Language of document : ECLI:EU:C:2020:759

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

30. september 2020 (*)

»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – direktiv 2008/115/EF – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – forælder til et myndigt barn, der lider af en alvorlig sygdom – afgørelse om tilbagesendelse – retsmiddel – automatisk opsættende virkning – garantier i perioden frem til tilbagesendelsen – grundlæggende behov – artikel 7, 19 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder«

I sag C-402/19,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af cour du travail de Liège (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Liège, Belgien) ved afgørelse af 17. maj 2019, indgået til Domstolen den 24. maj 2019, i sagen

LM

mod

Centre public d’action sociale de Seraing,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, J.-C. Bonichot, og dommerne M. Safjan, L. Bay Larsen (refererende dommer), C. Toader og N. Jääskinen,

generaladvokat: P. Pikamäe,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        den belgiske regering ved P. Cottin, M. Jacobs og C. Pochet, som befuldmægtigede,

–        den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og J.M. Hoogveld, som befuldmægtigede,

–        Europa-Kommissionen ved C. Cattabriga og A. Azema, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 4. marts 2020,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5 og 13, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 98).

2        Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem LM, der er tredjelandsstatsborger, og centre public d’action sociale de Seraing (det offentlige socialcenter i Seraing) (Belgien) (herefter »CPAS«) vedrørende sidstnævntes afgørelser om at fratage LM sociale bistandsydelser.

 Retsforskrifter

 EU-retten

3        Artikel 3 i direktiv 2008/115 foreskriver:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

3)      »tilbagesendelse«: processen i forbindelse med en tredjelandsstatsborgers tilbagevenden – enten frivilligt i overensstemmelse med en forpligtelse til at vende tilbage eller tvangsmæssigt – til:

–        vedkommende tredjelandsstatsborgers oprindelsesland eller

–        et transitland i henhold til tilbagetagelsesaftaler på fællesskabsplan eller bilateralt plan eller i henhold til andre ordninger eller

–        et andet tredjeland, som den pågældende tredjelandsstatsborger frivilligt beslutter at vende tilbage til, og hvor vedkommende vil blive modtaget

4)      »afgørelse om tilbagesendelse«: en administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt, der fastslår eller erklærer, at en tredjelandsstatsborgers ophold er ulovligt, og som pålægger eller fastslår en forpligtelse for den pågældende til at vende tilbage

5)      »udsendelse«: håndhævelse af forpligtelsen til at vende tilbage, dvs. den fysiske transport ud af medlemsstaten.«

4        Direktivets artikel 5 har følgende ordlyd:

»Når medlemsstaterne gennemfører dette direktiv, tager de behørigt hensyn til

[…]

c)      den pågældende tredjelandsstatsborgers helbredstilstand

og respekterer non-refoulement-princippet.«

5        Nævnte direktivs artikel 8, stk. 3, bestemmer:

»Medlemsstaterne kan vedtage en særskilt administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt om udsendelse.«

6        Samme direktivs artikel 9 med overskriften »Udsættelse af udsendelse« foreskriver i stk. 1:

»Medlemsstaterne udsætter en udsendelse,

a)      hvis den vil krænke non-refoulement-princippet, eller

b)      så længe der indrømmes suspension i henhold til artikel 13, stk. 2.«

7        Artikel 13, stk. 1 og 2, i direktiv 2008/115 er affattet således:

»1.      Den pågældende tredjelandsstatsborger skal have adgang til effektive retsmidler til at klage over eller søge prøvning af afgørelser vedrørende tilbagesendelse som omhandlet i artikel 12, stk. 1, ved en kompetent retslig eller administrativ myndighed eller et kompetent organ, sammensat af medlemmer, der er upartiske og er sikret uafhængighed.

