelsen af de rettigheder, der tildeles med artikel 39 EF, uden at det er godtgjort, at en sådan hindring er nødvendig for at forfølge et formål af almen interesse, at den er egnet til at garantere opfyldelsen heraf, og at den ikke går længere end nødvendigt for at opfylde det forfulgte formål.
Det følger heraf, at det påhviler ansættelsesmyndigheden, når den står over for en situation, hvor en person befinder sig i sådanne særlige omstændigheder, at undlade at gøre brug af muligheden i artikel 100 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte for ikke at fratage nævnte person de sociale sikringsfordele, som hun havde kunnet gøre krav på, hvis hun var forblevet knyttet til lovgivningen i sin oprindelsesstat eller i værtsmedlemsstaten.
(jf. præmis 112, 131, 136 og 138-140)
Henvisning til:
Domstolen: 1. april 2008, sag C-212/06, Gouvernement de la Communauté française og Gouvernement wallon, Sml. I, s. 1683, præmis 36-42, 48, 52 og 55.
8. Fællesskabets retsinstansers beføjelser til af egen drift at tage et anbringende under påkendelse er begrænset af den forpligtelse, der gælder for disse med hensyn til at henholde sig til tvisten og støtte deres afgørelse på de faktiske omstændeligheder, der er fremlagt for retten. Denne begrænsning finder sin berettigelse i princippet om, at initiativet til en sag tilkommer parterne, således at Retten derfor kun kan handle af egen drift i undtagelsestilfælde, hvor almene hensyn kræver det.
Ved at præcisere den retlige ramme, hvori en bestemmelse i den afledte ret skal fortolkes, udtaler Fællesskabets retsinstanser sig ikke om denne bestemmelses lovlighed, henset til de højere retsregler, herunder traktatens, men søger den fortolkning af den omtvistede bestemmelse, som bringer dens anvendelse mest muligt i overensstemmelse med den primære ret og gør den mest muligt sammenhængende med den retlige ramme, som den er en del af.
Det følger heraf, at Personaleretten ved at fortolke artikel 100 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, navnlig i lyset af de krav, der følger af arbejdstagernes frie bevægelighed, som er knæsat i artikel 39 EF, ikke går ud over tvistens grænser, således som sagsøgeren har opstillet dem, og ikke støtter sig på andre faktiske forhold og omstændigheder end dem, som sagsøgeren har støttet sin sag på.
(jf. præmis 143 og 144)
Henvisning til:
Domstolen: 7. juni 2007, forenede sager C-222/05 – C-225/05, van der Weerd m.fl., Sml. I, s. 4233, præmis 34-36.