Language of document : ECLI:EU:T:2019:831

RETTENS DOM (Anden Afdeling)

3. december 2019 (*)

»Dumping – import af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Taiwan – endelig antidumpingtold – gennemførelsesforordning (EU) 2015/1429 – artikel 2, stk. 3 og 5, i forordning (EF) nr. 1225/2009 (nu artikel 2, stk. 3 og 5, i forordning (EU) 2016/1036) – artikel 2, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009 (nu artikel 2, stk. 1 og 2, i forordning (EU) nr. 2016/1036) – beregning af normalværdien – beregning af produktionsomkostningerne – salg af samme vare bestemt til forbrug på eksportlandets hjemmemarked«

I sag T-607/15,

Yieh United Steel Corp., Kaohsiung City (Taiwan), ved advokat D. Luff,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved J.-F. Brakeland og A. Demeneix, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

Eurofer, Association européenne de l’acier, ASBL, Luxembourg (Luxembourg), ved advokaterne J. Killick, G. Forwood og C. Van Haute,

intervenient,

angående en påstand i henhold til artikel 263 TEUF om annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1429 af 26. august 2015 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Taiwan (EUT 2015, L 224, s. 10),

har

RETTEN (Anden Afdeling)

sammensat af dommerne E. Buttigieg, som fungerende afdelingsformand (refererende dommer), B. Berke og M.J. Costeira,

justitssekretær: fuldmægtig S. Bukšek Tomac,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 18. juni 2019,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Sagsøgeren, Yieh United Steel Corp., er et selskab med hjemsted i Taiwan, der bl.a. udøver virksomhed inden for fremstilling og distribution af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål (herefter »den pågældende vare«).

2        Ved fremstillingen af den pågældende vare anvender sagsøgeren som råmaterialer varmvalsede bredbånd, der enten fremstilles af sagsøgeren selv eller indkøbes hos Lianzhong Stainless Steel Co. Ltd (herefter »LISCO«), et i Kina etableret selskab, der er forretningsmæssigt forbundet med sagsøgeren, og som fremstiller varmvalsede bredbånd. Den pågældende vare sælges af sagsøgeren til kunder i Den Europæiske Union og på sagsøgerens hjemmemarked, som omfatter uafhængige producenter og distributører i efterfølgende led af den pågældende vare samt sagsøgerens med denne forretningsmæssigt forbundne producent i et efterfølgende led, selskabet Yieh Mau.

3        Foranlediget af en klage indgivet den 13. maj 2014 af Eurofer, Association européenne de l’acier, ASBL (herefter »Eurofer«) offentliggjorde Europa-Kommissionen den 26. juni 2014 en meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Taiwan (EUT 2014, C 196, s. 9) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT 2009, L 343, s. 51, berigtiget i EUT 2010, L 7, s. 22, og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8.6.2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 21), herefter »grundforordningen«).

4        Undersøgelsen af dumping og skade omfattede perioden fra den 1. januar til den 31. december 2013 (herefter »undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af den udvikling, som var relevant for vurderingen af skaden, omfattede perioden fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2013.

5        Den 22. september 2014 afgav sagsøgeren og de selskaber, som er forretningsmæssigt forbundet med denne, deres svar på Kommissionens antidumpingspørgeskema. Fra den 17. til den 20. november 2014 fandt der et kontrolbesøg sted i sagsøgerens lokaler i Taiwan.

6        Den 24. marts 2015 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2015/501 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Taiwan (EUT 2015, L 79, s. 23, herefter »den foreløbige forordning«). Ved den foreløbige forordning blev der indført en midlertidig antidumpingtold på 10,9% på den pågældende vare, som sagsøgeren eksporterede.

7        Ved skrivelse af 25. marts 2015 meddelte Kommissionen sagsøgeren sine foreløbige konklusioner, idet den anførte de betragtninger og væsentlige omstændigheder, på grundlag af hvilke den havde besluttet at indføre en midlertidig antidumpingtold (herefter »de foreløbige konklusioner«).

