Appel iværksat den 18. september 2019 af VodafoneZiggo Group BV til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Første Afdeling) den 9. juli 2019 i sag T-660/18, VodafoneZiggo Group BV mod Kommissionen
(Sag C-689/19 P)
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: VodafoneZiggo Group BV (ved advocaten W. Knibbeler, A.A.J. Pliego Selie og B.A. Verheijen)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
Rettens kendelse af 9. juli 2019 i sag T-660/18 (herefter »den appellerede kendelse«) ophæves.
Sagen hjemvises til Retten med henblik på fornyet behandling.
Afgørelsen om appelsagens omkostninger udsættes.
Anbringender og væsentligste argumenter
Første appelanbringende: Retlige fejl i Rettens konklusion om, at Europa-Kommissionens afgørelse C(2018) 5848 final (herefter »den anfægtede afgørelse«) ikke har bindende retsvirkninger.
Første appelanbringendes første led: Kravet om, at de nationale tilsynsmyndigheder skal »tage nøje hensyn til« bemærkninger, som Europa-Kommissionen fremsætter i medfør af artikel 7, stk. 3, i direktiv 2002/21/EF 1 , indebærer en bindende retlig forpligtelse for disse myndigheder.
Første appelanbringendes andet led: Bemærkninger, som fremsættes i medfør af artikel 7, stk. 3, i direktiv 2002/21/EF, svarer til en tilladelse, fordi Europa-Kommissionen derved vælger at afslutte sin undersøgelse uden at benytte sin vetoret.
Første appelanbringendes tredje led: Den anfægtede afgørelse kan ikke kvalificeres som en forberedende retsakt, fordi den procedure, som Europa-Kommissionen følger, er adskilt og forskellig fra den nationale procedure.
Første appelanbringendes fjerde led: Retten har overskredet sin kompetence til at foretage domstolsprøvelse ved at anse Kommissionens brug af ordet »afgørelse« for at være »uhensigtsmæssig«.
Første appelanbringendes femte led: Den appellerede kendelse er behæftet med en begrundelsesmangel i sit udsagn om, at genstanden for den anfægtede afgørelse var »irrelevant«.
Andet appelanbringende: Procedurefejl grundet den manglende behandling af argumenter, der kunne have materiel indflydelse på sagens udfald.
Andet appelanbringendes første led: Angående argumentet om, at BEREC’s mulighed for at fremsætte bemærkninger var udelukket.
Andet appelanbringendes andet led: Angående argumentet om, at udelukkelsen af en mulighed for at blive hørt ikke kan afhjælpes med andre ikkebeslægtede muligheder for at blive hørt.
Tredje appelanbringende: Retlige fejl i Rettens konklusion om, at appellantens grundlæggende rettigheder ikke blev tilsidesat. Appellanten har grundlæggende rettigheder i henhold til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, i lyset af hvilke dennes argumenter og spørgsmålet om appellens antagelse til realitetsbehandling skal fortolkes. Desuden kan den præjudicielle procedure ikke afværge tilsidesættelsen.
____________
1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7.3.2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (EFT 2002, L 108, s. 33).