PERSONALERETTENS DOM (Tredje Afdeling)
7. november 2007
Sag F-57/06
Jacques Hinderyckx
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2005 – ikke-opførelse på listen over forfremmede tjenestemænd – tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45 – sammenligning af fortjenester – bedømmelsesrapporter fra flere institutioner«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Jacques Hinderyckx har nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen truffet af Rådets ansættelsesmyndighed om ikke at forfremme ham til lønklasse B*8 i forbindelse med forfremmelsesåret 2005, og om, at han forfremmes til denne lønklasse, dels om erstatning for den skade, han har lidt.
Udfald: Rådet frifindes. Rådet bærer sine egne omkostninger og betaler en tredjedel af sagsøgerens omkostninger. Sagsøgeren bærer to tredjedele af sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – forfremmelse – ikke-forfremmet ansøgers klage
(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, andet afsnit, art. 45 og art. 90, stk. 2)
2. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
3. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45; Rådets forordning nr. 723/2004)
4. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
1. Selv om ansættelsesmyndigheden ikke har pligt til at begrunde en afgørelse om forfremmelse over for ikke-forfremmede tjenestemænd, har den dog pligt til at begrunde en afgørelse om afslag på en ikke-forfremmet tjenestemands klage, idet begrundelsen for afslaget er sammenfaldende med begrundelsen for den afgørelse, som klagen vedrører.
Ifølge vedtægtens artikel 45 træffes afgørelse om forfremmelser efter udvælgelse, og det er tilstrækkeligt, at begrundelsen for afslaget på klagen vedrører de retlige betingelser for forfremmelsens lovlighed, som er fastsat i vedtægten.
Desuden opfylder et afslag på en klage over en afgørelse om ikke-forfremmelse begrundelsespligten, hvis den giver den berørte mulighed for at vurdere, om afgørelsen om ikke at forfremme ham var berettiget, og bedømme, om det har noget formål at anlægge sag ved Fællesskabets retsinstanser, samt giver sidstnævnte mulighed for at udøve sin legalitetskontrol for så vidt angår forfremmelsesafgørelsen.
Såfremt ansættelsesmyndigheden præciserer, at alle den berørtes bedømmelsesrapporter er blevet taget i betragtning ved sammenligningen af fortjenester, oplyser, at de generelle og analytiske vurderinger har været genstand for en afvejning med henblik på at relativisere de forskellige bedømmeres fremgangsmåde, samt forklarer, hvorledes der er blevet taget hensyn til anciennitet, opfylder ansættelsesmyndigheden begrundelsespligten hvad angår den særlige situation, hvor en tjenestemand har anvendt muligheden for interinstitutionel mobilitet, også selv om det, henset til det særdeles høje niveau i den sidste bedømmelsesrapport udfærdiget af den oprindelige institution, kunne være have været ønskeligt, at begrundelsen var mere fuldstændig og detaljeret.
Under alle omstændigheder kan der, for så vidt som ansættelsesmyndigheden har givet en indledende begrundelse, afgives supplerende oplysninger under sagens behandling.
(jf. præmis 25-27, 31 og 32)
Henvisning til:
Domstolen, 7. februar 1990, sag C-343/87, Culin mod Kommissionen, Sml. I, s. 225, præmis 13; 9. december 1993, sag C-115/92 P, Parlamentet mod Volger, Sml. I, s. 6549, præmis 22 og 23.
Retten, 29. maj 1997, sag T-6/96, Contargyris mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 119, og II, s. 357, præmis 147; 18. december 1997, sag T-142/95, Delvaux mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 477, og II, s. 1247, præmis 84; 27. april 1999, sag T-283/97, Thinus mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 60, og II, s. 353, præmis 74-76; 21. september 1999, sag T-157/98, Oliveira mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 163, og II, s. 851, præmis 50; 10. juni 2004, sag T-330/03, Liakoura mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 191, og II, s. 859, præmis 42; 3. februar 2005, sag T-172/03, Heurtaux mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 15, og II, s. 63, præmis 44; 3. oktober 2006, sag T-171/05, Nijs mod Revisionsretten, Sml. Pers. I-A-2, s. 195, og II-A-2, s. 999, præmis 42.
2. Ansættelsesmyndigheden råder over et vidt skøn ved sammenligningen af fortjenester hos forfremmelsesværdige tjenestemænd, og denne sammenligning, som bl.a. er baseret på bedømmelsesrapporterne, skal foretages grundigt og upartisk i tjenestegrenens interesse og i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet på grundlag af sammenlignelige informations- og oplysningskilder. Med henblik herpå har ansættelsesmyndigheden efter vedtægten beføjelse til at foretage sammenligningen af fortjenester hos forfremmelsesværdige tjenestemænd på grundlag af den procedure eller metode, som den finder bedst egnet.
Fællesskabets retsinstansers kontrol bør således begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt administrationen på baggrund af den fulgte fremgangsmåde og de forhold, den kan have lagt til grund for vurderingen, kan antages at have holdt sig inden for grænser, som ikke kan anfægtes, og ikke har anvendt sine beføjelser åbenbart fejlagtigt. Fællesskabets retsinstanser kan således ikke sætte deres bedømmelse af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens.
(jf. præmis 43 og 44)
Henvisning til:
Domstolen, 1. juli 1976, sag 62/75, De Wind mod Kommissionen, Sml. s. 1167, præmis 17; 17. december 1992, sag C-68/91 P, Moritz mod Kommissionen, Sml. I, s. 6849, præmis 16.
Retten, 3. oktober 2000, sag T-187/98, Cubero Vermurie mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 195, og II, s. 885, præmis 59; 15. september 2005, sag T-132/03, Casini mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 253, og II, s. 1169, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis samt præmis 53 og 54.
