Language of document : ECLI:EU:F:2008:84

PERSONALERETTENS KENDELSE
(Anden Afdeling)

26. juni 2008

Sag F-5/07

Bart Nijs

mod

Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet for Retten i Første Instans – summarisk angivelse af anbringenderne i stævningen – klagefrist – nye omstændigheder – åbenbart afvisningsgrundlag«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Bart Nijs har nedlagt påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse om at udnævne sagsøgerens overordnede til dennes nuværende stilling, annullation af resultatet, for så vidt angår sagsøgeren, af udvælgelsesprøve CC/LA/1/99 samt af de hermed forbundne og/eller efterfølgende afgørelser, annullation af den af Revisionsrettens valgkontor trufne afgørelse af 17. maj 2006 om afvisning af sagsøgerens anfægtelse af valget den 2., 3. og 4. maj 2006, annullation af resultatet af valget afholdt af Revisionsrettens personaleudvalg den 2., 3. og 4. maj 2006, annullation af de hermed forbundne og efterfølgende afgørelser, annullation af afgørelserne om ikke at forfremme sagsøgeren og om at forfremme G. i 2006, samt om erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, sagsøgeren angiveligt har lidt.

Udfald: Revisionsretten for De Europæiske Fællesskaber frifindes, da søgsmålet delvist åbenbart skal afvises fra realitetsbehandling, delvist er åbenbart ugrundet. Bart Nijs betaler alle sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – antagelse til realitetsbehandling – behandling efter de gældende regler på tidspunktet for stævningens indgivelse

(Personalerettens procesreglement, art. 76)

2.      Retspleje – fremgangsmåde – stævning – formkrav

[Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 3, og bilag I, art. 7, stk. 1 og 3; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

3.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – afgørelser truffet inden sagsøgerens tiltrædelse af tjenesten – ikke godtgjort, at sagsøgerens interesser blev negativt berørt – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2, og art. 91, stk. 1)

4.      Tjenestemænd – søgsmål – tvister om valg til personaleudvalg

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

5.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

1.      Selv om reglen i artikel 76 i Personalerettens procesreglement, hvorefter Retten ved kendelse kan afvise en sag, der åbenbart ikke kan behandles, er en procedureregel, der som sådan finder anvendelse fra tidspunktet for dens ikrafttræden på alle verserende tvister ved Personaleretten, gælder dette ikke for de regler, på hvis grundlag Retten under anvendelse af denne artikel kan anse et søgsmål for at være åbenbart uantageligt til realitetsbehandling, hvilke kun kan være dem, der er gældende på tidspunktet for indgivelsen af stævningen.

(jf. præmis 22)

Henvisning til:

Personaleretten, 11. december 2007, sag F-60/07, Martin Bermejo mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 25.

2.      I henhold til artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet for Retten i Første Instans skal stævningen bl.a. angive søgsmålets genstand og indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal være så klare og præcise, at sagsøgte får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar og Personaleretten for at træffe afgørelse, eventuelt uden yderligere oplysninger. Såfremt et søgsmål skal kunne antages til realitetsbehandling, er det af retssikkerhedshensyn og af hensyn til en god retspleje nødvendigt, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, om end kortfattet, men dog konsekvent og forståeligt, fremgår af selve stævningen.

Dette gælder så meget desto mere som den skriftlige procedure for Personaleretten i henhold til artikel 7, stk. 3, i bilag I til statutten for Domstolen principielt kun omfatter én enkelt skriftudveksling, medmindre Personaleretten bestemmer andet. Desuden skal tjenestemanden i henhold til statuttens artikel 19, stk. 3, der i henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til samme statut finder anvendelse på proceduren for Personaleretten, være repræsenteret af en advokat. Advokatens væsentligste rolle som juridisk rådgiver er netop at påse, at påstandene i stævningen hviler på en retlig argumentation, der er tilstrækkeligt forståelig og sammenhængende, netop henset til den omstændighed, at den skriftlige procedure for Personaleretten principielt kun består af én skriftudveksling.

En stævning, hvori de faktiske omstændigheder er fremstillet på en uklar og usammenhængende måde, således at læseren ikke kan henføre dem til en af påstandene i stævningen eller til et af de anbringender, der er fremsat til støtte herfor, kan ikke opfylde kravene til klarhed og præcision.

Det er ligeledes åbenbart, at et søgsmål anlagt af en tjenestemand, der ikke præcist angiver de anfægtede afgørelser, og som således ikke opfylder de krav, der er fastsat i artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet for Retten i Første Instans, ikke kan antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 25-28, 40, 45 og 50)

Henvisning til:

Retten, 24. marts 1993, sag T-72/92, Benzler mod Kommissionen, Sml. II, s. 347, præmis 16, 18 og 19, 28. april 1993, sag T-85/92, De Hoe mod Kommissionen, Sml. II, s. 523, præmis 20, 21. maj 1999, sag T-154/98, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1703, præmis 42, 15. juni 1999, sag T-277/97, Ismeri Europa mod Revisionsretten, Sml. II, s. 1825, præmis 29.

