RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Tredje Afdeling)

25. februar 2014

Sag F-118/11

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – ansættelsesmyndighedens afgørelse om pensionering af en tjenestemand og tildeling af en invaliditetsydelse – afgørelse om ikke at udtale sig om den erhvervsmæssige oprindelse af den sygdom, der berettigede til pension – pligt for ansættelsesmyndigheden til at anerkende den erhvervsmæssige oprindelse af sygdommen – vedtægtens artikel 78, stk. 5 – behov for at indkalde et nyt invaliditetsudvalg – relevans af en tidligere afgørelse vedtaget i henhold til vedtægtens artikel 73 – procesreglementets artikel 76 – åbenbart, at søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Luigi Marcuccio bl.a. har nedlagt påstand om annullation af den stiltiende afgørelse, hvorved Europa-Kommissionen afslog hans anmodning om, at sidstnævnte vedtog en afgørelse om eller vedrørende anerkendelse af, at den sygdom, som førte denne institution til at tilkende sagsøgeren invalidepension, er en erhvervssygdom, samt om tilkendelse af flere erstatninger vedrørende de tab, som han har lidt og fortsat vil lide som følge af Kommissionens ulovlige undladelse af, siden den 30. maj 2005, at vedtage en afgørelse om anerkendelse af denne sygdoms erhvervsmæssige karakter.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes, idet det er åbenbart, at sagen delvis skal afvises, delvis er ugrundet. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – indgivelse af svarskrift – frist – genoptagelse af en udsat procedure – begyndelsestidspunkt

(Personalerettens procesreglement, art. 39, stk. 1 og 3, art. 100, stk. 3, og art. 116; tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 4, og art. 90, stk. 2)

2.      Tjenestemandssager – søgsmål med påstand om, at administrationen undlader at træffe en afgørelse – anbringender om annullation af afslaget og om, at det fastslås, at der foreligger passivitet – et og samme retsmiddel

(Art. 263, stk. 4, TEUF og art. 265, stk. 3, TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 1 og 2)

3.      Tjenestemænd – pensioner – invalidepension – afgørelse af, om en sygdom er en erhvervssygdom – invaliditetsudvalgets kompetence

(Tjenestemandsvedtægten, art. 11, 73 og 78; bilag VIII, art. 13)

4.      Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – begrundelsespligt – rækkevidde – utilstrækkelig begrundelse – lovliggørelse under retssagen – betingelser

(Art. 296, stk. 2, TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 25)

5.      Tjenestemænd – pensioner – invalidepension – afgørelse af, om en sygdom er en erhvervssygdom – indledning af proceduren efter anlæggelsen af søgsmålet – følger

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73 og 78)

1.      I en sag, der er udsat i medfør af vedtægtens artikel 91, stk. 4, indebærer en stiltiende afgørelse om afslag på en klage, at udsættelsen af proceduren ophører, og sagsøgte har, i medfør af artikel 39, stk. 1, og artikel 100, stk. 3, i Personalerettens procesreglement, en frist på to måneder fra udsættelsens ophør, hvortil lægges en særlig frist på ti dage, til at indgive et svarskrift. Da sådanne frister er præceptive og følgelig hverken er underlagt parterne eller Personaleretten, afhænger en genoptagelse af proceduren under sådanne omstændigheder, ligesom fastsættelsen af den omhandlede frist, ikke af en oplysning, som formelt skal tilvejebringes af Personaleretten.

En skrivelse fra sagsøgte, der skal anses for et processkrift, og som er indgivet inden for fristen, hvori der nedlægges påstand om, at Personaleretten træffer afgørelse om, at det er ufornødent at træffe afgørelse, medfører en afvisning af sagsøgerens begæring om, at Retten afsiger dom efter hans påstande ved en udeblivelsesdom i medfør af procesreglementets artikel 116.

(jf. præmis 35-38)

Henvisning til:

Personaleretten: 14. november 2006, sag F-4/06, Villa m.fl. mod Parlamentet, præmis 24 og 26 og den deri nævnte retspraksis; 23. april 2008, sag F-103/05, Pickering mod Kommissionen, præmis 49 og 51; 7. juli 2011, sag F-21/11, Pirri mod Kommissionen, præmis 14

2.      Annullationspåstande i forbindelse med henholdsvis vedtægtens artikel 90, stk. 1, og vedtægtens artikel 90, stk. 2, kan sammenblandes, ligesom det i vidt omfang, i forbindelse med tvister om lovligheden af Den Europæiske Unions retsakter, er tilfældet med et søgsmål med påstand om annullation af en akt om afslag på at vedtage en afgørelse på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF og et søgsmål med påstand om, at det fastslås, at en institution ulovligt har undladt at vedtage en sådan afgørelse på grundlag af artikel 265, stk. 3, TEUF, to bestemmelser, som kun udgør et og samme retsmiddel.

(jf. præmis 52)

Henvisning til:

Domstolen: 18. november 1970, sag 15/70, Chevalley mod Kommissionen, præmis 6

3.      I forbindelse med proceduren om tilkendelse af invalidepension til en tjenestemand kan ansættelsesmyndigheden ikke vedtage en afgørelse om anerkendelse af en sygdom, som har begrundet en tilkendelse af invalidepension, som en erhvervssygdom, uden herved at være i besiddelse af udtalelsen fra det invaliditetsudvalg, som er nedsat med henblik herpå, og hvis oprettelse tjenestemanden skal medvirke til for så vidt angår såvel udpegningen af en af de læger, som udgør dette udvalg, som fremlæggelsen af samtlige de oplysninger, som kan være nyttige for udvalget med henblik på fremsættelse af de lægelige bedømmelser, som er uadskilleligt forbundet med udvalgets arbejde.