2.      Myndigheden eller organet, jf. stk. 1, skal have beføjelse til at prøve afgørelser vedrørende tilbagesendelse som omhandlet i artikel 12, stk. 1, herunder mulighed for midlertidigt at suspendere afgørelsernes fuldbyrdelse, medmindre midlertidig suspension allerede finder anvendelse i medfør af national lovgivning.«

8        Direktivets artikel 14, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Med forbehold af den situation, der er omhandlet i artikel 16 og 17, sikrer medlemsstaterne, at der så vidt muligt tages hensyn til følgende principper i forbindelse med tredjelandsstatsborgere inden for den frist for frivillig udrejse, der indrømmes i henhold til artikel 7, og i de perioder, hvor udsendelsen er udsat i henhold til artikel 9:

a)      familiens enhed med familiemedlemmer, der befinder sig på medlemsstaternes område opretholdes

b)      de pågældende sikres akut lægebehandling og absolut nødvendig behandling af sygdom

c)      mindreårige gives adgang til grunduddannelsessystemet afhængigt af varigheden af deres ophold

d)      der tages hensyn til sårbare personers særlige behov.«

 Belgisk ret

9        Artikel 57, stk. 2, i loi organique du 8 juillet 1976 des centres publics d’action sociale (organisk lov af 8.7.1976 om offentlige socialcentre) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer:

»Uanset de øvrige bestemmelser i denne lov begrænses de offentlige socialcentres opgave til:

nr. 1)      tilkendelse af ret til akut lægehjælp til en udlænding, der opholder sig ulovligt i kongeriget,

[…]«

 Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

10      Den 20. august 2012 indgav LM på sine egne vegne og på vegne af R, hans dengang mindreårige datter, ansøgning om opholdstilladelse af helbredsmæssige årsager begrundet i det forhold, at datteren lider af flere alvorlige sygdomme.

11      Idet disse ansøgninger blev imødekommet den 6. marts 2013, modtog LM social bistand, som blev betalt af CPAS.

12      Den kompetente myndighed traf tre afgørelser, som successivt først gav afslag på LM’s ansøgninger om opholdstilladelse og derefter blev trukket tilbage. Den 8. februar 2016 blev der vedtaget en fjerde afgørelse om afslag på disse ansøgninger. Denne afgørelse var ledsaget af et påbud om at forlade belgisk område.

13      LM anlagde den 25. marts 2016 sag ved Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager, Belgien) med påstand om annullation og udsættelse af den nævnte afgørelse om afslag på hans ansøgninger og om påbud om at forlade Belgien.

14      CPAS fratog LM den sociale bistand med virkning fra den 26. marts 2016, som var datoen for udløbet af den frist for frivillig udrejse, som han havde fået i påbuddet om at forlade belgisk område. CPAS tildelte derimod LM adgang til akut lægehjælp fra den 22. marts 2016.

15      Efter at LM anlagde sag om anvendelse af foreløbige forholdsregler ved tribunal du travail de Liège (arbejdsretten i første instans i Liège, Belgien) blev hans ret til social bistand genoprettet.

16      Ved to afgørelser af 16. maj 2017 fratog CPAS retten til social bistand med virkning fra den 11. april 2017, hvor LM’s datter blev myndig.

17      LM anlagde sag til prøvelse af CPAS’ afgørelser ved tribunal du travail de Liège (arbejdsretten i første instans i Liège). Ved dom af 16. april 2018 fastslog denne ret, at afgørelsen om fratagelse af retten til social bistand var retligt begrundet fra det tidspunkt, hvor R blev myndig.

18      Den 22. maj 2018 har LM iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Cour de travail de Bruxelles (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Liège, Belgien).

19      Denne ret har fastslået, at den forringelse af R’s helbredstilstand, som forventeligt vil ske, såfremt hun tilbagesendes til sit hjemland, på alle måder synes at svare til den grad af alvor, der kræves for at fastslå, at hun, såfremt hun udsendes, risikerer at blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling. Endvidere har denne ret angivet, at R’s fars tilstedeværelse hos hende – henset til hendes helbredstilstand – er lige så uundværlig, som da hun var mindreårig.

