Language of document : ECLI:EU:C:2013:312

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

E. SHARPSTON

fremsat den 16. maj 2013 (1)

Sagerne C-120/12 P, C-121/12 P og C-122/12 P

Bernhard Rintisch

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»Appel – EF-varemærker – indsigelse – bevis for ældre varemærkes eksistens og gyldighed – beviser og oversættelser fremlagt efter udløbet af den af Harmoniseringskontoret fastsatte frist – appelkammerets skønsmæssige beføjelse«





1.        Appellerne i disse tre sager er iværksat til prøvelse af tre domme afsagt af Retten den samme dag, med lignende ordlyd og på grundlag af den samme fortolkning af artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94 (2) og regel 20, stk. 1, og regel 50, stk. 1, i forordning nr. 2868/95 (herefter »gennemførelsesforordningen«) (3). Appellerne bygger på de samme to anbringender.

2.        I hver enkelt sag rejste den samme varemærkeindehaver, Bernhard Rintisch, indsigelse mod registreringen af tre forskellige varemærker som EF-varemærker på grundlag af, at der var risiko for forveksling med visse varemærker, som han påstår at være indehaver af. Han støttede bl.a. indsigelsen på ældre tyske varemærker. For at rejse indsigelse mod registreringerne skulle han også godtgøre disse ældre varemærkers eksistens og gyldighed. Bernhard Rintisch fremlagde imidlertid ikke alle nødvendige beviser for indsigelsesafdelingen ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«) inden for de af den fastsatte frister sammen med oversættelser af de relevante dokumenter til behandlingssproget, som i hver enkelt sag var engelsk. Indsigelsesafdelingen afviste derfor indsigelserne. I klagesagen fremlagde Bernhard Rintisch derefter yderligere dokumenter og oversættelser af dokumentbeviserne. I hvert enkelt sag afslog Harmoniseringskontorets appelkammer at tage hensyn hertil, da det ikke havde nogen skønsmæssig beføjelse til at gøre det. Retten frifandt Harmoniseringskontoret i sagerne anlagt til prøvelse af appelkammerets afgørelser.

3.        I disse appeller anmodes Domstolen om at tage stilling til, hvorvidt Retten med urette fandt, at appelkammeret ikke har nogen skønsmæssig beføjelse til at tage hensyn til beviser for ældre varemærkers eksistens og gyldighed og til oversættelser af de dokumentbeviser, der blev fremlagt efter udløbet af den af indsigelsesafdelingen fastsatte frist.

 EU-varemærkeretten

4.        Artikel 42 i forordning nr. 40/94, der har overskriften »Indsigelse«, bestemmer:

»1.      I indtil tre måneder efter bekendtgørelsen af EF-varemærkeansøgningen kan der, under henvisning til at varemærket bør udelukkes fra registrering i henhold til artikel 8, rejses indsigelse mod varemærkets registrering (4)]:

[…]

3.      Indsigelsen skal fremsættes skriftligt og skal begrundes. […] Inden for en frist, der fastsættes af Harmoniseringskontoret, kan indsigeren fremlægge kendsgerninger, beviser og argumenter til støtte for sin indsigelse.«

5.        Artikel 74, der vedrører »Harmoniseringskontorets ex officio-prøvelse af de faktiske omstændigheder«, bestemmer:

»1.      Under sagsbehandlingen ved Harmoniseringskontoret prøver dette ex officio de faktiske omstændigheder; i sager vedrørende relative registreringshindringer begrænser Harmoniseringskontoret sig imidlertid til at prøve de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter og de af parterne fremsatte anmodninger.

2.      Harmoniseringskontoret kan se bort fra kendsgerninger og beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt af de pågældende parter.«

6.        Gennemførelsesforordningen fastsætter de bestemmelser, som er nødvendige til gennemførelse af forordningen (5). Reglerne heri »bør sikre en smidig og effektiv behandling af varemærkesager, som forelægges [Harmoniseringskontoret]« (6).

7.        Regel 18 beskriver påbegyndelsen af proceduren, når en indsigelse kan antages til realitetsbehandling (7):

»1.      Konstateres det, at indsigelsen kan antages, jf. regel 17, sender [Harmoniseringskontoret] parterne en meddelelse, hvori de informeres om, at indsigelsesproceduren anses for at påbegynde to måneder efter, at meddelelsen er modtaget. [...]

[…]«

8.        Regel 19 bestemmer:

»1.      [Harmoniseringskontoret] giver den indsigende part mulighed for – inden for en af [Harmoniseringskontoret] fastsat frist […] – at forelægge oplysninger, beviser og argumenter til støtte for sin indsigelse eller til at supplere de oplysninger, beviser eller argumenter, der allerede er indgivet, jf. regel 15, stk. 3 [...]

2.      Den indsigende part skal inden for den i stk. 1 fastsatte frist også indgive dokumentation for sit ældre varemærkes eller sin ældre rettigheds eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang samt beviser for sin ret til at gøre indsigelse. Den indsigende part skal navnlig forelægge følgende beviser:

a)      hvis indsigelsen støttes på et varemærke, som ikke er et EF-varemærke, bevis for ansøgning om eller registrering af varemærket ved at indgive:

      […]

ii)      hvis varemærket er registreret, en kopi af det pågældende registreringsbevis og i påkommende tilfælde af det seneste fornyelsesbevis, hvoraf det fremgår, at beskyttelsestiden for varemærket rækker ud over den i stk. 1 nævnte frist, med angivelse af eventuelle forlængelser heraf, eller tilsvarende dokumenter fra den administration, ved hvilken varemærket er registreret

[…]

3.      Oplysningerne og beviserne i regel 1 og 2 skal være på behandlingssproget eller ledsages af en oversættelse. Oversættelsen indgives inden for den frist, der er fastsat til at indgive originalen af det pågældende dokument.

4.      [Harmoniseringskontoret] tager ikke hensyn til dokumenter eller andet skriftligt materiale eller dele heraf, der ikke er blevet indgivet eller oversat til behandlingssproget inden for den af [Harmoniseringskontoret] fastsatte frist.«

9.        Regel 20, der har overskriften »Undersøgelse af indsigelser«, bestemmer:

»1.      Har den indsigende part ikke inden udløbet af den i regel 19, stk. 1 (8)], fastsatte frist godtgjort sit ældre varemærkes eller sin ældre rettigheds eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang og sin ret til at gøre indsigelse, afvises indsigelsen som grundløs.

2.      Afvises indsigelsen ikke, jf. stk. 1, sender [Harmoniseringskontoret] de beviser og den anden dokumentation, der forelægges af den indsigende part, til ansøgeren og opfordrer vedkommende til at fremkomme med bemærkninger hertil inden for en af [Harmoniseringskontoret] fastsat frist.

