Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia, Bulgarien) den 14. maj 2020 – »Toplofikatsia Sofia« EAD, »ChEZ Elektro Balgaria« AD og »Agentsia za kontrol na prosrocheni zadalzhenia« EOOD
(Sag C-208/20)
Processprog: bulgarsk
Den forelæggende ret
Sofiyski rayonen sad
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: »Toplofikatsia Sofia« EAD, »ChEZ Elektro Balgaria« AD og »Agentsia za kontrol na prosrocheni zadalzhenia« EOOD
Præjudicielle spørgsmål
Skal artikel 20, stk. 2, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde sammenholdt med artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder, princippet om forbud mod forskelsbehandling og ækvivalensprincippet vedrørende processuelle foranstaltninger i nationale retssager samt artikel 1, [stk. 1,] litra a), i forordning (EF) nr. 1206/2001 1 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter for så vidt angår bevisoptagelse i sager om civile og kommercielle spørgsmål fortolkes således, at den nationale ret, ved hvilken en sag er anlagt, såfremt den nationale lovgivning, der gælder for denne ret, fastsætter, at retten skal indhente en officiel oplysning om sagsøgtes adresse i rettens egen stat, og det fastslås, at den pågældende sagsøgte opholder sig i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union, er forpligtet til at indhente en oplysning om sagsøgtes adresse hos de kompetente myndigheder i den stat, hvor sagsøgte opholder sig?
Skal artikel 5, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1215/2012 2 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område sammenholdt med princippet om, at den nationale ret skal sikre processuelle rettigheder med henblik på en effektiv beskyttelse af de rettigheder, der følger af EU-retten, fortolkes således, at den nationale ret i forbindelse med lokaliseringen af en skyldners sædvanlige opholdssted, som i henhold til den nationale lovgivning er en forudsætning for at gennemføre en ensidig formel procedure uden bevisoptagelse, såsom betalingspåkravsproceduren, er forpligtet til at fortolke enhver begrundet mistanke om, at skyldneren har sit sædvanlige opholdssted i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union, som manglende retsgrundlag for at udstede et betalingspåbud henholdsvis som grundlag for, at betalingspåbuddet ikke får retskraft?
Skal artikel 5, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område sammenholdt med princippet om, at den nationale ret skal sikre processuelle rettigheder med henblik på en effektiv beskyttelse af de rettigheder, der følger af EU-retten, fortolkes således, at denne bestemmelse forpligter en national ret, som efter at have udstedt et betalingspåbud over for en bestemt skyldner har konstateret, at den pågældende skyldner sandsynligvis ikke har noget sædvanligt opholdssted i den stat, hvor retten er beliggende, og på den betingelse, at dette i henhold til national lovgivning udgør en hindring for udstedelsen af et betalingspåbud over for en sådan skyldner, til ex officio at ophæve det udstedte betalingspåbud, selv om der ikke findes en udtrykkelig lovbestemmelse desangående?
Såfremt det tredje spørgsmål besvares benægtende, skal de deri nævnte bestemmelser da fortolkes således, at de forpligter den nationale ret til at ophæve det udstedte betalingspåbud, når den har foretaget en efterprøvelse og med sikkerhed har konstateret, at skyldneren ikke har noget sædvanligt opholdssted i den stat, hvor den domstol, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende?
____________
1 EFT 2001, L 174, s. 1.
2 EUT 2012, L 351, s. 1.