20      Under disse omstændigheder har Cour du travail de Liège (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Liege) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er artikel 57, stk. 2, første afsnit, nr. 1, i Belgiens organiske lov af 8. juli 1976 om offentlige socialcentre i strid med direktiv 2008/115/EF’s artikel 5 og 13, sammenholdt med artikel 19, stk. 2, og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og samme direktivs artikel 14, stk. 1, litra b), samt [chartrets] artikel 7 og [21] […], således som Domstolen fortolkede dem i […] [dom] af 18. december 2014[, Abdida] (C-562/13[, EU:C:2014:2453)]:

–        for det første med hensyn til, at den medfører, at en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold på en medlemsstats område fratages dækning [, så vidt muligt,] af dennes grundlæggende behov under behandlingen af det søgsmål om annullation og suspension, som vedkommende har anlagt i eget navn og [som] repræsentant for sit dengang mindreårige barn, til prøvelse af en afgørelse, ved hvilken de pålægges at forlade en medlemsstats område

–        for det andet dels når omtalte barn, der i dag er myndigt, lider af en alvorlig sygdom, og fuldbyrdelsen af denne afgørelse kan udsætte vedkommende for en alvorlig risiko for alvorlig og uafvendelig forværring af den pågældendes helbred, dels når lægerne finder tilstedeværelsen af den pågældende forælder hos sit myndige barn strengt nødvendig som følge af barnets helbredsmæssige sårbarhed (recidiverende seglcelleanæmikriser og påkrævet kirurgisk indgreb med henblik på at undgå lammelse)?«

 Om det præjudicielle spørgsmål

 Om formaliteten

21      Den belgiske regering har gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som den vedrører en belgisk retsregels forenelighed med forskellige bestemmelser i direktiv 2008/115 og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), mens LM’s situation efter denne regerings opfattelse ikke har nogen tilknytning til EU-retten.

22      Den belgiske regering er således af den opfattelse, at LM ikke kan gøre krav på social bistand. LM er nemlig ikke genstand for udsendelse og befinder sig ikke i en af de situationer, der er omhandlet i dette direktivs artikel 14, dels fordi den frist for frivillig udrejse, som han blev indrømmet, er udløbet, dels fordi han ikke befinder sig i en periode, hvor udsendelsen er blevet udsat.

23      Idet LM desuden ikke lider af en alvorlig sygdom, kan hans eventuelle udsendelse endvidere ikke udgøre en tilsidesættelse af nævnte direktivs artikel 5, sammenholdt med chartrets artikel 19, stk. 2. Hans situation kan således ikke sammenlignes med situationen i den sag, der gav anledning til dom af 18. december 2014, Abdida (C-562/13, EU:C:2014:2453).

24      I denne henseende bemærkes, at den samarbejdsordning, som er indført ved artikel 267 TEUF, er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens opgaver. Under en sag anlagt i henhold til denne artikel tilkommer det retterne i medlemsstaterne og ikke Domstolen at fortolke nationale bestemmelser, og det tilkommer ikke sidstnævnte at tage stilling til, om nationale bestemmelser er forenelige med EU-retten. Domstolen har derimod kompetence til at forsyne den nationale domstol med alle de EU-retlige fortolkningselementer, som kan sætte denne i stand til at bedømme, om nationale bestemmelser er forenelige med EU-retten (jf. i denne retning dom af 17.12.1981, Frans-Nederlandse Maatschappij voor Biologische Producten, 272/80, EU:C:1981:312, præmis 9, og af 30.4.2020, CTT – Correios de Portugal, C-661/18, EU:C:2020:335, præmis 28).

25      Selv om det af den forelæggende ret stillede præjudicielle spørgsmål efter dets ordlyd opfordrer Domstolen til at udtale sig om, hvorvidt en national bestemmelse er forenelig med EU-retten, er der følgelig intet, der hindrer Domstolen i at give den forelæggende ret et relevant svar ved at forsyne denne med de elementer til fortolkning af EU-retten, som vil gøre det muligt for den selv at afgøre spørgsmål om de nationale bestemmelsers forenelighed med EU-retten. Når dette spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom (jf. i denne retning dom af 30.4.2020, CTT – Correios de Portugal, C-661/18, EU:C:2020:335, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