3.      Fremsætter ansøgeren ingen bemærkninger, træffer [Harmoniseringskontoret] afgørelse om indsigelsen på grundlag af de forelagte beviser.

4.      [Harmoniseringskontoret] sender ansøgerens bemærkninger til den indsigende part, som [Harmoniseringskontoret], såfremt det anser det for nødvendigt, opfordrer til at svare inden for en af [Harmoniseringskontoret] fastsat frist.

5.      Regel 18, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse efter den dato, hvor indsigelsesproceduren anses for påbegyndt.

6.      [Harmoniseringskontoret] kan i påkommende tilfælde anmode parterne om at begrænse deres bemærkninger til bestemte spørgsmål og lader i så fald parten rejse de øvrige spørgsmål på et senere tidspunkt i proceduren. [Harmoniseringskontoret] er på ingen måde forpligtet til at meddele parterne, hvilke oplysninger eller beviser der kan indgives, eller som ikke er indgivet.

[…]«

10.      Regel 50, stk. 1, første og tredje afsnit, der har overskriften »Behandling af klager«, bestemmer:

»Medmindre andet er fastsat, finder bestemmelserne vedrørende sagsbehandlingen ved den afdeling, som har truffet den påklagede afgørelse, tilsvarende anvendelse.

[…]

Er klagen rettet imod en afgørelse truffet af indsigelsesafdelingen, begrænser appelkammeret sin behandling af klagen til kendsgerninger og beviser, der er indgivet inden for de frister, der er fastsat i eller fastsættes af indsigelsesafdelingen i overensstemmelse med forordningen og disse regler, medmindre der efter appelkammerets opfattelse bør tages hensyn til yderligere eller supplerende kendsgerninger og beviser, jf. forordningens artikel 74, stk. 2.«

 Procedurerne for Harmoniseringskontoret

 Sag C-120/12 P

11.      Bariatrix Europe Inc. SAS (herefter »Bariatrix«) ansøgte den 17. marts 2006 om registrering af ordmærket »PROTI SNACK« som et EF-varemærke for varer i Nicearrangementets klasse 5, 29 og 32 (9).

12.      Den 9. marts 2007 rejste Bernhard Rintisch indsigelse mod registreringen af dette varemærke på grundlag af hindringerne i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 (risiko for forveksling i offentlighedens bevidsthed inden for det område, hvor det ældre varemærke er beskyttet). De ældre varemærker, som indsigelsen blev støttet på, omfattede de tyske ordmærker »PROTIPLUS« og »PROTI« og det tyske figurmærke »PROTIPOWER«.

13.      Sammen med indsigelsesskrivelsen fremlagde Bernhard Rintisch dokumenter med henblik på at bevise hvert af disse ældre varemærkers eksistens og gyldighed. Han fremlagde navnlig for indsigelsesafdelingen: i) registreringsbeviser udstedt af Deutsches Patent- und Markenamt (den tyske patent- og varemærkemyndighed, herefter »DPMA«) (10) og ii) udskrifter fra DPMA’s onlineregister. Der blev også fremlagt engelske oversættelser af de originale registreringsbeviser, men ikke af udskrifterne fra onlineregisteret.

14.      Den 26. april 2007 meddelte indsigelsesafdelingen Bernhard Rintisch den dato, hvor indsigelsessagens kontradiktoriske del blev påbegyndt. Indsigelsesafdelingen anførte, at der skulle fremlægges et fornyelsesbevis for varemærker, hvor registreringen var sket for mere end ti år siden, og at de ældre varemærkers eksistens og gyldighed skulle bevises med officielle dokumenter oversat til behandlingssproget. Hvis disse beviser ikke blev fremlagt senest den 27. august 2007, ville indsigelsesafdelingen afvise indsigelsen i overensstemmelse med gennemførelsesforordningens regel 20, stk. 1, uden en realitetsbehandling.

15.      Næsten en måned efter udløbet af denne frist, nemlig den 25. september 2007, fremlagde Bernhard Rintisch følgende til Harmoniseringskontoret for hvert af de ældre varemærker: i) en udskrift fra DPMA’s onlineregister og ii) en erklæring fra DPMA, der bekræftede, at varemærkerne var blevet fornyet inden datoen for indsigelsesskrivelsens indgivelse. Han fremlagde også en engelsk oversættelse af denne erklæring.

16.      Den 31. marts 2008 afviste indsigelsesafdelingen indsigelsen, fordi Bernhard Rintisch ikke inden for den fastsatte frist havde godtgjort eksistensen og gyldigheden af de ældre varemærker, som indsigelsen var støttet på. For det første var de originale registreringsbeviser, der blev fremlagt med indsigelsesskrivelsen, ikke tilstrækkelige til at fastslå, at de ældre varemærker fortsat var gyldige den 27. august 2007, som var den af Harmoniseringskontoret fastsatte frist. I henhold til tysk ret ophører beskyttelsen af tyske varemærker ved udløbet af en periode på ti år fra ansøgningsdatoen. For det andet kunne der i overensstemmelse med gennemførelsesforordningens regel 19, stk. 4, ikke tages hensyn til DPMA’s onlineudskrifter som bevis for de ældre varemærkers fornyelsesdatoer, fordi de ikke var blevet oversat til behandlingssproget. For det tredje afslog indsigelsesafdelingen på grundlag af gennemførelsesforordningens regel 20, stk. 1, at tage hensyn til de dokumenter, der blev fremlagt den 25. september 2007, fordi de var fremlagt for sent.

17.      Den 8. maj 2008 påklagede Bernhard Rintisch denne afgørelse. Han anmodede om, at appelkammeret afslog registrering af »PROTI SNACK« på grundlag af, at der var risiko for forveksling. Han argumenterede for, at de ikke-oversatte udskrifter fra DPMA var selvforklarende og tilstrækkelige til i det mindste at bevise, at de ældre varemærker »PROTIPLUS« og »PROTI POWER« var blevet fornyet. Han fremlagde igen de dokumenter, som han havde fremlagt for indsigelsesafdelingen den 25. september 2007, sammen med oversættelser heraf og anmodede appelkammeret om at tage hensyn hertil.

18.      Den 15. december 2008 forkastede appelkammeret klagen. Appelkammeret fandt, at indsigelsesafdelingen med rette i henhold til gennemførelsesforordningens regel 19, stk. 2, 3 og 4, og regel 20, stk. 1, havde besluttet, at Bernhard Rintisch ikke behørigt havde dokumenteret de ældre varemærkers eksistens og gyldighed. Appelkammeret var enig med indsigelsesafdelingens begrundelse for at undlade at tage hensyn til registreringsbeviserne (manglende godtgørelse af varemærkernes fornyelse), udskrifterne fra DPMA’s onlineregister (manglende oversættelse), der var fremlagt den 9. marts 2007, og de dokumenter, der var fremlagt den 25. september 2007 (for sen fremlæggelse). Appelkammeret fandt endvidere, at hverken appelkammeret eller indsigelsesafdelingen havde en skønsmæssig beføjelse i henhold til artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94 til at tage hensyn til dokumenter, der var fremlagt efter udløbet af den af Harmoniseringskontoret fastsatte frist. Appelkammeret tilføjede, at selv hvis det havde haft en sådan skønsmæssig beføjelse, ville det ikke have udøvet den til fordel for Bernhard Rintisch. Ansøgeren havde hverken handlet upassende eller spillet en rolle i Bernhard Rintischs fremlæggelse af beviser efter udløbet af den fastsatte frist.

