Language of document : ECLI:EU:F:2008:170

PERSONALERETTENS DOM

(Tredje Afdeling)

11. december 2008

Sag F-58/07

Pascal Collotte

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2006 – evne til at arbejde på et tredje sprog«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Pascal Collotte har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen om ikke at opføre sagsøgeren på listen over tjenestemænd, der er forfremmet til lønklasse A*12 i forfremmelsesåret 2006, således som den blev offentliggjort i Meddelelser fra Administrationen nr. 55-2006 af 17. november 2006, og om, at Kommissionen tilpligtes som erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk skade og for sagsøgerens forringede karrieremuligheder at betale ham et beløb på 25 000 EUR, idet der tages forbehold for en forhøjelse og/eller nedsættelse af beløbet under sagen.

Udfald: Kommissionens afgørelse om ikke at optage sagsøgerens navn på listen over tjenestemænd, der blev forfremmet til lønklasse A*12 i forfremmelsesåret 2006, annulleres. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler sagsøgerens omkostninger. Rådet for Den Europæiske Union, der har interveneret til støtte for Kommissionen, bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – frister – flere på hinanden følgende klager

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2, og art. 91, stk. 3)

2.      Tjenestemænd – forfremmelse – betingelser – påvisning af evnen til at arbejde på et tredje sprog

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 2; bilag III, art. 7, og bilag XIII, art. 11)

3.      Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesret

(Art. 233 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 2, og art. 91, stk. 1)

1.      Hvis der inden for klagefristen indgives flere på hinanden følgende klager, kan fristen for besvarelse af klagen ikke begynde at løbe fra det tidspunkt, da ansættelsesmyndigheden modtager den første klage, idet ansættelsesmyndigheden ellers ville blive frataget den frist på fire måneder, som den normalt har i henhold til vedtægten, til udtrykkeligt at tage stilling til de nye argumenter, som tjenestemanden senest har fremsat, eventuelt kort før klagefristen udløb. Ellers ville tjenestemanden heller ikke, når ansættelsesmyndigheden ved flere på hinanden følgende afgørelser har besvaret flere på hinanden følgende klager, have ret til den fulde frist på tre måneder – som han har ifølge vedtægten – fra modtagelsen af svaret på klagen til at afgøre, om han på baggrund af dette svar vil indbringe et søgsmål, hvis søgsmålsfristen skulle begynde at løbe fra meddelelsen af svaret på den første klage, uanset at sagsøgeren endnu ikke måtte være i besiddelse af ansættelsesmyndighedens svar på alle sine klagepunkter, navnlig ikke på dem, han for første gang har fremført i den sidste klage.

I tilfælde af flere på hinanden følgende klager er det datoen for modtagelsen af afgørelsen, hvori ansættelsesmyndigheden tager stilling til den samlede argumentation, som sagsøgeren har fremført inden for klagefristen, som skal danne grundlag for beregningen af søgsmålsfristen. Hvis sagsøgeren inden for klagefristen har indgivet en anden klage, der har samme rækkevidde som den første klage – navnlig idet den hverken indeholder nogen ny anmodning, noget nyt klagepunkt eller noget nyt bevis – skal afgørelsen, hvorved der gives afslag på denne anden klage, anses for at være en akt, som blot bekræfter afslaget på den første klage, således at søgsmålsfristen løber fra det første afslag. Hvis den anden klage derimod indeholder nye omstændigheder i forhold til den første klage, skal afgørelsen om afslag på den anden klage anses for at være en ny afgørelse, som er vedtaget efter en fornyet prøvelse af afgørelsen om afslag på den første klage i lyset af den anden klage.

(jf. præmis 31 og 32)

Henvisning til:

Retten, 8. november 2000, sag T-44/97, Ghignone m.fl. mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 223, og II, s. 1023, præmis 41, 11. december 2007, sag T-66/05. Sack mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 41, der er appelleret til Domstolen, sag C-380/08 P.

2.      Artikel 45, stk. 2, i den affattelse af vedtægten, der følger af forordning nr. 723/2004, hvorved vedtægten for tjenestemænd og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ændredes, og som fastsætter tjenestemandens forpligtelse til før sin første forfremmelse at påvise sin evne til at arbejde på et tredje sprog, finder først anvendelse fra det tidspunkt, hvor de fælles gennemførelsesbestemmelser, der er vedtaget ved fælles aftale mellem institutionerne, træder i kraft.

Da lovgiver under alle omstændigheder i henhold til artikel 11 i bilag XIII til vedtægten har udelukket, at artikel 45, stk. 2, finder anvendelse på forfremmelser, der finder sted inden den 1. maj 2006, kan nævnte artikel 45, stk. 2, nemlig ikke finde anvendelse inden de føromtalte fælles gennemførelsesbestemmelser træder i kraft på de af lovgiver opstillede betingelser, nemlig garantien for en ensartet anvendelse i de forskellige institutioner og for, at denne nye vedtægtsmæssige forpligtelse for tjenestemændene kombineres med muligheden for adgang til uddannelse i et tredje sprog. En institution kan således ikke anvende denne artikel i vedtægten efter nærmere bestemmelser, som den selv fastsætter.

(jf. præmis 50-54)

3.      Det er rigtigt, at Fællesskabets retsinstanser i personalesager i visse tilfælde i henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 1, kan udøve en fuld prøvelsesret, der gør dem i stand til i forelagte tvister, der angår pengebeløb, at give en helhedsløsning, hvori de tager stilling til tjenestemandens rettigheder og pligter. En sagsøger, der har fået en afgørelse om afslag på forfremmelse annulleret på grund af, at den supplerende betingelse, som kræves for at blive forfremmet – beherskelsen af et tredje sprog – ikke lovligt kunne pålægges sagsøgeren, kan imidlertid ikke for retten få tilkendt erstatning for det angiveligt langsommere karriereforløb som følge heraf, uanset om han påviser at have den krævede anciennitet og flere point end det antal point, der kræves for at blive forfremmet. Det kan nemlig ikke udelukkes, at andre hensyn med tilbagevirkende kraft kan være til hinder for forfremmelsen af sagsøgeren som f.eks. den omstændighed, at antallet af tjenestemænd, der kan forfremmes, og som har opnået forfremmelsestærsklen, overskrider det antal forfremmelser, som er budgetmæssigt muligt. Det er således de gennemførelsesforanstaltninger, som ansættelsesmyndigheden i henhold til artikel 233 EF er forpligtet til at vedtage for at efterkomme princippet om fuldstændig retskraft, som skal genindsætte sagsøgeren i dennes rettigheder, eventuelt ved med tilbagevirkende kraft at retablere hans karriere.

(jf. præmis 67-70)

Henvisning til:

Domstolen, 18. december 2007, sag C-135/06 P, Weißenfels mod Parlamentet, Sml. I, s. 12041, præmis 64-68.

Retten, 15. marts 2007, sag T-402/03, Katalagarianakis mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 105 og 106.