26      Det bemærkes endvidere, at formålet med det forelagte spørgsmål navnlig er at afgøre, om artikel 14 i direktiv 2008/115 finder anvendelse på en tredjelandsstatsborger som sagsøgeren i hovedsagen, selv om han ikke lider af en alvorlig sygdom. Følgelig er bedømmelsen af den belgiske regerings argumentation om, at LM’s situation ikke har nogen tilknytning til EU-retten, uadskilleligt forbundet med besvarelsen af det forelagte spørgsmål og kan derfor ikke medføre, at dette spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling (jf. analogt dom af 17.1.2019, KPMG Baltics, C-639/17, EU:C:2019:31, præmis 11, og af 3.12.2019, Iccrea Banca, C-414/18, EU:C:2019:1036, præmis 30).

27      Det følger heraf, at det forelagte spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

 Om realiteten

28      Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, 13 og 14 i direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 7, artikel 19, stk. 2, samt artikel 21 og 47, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der ikke fastsætter, at en tredjelandsstatsborgers grundlæggende behov så vidt muligt skal dækkes, når:

–        vedkommende har bragt et retsmiddel i anvendelse til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse af den pågældende tredjelandsstatsborger

–        tredjelandsstatsborgerens myndige barn lider af en alvorlig sygdom

–        nævnte tredjelandsstatsborgers tilstedeværelse hos dette myndige barn er uundværlig for sidstnævnte, og

–        der på vegne af det nævnte myndige barn er bragt et retsmiddel i anvendelse til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse af barnet, hvis fuldbyrdelse vil kunne udsætte barnet for en alvorlig og uafvendelig forværring af dets helbredstilstand.

29      Artikel 14 i direktiv 2008/115 fastsætter visse garantier for perioden frem til tilbagesendelsen, bl.a. i de perioder, hvor udsendelsen er udsat i henhold til samme direktivs artikel 9 (dom af 18.12.2014, Abdida, C-562/13, EU:C:2014:2453, præmis 55).

30      Selv om det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at de belgiske myndigheder ikke formelt har besluttet at udsætte udsendelsen af sagsøgeren i hovedsagen, fremgår det af Domstolens praksis, at den forpligtelse til at udsætte udsendelsen, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 9, stk. 1, litra b), finder anvendelse i alle de situationer, hvor en medlemsstat er forpligtet til at udsætte fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse som følge af, at der er bragt et retsmiddel i anvendelse til prøvelse af denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 18.12.2014, Abdida, C-562/13, EU:C:2014:2453, præmis 57).

31      Det følger heraf, at de garantier i perioden frem til tilbagesendelsen, der er nævnt i artikel 14 i direktiv 2008/115, skal sikres i situationer, hvor den pågældende medlemsstat er forpligtet til at tilbyde en tredjelandsstatsborger retsmidler med automatisk opsættende virkning til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse af den pågældende (jf. i denne retning dom af 18.12.2014, Abdida, C-562/13, EU:C:2014:2453, præmis 53 og 58).

32      Det skal derfor med henblik på at besvare det forelagte spørgsmål afgøres, om faderen til et alvorligt sygt myndigt barn, hvor faderens tilstedeværelse hos dette myndige barn er uundværlig for denne sidstnævnte, i en situation som den i hovedsagen omhandlede skal kunne påberåbe sig en sådan opsættende virkning.

33      I denne henseende bemærkes, at en tredjelandsstatsborger i henhold til artikel 13, stk. 1 og 2, i direktiv 2008/115 skal have adgang til effektive retsmidler med henblik på at anfægte afgørelser om tilbagesendelse af den pågældende, men at dette retsmiddel ikke nødvendigvis har opsættende virkning (jf. i denne retning dom af 18.12.2014, Abdida, C-562/13, EU:C:2014:2453, præmis 43 og 44).

