Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Varhoven administrativen sad (Bulgarien) den 4. januar 2019 – Overgaz Mrezhi AD nonprofitorganisationen Bulgarska Gazova Assotsiatsia mod Komisia za energiyno i vodno regulirane

(Sag C-5/19)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Varhoven administrativen sad

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Overgaz Mrezhi AD, nonprofitorganisationen Bulgarska Gazova Assotsiatsia

Sagsøgt: Komisia za energiyno i vodno regulirane (KEVR)

Præjudicielle spørgsmål

Er en national foranstaltning, som den foreliggende, der er fastsat i artikel 35 i Zakon za energetikata (energiloven) og nærmere udformet i artikel 11 i Naredba no 2 za regulirane na tsenite na prirodnia gaz (bekendtgørelse nr. 2 om regulering af priser på naturgas) udstedt af Darzhavnata Komisia za energiyno i vodno regulirane (statslig kommission til regulering af energi og vand, herefter »KEVR«) af 19. marts 2013, hvorefter den samlede finansielle byrde, der er forbundet med offentlige serviceforpligtelser, som er pålagt energivirksomhederne, skal bæres af kunderne, lovlig i henhold til artikel 36 og 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF 1 af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF, i betragtning af, at:

а)    den økonomiske byrde, der hidrører fra offentlige serviceforpligtelser, ikke rammer alle energivirksomheder

b)    de omkostninger, der hidrører fra offentlige serviceforpligtelser, hovedsageligt bæres af de endelige kunder, som ikke kan anfægte dem, selv om de køber naturgas fra slutleverandører til frit fastsatte priser

c)    der mangler en differentiering af den økonomiske byrde, der følger af opfyldelsen af de offentlige serviceforpligtelser, og som overtages af forskellige typer af kunder

d)    der mangler en tidsbegrænsning for anvendelsen af denne foranstaltning

e)    beregningen af værdien af de offentlige serviceforpligtelser foretages på grundlag af afregningsmetoden for omkostninger efter en prognosemodel.

Er en national lovbestemmelse som den i § 5 i overgangs- og slutbestemmelserne i Zakon za normativnite aktove (lov om normative retsakter), der fritager KEVR for forpligtelserne i artikel 26-28 Zakon za normativnite aktove (lov om normative retsakter) og særligt for de forpligtelser, der består i ved udstedelsen af en normativ retsakt af en lavere rangorden at respektere principperne om nødvendighed, begrundelse, forudsigelighed, gennemsigtighed, sammenhæng, subsidiaritet, proportionalitet og stabilitet, og i at gennemføre en offentlig høring med borgere og juridiske personer, og i forvejen at offentliggøre udkastet med en begrundelse samt i at fremlægge begrundelser, også med hensyn til foreneligheden med EU-retten, lovlig i henhold til artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF under hensyntagen til 44., 47., 48. og 49. betragtning til dette direktiv?

____________

1     EUT 2009, L 211, s. 94.