RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Første Afdeling)

30. september 2015

Sag F-14/12 RENV

Peter Schönberger

mod

Revisionsretten for Den Europæiske Union

»Personalesag – tjenestemænd – hjemvisning til Personaleretten efter ophævelse – forfremmelse – forfremmelsesåret 2011 – afslag på forfremmelse – åbenbart, at søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Peter Schönberger i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen fra Revisionsretten for Den Europæiske Union om ikke at have forfremmet ham til lønklasse AD 13 i forfremmelsesåret 2011.

Udfald:      Revisionsretten for Den Europæiske Union frifindes, da søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet. I sag F-14/12 og sag F-14/12 RENV bærer Peter Schönberger sine egne omkostninger og betaler de af Revisionsretten afholdte omkostninger. I sag T-26/14 P bærer Revisionsretten sine egne omkostninger og betaler de af Peter Schönberger afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – søgsmål til prøvelse af en afgørelse om afslag på forfremmelse – anbringende om, at forfremmelsesåret er ulovligt – bevisbyrde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 6, stk. 2, og art. 91, bilag I, afsnit B)

2.      Tjenestemænd – ligebehandling – begreb – grænser

1.       I forbindelse med et annullationssøgsmål til prøvelse af en afgørelse fra en institution om ikke at forfremme en tjenestemand tilkommer det sidstnævnte at godtgøre, at den annullation, som han har nedlagt påstand om, henset til hans personlige situation, vil kunne give ham mulighed for at blive forfremmet.

Hvert forfremmelsesår er nødvendigvis uafhængigt af de forfremmelsesår, som gik forud for dette, og som efterfølger dette, eftersom de tjenestemænd, hvis fortjenester skal sammenlignes, og de kriterier, der er fastsat med henblik på at foretage denne sammenligning, er forskellige for hvert forfremmelsesår.

(jf. præmis 46, 54 og 55)

2.      Ligebehandlingsprincippet forbyder, at ensartede situationer behandles forskelligt, eller at forskellige situationer behandles ens, medmindre en sådan forskelsbehandling eller ens behandling, alt efter omstændighederne, er objektivt begrundet. Eventuelle forskelle mellem de foranstaltninger, som vedtages af institutionerne i forhold til deres tjenestemænd, vil således ikke kunne påberåbes af tjenestemænd i en anden institution til støtte for et anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

(jf. præmis 60 og 62)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom af 14. februar 2007, Simões Dos Santos mod KHIM, T-435/04, EU:T:2007:50, præmis 162 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: dom af 29. april 2009, Balieu-Steinmetz og Noworyta mod Parlamentet, F-115/07, EU:F:2009:41, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis