Language of document : ECLI:EU:F:2012:158

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

20. november 2012

Sag F-10/11

Dorina Maria Ghiba

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – intern udvælgelsesprøve – ikke adgang til at deltage i en udvælgelsesprøve – betingelser for at komme i betragtning – begrebet tjenestegrene tilknyttet Kommissionen«

Angående: Søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af dennes artikel 106a, hvorunder Dorina Maria Ghiba har nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, der blev truffet af udvælgelseskomitéen for udvælgelsesprøven KOM/INT/EU2/AST3, om afslag på sagsøgerens ansøgning med den begrundelse, at den ikke opfyldte de i meddelelsen om udvælgelsesprøven krævede betingelser.

Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. Dorina Maria Ghiba bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger. Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – udvælgelsesprøve – interne udvælgelsesprøver – adgangsbetingelser – arbejdstagerens tilknytning til Kommissionen eller dennes tilknyttede tjenestegrene – ansøger, der tilhører personalet i et forvaltningsorgan – ikke omfattet

(Art. 308 EF; Rådets forordning nr. 58/2003, 19. betragtning, og art. 9, stk. 1 og 5, art. 11, stk. 6, og art. 18)

Et forvaltningsorgan som Forvaltningsorganet for Forskning (REA) kan ikke anses for at være en tjenestegren tilknyttet Kommissionen. Af denne grund kan en ansøger ved en intern udvælgelsesprøve ved Kommissionen ikke i kraft af sin status som midlertidigt kontraktansat i REA betragtes som værende en del af Kommissionens eller dennes tilknyttede tjenestegrenes personale.

Kommissionens beføjelse til at oprette og organisere sine tjenestegrene omfatter ikke forvaltningsorganerne. Kommissionen er af EU-lovgiver i kraft af artikel 308 EF ganske vist beføjet til at oprette forvaltningsorganer i form af særskilte juridiske enheder. Imidlertid følger af artikel 9, stk. 1 i forordning nr. 58/2003 om vedtægterne for de forvaltningsorganer, der skal administrere opgaver i forbindelse med EF-programmer, at forvaltningsorganets styrelseskomité selv fastsætter sin forretningsorden. Hvor Kommissionen styrer og organiserer sine egne tjenestegrene, tilkommer det derimod styrelseskomitéen, i medfør af forordningens artikel 9, stk. 5, at varetage organisationen af tjenestegrenene i forvaltningsorganerne.

I den forbindelse fastlægger 19. betragtning til forordning nr. 58/2003 en klar sondring mellem Kommissionens tjenestegrene på den ene side forvaltningsorganerne på den anden side. Med hensyn til personalet i et forvaltningsorgan følger det af nævnte forordnings artikel 11, stk. 6, at direktøren har beføjelse til at indgå ansættelseskontrakter, der følger af vilkårene for de øvrige ansatte ved Den Europæiske Union. Han varetager endvidere alle andre personaleforvaltningsanliggender i forvaltningsorganet. Endelig følger det af nævnte forordnings artikel 18, at forvaltningsorganets personale bl.a. består af midlertidigt ansatte og øvrige ansatte, der ansættes direkte af forvaltningsorganet.

(jf. præmis 34, 36-40, 43 og 44)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: 21. oktober 2010, sag T-439/08, Agapiou Joséphidès mod Kommissionen og EACEA, præmis 35 og 43