3. Både i henhold til den affattelse af vedtægtens artikel 45, der var gældende før den 1. maj 2004, hvor forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte trådte i kraft, og i henhold til den efter denne dato gældende affattelse, udgør bedømmelsesrapporterne et særdeles vigtigt aspekt for ansættelsesmyndigheden ved vurderingen af, om en tjenestemand skal forfremmes. I den affattelse af vedtægtens artikel 45, som var gældende før den 1. maj 2004, var det fastsat, at foruden bedømmelsesrapporterne skulle et yderligere aspekt indgå ved sammenligningen med henblik på forfremmelse, nemlig »fortjenester«. Dette udtryks nøjagtige indhold var dog ikke præciseret, men denne opgave er blevet varetaget i retspraksis, som har fastslået, at det pågældende udtryk henviser til oplysninger vedrørende sagsøgerens administrative og personlige situation, som relativiserer den vurdering, der alene støttes på bedømmelsesrapporterne.
Nu er vedtægtens artikel 45 klarere med hensyn til, hvilke aspekter der skal tages hensyn til ved forfremmelse, idet bestemmelsen foruden bedømmelsesrapporterne henviser til brugen af andre sprog end det sprog, som de pågældende tjenestemænd har godtgjort, at de har indgående kendskab til, og, efter omstændighederne, til, hvor stort et ansvar de har. Generelt er det i lyset af disse tre aspekter, at ansættelsesmyndigheden nu skal foretage en sammenligning af forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester, idet udtrykket »fortjenester« i vedtægtens artikel 45 således har en anden og betydeligt bredere rækkevidde end det identiske udtryk, som anvendtes i den før den 1. maj 2004 gældende affattelse af denne artikel.
Da det desuden er blevet anerkendt i retspraksis før forordning nr. 723/2004’s ikrafttrædelse, at ansættelsesmyndigheden ved vurderingen af tjenestemænds fortjenester subsidiært kan tage hensyn til andre aspekter, såsom ansøgernes alder og deres anciennitet i lønklassen eller tjenestegrenen, kan disse subsidiære aspekter fortsat vise sig nyttige i dag, såfremt fortjenesterne hos forfremmelsesværdige tjenestemænd, efter at der er taget hensyn til alle de i vedtægtens artikel 45 udtrykkeligt nævnte aspekter, er lige store, og disse aspekter kan med rette udgøre en afgørende faktor ved ansættelsesmyndighedens valg.
(jf. præmis 45 og 46)
Henvisning til:
Retten, 25. november 1993, forenede sager T-89/91, T-21/92 og T-89/92, X mod Kommissionen, Sml. II, s. 1235, præmis 49 og 50; 29. februar 1996, sag T-280/94, Lopes mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 77, og II, s. 239, præmis 138; 21. oktober 1997, sag T-168/96, Patronis mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 299, og II, s. 833, præmis 35; 5. marts 1998, sag T-221/96, Manzo-Tafaro mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 115, og II, s. 307, præmis 17 og 18; 24. februar 2000, sag T-82/98, Jacobs mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 39, og II, s. 169, præmis 36-39; 11. juli 2002, sag T-163/01, Perez Escanilla mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 31, og II, s. 717, præmis 29; 9. april 2003, sag T-134/02, Tejada Fernández mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 25, og II, s. 609, præmis 42.
4. Selv om Fællesskabets institutioner dels skal sikre, at mobiliteten ikke udgør en hindring for karriereforløbet for de tjenestemænd, der gøres til genstand herfor, og dels undersøge situationen for tjenestemænd, der har været omfattet af denne mobilitet, for at kontrollere, at tjenestemænd, der er blevet forflyttet, ikke straffes som følge af denne forflyttelse i forbindelse med en forfremmelsesprocedure, har institutionen ingen pligt i medfør af vedtægtens artikel 45 til at udarbejde præcise regler om situationen for tjenestemænd, der har udøvet mobilitet.
Ansættelsesmyndigheden er nemlig efter vedtægten beføjet til at foretage forfremmelser i henhold til den procedure eller metode, som den finder bedst egnet. Derfor, og henset til det hjemmelsgrundlag, som vedtægtens artikel 45 giver, og den heraf følgende pligt for institutionerne til i alle tilfælde at sammenligne fortjenester i lyset af bl.a. bedømmelsesrapporterne, kan en tjenestemand ikke kræve, at en institution vedtager regler, der specifikt fastsætter proceduren eller metoderne ved sammenligningen af tjenestemænd, der er blevet bedømt inden for institutionen, og tjenestemænd, der er blevet ansat i institutionen efter at være blevet bedømt af en anden institution. I denne sammenhæng kan en tjenestemand heller ikke foreholde den pågældende institution, at den har anvendt sine beføjelser åbenbart fejlagtigt ved ikke at have vedtaget et sådant regelsæt, hvis ikke tjenestemanden fører bevis for, at der i mangel af foranstaltninger på dette område var en reel risiko for vilkårlighed ved sammenligningen af tjenestemændenes fortjenester. I modsætning til vedtægtens artikel 43 om bl.a. bedømmelsesrapporter indeholder vedtægtens artikel 45 i øvrigt ikke nogen pligt til at vedtage et regelsæt om forfremmelsesprocedurernes gennemførelse, heller ikke selv om visse institutioner har udstedt regler for disse procedurer i form af interne afgørelser.
(jf. præmis 55, 59 og 60)
Henvisning til:
Retten, Cubero Vermurie mod Kommissionen, præmis 68 og 69; 28. september 2004, sag T-216/03, Tenreiro mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 245, og II, s. 1087, præmis 92 og 95.