8        I de foreløbige konklusioner behandlede Kommissionen bl.a. spørgsmålet om, hvorfor den afviste, at værdien af genanvendt skrot kunne fradrages i produktionsomkostningerne for den pågældende vare, og spørgsmålet om, hvorfor den ved fastsættelsen af den normale værdi ikke ville medregne en del af sagsøgerens salg i eksportlandet.

9        Den 20. april 2015 fremlagde sagsøgeren sine bemærkninger til de foreløbige konklusioner.

10      Den 23. juni 2015 tilsendte Kommissionen sagsøgeren sine endelige konklusioner. Den 3. juli 2015 fremlagde sagsøgeren sine bemærkninger til disse konklusioner.

11      Den 26. august 2015 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2015/1429 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Taiwan (EUT 2015, L 224, s. 10, herefter »den anfægtede forordning«), hvorved den foreløbige forordning blev ændret, og der blev indført en antidumpingtold på 6,8% på importen i Unionen af den pågældende vare, der bl.a. blev fremstillet af sagsøgeren.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

12      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. oktober 2015 har sagsøgeren anlagt den foreliggende sag.

13      Ved beslutning af 23. december 2015 blev sagen henvist til behandling i Rettens Første Afdeling.

14      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 18. marts 2016 har Eurofer fremsat begæring om tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

15      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 18. april 2016 har sagsøgeren fremsat begæring om fortrolig behandling over for Eurofer, for så vidt som denne meddeles tilladelse til at intervenere, af visse oplysninger i stævningen, svarskriftet og replikken. Sagsøgeren har bilagt begæringen en ikke-fortrolig version af disse indlæg.

16      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 19. maj 2016 har sagsøgeren fremsat begæring om fortrolig behandling af visse oplysninger i duplikken og har bilagt begæringen en ikke-fortrolig version af duplikken.

17      Ved kendelse af 20. juli 2016 har formanden for Rettens Første Afdeling tilladt Eurofer at intervenere. Da sagsøgeren og Kommissionen i henhold til artikel 144, stk. 2, i Rettens procesreglement har fremsat begæring om fortrolig behandling af visse oplysninger i de indlæg, hvortil der henvises i præmis 15 og 16 ovenfor, er meddelelsen af disse indlæg til intervenienten midlertidigt blevet begrænset til de af sagsøgeren og Kommissionen indgivne ikke-fortrolige versioner i afventning af intervenientens eventuelle bemærkninger til begæringen om fortrolig behandling.

18      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 22. august 2016 har sagsøgeren fremsat begæring om fortrolig behandling over for intervenienten af visse oplysninger i duplikken og har bilagt begæringen en konsolideret ikke-fortrolig version af duplikken.

19      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 12. september 2016 har intervenienten rejst delvis indvending mod begæringen om fortrolig behandling af stævningen, svarskriftet og replikken.

20      Ved beslutning af 6. oktober 2016 er sagen i henhold til procesreglementets artikel 27, stk. 5, blevet henvist til behandling i Rettens Anden Afdeling.

21      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 9. januar 2017 har sagsøgeren fremsat begæring om fortrolig behandling over for intervenienten af visse oplysninger i sagsøgerens bemærkninger til interventionsindlægget og har bilagt begæringen en ikke-fortrolig version af bemærkningerne.

22      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 1. april 2017 har intervenienten rejst delvis indvending mod begæringen om fortrolig behandling af sagsøgerens bemærkninger til interventionsindlægget.

23      Ved kendelse af 27. september 2017, Yieh United Steel mod Kommissionen (T-607/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:698), har formanden for Rettens Anden Afdeling delvis taget de af sagsøgeren og Kommissionen indgivne begæringer om fortrolig behandling til følge.

24      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 20. marts 2018 har sagsøgeren fremsat begæring om fortrolig behandling over for intervenienten af visse oplysninger i sagsøgerens bemærkninger til det supplerende interventionsindlæg og har bilagt begæringen en ikke-fortrolig version af bemærkningerne.

25      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 23. maj 2018 har sagsøgeren fremsat begæring om tilladelse til at afgive mundtlige bemærkninger.

26      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede forordnings artikel 1 og 2 annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

27      Kommissionen og intervenienten har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

28      Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren påberåbt sig to anbringender, hvorefter der foreligger en tilsidesættelse af henholdsvis grundforordningens artikel 2, stk. 3 og 5 (nu artikel 2, stk. 3 og 5, i forordning 2016/1036), og grundforordningens artikel 2, stk. 1 og 2 (nu artikel 2, stk. 1 og 2, i forordning 2016/1036).

 Det første anbringende om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3 og 5, samt magtfordrejning

29      Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ved at nægte at acceptere sagsøgerens krav om, at værdien af genanvendt skrot blev modregnet i produktionsomkostningerne for den pågældende vare, begik en åbenbar fejl ved vurderingen af de faktiske omstændigheder. Kommissionen nægtede uretmæssigt at undersøge sagsøgerens regnskabsoptegnelser og omkostningsfordelingsmetode, og den fejl, Kommissionen begik, dækkes ikke af den skønsbeføjelse, som den råder over. Afslaget medførte en forøgelse af sagsøgerens produktionsomkostninger og af den andel af varetyperne, for hvilke den normale værdi var blevet konstrueret på grundlag af salg til priser, som var lavere end produktionsomkostningerne, hvilket førte til en generelt højere normal værdi.

30      For det første tilsidesatte Kommissionen efter sagsøgerens opfattelse grundforordningens artikel 2, stk. 5, ved at nægte at tage hensyn til sagsøgerens regnskabsoptegnelser og den fordelingsmetode, sagsøgeren havde anvendt for omkostningerne ved de tab af varmvalsede bredbånd, som var blevet konstateret under fremstillingen af den pågældende vare.

31      Hvad dette angår har sagsøgeren gjort gældende, at denne, i modsætning til, hvad Kommissionen har påstået, havde medtaget produktionstabet i den beregning af produktionsomkostningerne for den pågældende vare, der blev fremlagt for Kommissionen. Sagsøgeren har anført, at denne i sine bemærkninger af 20. april 2015 til de foreløbige konklusioner forklarede på grundlag af de regnskabsoptegnelser, som sagsøgeren havde fremlagt i sit svar på spørgeskemaet, at sagsøgeren i tabellen over produktionsomkostninger på fyldestgørende måde havde medtaget samtlige produktionstab på samtlige produktionsstadier for såvel bredbånd fremstillet af sagsøgeren selv som bredbånd købt af dennes med sagsøgeren forretningsmæssigt forbundne selskab, LISCO. Den metode, der blev anvendt, bestod i for de anvendte råmaterialer på samtlige produktionsstadier at fastlægge et »produktionstab pr. enhed« i form af en ratio, som ikke blev henført til materialeomkostningerne, men til produktionsomkostningerne på det følgende produktionsstadium, og som betegnes »konverteringsomkostningen«. Produktionstabet blev således ikke bogført som en materialeomkostning, men som en konverteringsomkostning. Denne metode til fordeling af produktionsomkostningerne, der benævnes »det ensartede kostprissystem«, er en velkendt bogføringsmetode, der er fuldt anerkendt i verden og Taiwan som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 5, og som sagsøgeren forklarede for Kommissionen såvel under kontrolbesøget som i sagsøgerens bemærkninger til de foreløbige konklusioner.

32      Da Kommissionen så bort fra sagsøgerens kontrollerede data og omkostningsfordelingsmetode og nægtede at tage hensyn til den måde, hvorpå sagsøgeren havde bogført produktionstabet i sine produktionsomkostninger, drog den en åbenbart fejlagtig konklusion vedrørende produktionstabet.

33      Sagsøgeren har gjort gældende, at der må foretages en afvejning mellem Kommissionens pligt til at foretage en rettidig undersøgelse og de erhvervsdrivendes berettigede interesse i en upartisk og objektiv undersøgelse af deres faktiske data og i, at den for undersøgelsen ansvarlige myndighed anvender producentens bogføringssystem for omkostninger, når dette »på passende og tilstrækkelig måde« afspejler de udgifter, som er afholdt ved fremstillingen af den pågældende vare.