19.      Den 13. februar 2009 anlagde Bernhard Rintisch sag til prøvelse af denne afgørelse ved Retten.

 Sagerne C-121/12 P og C-122/12 P

20.      Valfleuri Pâtes Alimentaires SA (herefter »Valfleuri«) ansøgte den 6. januar 2006 om registrering af ordmærkerne »PROTIVITAL« og »PROTIACTIVE« som EF-varemærker for varer i bl.a. Nicearrangementets klasse 5, 29 og 30.

21.      Den 24. oktober 2006 rejste Bernhard Rintisch indsigelse mod begge registreringer på grundlag af hindringerne i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94. Hans indsigelse var rettet mod varer, for hvilke der var ansøgt om registrering. Bernhard Rintisch støttede bl.a. indsigelsen på ældre tyske varemærker, herunder ordmærkerne »PROTI« og »PROTIPLUS« og figurmærket »PROTI POWER«.

22.      Den 16. januar 2007 fremlagde Bernhard Rintisch med henblik på at bevise disse ældre varemærkers eksistens og gyldighed følgende i forbindelse med begge indsigelsessager: i) registreringsbeviser fra DPMA og ii) udskrifter fra DPMA’s onlineregister. Han fremlagde kun engelske oversættelser af registreringsbeviset for hvert af varemærkerne.

23.      Den 23. januar 2007 meddelte indsigelsesafdelingen Bernhard Rintisch den dato, hvor den kontradiktoriske del af indsigelsessagen omhandlende registreringen af varemærket »PROVITAL« blev påbegyndt. Den 13. marts 2007 gav den en tilsvarende meddelelse i sagen omhandlende varemærket »PROTIACTIVE«. Indsigelsesafdelingen anførte udtrykkeligt, at Bernhard Rintisch skulle bevise de ældre varemærkers eksistens og gyldighed ved at fremlægge officielle beviser oversat til behandlingssproget. Indsigelsesafdelingen rådede ham til at fremlægge fornyelsesbeviser for de varemærker, der var registreret for mere end ti år siden. Fristen for at fremlægge beviser var den 4. juni 2007 i »PROVITAL«-sagen og den 26. maj 2007 i »PROTIACTIVE«-sagen. Indsigelsesafdelingen advarede Bernhard Rintisch om, at hvis de relevante beviser ikke blev fremlagt inden for fristen, ville den afvise indsigelsen uden en realitetsbehandling.

24.      Den 19. september 2007 afviste indsigelsesafdelingen indsigelsen i »PROVITAL«-sagen, og den 24. september 2007 afviste den indsigelsen i »PROTIACTIVE«-sagen med den begrundelse, at Bernhard Rintisch ikke inden for fristerne havde dokumenteret de ældre varemærkerettigheders eksistens og gyldighed. Registreringsbeviserne godtgjorde den oprindelige registrering af de ældre varemærker, men godtgjorde ikke, at de stadig var gyldige på den dato, hvor den af indsigelsesafdelingen fastsatte frist udløb. Disse dokumenter viste faktisk i sig selv, at varemærkerne ikke længere var gyldige. Indsigelsesafdelingen fandt endvidere, at den i henhold til gennemførelsesforordningens regel 19, stk. 4, ikke kunne tage hensyn til udskrifter fra DPMA’s onlineregister som bevis for fornyelsesdatoerne for de ældre varemærker, fordi der ikke var fremlagt engelske oversættelser.

25.      Den 23. oktober 2007 påklagede Bernhard Rintisch begge disse afgørelser og anmodede appelkammeret om at afslå at registrere de ansøgte varemærker på grundlag af, at der var risiko for forveksling. Sammen med klagen fremlagde han udskrifter fra DPMA’s onlineregister og en erklæring fra DPMA sammen med en engelsk oversættelse, hvoraf det fremgik, at de ældre varemærker var blevet fornyet inden den dato, hvor indsigelsesskrivelsen var blevet indgivet.

26.      Appelkammeret forkastede henholdsvis den 21. januar og den 3. februar 2009 klagen i begge sager. Appelkammeret fandt, at indsigelsesafdelingen med rette havde afvist indsigelsen, fordi Bernhard Rintisch ikke inden for den fastsatte frist havde dokumenteret de ældre varemærkers eksistens og gyldighed. Registreringsbeviserne, der var fremlagt den 16. januar 2007, var ikke tilstrækkelige til at godtgøre, at de ældre varemærker kunne håndhæves på den dato, hvor indsigelsesskrivelsen blev indgivet. Endvidere tog indsigelsesafdelingen med rette ikke hensyn til udskrifterne fra DPMA’s onlineregister, fordi de ikke var blevet oversat til engelsk. Endelig havde hverken indsigelsesafdelingen eller appelkammet selv en skønsmæssig beføjelse til at tage hensyn til dokumenter, der var fremlagt efter den af Harmoniseringskontoret fastsatte frist. Gennemførelsesforordningens regel 20, stk. 1, anfører udtrykkeligt, at sagen under sådanne omstændigheder skal afvises. Selv hvis appelkammeret havde haft en sådan skønsmæssig beføjelse, ville den ikke have udøvet den til fordel for Bernhard Rintisch, idet den anden part ikke havde handlet upassende eller spillet nogen rolle i den sene fremlæggelse af beviser.

 Sammenfatning af Rettens domme

 Sag T-62/09 (11) (genstanden for appellen i sag C-120/12 P)

27.      Den sag, der blev anlagt til prøvelse af appelkammerets afgørelse af 15. december 2009, blev støttet på tre anbringender: i) indsigelsesafdelingens tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94, ii) appelkammerets tilsidesættelse af artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94 og magtmisbrug, og iii) appelkammerets tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94.

28.      Den 16. december 2011 frifandt Retten Harmoniseringskontoret.

29.      Retten afviste i dommens præmis 24 det første anbringende, idet det ikke var rettet mod appelkammerets afgørelse.

30.      Retten forkastede det andet anbringende som ugrundet. Retten sammenfattede i dommens præmis 27 og 28 ordlyden af gennemførelsesforordningens regel 19, stk. 1-3, og de datoer, hvor Bernhard Rintisch fremlagde beviser.

