PERSONALERETTENS DOM

(Tredje Afdeling)

13. april 2011

Sag F-73/09

Viktor Sukup

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – vederlag og godtgørelser – børnetilskud – uddannelsestillæg – tildeling med tilbagevirkende kraft«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Viktor Sukup har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om ikke at tildele ham børnetilskud og uddannelsestillæg med tilbagevirkende kraft.

Udfald: Kommissionen frifindes. Viktor Sukup betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – akt, der objektivt set kan anses for en endelig afgørelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – løn – familietillæg – børnetilskud og uddannelsestillæg – udbetaling med tilbagevirkende kraft – lovlig

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 2 og 3)

3.      Tjenestemænd – løn – familietillæg – børnetilskud og uddannelsestillæg – udbetaling med tilbagevirkende kraft som følge af fastsættelsen af en tjenestemands rettigheder for den pågældende periode ved en tidligere negativ afgørelse – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 2 og 3)

4.      Tjenestemænd – administrationens retsakter – tilbagevirkende gyldighed – betingelser

5.      Tjenestemænd – søgsmål – ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1 – ansøgning om udbetaling af tillæg med tilbagevirkende kraft – overholdelse af en rimelig frist

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 1)

1.      Selv om en negativ indstilling, som administrationen vedtager efter en ansøgning fra en tjenestemand vedrørende muligheden for udbetaling med tilbagevirkende kraft af et tillæg i det tilfælde, hvor tjenestemanden ansøger om tildeling heraf, er beregnet til først at blive gennemført på et senere tidspunkt, kan indstillingen anses for at fastsætte princippet om et afslag på at udbetale tillægget med tilbagevirkende kraft. Som følge heraf forekommer indstillingen bebyrdende for nævnte tjenestemand, uden at det i øvrigt er nødvendigt at afgøre, om tjenestemandens ansøgning skal anses for en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, eller blot for en anmodning om oplysninger.

(jf. præmis 42)

Henvisning til:

Domstolen: 1. februar 1979, sag 17/78, Deshormes mod Kommissionen, præmis 9-12

2.      Selv om muligheden for en udbetaling med tilbagevirkende kraft af børnetilskud og uddannelsestillæg ikke er udtrykkeligt fastsat i vedtægten, fremgår det ikke af nogen vedtægtsbestemmelse, at en tjenestemand, hvis situation opfylder de i vedtægten fastsatte betingelser for at få udbetalt de pågældende tillæg, ikke kan ansøge om udbetaling heraf for tidligere perioder, eller at administrationen kan afslå denne ansøgning alene med den begrundelse, at den har tilbagevirkende karakter. En sådan udbetaling indskrænker sig nemlig til at drage konsekvenserne af rettigheder, der opstod på det tidspunkt, hvor tjenestemandens situation svarede til de i vedtægten fastsatte krav, hvilket kunne være tilfældet før den dato, hvor tjenestemanden indgav sin ansøgning om udbetaling af de pågældende tillæg. Vedtægten udelukker således principielt ikke muligheden for en udbetaling med tilbagevirkende kraft.

(jf. præmis 59)

3.      Vedtægten bestemmer ikke udtrykkeligt, at en tjenestemand har ret til udbetaling med tilbagevirkende kraft af børnetilskud eller uddannelsestillæg, når tjenestemandens rettigheder for den pågældende periode er blevet fastsat ved en tidligere negativ afgørelse.

Når administrationen således vedtager en afgørelse om afslag på tildeling af børnetilskud eller uddannelsestillæg til en tjenestemand, fastsætter denne afgørelse tjenestemandens rettigheder, således som de er gældende. Tjenestemanden kan herefter ikke opnå udbetaling af ydelser, der svarer til forgangne perioder, med hensyn til hvilke hans rettigheder er fastsat i denne afgørelse.

(jf. præmis 64 og 65)

4.      En afgørelse, som af praktiske hensyn ikke kan vedtages samme dag, som en tjenestemand indtræder i tjenesten, har nødvendigvis tilbagevirkende kraft, således at tjenestemandens administrative situation fastsættes fra hans indtræden i tjenesten.

En sådan tilbagevirkende kraft – som ikke berører nogen ret, som tjenestemanden har optjent tidligere – er ikke ulovlig, når afgørelsen vedtages og fremsendes til den pågældende inden for en så tilstrækkelig kort frist fra indtrædelsen i tjenesten, at den forekommer berettiget under hensyn til nævnte praktiske hensyn.

(jf. præmis 70 og 71)

5.      En tjenestemand, som ikke har godtgjort, at han var stillet over for en ekstraordinær situation som følge af omstændigheder, som ikke kunne tilskrives ham, og som gjorde det umuligt for ham inden for en rimelig frist at indgive en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, hvorved det tilsigtes at gøre hans rettigheder gældende eller, i det mindste, bevare disse rettigheder vedrørende tillæg, kan ikke anses for at have indgivet sin ansøgning inden for en rimelig frist, hvis den periode, der er forløbet mellem det tidspunkt, hvor den pågældende var i stand til at underrette administrationen om de vanskeligheder, som han stod over for, og det tidspunkt, hvor han forelagde sin situation for administrationen, overskrider den tid, der er nødvendig for at forberede denne ansøgning og forelægge den for administrationen.

Henset til, at der ikke foreligger en rimelig frist i forbindelse med forelæggelsen af nævnte ansøgning, kan det under alle omstændigheder ikke foreholdes administrationen, at denne modsætter sig en udbetaling med tilbagevirkende kraft af de nævnte tillæg, ikke kun fra tjenestemandens indtræden i tjenesten, men ligeledes fra det tidspunkt, hvor eksistensen af de førnævnte vanskeligheder blev godtgjort.

(jf. præmis 83-85)

Henvisning til:

Retten: 29. april 2002, sag T-70/98, Hilden mod Kommissionen, præmis 42