Language of document :

Sag anlagt den 30. april 2007 - Baudelet-Leclaire mod Kommissionen

(Sag F-40/07)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Cécile Baudelet-Leclaire (Bruxelles, Belgien) (ved avocat M. Korving)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at der er sket forskelsbehandling mellem "interne" ansøgere fra de europæiske institutioner og eksterne ansøgere inden for rammerne af udvælgelsesprøve EPSO/AST/7/05 1.

Det fastslås, at Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ikke har godtgjort, at der ikke under nævnte udvælgelsesprøve er sket forskelsbehandling mellem "interne" ansøgere fra de europæiske institutioner og eksterne ansøgere.

Nævnte udvælgelsesprøve annulleres på grund af tilsidesættelse af det grundlæggende princip om lige chancer mellem ansøgerne.

Subsidiært, pålægges Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber at fremlægge beviser, herunder om fornødent udvælgelseskomiteens arbejde, der i henhold til artikel 6 i bilag III til vedtægten er fortroligt, og som godtgør, at udvælgelseskomiteen ikke favoriserede visse ansøgere på grundlag af deres erhvervserfaring.

I mangel af bevis fremlagt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, træffes bestemmelse om en fornyet klassificering af alle ansøgere udelukkende på grundlag af sådanne kriterier vedrørende fortjeneste, som indeholdes i meddelelsen om udvælgelsesprøven, og ved upartisk anvendelse af princippet om lige chancer mellem ansøgerne.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ved skrivelse af 29. januar 2007 blev det meddelt sagsøgeren, at hendes navn ikke var opført på reservelisten, eftersom det antal point, hun havde opnået, ikke var blandt de 110 bedste, selvom det var højere end mindstekravet.

Til støtte for søgsmålet gør sagsøgeren nærmere gældende, at der er sket tilsidesættelse af princippet om lige chancer, eftersom udvælgelseskomiteen foretog forskelsbehandling mellem ansøgere til fordel for dem, der allerede havde erhvervserfaring fra fællesskabsinstitutionerne, nærmere bestemt fra det generaldirektorat, som formanden for udvælgelseskomiteen tilhører.

____________

1 - EUT 2005 C 178, s. 22.