31.      Retten koncentrerede sig derefter i præmis 29-32 om ordlyden af artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94 og retspraksis, hvorefter i) det som hovedregel fortsat er muligt for parterne at fremlægge kendsgerninger og beviser efter udløbet af de frister, som en sådan fremlæggelse er underlagt i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 40/94, ii) en part ikke har en ubetinget ret til, at Harmoniseringskontoret tager hensyn til kendsgerninger og beviser, der er fremlagt for sent, og iii) den mulighed, som parterne i en sag for Harmoniseringskontoret har for at fremlægge kendsgerninger og beviser efter udløbet af de perioder, der er specificeret med dette formål, er betinget af, at andet ikke er bestemt.

32.      Retten fortsatte efter at have redegjort for ordlyden af gennemførelsesforordningens regel 20, stk. 1, og af regel 50, stk. 1, første og tredje afsnit, med at overveje, om sidstnævnte »bestemmer andet«, hvilket udelukker regel 20, stk. 1, fra at finde anvendelse i sager ved appelkammeret:

»38      Det skal indledningsvis bemærkes, at for så vidt som indsigelsesskrivelsen blev indgivet den 9. marts 2007, er den udgave af [gennemførelsesforordningen], der finder anvendelse i denne sag, den, som er i kraft efter ændringen ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1041/2005 [...] Navnlig bestemmer syvende betragtning til den forordning, at et af formålene med den ændring var fuldstændigt at omarbejde bestemmelserne om indsigelsesproceduren for bl.a. klart at fastlægge de retlige konsekvenser af processuelle mangler.

39      Ud over risikoen for at anvende en cirkulær begrundelse på de pågældende bestemmelser vil en godtagelse af ansøgerens fortolkning indebære, at rækkevidden af [gennemførelsesforordningens] regel 20, stk. 1, med senere ændringer, begrænses betydeligt.

40      Hvis beviserne for et ældre varemærkes eksistens, gyldighed og omfang – som indsigelsesafdelingen ikke kan tage hensyn til, hvis de er fremlagt for sent, i overensstemmelse med den nye ordlyd af [gennemførelsesforordningens] regel 20, stk. 1, der finder anvendelse i denne sag – ikke desto mindre kunne tages i betragtning af appelkammeret i medfør af dettes skønsmæssige beføjelse i henhold til artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94, ville de retlige konsekvenser, der er udtrykkeligt opstillet i forordning nr. 1041/2005 for denne form for mangel, nemlig indsigelsens afvisning, måske i visse tilfælde ikke have nogen praktisk virkning.

41      Det skal derfor antages, at appelkammeret ikke begik en fejl ved under omstændighederne i denne sag at finde, at der var en bestemmelse, som var til hinder for, at der blev taget hensyn til beviser, som sagsøgeren fremlagde for sent for Harmoniseringskontoret, og at appelkammeret derfor ikke havde nogen skønsmæssige beføjelse i henhold til artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94.«

33.      Retten forholdt sig derefter til Bernhard Rintischs argument vedrørende appelkammerets udtalelse om, at den under alle omstændigheder ville have udøvet sin skønsmæssige beføjelse til hans ugunst:

»43      I denne henseende skal det konstateres, at selv om appelkammeret fandt, at omstændighederne i denne sag under alle omstændigheder var til hinder for, at den skønsmæssige beføjelse i henhold til artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94 blev udøvet til fordel for sagsøgeren, var denne konklusion, således som det fremgår af den anfægtede afgørelses punkt 39, rent subsidiær og blev draget under hensyntagen til det forhold, at CORPO livre-dommen (12)] […], som appelkammerets begrundelse byggede på, var blevet appelleret til Domstolen.

44      Det skal understreges, at Domstolen i kendelsen i sagen K & L Ruppert Stiftung mod KHIM (13)] […] ikke rejste tvivl om Rettens fremgangsmåde i CORPO livre-dommen [...]. Herudover er der i overensstemmelse med konklusionen i præmis 41 ovenfor, hvorefter appelkammeret ikke havde den skønsmæssige beføjelse, der er fastsat i artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94, ikke noget behov for at behandle sagsøgerens argumenter, hvorefter det ønskes konstateret, at den anfægtede afgørelse var ukorrekt i denne henseende i lyset af de betingelser, der er opstillet i dommen i sagen KHIM mod Kaul (14)] [...].

[...]

46      Det følger heraf, at appelkammeret ikke tilsidesatte artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94 ved ikke i den anfægtede afgørelse at tage hensyn til de dokumenter, som ansøgeren fremlagde for sent for indsigelsesafdelingen, og som tilsigtede at bevise de ældre varemærkers eksistens og gyldighed.«

34.      Retten afviste i dommens præmis 47 anbringendet vedrørende appelkammerets påståede magtmisbrug, fordi stævningen ikke opfyldte mindstekravene til et klagepunkts antagelse til realitetsbehandling, navnlig kravet om argumenter til støtte for søgsmålet, i artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement, hvilke bestemmelser finder anvendelse i sager vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder i medfør af procesreglementets artikel 130, stk. 1, og artikel 132, stk. 1.

35.      Retten forkastede i dommens præmis 62 også det tredje anbringende som ugrundet, fordi den, idet den havde konkluderet, at de ældre varemærkers eksistens og gyldighed ikke var blevet behørigt dokumenteret af den indsigende part, ikke var berettiget til at behandle indsigelsens realitet eller at analysere især, om der var risiko for forveksling af de omtvistede varemærker.

 Sagerne T-109/09 (15) og T-152/09 (16) (genstanden for appellen i henholdsvis sag C-121/12 P og C-122/12 P)

36.      Bernhard Rintischs sagsanlæg til prøvelse af appelkammerets afgørelser af 21. januar 2009 og 3. februar 2009 byggede på de samme tre anbringender, som han havde fremsat i sag T-62/09.

37.      Den 16. december 2011 frifandt Retten Harmoniseringskontoret i søgsmålene.

38.      Retten forkastede i både sag T-109/09 og sag T-152/09 de tre anbringender på grundlag af en begrundelse, der i det væsentlige er den samme, som førte til forkastelsen af de identiske anbringender i sag T-62/09 (nu under appel i sag C-120/12 P).

 Sammenfatning af appellerne og de retsmidler, der er nedlagt påstand om i appellerne

39.      Bernhard Rintisch har i hver appel nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver Rettens dom og pålægger Harmoniseringskontoret at betale sagens omkostninger.

40.      Appellerne bygger på to anbringender: i) tilsidesættelse af artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94, for så vidt som Retten med urette fandt, at appelkammeret ikke har nogen skønsmæssig beføjelse, når det beslutter, at en indsigende part ikke har dokumenteret ældre varemærker, og ii) magtmisbrug.