34      Det nævnte retsmiddels nærmere indhold skal imidlertid fastlægges i overensstemmelse med chartrets artikel 47, hvorefter enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel, og i overensstemmelse med princippet om non-refoulement, der navnlig er sikret i chartrets artikel 19, stk. 2, og artikel 5 i direktiv 2008/115 (jf. i denne retning dom af 18.12.2014, Abdida, C-562/13, EU:C:2014:2453, præmis 45 og 46, og af 19.6.2018, Gnandi, C-181/16, EU:C:2018:465, præmis 52 og 53).

35      Domstolen har af de ovenstående betragtninger udledt, at det retsmiddel, der iværksættes til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse – for at sikre, at kravene hidrørende fra princippet om non-refoulement og chartrets artikel 47 bliver overholdt med hensyn til den pågældende tredjelandsstatsborger – skal have automatisk opsættende virkning, idet fuldbyrdelsen af denne afgørelse bl.a. kan udsætte den nævnte statsborger for en alvorlig risiko for at blive udsat for behandling, der er i strid med chartrets artikel 19, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 19.6.2018, Gnandi, C-181/16, EU:C:2018:465, præmis 56).

36      Dette er navnlig tilfældet, når fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse kan udsætte en tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom, for en alvorlig risiko for alvorlig og uafvendelig forværring af den pågældendes helbred (jf. i denne retning dom af 18.12.2014, Abdida, C-562/13, EU:C:2014:2453, præmis 53).

37      Derimod skal det konstateres, at forælderen til en sådan tredjelandsstatsborger ikke alene på grund af denne egenskab af forælder er direkte udsat for en risiko for at blive udsat for en behandling, der er i strid med chartrets artikel 19, stk. 2, i tilfælde af fuldbyrdelse af en afgørelse om tilbagesendelse.

38      Det skal imidlertid fremhæves, at forpligtelsen til i visse tilfælde at sikre, at en tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom, råder over et retsmiddel med automatisk opsættende virkning i forhold til den afgørelse om tilbagesendelse, som den pågældende er genstand for, i sidste ende har til formål at sikre, at denne afgørelse ikke fuldbyrdes, før den argumentation, der er påberåbt til støtte for dette retsmiddel, er blevet behandlet af en kompetent myndighed, i det omfang denne fuldbyrdelse indebærer en tilbagesendelse til et tredjeland, hvor den nævnte statsborger risikerer at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling (jf. i denne retning dom af 18.12.2014, Abdida, C-562/13, EU:C:2014:2453, præmis 49 og 50).

39      Denne forpligtelse har således til formål at gøre det muligt for den pågældende person midlertidigt at opholde sig på den medlemsstats område, der har truffet en afgørelse om tilbagesendelse af den pågældende.

40      Når denne person på grund af sin helbredstilstand er fuldstændig afhængig af en forælder, og dennes tilstedeværelse ved den pågældendes side er uundværlig, risikerer fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse af denne forælder, for så vidt som den indebærer, at forælderen øjeblikkeligt rejser til et tredjeland, imidlertid i praksis at forhindre den nævnte person i midlertidigt at opholde sig på denne medlemsstats område.

41      En tilladelse til at fuldbyrde en sådan afgørelse om tilbagesendelse, inden argumentationen vedrørende dette barns situation er blevet behandlet af en kompetent myndighed, risikerer derfor i praksis at fratage det nævnte barn den beskyttelse, som barnet er tillagt i henhold til artikel 5 og 13 i direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 19, stk. 2, og artikel 47. For at sikre den effektive virkning af denne beskyttelse skal forælderen til dette barn derfor i henhold til disse bestemmelser have adgang til et retsmiddel med automatisk opsættende virkning i forhold til en afgørelse om tilbagesendelse af den pågældende.

42      Den omstændighed, at det pågældende barn var myndigt på det tidspunkt, hvor afgørelsen om dets forælders tilbagesendelse blev truffet, eller at det blev myndigt under sagens behandling, er ikke relevant i denne henseende, for så vidt som det er godtgjort, at barnet, uanset at det er myndigt, fortsat er afhængigt af dets forælder.