34      Ifølge sagsøgeren har Kommissionen ikke bestridt, at de regnskabsdokumenter, hvortil sagsøgeren har henvist, er blevet revideret, og at sagsøgeren normalt anvender den metode til fordeling af produktionsomkostningerne, som benævnes »det ensartede kostprissystem«. Kommissionen har ikke påvist, på hvilken måde de udgifter, der er forbundet med fremstillingen og salget af den pågældende vare, ikke afspejles på rimelig måde i regnskabsoptegnelserne, men har kun udtrykt mistanke om, at denne metode i det foreliggende tilfælde ikke afspejler de enkelte omkostningselementers reelle værdi. Denne mistanke skyldes imidlertid, at Kommissionen benyttede en ukorrekt beregningsmetode og anvendte sagsøgerens regnskabsoptegnelser på en selvmodsigende måde, og Kommissionen har, i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 5, ikke påvist, hvorledes den alternative metode, den anvender, er mere pålidelig og bedre afspejler hvert enkelt omkostningselements reelle værdi.

35      Mere specifikt har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen i sine foreløbige konklusioner, sine endelige konklusioner og den anfægtede forordning anførte, at sagsøgeren i produktionsomkostningerne for den pågældende vare ikke havde bogført produktionstabet i forbindelse med de varmvalsede bredbånd, som sagsøgeren havde købt af LISCO, hvilket i sig selv udgør en åbenbar fejl ved vurderingen af de faktiske omstændigheder. De forklaringer, Kommissionen gav i sine foreløbige konklusioner, sine endelige konklusioner og den anfægtede forordning, er ligeledes åbenbart tendentiøse og fejlagtige.

36      Sagsøgeren har hvad dette angår indledningsvis bemærket, at den metode til beregning af den ved fremstillingen af den pågældende vare forbrugte mængde varmvalsede bredbånd, som Kommissionen anvendte i sine foreløbige konklusioner, og hvorefter denne mængde svarer til de samlede råmaterialeomkostninger pr. indkøbt varmvalset bredbånd i forhold til købsprisen for varmvalsede bredbånd, ikke er korrekt under hensyn til sagsøgerens metode til bogføring af omkostninger. Denne omstændighed afkræfter Kommissionens fejlagtige konklusion om, at mængden af forbrugte varmvalsede bredbånd svarer til den producerede mængde af den pågældende vare, eftersom mængden af forbrugte råmaterialer ville have været større end mængden af den pågældende vare, hvis produktionstabet var blevet bogført korrekt.

37      Endvidere er de begrundelser, Kommissionen anførte i de endelige konklusioner, ligeledes fejlagtige. For det første var ingen af de oplysninger, som sagsøgeren havde fremlagt, da denne redegjorde for sin bogføringsmetode, nye for Kommissionen, da de foreløbige konklusioner blev meddelt, eftersom samtlige henførsler af omkostninger, herunder henførslerne vedrørende produktionstab, klart fremgik af den tabel over produktionsomkostninger, som sagsøgeren allerede havde fremlagt i sit svar på antidumpingspørgeskemaet, nemlig tabellen i bilag 54 til spørgeskemaet. I sit svar på de foreløbige konklusioner havde sagsøgeren ligeledes fremlagt et nyt arbejdspapir med en fordeling af konverteringsomkostningerne for at vise produktionstabet; dette arbejdspapir var blevet udarbejdet udelukkende på grundlag af data i de foreløbige konklusioner.

38      For det andet var det produktionstab pr. enhed, som sagsøgeren havde anvendt til bogføring af konverteringsomkostningen, som en værdi blevet henført til samtlige elementer af denne, herunder til generalomkostningerne, hvorved sagsøgeren på passende måde havde sikret sig, at samtlige med produktionstabet forbundne omkostninger, herunder det tab, som de generalomkostninger havde medført, der var blevet afholdt ved produktionen af det »tabte« materiale, var registreret korrekt i sagsøgerens system til bogføring af omkostninger.