 Sammenfatning af parternes argumenter i de tre appeller

 Tilsidesættelse af artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94

41.      Bernhard Rintisch har argumenteret for, at Retten foretog en forkert fortolkning af artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94 og gennemførelsesforordningens regel 50, stk. 1. Retten konkluderede med urette, at appelkammeret ikke har nogen skønsmæssig beføjelse til at beslutte, at der ikke kan tages hensyn til dokumenter, der er fremlagt efter udløbet af den af indsigelsesafdelingen fastsatte frist, med henblik på dets afgørelse. Retten begik også en fejl ved ikke at finde, at appelkammeret havde udøvet den skønsmæssige beføjelse i henhold til artikel 74, stk. 2, forkert.

 Har appelkammeret en skønsmæssig beføjelse?

42.      Bernhard Rintisch har støttet sig til afgørelsen i sagen Henkel mod KHIM – LHS (UK) (Kleencare), hvor Retten udtalte, at »[d]et følger […] af princippet om funktionel kontinuitet, at appelkammeret inden for anvendelsesområdet for artikel 74, stk. 1, in fine […] er forpligtet til at støtte sin afgørelse på alle de faktiske og retlige elementer, som den berørte part har fremlagt, dels i sagen for den afdeling, der har truffet afgørelse i første instans, dels – med den ene undtagelse, der nævnes i denne bestemmelses stk. 2 – i klagesagen« (17). Appelkammeret skulle derfor tage hensyn til dokumenter, der var fremlagt for indsigelsesafdelingen efter fristens udløb, såsom oversættelser af dokumenter, der godtgjorde varemærkernes fornyelse.

43.      Selv om Bernhard Rintisch har godtaget, at Domstolen i dommen i sagen KHIM mod Kaul (18) udtalte, at den skønsmæssige beføjelse i artikel 74, stk. 2, var betinget af, at andet ikke er fastsat, har han argumenteret for, at bestemmelsen i sig selv ikke indeholder en sådan betingelse. Der er heller ingen andre bestemmelser, som hindrer appelkammeret i at udøve denne skønsmæssige beføjelse. Han forekommer dermed også at anfægte gyldigheden af det princip, der er opstillet i dommen i sagen KHIM mod Kaul.

44.      Bernhard Rintisch har påstået, at selv om det er korrekt, at regel 20, stk. 1, finder anvendelse i indsigelsessager, undlod Retten at tage hensyn til, at regel 50, stk. 1, vejer tungere end regel 20, stk. 1, for så vidt som den giver appelkammeret en skønsmæssig beføjelse. Retten så bort fra det forhold, at regel 50, stk. 1, tredje afsnit, som er en særbestemmelse for behandling af klager, udtrykkeligt bestemmer, at artikel 74, stk. 2, finder anvendelse. Retten undlod i denne henseende at sondre mellem helt nye kendsgerninger og den sene fremlæggelse af »yderligere eller supplerende« kendsgerninger og beviser. Retten burde også have fundet, at appelkammeret i henhold til artikel 74, stk. 2, burde have taget hensyn til den oversættelse, der blev fremlagt efter fristens udløb.

45.      Harmoniseringskontoret har argumenteret for, at det med det første anbringende stillede spørgsmål kan løses på grundlag af to betragtninger. For det første skal regel 20, stk. 2, forstås i forhold til bestemmelsens historiske baggrund. I bestemmelsens ældre udgaver anførte den ikke, hvilke følger der skulle udledes af den manglende overholdelse af fristerne i henhold til regel 19, stk. 1. Regel 20, stk. 1, som ændret ved forordning nr. 1041/2005, bestemmer nu udtrykkeligt, at indsigelsen skal afvises som grundløs, hvis den indsigende part ikke har godtgjort sit ældre varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang inden udløbet af den periode, der henvist til i regel 19, stk. 1. For det andet anfører regel 19, stk. 3, klart, at beviser til støtte for indsigelsessager skal indgives på behandlingssproget eller ledsages af en oversættelse til dette sprog. Dette princip bygger på behovet for at overholde reglen om audi alteram partem og for at sikre parternes ligestilling i inter partes sager. Beviser fra registreringsbeviser kan dermed kun tages i betragtning, hvis de opfylder kravene i regel 19, stk. 3. Retten udtalte derfor med rette, at gennemførelsesforordningens regel 20, stk. 1, er til hinder for enhver skønsmæssig beføjelse til at beslutte, om der skal tages hensyn til beviser og oversættelser, der er fremlagt efter fristens udløb.

46.      Harmoniseringskontoret har videre behandlet den mulige parallelitet mellem regel 20 og regel 22, stk. 2. Hvad angår den sidstnævnte og følgerne af at fremlægge beviser efter udløbet af den af Harmoniseringskontoret i henhold til denne regel fastsatte frist sondrede Retten tidligere mellem oprindelige beviser og yderligere beviser. Efter Harmoniseringskontorets opfattelse vedrører den retspraksis fremlæggelse af beviser på et senere tidspunkt i indsigelsessagen. Hvad angår bevis for reel brug har Harmoniseringskontoret godtaget, at der kan være forskellige fortolkninger vedrørende de fremlagte bevisers kvalitet og dermed et behov for fleksibilitet. I forbindelse med godtgørelse for ældre rettigheders eksistens og gyldighed er der imidlertid aldrig nogen tvivl om, hvorvidt de fremlagte dokumenter er tilstrækkelige. Som følge heraf er sondringen ikke relevant i denne forbindelse.

47.      I modsætning til Bariatrix i sag C-120/12 P er Valfleuri interveneret i sagerne C-121/12 P og C-122/12 P. Det er intervenientens opfattelse, at Harmoniseringskontoret under de omstændigheder, der førte til disse appeller, ikke har nogen skønsmæssig beføjelse. Intervenientens argument bygger på ordlyden af gennemførelsesforordningens regel 19 og 20 og det forhold, at begge bestemmelser er til hinder for, at Harmoniseringskontoret giver den indsigende part mere tid til at bevise de ældre varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang. Intervenienten har endvidere anfægtet Bernhard Rintischs påberåbelse af retspraksis, som ikke omfattede anvendelsen af gennemførelsesforordningens regel 19 og 20, som ændret ved forordning nr. 1041/2005. Valfleuri har bemærket, at Bernhard Rintisch i disse sager var i besiddelse af det krævede dokumentbevis inden udløbet af den af Harmoniseringskontoret fastsatte frist. Han har dog ikke givet nogen begrundelse for, at han holdt dokumenterne tilbage indtil oktober 2007.