43      I det omfang den belgiske regering har gjort gældende, at et retsmiddel med automatisk opsættende virkning under alle omstændigheder kun skal garanteres i forhold til en afgørelse om udsendelse og ikke i forhold til en afgørelse om tilbagesendelse, skal det desuden præciseres, at den domstolsbeskyttelse, der sikres en tredjelandsstatsborger, der er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, hvis fuldbyrdelse kan udsætte den pågældende for en reel risiko for at blive udsat for behandling i strid med chartrets artikel 19, stk. 2, ville være utilstrækkelig, hvis denne tredjelandsstatsborger ikke rådede over et sådant retsmiddel med opsættende virkning fra meddelelsen af denne afgørelse.

44      Det fremgår nemlig for det første af artikel 3, nr. 3)-5), i direktiv 2008/115, at en afgørelse om tilbagesendelse pr. definition pålægger eller indeholder en forpligtelse for den tredjelandsstatsborger, som den er rettet mod, til at vende tilbage til et tredjeland, mens begrebet »udsendelse« betegner den fysiske transport af denne tredjelandsstatsborger ud af den pågældende medlemsstat.

45      Selv i en medlemsstat, hvor der i henhold til dette direktivs artikel 8, stk. 3, træffes en særskilt afgørelse om udsendelse efter afgørelsen om tilbagesendelse, er virkningen af denne afgørelse derfor i sig selv, at den er til hinder for, at den pågældende tredjelandsstatsborger gives mulighed for midlertidigt at opholde sig på denne medlemsstats område i afventning af en behandling af den argumentation, der er fremført til støtte for det retsmiddel, der er bragt i anvendelse til prøvelse af den nævnte afgørelse. Gennemførelsen af det formål, der er nævnt i denne doms præmis 39, kræver følgelig, at det sikres, at der kan ske udsættelse af afgørelsen om tilbagesendelse, hvilket en udsættelse af den afgørelse om udsendelse, som eventuelt vil blive vedtaget efterfølgende, ikke gyldigt kan træde i stedet for.

46      For det andet viser den forbindelse, som EU-lovgiver udtrykkeligt har fastlagt mellem artikel 9, stk. 1, litra b), artikel 13, stk. 2, og artikel 14, stk. 1, i direktiv 2008/115, at sidstnævnte bestemmelse bl.a. har til formål at give tredjelandsstatsborgere minimumsgarantier i den periode, hvor fuldbyrdelsen af den forpligtelse til at vende tilbage, der er pålagt dem, nødvendigvis skal udsættes.

47      Den løsning, som den belgiske regering har foreslået, gør det imidlertid tværtimod muligt for medlemsstaterne kun at sikre sådanne garantier i de tilfælde, hvor der ud over en afgørelse om tilbagesendelse er truffet en afgørelse om udsendelse. De kompetente myndigheder ville således skønsmæssigt kunne udskyde tildelingen af disse garantier ved at undlade at træffe en afgørelse om udsendelse.

48      Domstolen præciserede i øvrigt i præmis 56 i dom af 19. juni 2018, Gnandi (C-181/16, EU:C:2018:465), at forpligtelsen til i visse tilfælde at fastsætte fuld opsættende virkning i forhold til en afgørelse om tilbagesendelse så meget desto mere gælder med hensyn til en eventuel afgørelse om udsendelse, idet den således fastslog, at denne forpligtelse ikke var begrænset til sidstnævnte type afgørelse.

49      Hvad desuden angår den belgiske regerings argumentation med henblik på at godtgøre, at den belgiske lovgivning, der regulerer søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelser om tilbagesendelse, er i overensstemmelse med EU-retten, skal det bemærkes, at det fremgår af den praksis fra Domstolen, der er nævnt i denne doms præmis 24, at det inden for rammerne af en sag anlagt i henhold til artikel 267 TEUF ikke tilkommer Domstolen at tage stilling til, om nationale bestemmelser er forenelige med EU-retten.

