KENDELSE AFSAGT AF PERSONALERETTENS PRÆSIDENT
15. december 2010
Forenede sager F95/10 R og F105/10 R
Eberhard Bömcke
mod
Den Europæiske Investeringsbank (EIB)
»Personalesag — Den Europæiske Investeringsbanks personale — særlige rettergangsformer — personalerepræsentanter — afskedigelse uden ansøgning — fumus boni juris — foreligger ikke«
Angående: Søgsmål anlagt dels i henhold til artikel 41 i reglementet for EIB’s ansatte, dels i henhold til artikel 278 TEUF og 157 EA, såvel som artikel 279 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorved Eberhard Bömcke har nedlagt påstand om, for det første, at gennemførelsen af EIB’s afgørelse af 22. september 2010, hvorved det fastslås, at hans mandat som personalerepræsentant er udløbet, idet han har været fraværende i mere end fire på hinanden følgende måneder, udsættes, og for det andet, at gennemførelsen af EIB’s afgørelse af 12. oktober 2010, hvorved det bekræftes, at hans mandat som personalerepræsentant er udløbet, udsættes, samt at Personaleudvalgets valg af en ny repræsentant i stedet for ham, der skal afholdes fra den 1. december til den 8. december 2010, udsættes.
Udfald: Begæringerne om foreløbige forholdsregler i de forenede sager F95/10 R og F105/10 R tages ikke til følge. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Sammendrag
1. Særlige rettergangsformer — udsættelse af gennemførelse — foreløbige forholdsregler — betingelser — »fumus boni juris« — uopsættelighed — kumulativ karakter — afvejning af samtlige interesser i sagen — rækkefølge for undersøgelse og metode til efterprøvelse — skønsbeføjelse for dommeren i sager om foreløbige forholdsregler
(Art. 278 TEUF og 279 TEUF; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2)
2. Tjenestemænd — sygeorlov — genoptagelse af arbejdet før tid — lovlig
1. Inden for rammerne af en begæring om foreløbige forholdsregler er de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og som gør, at begæringen umiddelbart forekommer berettiget (fumus boni juris), kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, når en af dem ikke er opfyldt. Den retsinstans, der skal træffe afgørelse om foreløbige forholdsregler, skal i givet fald også foretage en interesseafvejning.
Den retsinstans, der skal træffe afgørelse om foreløbige forholdsregler, råder desuden, inden for rammerne af denne helhedsundersøgelse, over et vidt skøn og kan frit under hensyn til sagens særegenheder afgøre, hvorledes de forskellige betingelser skal efterprøves samt rækkefølgen for denne undersøgelse, når ingen bestemmelse pålægger den at anvende et forud fastsat skema for vurderingen af nødvendigheden af at træffe foreløbig afgørelse.
(jf. præmis 45 og 46)
Henvisning til:
Retten: 10. september 1999, sag T173/99 R, Elkaïm og Mazuel mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 155, og II, s. 811, præmis 18; 9. august 2001, sag T120/01 R, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. IA, s. 171, og II, s. 783, præmis 12 og 13
Personaleretten: 31. maj 2006, sag F38/06 R, Bianchi mod ETF, Sml. Pers. IA1, s. 27, og IIA1, s. 93, præmis 20 og 22
2. Det er ikke forbudt for en ansat, der er blevet bevilget sygeorlov, at genoptage sit arbejde før det tidspunkt, hvor den pågældendes uarbejdsdygtighed forventes at ophøre, og som fremgår af lægeerklæringen vedrørende den pågældendes uarbejdsdygtighed, såfremt den ansatte selv mener at være i stand til at genoptage arbejdet. Selv om fremlæggelse af en lægeerklæring skaber en formodning om, at den ansatte er og fortsat vil være sygemeldt under hele den periode, som er anført i lægeerklæringen, er en sådan formodning ikke uafviselig, og den berørte ansatte har altid mulighed for at godtgøre, at han har genoptaget sit arbejde før det tidspunkt, hvor uarbejdsdygtigheden forventes at ophøre ifølge lægeerklæringen.
Det er imidlertid i tjenestens interesse, at den ansattes administrative situation er utvetydig. Den omstændighed, at en ansat genoptager sit arbejde før tid, udgør nemlig en ny omstændighed for arbejdsgiveren, og det kan af hensyn til tilrettelæggelsen af tjenestens arbejde indebære, at arbejdsgiveren må iværksætte visse foranstaltninger i forhold til at organisere arbejdet.
Henset til tjenestens interesse og det heraf følgende krav om, at den ansattes administrative situation skal være utvetydig, synes det ikke urimeligt, at arbejdsgiveren, såfremt en ansat hævder, at han har genoptaget arbejdet før det tidspunkt, hvor hans uarbejdsdygtighed forventes at ophøre ifølge den lægeerklæring, han har fremlagt, ikke vil anfægte lægeerklæringens bevisværdi, såfremt den berørte ansattes adfærd ikke utvetydigt viser, at han har genoptaget arbejdet.
Det kan i denne henseende ikke automatisk udledes af den blotte omstændighed, at en ansat møder til tiden på arbejdspladsen, at han har genoptaget arbejdet og ikke længere har sygeorlov, som det fremgår af den lægeerklæring, han har fremlagt.
En institution kan således med rette påberåbe sig kravet om, at den ansattes administrative situation skal være utvetydig, med henblik på i givet fald at kræve, at en ansat, som ønsker at genoptage sit arbejde før tid, udtrykkeligt skal underrette sin arbejdsgiver herom. Institutionen kan endvidere med føje påberåbe sig samme krav med henblik på at kræve, at den ansatte, såfremt den pågældende på ny bliver uarbejdsdygtig efter at have genoptaget sit arbejde, fremlægger en ny lægeerklæring til sin arbejdsgiver som begrundelse for fraværet.
(jf. præmis 54-58)