 Udøvelse af appelkammerets skønsmæssige beføjelse

48.      Bernhard Rintisch har gjort gældende, at Retten burde have fundet, at det var med urette, at appelkammeret anførte, at hvis det havde haft en skønsmæssig beføjelse i henhold til artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94, ville det have udøvet denne skønsmæssige beføjelse til hans ugunst. Retten burde her have undersøgt hans argumenter vedrørende appelkammerets manglende overvejelse af, om det var berettiget at tage hensyn til beviser, der var fremlagt efter fristens udløb, fordi materialet på den ene side umiddelbart sandsynligvis kunne være relevant for indsigelsessagens udfald, og på den anden side fordi det tidspunkt i sagen, hvor den sene fremlæggelse fandt sted, og omstændighederne i øvrigt ikke var til hinder herfor.

49.      Harmoniseringskontoret har gjort gældende, at dette anbringende kun er relevant, hvis Domstolen måtte finde, at appelkammeret har en skønsmæssig beføjelse. Under alle omstændigheder forklarede appelkammeret, hvordan det ville udøve denne skønsmæssige beføjelse under sagens omstændigheder.

 Magtmisbrug

50.      Bernhard Rintisch forekommer som et andet appelanbringende at have gjort gældende, at Retten begik magtmisbrug. Der er imidlertid ikke fremsat nogen specifikke argumenter, der støtter dette anbringende.

51.      Harmoniseringskontoret er usikkert på, om dette anbringende fortsat opretholdes i appellen. Under alle omstændigheder skal anbringendet afvises, da der ikke er fremsat argumenter.

 Bedømmelse

 Appelkammerets skønsmæssige beføjelse og udøvelsen heraf

52.      Det første appelanbringende kan opdeles i to dele. Den første del vedrører spørgsmålet, om appelkammeret har en skønsmæssig beføjelse til at tage hensyn til beviser for ældre varemærkers eksistens og gyldighed og oversættelser af sådanne beviser, der er fremlagt efter udløbet af den af indsigelsesafdelingen fastsatte frist. Den anden del vedrører udøvelsen af denne skønsmæssige beføjelse, hvis den måtte findes.

 Om appelkammeret har en skønsmæssig beføjelse

53.      I mit forslag til afgørelse i sag C-621/11 P, New Yorker SHK Jeans mod KHIM, der også fremsættes i dag, har jeg forklaret, at udgangspunktet for analysen af omfanget af Harmoniseringskontorets skønsmæssige beføjelse til at tage hensyn til beviser i alle former for sager skal være, at Harmoniseringskontoret, herunder indsigelsesafdelingen og appelkammeret, sædvanligvis har en skønsmæssig beføjelse til at tage hensyn til beviser, der er fremlagt efter den fastsatte frist.

54.      Appellen i sagen New Yorker SHK Jeans mod KHIM vedrørte spørgsmålet, om indsigelsesafdelingen har en skønsmæssig beføjelse til at beslutte, om der skal tages hensyn til en anden bevissamling fremlagt efter udløbet af den af Harmoniseringskontoret fastsatte frist med henblik på bevise reel brug i indsigelsessager.

55.      Denne appel vedrører i) beviser for eksistensen og gyldigheden af de varemærker, som den indsigende part støtter sig til, og ii) oversættelserne af disse beviser. Det er de beviser, der skal fremlægges for at passere den første tærskel i indsigelsessager. Hvis der ikke er et eksisterende, gyldigt ældre varemærke, kan der ikke rejses indsigelse mod registreringen af et nyt varemærke.

56.      På grundlag af hovedreglen i artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94 forekommer det mig åbenbart, således som det også var for Retten (19), at udgangspunktet her også er, at appelkammeret har en skønsmæssig beføjelse.

57.      Indeholder forordning nr. 40/94 eller gennemførelsesforordningen en undtagelse, der finder anvendelse i forbindelse med de tre omtvistede appeller?

58.      Jeg vil først behandle dette spørgsmål i forbindelse med fremlæggelse af beviser og tage særskilt stilling til oversættelser.

59.      Bortset fra artikel 74, stk. 2, indeholder forordning nr. 40/94 ingen udtrykkelig regel vedrørende appelkammerets skønsmæssige beføjelse til at beslutte, om der skal tages hensyn til beviser for varemærkers eksistens og gyldighed, der er fremlagt efter udløbet af den af indsigelsesafdelingens fastsatte frist (20).

60.      Artikel 42, stk. 1, i forordning nr. 40/94 gør det imidlertid klart, at det kun er indehavere af (ældre) varemærker, der kan indgive en indsigelsesskrivelse mod registreringen af et varemærke. Den indsigende part skal derfor give oplysninger om det varemærke, som han støtter sig til, og hans rettigheder hertil. Reelle beviser for disse kendsgerninger, dvs. varemærkets eksistens og gyldighed, kan fremlægges senere for indsigelsesafdelingen (21).

61.      Selv om reelle beviser ikke skal fremlægges med indsigelsesskrivelsen, vedrører oplysningerne om varemærkets eksistens og gyldighed indsigelsens formalitet. Indsigelsesafdelingen skal derfor behandle dem, inden den tager stilling til realiteten. Behovet for processuel effektivitet, god forvaltningsskik og retssikkerhed fører mig til at konkludere, at artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94, når den læses i denne forbindelse, skal forstås således, at den er til hinder for den mulighed, at appelkammeret kan tage hensyn til beviser, der, uden at være blevet fremlagt på noget tidligere stadium af indsigelsesproceduren i sin helhed, fremlægges for det til støtte for et forhold, der vedrører en indsigelses antagelse til realitetsbehandling, såsom (specifikt) beviser for de (ældre) varemærkers eksistens og gyldighed.

62.      Gennemførelsesforordningens regel 50, stk. 1, tredje afsnit, bekræfter dette standpunkt.

63.      Den første del af regel 50, stk. 1, tredje afsnit, opstiller den hovedregel, der finder anvendelse i klager over indsigelsesafdelingens afgørelser. Jeg læser denne regel, navnlig ordet »begrænser«, således, at appelkammeret kun kan tage hensyn til kendsgerninger og beviser, der er fremlagt inden for den frist, »der er fastsat i eller fastsættes af indsigelsesafdelingen i overensstemmelse med forordningen og disse regler«. Selv om teksten ikke sondrer mellem beviser for ældre varemærkers eksistens og gyldighed og andre beviser, regulerer forskellige regler i forordning nr. 40/94 og gennemførelsesforordningen fremlæggelsen af disse to former for beviser. Gennemførelsesforordningens regel 19 og 20 regulerer fremlæggelsen af beviser for ældre varemærkers eksistens og gyldighed og oversættelser af alle fremlagte dokumenter.