39      For det tredje er de i produktionstabet inkluderede råmaterialeomkostninger, i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, ikke mindre end det som skrotfradrag krævede beløb, således som det fremgår af det forklarende regneark, hvortil der henvises i præmis 37 ovenfor. Det er således åbenbart, at Kommissionen for så vidt angår produktionstab undlod at tage hensyn til de faktiske data og sagsøgerens metode til bogføring af omkostninger. Dertil kommer, at Kommissionen selv ville have kunnet fastslå den faktiske »mængde« råmaterialer, der var blevet anvendt ved fremstillingen af den pågældende vare, hvis den havde taget korrekt hensyn til de fremlagte oplysninger og fulgt den metode til fastlæggelse af råmaterialeforbruget, som den selv havde anvendt i sine foreløbige konklusioner.

40      Endelig havde Kommissionen efter sagsøgerens opfattelse let kunnet beregne den faktiske »mængde« varmvalsede bredbånd, som var blevet anvendt ved fremstillingen af den pågældende vare, i den anfægtede forordning på grundlag af de tilgængelige oplysninger ved at benytte den metode, som den selv havde anvendt på det foreløbige stadium, i modsætning til, hvad Kommissionen hævder i 61. betragtning til den anfægtede forordning.

41      Sagsøgeren har ligeledes afvist Kommissionens påstand om, at sagsøgeren i undersøgelsesperioden og efter kontrolbesøget fremlagde »fragmentariske og svingende« oplysninger om produktionsomkostningerne. Sagsøgeren har herom anført, at denne besvarede alle punkter i sit svar på spørgeskemaet og derpå inden for de fastsatte frister efterkom alle Kommissionens anmodninger før, under og efter kontrolbesøget på stedet, at sagsøgeren forklarede, hvorfor produktionsomkostningerne var blevet ændret i forbindelse med fremsendelsen af den anden tabel over produktionsomkostningerne, som Kommissionen havde udbedt sig, at sagsøgeren besvarede hele Kommissionens supplerende spørgeskema, der var blevet fremsendt den 9. februar 2015 efter kontrolbesøget, og endnu en gang forklarede sin omkostningsfordelingsmetode i bemærkningerne til de foreløbige konklusioner, hvori det for første gang blev anført, at skrotfradraget ikke kunne accepteres. Denne metode overflødiggør enhver oplysning om mængderne af varmvalsede bredbånd. Oplysningerne herom var dog til rådighed for Kommissionen.

42      Ydermere er Kommissionens påstand om, at den ikke rådede over tilstrækkelige oplysninger om de »mængder« varmvalsede bredbånd, der var blevet forbrugt ved fremstillingen af den pågældende vare, og »som er nødvendige for at kontrollere rigtigheden af [sagsøgerens] oplysninger«, ligeledes fejlagtig.

43      For det første blev oplysningerne om mængderne af »sorte« bredbånd, dvs. bredbånd indkøbt til og anvendt ved produktionen af den pågældende vare, givet i bilag 56 til svaret på spørgeskemaet, ligesom sagsøgeren i tabellen i bilag 6, »Afstemning af salget« (siden med overskriften »Afstemning pr. produkttype«), der blev udfærdiget under kontrolbesøget, havde angivet mængden af solgte »sorte« bredbånd, der alle var blevet fremstillet internt, hvorfor Kommissionen kunne have fastslået mængderne af »sorte« bredbånd indkøbt til og anvendt ved fremstillingen af den pågældende vare ved at foretage en meget enkel beregning; de krævede oplysninger om mængder blev således givet under den administrative procedure. Sagsøgeren havde ligeledes sondret klart mellem købte og solgte »sorte« bredbånd og »hvide« bredbånd (eller bredbånd »nr. 1«). For det andet besvarede sagsøgeren til stadighed Kommissionens spørgsmål under undersøgelsen, og der blev ikke anmodet om, at der i svaret på spørgeskemaet blev givet specifikke oplysninger om mængderne af »sorte« bredbånd indkøbt til og anvendt ved produktionen af den pågældende vare, om end bilag 56 til svaret på spørgeskemaet indeholder oplysninger om mængden af »sorte« bredbånd. Under kontrolbesøget gav sagsøgeren ligeledes oplysninger om, hvor stor en mængde »sorte« bredbånd der var blevet solgt efter videreforarbejdning (tabellen i bilag 6, »Afstemning af salget«), hvilket gjorde det muligt at fastslå, hvor stor en mængde »sorte« bredbånd der var blevet anvendt ved produktionen i efterfølgende led. Efter kontrolbesøget fremsendte Kommissionen et supplerende spørgeskema, hvori den ikke udbad sig yderligere oplysninger om mængderne af indkøbte eller forbrugte varmvalsede bredbånd. For det tredje var oplysningerne om indkøbte varmvalsede bredbånd ikke relevante i det foreliggende tilfælde, eftersom Kommissionen under alle omstændigheder havde besluttet, at den ikke ville tage hensyn til omkostningerne ved disse indkøb og erstatte dem med omkostningerne ved internt fremstillede varmvalsede bredbånd.