Det tilkommer ligeledes tjenestemanden at ansøge om at være omfattet af vedtægtens artikel 78, stk. 5, og når en sådan ansøgning om, at invaliditeten skyldes en erhvervssygdom, er indgivet, påhviler det principielt den pågældende institution at iværksætte proceduren til anerkendelse af den erhvervsmæssige karakter. Institutionen kan imidlertid ikke frigøre sig fra en ny høring af invaliditetsudvalget og uden nogen formalia øjeblikkeligt anerkende, at den påberåbte sygdom er en erhvervssygdom.

Henset til, at procedurerne ifølge artikel 73 og 78 retligt kan indebære forskellige lægelige resultater med hensyn til de samme faktiske omstændigheder, og navnlig hvad angår spørgsmålet, om den sygdom, som en og samme tjenestemand lider af, har karakter af en erhvervssygdom, kan ansættelsesmyndigheden desuden heller ikke basere sig på konklusioner, som anerkender en erhvervssygdom i henhold til vedtægtens artikel 73, med henblik på øjeblikkeligt at imødekomme en ansøgning om at anerkende som omhandlet i vedtægtens artikel 78, stk. 5, at den sygdom, som har begrundet den pågældendes pensionering på grund af invaliditet, ligeledes har erhvervsmæssig karakter.

Endelig tilkommer det ikke Unionens retsinstanser at træde i stedet for den pågældende institution eller invaliditetsudvalget med henblik på, uden iværksættelse af nogen procedurer med henblik på anerkendelse af den erhvervsmæssige karakter, selv at afgøre, om den sygdom, som har begrundet afgørelsen om pensionering, har erhvervsmæssig karakter.

(jf. præmis 58-63, 66 og 68)

Henvisning til:

Domstolen: 12. januar 1983, sag 257/81, K mod Rådet, præmis 11, 12, 14, 15 og 20

Retten i Første Instans: 27. februar 1992, sag T-165/89, Plug mod Kommissionen, præmis 67; 14. maj 1998, sag T-165/95, Lucaccioni mod Kommissionen, præmis 149; 1. juli 2008, sag T-262/06 P, Kommissionen mod D., præmis 70

Personaleretten: 22. maj 2007, sag F-97/06, López Teruel mod KHIM, præmis 48 og 68; 1. februar 2008, sag F-77/07, Labate mod Kommissionen, præmis 12; 30. juni 2011, sag F-14/10, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 60; 6. november 2012, sag F-41/06 RENV, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 98 og 99

4.      Begrundelsespligtens omfang skal i hvert tilfælde vurderes i forhold til de konkrete omstændigheder. En afgørelse er tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet i en sammenhæng, som den pågældende tjenestemand er bekendt med, og som gør det muligt for ham at forstå rækkevidden af den foranstaltning, der er truffet vedrørende ham.

I tilfælde af manglende begrundelse kan den begrundelse, der er fremlagt under sagen i ekstraordinære tilfælde, gøre, at et anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten bliver uden genstand.

I en sådan situation kan administrationen under sagen fremlægge en supplerende begrundelse, der er tilstrækkelig med henblik på dens stiltiende afgørelse om afslag, især når sidstnævnte afgørelse skal analyseres som en afgørelse om afslag »p.t.«, dvs. under sagen om anerkendelse af sagsøgerens sygdom som en erhvervssygdom i henhold til vedtægtens artikel 78 og, som sådan, ikke som en afgørelse, der på nogen måde foregriber den afgørelse, der skal træffes ved udgangen af nævnte procedure.

(jf. præmis 71-73 og 78)

Henvisning til:

Domstolen: 26. november 1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, præmis 22; 27. marts 1985, sag 12/84, Kypreos mod Rådet, præmis 8; 8. marts 1988, forenede sager 64/86, 71/86-73/86 og 78/86, Sergio m.fl. mod Kommissionen, præmis 52; 28. februar 2008, sag C-17/07 P, Neirinck mod Kommissionen, præmis 50 og 51

Retten i Første Instans: 20. marts 1991, T-1/90, Pérez-Mínguez Casariego mod Kommissionen, præmis 73; 6. juli 1995, sag T-36/93, Ojha mod Kommissionen, præmis 60; 12. december 2002, sag T-135/00, Morello mod Kommissionen, præmis 28; 1. april 2004, sag T-198/02, N mod Kommissionen, præmis 70; 6. juli 2004, sag T-281/01, Huygens mod Kommissionen, præmis 105; 15. september 2005, sag T-132/03, Casini mod Kommissionen, præmis 36

Personaleretten: 31. marts 2011, sag F-10/10, Hecq mod Kommissionen, præmis 68

5.      Et klagepunkt om manglende iværksættelse af en procedure med henblik på at anerkende sagsøgerens sygdom som en erhvervssygdom er faktisk forkert, når ansættelsesmyndigheden efter den pågældende tjenestemands sagsanlæg har imødekommet hans anmodning.

Under disse omstændigheder tilkommer det, på den ene side, ansættelsesmyndigheden, før denne tager stilling, på ny at konsultere invaliditetsudvalget, som skal undersøge, om sagsøgerens patologiske tilstand har en tilstrækkelig direkte sammenhæng med en speciel og typisk risiko, der følger af de opgaver, som sagsøgeren har udført, og, på den anden side, sagsøgeren, som har en interesse i at få en afklaring på sin administrative situation, at medvirke fuldt ud til indkaldelsen af et invaliditetsudvalg og til, at udvalgets arbejde forløber hensigtsmæssigt.

(jf. præmis 81 og 82)

Henvisning til:

Domstolen: 12. juli 1988, sag 377/87, Parlamentet mod Rådet, præmis 10