64.      I modsætning til det af Bernhard Rintischs fremførte argument »vejer« den første del af regel 50, stk. 1, tredje afsnit, ikke »tungere« end regel 20, stk. 1. Den foretager snarere en »henvisning« til den bestemmelse og er hvad angår andre kendsgerninger og beviser end »yderligere eller supplerende kendsgerninger og beviser« til hinder for muligheden for, at appelkammeret undersøger kendsgerninger og beviser, der er fremlagt efter de af indsigelsesafdelingen fastsatte eller specificerede frister i overensstemmelse med forordning nr. 40/94 og gennemførelsesforordningen. Appelkammeret har ligesom indsigelsesafdelingen (22) ingen skønsmæssig beføjelse til at beslutte, om der skal tages hensyn til sådanne beviser.

65.      Den anden del kvalificerer den regel, der er opstillet i sætningens første del, idet denne regel finder anvendelse, »medmindre der efter appelkammerets opfattelse bør tages hensyn til yderligere eller supplerende kendsgerninger og beviser, jf. forordningens artikel 74, stk. 2«, som opstiller hovedreglen med en skønsmæssig beføjelse.

66.      Om appelkammeret har denne skønsmæssige beføjelse, afhænger dermed af, om beviserne for ældre varemærkers eksistens og gyldighed kan kendetegnes som »yderligere eller supplerende« (23). Selv om jeg ikke anser det for nødvendigt med henblik på disse appeller at give disse ord en udtømmende definition, er det åbenbart, at andre beviser skal være fremlagt på et tidligere tidspunkt i sagen for, at beviser kan karakteriseres på denne måde.

67.      Under omstændigheder, hvor gennemførelsesforordningen definerer i) de absolut nødvendige formelle krav til, at beviser kan antages til realitetsbehandling som bevis for en kendsgerning, og ii) fristen for fremlæggelse af disse beviser, er det ikke min opfattelse, at den indsigende part kan fremlægge beviser, der ikke er tilstrækkelige, inden for fristen og senere, muligvis i en appel, fremlægge beviser, der faktisk er absolut nødvendige under dække af »yderligere eller supplerende« beviser.

68.      Uanset grundlaget for indsigelsen skal den indsigende part altid fremlægge beviser for eksistensen, gyldigheden og beskyttelsesomfanget af de ældre varemærker, som han støtter sig til. Gennemførelsesforordningens regel 19, stk. 2, anfører: »Den indsigende part skal […] forelægge følgende beviser«. Regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), definerer derefter de dokumentbeviser, der kræves under omstændigheder, hvor indsigelsen bygger på et varemærke, der ikke er et EF-varemærke, nemlig det relevante registreringsbevis og i påkommende tilfælde det seneste fornyelsesbevis.

69.      Siden ændringen ved forordning nr. 1041/2005 angiver regel 20, stk. 1, klart følgen, hvis den indsigende part undlader at fremlægge det relevante registreringsbevis (og om nødvendigt fornyelsesbevis) inden udløbet af den af indsigelsesindsigelsesafdelingen fastsatte frist: »indsigelsen [afvises] som grundløs.«

70.      Selv om det er korrekt, at den sætning svarer til sætningen »afviser [Harmoniseringskontoret] indsigelsen« i gennemførelsesforordningens regel 22, stk. 2, er det ikke desto mindre min opfattelse, at sætningerne skal fortolkes forskelligt.

71.      Jeg konkluderede i mit forslag til afgørelse i sag C-621/11 P, New Yorker SHK Jeans mod KHIM, at indsigelsesafdelingen i henhold til gennemførelsesforordningens regel 22, stk. 2, andet punktum, skal afvise indsigelsen, hvis der ingen beviser er fremlagt for reel brug af varemærket på det tidspunkt, hvor den af Harmoniseringskontoret fastsatte frist udløber (24). Jeg anførte også, at undtagelsen til hovedreglen i artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94 ikke længere finder anvendelse, hvis den indsigende part, der anmodes om at godtgøre reel brug af sit varemærke, i god tro har fremlagt troværdige oprindelige beviser, der godtgør denne brug (25). Selv om regel 22, stk. 3, beskriver det, der skal bevises, og regel 22, stk. 4, opregner, hvordan dette kan gøres, er der ingen udtømmende liste over absolut nødvendige dokumentbeviser, der skal fremlægges for at løfte byrden med at godtgøre reel brug. Alt efter omstændighederne, såsom varemærketypen og det marked, hvorpå det bruges, kan bevisernes art og kvalitet være forskellig, og der kan med rette rejses tvivl om de oprindeligt fremlagte bevisers tilstrækkelighed af ansøgeren under inter partes sagen.

72.      Jeg fortolker ikke regel 20, stk. 1, på samme måde. I regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), har lovgiver i det væsentlige defineret en bevismæssig tærskel: Den indsigende part skal for registrerede varemærker, der ikke er EF-varemærker, fremlægge en kopi af det pågældende registreringsbevis og i påkommende tilfælde af det seneste fornyelsesbevis, der godtgør, at varemærket er beskyttet efter den af indsigelsesafdelingen fastsatte frist og enhver forlængelse deraf, eller tilsvarende dokumenter, der stammer fra den administration, der har registreret varemærket.

73.      Enten fremlægger den indsigende part det pågældende registreringsbevis (og i påkommende tilfælde fornyelsesbevis), eller også gør han ikke. Jeg er derfor enig med Harmoniseringskontoret i, at der ikke er noget spillerum for at stille spørgsmålstegn ved bevisernes tilstrækkelighed eller for at drøfte, om det er yderligere eller supplerende beviser i forhold til tidligere fremlagte beviser. Absolut nødvendige dokumentbeviser kan ikke være yderligere eller supplerende beviser i forhold til andre dokumentbeviser (de sidstnævnte kan imidlertid være yderligere eller supplerende i forhold til de førstnævnte).

74.      I modsætning til Bernhard Rintisch kan jeg ikke se noget grundlag for at sondre mellem dokumenter, der er fremlagt for indsigelsesafdelingen efter fristens udløb, og dokumenter fremlagt for appelkammeret efter den dato. I henhold til min forståelse af gennemførelsesforordningens regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), og regel 20, stk. 1, har indsigelsesafdelingen ingen skønsmæssig beføjelse til at tage hensyn til registreringsbeviser eller fornyelsesbeviser, der er fremlagt efter den fastsatte frist. I overensstemmelse med princippet om funktionel kontinuitet, og medmindre andet er bestemt, er der ikke grundlag for at give appelkammeret mulighed for at tage hensyn til for sent fremlagte absolut nødvendige beviser, som indsigelsesafdelingen ikke kan tage hensyn til. Kontinuitet indebærer, at de samme regler skal anvendes konsekvent (26).

75.      Efter min opfattelse finder den samme konklusion anvendelse på den sene fremlæggelse af oversættelser af de pågældende registreringsbeviser (og i påkommende tilfælde fornyelsesbeviser).