44      Sagsøgeren har tilføjet, at alle de oplysninger og dokumenter, som sagsøgeren på Kommissionens anmodning fremlagde for denne efter kontrolbesøget på stedet, og sagsøgerens bemærkninger til dens konklusioner var baseret på data og tabeller, som Kommissionen havde modtaget før dette besøg, eller som den selv havde tilvejebragt, og som derfor ikke krævede en egentlig kontrol.

45      Ifølge sagsøgeren kan Kommissionen ikke henvise til noget dokument, der bekræfter, at den klart anmodede sagsøgeren om at meddele den de angiveligt manglende data vedrørende de indkøbte og forbrugte varmvalsede bredbånd, og at sagsøgeren nægtede at fremlægge disse; det var i realiteten først i det dokument, hvor de endelige konklusioner blev meddelt, at sagsøgeren erfarede, at Kommissionen anså det for problematisk, hvor stor en mængde råmaterialer, der reelt var blevet forbrugt ved fremstillingen af den pågældende vare.

46      Mere generelt har sagsøgeren bemærket, at Kommissionen aldrig formelt udbad sig oplysninger om mængder, at der hverken blev stillet spørgsmål herom i det almindelige eller det supplerende spørgeskema, at Kommissionen kun udbad sig oplysningerne en enkelt gang under kontrolbesøget, at sagsøgeren fremlagde oplysningerne om de mængder, hvortil der henvises i bilag 56 til svaret på spørgeskemaet, at Kommissionen imidlertid på intet tidspunkt tog dette spørgsmål op igen, da den under kontrolbesøget udtrykte den opfattelse, som den i sidste instans fulgte, at omkostningerne ved de indkøbte varmvalsede bredbånd skulle erstattes med omkostningerne ved internt fremstillede varmvalsede bredbånd, og at Kommissionen efter kontrolbesøget kun anmodede om, at sagsøgeren fremlagde en ny tabel over produktionsomkostningerne, hvori omkostningerne i forbindelse med indkøbte bredbånd var erstattet med omkostningerne ved internt fremstillede.

47      Sammenfattende er der ikke grundlag for Kommissionens påstande om, at sagsøgeren ikke fremlagde tilstrækkelige oplysninger eller ikke opfyldte sin pligt til samarbejde, og de kan ikke begrunde, at Kommissionen ikke ville acceptere sagsøgerens regnskabsdokumenter og den almindelige metode til fordeling af omkostninger, som sagsøgeren havde anvendt, hvilket udgør en klar tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 5.

48      For det andet drog Kommissionen som følge af denne tilsidesættelse den åbenbart fejlagtige konklusion, at sagsøgeren ikke havde indregnet produktionstabet i forbindelse med indkøbte varmvalsede bredbånd fuldt ud i produktionsomkostningerne for den pågældende vare, hvorfor det ligeledes var med urette, at Kommissionen følgelig nægtede at acceptere fradraget for genanvendt skrot i produktionsomkostningerne for den pågældende vare, hvilket kunstigt forøgede den normale værdi i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 3.