50      Det følger af det ovenstående, at en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et alvorligt sygt myndigt barn, som er afhængigt af forælderen, og som er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, hvis fuldbyrdelse vil kunne udsætte dette myndige barn for en alvorlig risiko for alvorlig og uafvendelig forværring af dets helbredstilstand, i perioden frem til tilbagesendelsen skal have adgang til de garantier, som er fastsat i artikel 14 i direktiv 2008/115.

51      Inden for rammerne af disse garantier skal medlemsstaterne i henhold til dette direktivs artikel 14, stk. 1, litra a), b) og d), så vidt muligt sikre, at familiens enhed med familiemedlemmer, der befinder sig på medlemsstaternes område, opretholdes, at de pågældende sikres akut lægebehandling og absolut nødvendig behandling af sygdom, og at der tages hensyn til sårbare personers særlige behov.

52      Overholdelsen af disse principper kræver, at en tredjelandsstatsborger som sagsøgeren i hovedsagens grundlæggende behov dækkes, idet han, som fremhævet af den forelæggende ret, og som generaladvokaten har anført i punkt 93 i forslaget til afgørelse, i modsat fald ikke vil være i stand til at forblive hos sit myndige barn og yde dette den støtte, som hun har brug for i den periode, hvor sidstnævnte har mulighed for midlertidigt at opholde sig på den pågældende medlemsstats område (jf. analogt dom af 18.12.2014, Abdida, C-562/13, EU:C:2014:2453, præmis 60).

53      Denne forpligtelse gælder imidlertid kun, hvis denne tredjelandsstatsborger ikke råder over midler, der gør det muligt for vedkommende selv at dække sine behov (jf. i denne retning dom af 18.12.2014, Abdida, C-562/13, EU:C:2014:2453, præmis 59).

54      Det tilkommer desuden medlemsstaterne at fastlægge, hvilken form denne dækning af den omhandlede tredjelandsstatsborgers grundlæggende behov skal antage (jf. i denne retning dom af 18.12.2014, Abdida, C-562/13, EU:C:2014:2453, præmis 61). Det kan følgelig ikke udelukkes, at denne dækning kan tage form af social bistand, der tildeles det myndige barn direkte, for så vidt som denne bistand er tilpasset og tilstrækkelig til at sikre den nævnte dækning og for at gøre det muligt for barnets forælder at yde barnet den støtte, som det har brug for, hvilket det i givet fald tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

55      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 5, 13 og 14 i direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 7, artikel 19, stk. 2, samt artikel 21 og 47, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der ikke fastsætter, at en tredjelandsstatsborgers grundlæggende behov så vidt muligt dækkes, når:

–        vedkommende har bragt et retsmiddel i anvendelse til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse af den pågældende tredjelandsstatsborger

–        tredjelandsstatsborgerens myndige barn lider af en alvorlig sygdom

–        nævnte tredjelandsstatsborgers tilstedeværelse hos dette myndige barn er uundværlig

–        der på vegne af det nævnte myndige barn er bragt et retsmiddel i anvendelse til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse af barnet, hvis fuldbyrdelse vil kunne udsætte barnet for en alvorlig og uafvendelig forværring af dets helbredstilstand, og

–        den nævnte tredjelandsstatsborger ikke har midler til selv at kunne dække sine behov.

 Sagsomkostninger

56      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 5, 13 og 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, sammenholdt med artikel 7, artikel 19, stk. 2, samt artikel 21 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der ikke fastsætter, at en tredjelandsstatsborgers grundlæggende behov så vidt muligt dækkes, når:

–        vedkommende har bragt et retsmiddel i anvendelse til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse af den pågældende tredjelandsstatsborger

–        tredjelandsstatsborgerens myndige barn lider af en alvorlig sygdom

–        nævnte tredjelandsstatsborgers tilstedeværelse hos dette myndige barn er uundværlig

–        der på vegne af det nævnte myndige barn er bragt et retsmiddel i anvendelse til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse af barnet, hvis fuldbyrdelse vil kunne udsætte barnet for en alvorlig og uafvendelig forværring af dets helbredstilstand, og

–        samme tredjelandsstatsborger ikke har midler til selv at kunne dække sine behov.

Underskrifter


*      Processprog: fransk.