76.      Det fremgår klart af gennemførelsesforordningens regel 19, stk. 3, at de i regel 19, stk. 2, beskrevne dokumenter enten skal indgives på behandlingssproget eller ledsages af en oversættelse. Den samme regel bestemmer, at oversættelsen skal »indgives inden for den frist, der er fastsat til at indgive originalen af det pågældende dokument«. I henhold til regel 19, stk. 4, tager Harmoniseringskontoret »ikke hensyn til« dokumenter, der ikke er indgivet eller oversat inden for den fastsatte frist. På baggrund af denne utvetydige ordlyd forekommer det mig, at indsigelsesafdelingen ikke kan have en skønsmæssig beføjelse til at beslutte, om der skal tages hensyn til oversættelser af de i regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), beskrevne dokumenter, der er indgivet for sent. Det kan appelkammeret heller ikke.

77.      På baggrund af disse betragtninger er det min opfattelse, at Retten med rette udtalte, at appelkammeret ikke begik en fejl ved at finde, at det ikke havde nogen skønsmæssig beføjelse til at tage hensyn til beviser for de ældre varemærkers eksistens og gyldighed, der er fremlagt efter udløbet af den af indsigelsesafdelingen fastsatte frist.

 Udøvelse af appelkammerets skønsmæssige beføjelse

78.      Hvis appelkammeret ikke har nogen skønsmæssig beføjelse til at tage hensyn til i) beviser, der hverken er yderligere eller supplerende, og ii) oversættelser, der er indgivet efter udløbet af den af indsigelsesafdelingen fastsatte frist, er der intet spillerum til at overveje, hvordan det kunne eller burde udøve en sådan skønsmæssig beføjelse.

79.      Jeg er dermed enig med Harmoniseringskontoret i, at dette appelanbringende kun er relevant, hvis Domstolen måtte finde, at Retten begik en fejl ved fortolkningen af artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94, og konkludere, at appelkammeret hvad angår de i de tre appeller omtvistede beviser og oversættelser har en skønsmæssig beføjelse til at beslutte, om der skal tages hensyn til disse dokumenter. Henset til den konklusion, jeg har draget hvad angår den første del af dette anbringende, vil jeg ikke behandle den anden del yderligere.

 Magtmisbrug

80.      Jeg er enig med Harmoniseringskontoret i, at da der ikke er fremsat nogen begrundede argumenter til støtte for det andet appelanbringende, skal det afvises.

 Sagens omkostninger

81.      Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Artikel 184, stk. 4, bestemmer, at deltager en intervenient i første instans i appelsagen, kan Domstolen bestemme, at den pågældende skal bære sine egne omkostninger.

82.      Harmoniseringskontoret har i hver sag nedlagt påstand om, at modparten tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Valfleuri har nedlagt påstand om, at modparten tilpligtes at betale omkostningerne i sagerne C-121/12 P og C-122/12 P. Det er min bedømmelse, at Bernhard Rintisch skal tabe alle sagerne.

 Forslag til afgørelse

83.      På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen skal:

–        forkaste appellerne i det hele

–        pålægge Bernhard Rintisch at betale de af Harmoniseringskontoret afholdte omkostninger og de af intervenienten i sagerne C-121/12 P og C-122/12 P afholdte omkostninger.


1 – Originalsprog: engelsk.


2 –      Selv om Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1) (herefter »forordning nr. 40/94«), med senere ændringer, er blevet ophævet og erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1) (herefter »forordning nr. 207/2009«), var den forordning, der var i kraft på det tidspunkt, hvor Bernhard Rintisch indgav sin indsigelse, og da andre relevante efterfølgende begivenheder fandt sted i de tre sager, forordning nr. 40/94. Under alle omstændigheder gør forordning nr. 207/2009 materielt ikke andet end at kodificere forordning nr. 40/94 og ændringerne heraf. De i denne sag omtvistede bestemmelser i forordning nr. 40/94 forblev uændrede.


3 –      Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13.12.1995 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 (EFT L 303, s. 1), som ændret ved bl.a. Kommissionens forordning (EF) nr. 1041/2005 af 29.6.2005 (EUT L 172, s. 4).


4 –      Artikel 8 opregner de relative registreringshindringer.


5 –      Jf. femte betragtning til gennemførelsesforordningen.


6 –      Jf. sjette betragtning til gennemførelsesforordningen.


7 –      Regel 17 fastsætter grundene til, at en indsigelse kan afvises. De omfatter: manglende betaling af indsigelsesgebyret, for sen indgivelse af indsigelsesskrivelsen, manglende begrundelse for indsigelsen, undladelse af klart at identificere det ældre varemærke eller den ældre rettighed, som indsigelsen bygger på, manglende tilvejebringelse af en oversættelse som krævet i regel 16, stk. 1, og manglende overholdelse af bestemmelserne i regel 15.


8 –      Jeg forstår de indledende ord [o.a.: af den engelske affattelse af bestemmelsen] således, at de betyder: »If, before the expiry of the period referred to in Rule 19(1)«.


9 –      Nicearrangementet af 15.6.1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.


10 –      Disse registreringsbeviser var dateret marts 1996, oktober 1996 og marts 1997.


11 –      Dom af 16.12.2011.


12 –      Dom af 12.12.2007, sag T-86/05, K & L Ruppert Stiftung mod KHIM – Lopes de Almeida Cunha m.fl. (CORPO livre), Sml. II, s. 4923.


13 –      Kendelse af 5.3.2009, sag C-90/08 P.


14 –      Dom af 13.3.2007, sag C-29/05 P, Sml. I, s. 2213.


15 –      Dom af 16.12.2011.


16 –      Dom af 16.12.2011.


17 –      Dom af 23.9.2003, sag T-308/01, Sml. II, s. 3253, præmis 32.


18 –      Nævnt ovenfor i fodnote 14, præmis 42.


19 –      Jf. præmis 30 i den appellerede dom i sag T-62/09 og præmis 31 i de appellerede domme i sagerne T-109/09 og T-152/09.


20 –      Jf. gennemførelsesforordningens regel 15.


21 –      Jf. gennemførelsesforordningens regel 19.


22 –      Jf. punkt 74 nedenfor.


23 –      De forskellige sprogversioner af regel 50, stk. 1, tredje afsnit, er ikke helt overensstemmende. F.eks. henviser den franske tekst til »faits et preuves nouveaux ou supplémentaires«, og den nederlandske tekst anfører »aanvullende feiten en bewijsstukken«.


24 –      Jf. punkt 57 i mit forslag til afgørelse i sagen New Yorker SHK Jeans mod KHIM, nævnt i punkt 53 ovenfor.


25 –      Ibidem, punkt 65. Artikel 74, stk. 2, i forordning nr. 40/94 svarer til artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, der omhandles i den sag.


26 –      Jf. punkt 111 i mit forslag til afgørelse i sagen KHIM mod Kaul, nævnt i fodnote 14 ovenfor.