49      Hvad dette angår har sagsøgeren bemærket, at hvis, således som Kommissionen har gjort gældende, den foreliggende situation henhører under grundforordningens artikel 2, stk. 4 (nu artikel 2, stk. 4, i forordning 2016/1036), som forklarer artiklens stk. 3, er sidstnævnte stykke nødvendigvis relevant. Desuden omfatter dette stykke ved at betone »kunstigt lave« priser klart de angiveligt tabsgivende salg. Endelig er det kun grundforordningens artikel 2, stk. 3, der omhandler beregningen af den normale værdi, og Kommissionens beregningsfejl, som kunstigt forhøjer den normale værdi, udgør derfor en tilsidesættelse af denne artikel.

50      For det tredje begik Kommissionen efter sagsøgerens opfattelse ligeledes magtfordrejning ved at nægte at acceptere fradraget for genanvendt skrot, idet den derved udnyttede antidumpingreglerne til at beskytte EU-erhvervsgrenen ud over den efter forhandling fastsatte ligevægt, som Verdenshandelsorganisationen (WTO) er nået frem til for den pågældende vare.

51      Kommissionen og intervenienten har bestridt sagsøgerens argumentation.

52      Indledningsvis bemærkes, således som Domstolen har fremhævet, at fastsættelsen af den normale værdi udgør et af de væsentlige trin, som er nødvendige for at bevise en eventuel dumping. Det fremgår hvad dette angår af såvel ordlyden som opbygningen af grundforordningens artikel 2, stk. 1, første afsnit (nu artikel 2, stk. 1, første afsnit i forordning 2016/1036), at det ved fastsættelsen af den normale værdi principielt er den pris, som faktisk er betalt, eller som skal betales, i normal handel, der principielt først og fremmest skal lægges til grund. I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3, første afsnit (nu artikel 2, stk. 3, første afsnit, i forordning 2016/1036), kan dette princip kun fraviges, såfremt samme vare ikke sælges i »normal handel«, såfremt dette salg er utilstrækkeligt, eller såfremt et sådant salg ikke muliggør en passende sammenligning. Disse fravigelser fra den metode, hvorefter den normale værdi skal fastlægges på grundlag af de faktiske priser, er udtømmende (jf. dom af 1.10.2014, Rådet mod Alumina, C-393/13 P, EU:C:2014:2245, præmis 20 og 21 og den deri nævnte retspraksis).

53      Domstolen har ligeledes udtalt, at formålet med begrebet normal handel er at sikre, at en vares normale værdi i videst mulige omfang svarer til den normale pris for samme vare på eksportørens hjemmemarked. Såfremt et salg finder sted på vilkår og betingelser, der ikke er i overensstemmelse med den handelspraksis, der gælder for salg af de samme varer på dette marked på det tidspunkt, der er relevant for konstateringen af, om der foreligger antidumping, udgør salget ikke et passende grundlag for at fastlægge den normal værdi for samme vare på det nævnte marked (dom af 1.10.2014, Rådet mod Alumina, C-393/13 P, EU:C:2014:2245, præmis 28).

54      Imidlertid indeholder hverken aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (GATT) (EUT 1994, L 336, s. 103, herefter »antidumpingaftalen«) i bilag 1A til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO) (EUT 1994, L 336, s. 3) eller grundforordningen en definition af begrebet »normal handel«. Grundforordningens artikel 2 omhandler ganske vist udtrykkeligt to tilfælde af salg, som under visse forhold ikke kan udgøre normal handel. For det første præciserer grundforordningens artikel 2, stk. 1, tredje afsnit (nu artikel 2, stk. 1, tredje afsnit, i forordning 2016/1036), at transaktioner mellem parter, som synes at være forretningsmæssigt forbundne eller at have en indbyrdes kompensationsaftale, kun kan anses for at finde sted i normal handel, og at priserne for de pågældende transaktioner kun kan anvendes til fastsættelse af den normale værdi, hvis det undtagelsesvis fastslås, at de ikke er påvirket af dette afhængighedsforhold (jf. dom af 1.10.2014, Rådet mod Alumina, C-393/13 P, EU:C:2014:2245, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis). For det andet følger det af grundforordningens artikel 2, stk. 4, første afsnit (nu artikel 2, stk. 4, første afsnit i forordning 2016/1036), at salg af samme vare på eksportlandets hjemmemarked eller eksportsalg til et tredjeland til priser, der er lavere end produktionsomkostningerne, kun kan anses for ikke at have fundet sted i normal handel, hvis det fastslås, at disse salg har fundet sted i en længere periode i betydelige mængder og til priser, som ikke giver dækning for alle omkostninger inden for en rimelig periode (jf. dom af 1.10.2014, Rådet mod Alumina, C-393/13 P, EU:C:2014:2245, præmis 23 og 24 og den deri nævnte retspraksis).