3.      Der foreligger kun akter, der indeholder et klagepunkt som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og artikel 91, stk. 1, når foranstaltningerne har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser ved en væsentlig ændring af hans retsstilling, og når akterne definitivt fastlægger institutionens standpunkt.

Dette er hverken tilfældet ved udnævnelsen inden for samme institution af en anden tjenestemand, når udnævnelsen har fundet sted før sagsøgerens tiltrædelse af tjenesten, eller ved en afgørelse om sammensætning af appeludvalg i en bedømmelsesperiode og heller ikke ved afgørelsen om at forfremme en tredje tjenestemand, hvis sagsøgeren ikke kan godtgøre, at afgørelsen om ikke at udnævne ham beroede herpå, eller at den i det mindste på anden måde kunne skade hans karrieremuligheder.

(jf. præmis 35, 36, 44 og 47)

Henvisning til:

Retten, 25. oktober 2005, sag T-43/04, Fardoom og Reinard mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 329, og II, s. 1465, præmis 26, 3. oktober 2006, sag T-171/05, Nijs mod Revisionsretten, Sml. Pers. I-A-2, s. 195, og II-A-2, s. 999, præmis 86 og 96.

Personaleretten, 21. april 2008, sag F-78/07, Boudova m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 31, 5. juni 2008, sag F-123/06, Timmer mod Revisionsretten, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 42.

4.      Det tilkommer ikke ansættelsesmyndigheden at træffe afgørelse om sammensætningen af personaleudvalget. Selv om alle vælgerne har interesse i, at deres organisations repræsentanter vælges under forhold og efter regler, der er i overensstemmelse med de vedtægtsforskrifter, der gælder for valgs afholdelse på området, skal et søgsmål, der er indbragt til prøvelse af en afgørelse, der angiveligt er truffet af ansættelsesmyndigheden om en sådan sammensætning, følgelig afvises som følge af, at sagen mangler genstand.

(jf. præmis 43)

Henvisning til:

Personaleretten, 25. oktober 2007, sag F-71/05, Milella og Campanella mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis.

5.      Med henblik på en vurdering af de fortjenester, der skal tages i betragtning ved en afgørelse om forfremmelse i henhold til vedtægtens artikel 45, råder ansættelsesmyndigheden over et vidt skøn, og Fællesskabets retsinstansers kontrol på dette område skal alene vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesmyndigheden under hensyn til de procedurer og midler, der ligger til grund for dens vurdering, har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sin skønsbeføjelse åbenbart fejlagtigt. Fællesskabets retsinstanser kan således ikke sætte deres vurdering af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens.

Imidlertid er den skønsbeføjelse, der således tilkommer administrationen, begrænset af nødvendigheden af at foretage en grundig og upartisk sammenligning af ansøgerne i tjenestens interesse og i overensstemmelse med princippet om ligebehandling. I praksis skal denne sammenligning ske på lige vilkår på grundlag af sammenlignelige informations- og oplysningskilder.

Med henblik herpå har ansættelsesmyndigheden efter vedtægten beføjelse til at foretage den sammenligning af fortjenester, der er omhandlet i vedtægtens artikel 45, på grundlag af den procedure eller metode, som den finder bedst egnet.

(jf. præmis 52-54)

Henvisning til:

Domstolen, 1. juli 1976, sag 62/75, De Wind mod Kommissionen, Sml. s. 1167, præmis 17, 21. april 1983, sag 282/81, Ragusa mod Kommissionen, Sml. s. 1245, præmis 9 og 13.

Retten, 30. november 1993, sag T-76/92, Tsirimokos mod Parlamentet, Sml. II, s. 1281, præmis 21, 13. juli 1995, sag T-557/93, Rasmussen mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 195, og II, s. 603, præmis 20, 21. september 1999, sag T-157/98, Oliveira mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 163, og II, s. 851, præmis 35, 3. oktober 2000, sag T-187/98, Cubero Vermurie mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 195, og II, s. 885, præmis 59, 19. marts 2003, forenede sager T-188/01 – T-190/01, Tsarnavas mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 95, og II, s. 495, præmis 97, 18. september 2003, sag T-241/02, Callebaut mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 215, og II, s. 1061, præmis 22, 10. juni 2004, sag T-330/03, Liakoura mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 191, og II, s. 859, præmis 45, 28. september 2004, sag T-216/03, Tenreiro mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 245, og II, s. 1087, præmis 50.