55      Grundforordningens artikel 2 giver imidlertid ikke herved en udtømmende liste over de metoder, der gør det muligt at fastslå, om transaktionerne fandt sted i normal handel. I denne forbindelse har Domstolen præciseret, at begrebet normal handel sigter til selve arten af den pågældende afsætning. Den har til formål at udelukke situationer ved fastsættelsen af den normale værdi, hvor salget på hjemmemarkedet ikke foretages på normale handelsvilkår, navnlig når en vare sælges til en pris, der ligger under produktionsomkostningerne, eller når der finder transaktioner sted mellem parter, der er forretningsmæssigt forbundet, eller mellem hvem der består en kompensationsaftale (jf. dom af 1.10.2014, Rådet mod Alumina, C-393/13 P, EU:C:2014:2245, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

56      I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at Kommissionen under undersøgelsen anvendte 784 typer af den pågældende vare, som sagsøgeren fremstillede, identificeret ved deres kontrolnumre, da den skulle sammenligne den normale værdi af den pågældende vare med dens eksportpriser. Det fremgik af undersøgelsen, at den på hjemmemarkedet solgte mængde for 21 produkttypers vedkommende var 5% lavere end de mængder, som var blevet eksporteret til Unionen, hvorfor hjemmemarkedssalgene ikke var repræsentative som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 2. Endvidere er den konklusion, hvorefter Kommissionen for så vidt angår en mindre del af sagsøgerens hjemmemarkedssalg – i modsætning til hvad sagsøgeren har hævdet – fandt, at salgsprisen havde været lavere end produktionsomkostningerne som omhandlet i forordningens artikel 2, stk. 4, en konsekvens af, at Kommissionen ikke ville følge det krav, sagsøgeren havde fremsat i tabellen i bilag 54 til svaret på antidumpingspørgeskemaet om, at genanvendt skrot blev fradraget de pågældende produktionsomkostninger.

57      Således som det fremgår af præmis 30, 48 og 50 ovenfor, har sagsøgeren til støtte for nærværende anbringende gjort gældende, at Kommissionen ved at afvise, at værdien af genanvendt skrot kunne fradrages i produktionsomkostningerne for den pågældende vare, tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 3 og 5, og begik magtfordrejning.

58      Hvad for det første angår påstanden om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3, bemærkes, at det fremgår af denne bestemmelse, at hvis samme vare ikke sælges eller ikke sælges i tilstrækkelige mængder i normal handel, eller hvis et sådant salg ikke muliggør en behørig sammenligning på grund af den særlige markedssituation, fastsættes den normale værdi for samme vare på grundlag af produktionsomkostningerne i oprindelseslandet plus et rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste eller på grundlag af eksportpriserne ved salg i normal handel til et egnet tredjeland, forudsat at disse priser er repræsentative. Det angives i samme bestemmelse, at en særlig markedssituation for den pågældende vare, som omhandlet i foregående sætning, kan anses for at være til stede, bl.a. når priserne er kunstigt lave, når der forekommer betydelig byttehandel, eller når der foreligger ikke-kommercielle forædlingsforanstaltninger (dom af 15.9.2016, PT Musim Mas mod Rådet, T-80/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:504, præmis 64).

59      Endvidere bemærkes, at det i grundforordningens artikel 2, stk. 3, omhandlede begreb normal handel, som anført i præmis 52-55 ovenfor, har til formål at udelukke situationer ved fastsættelsen af den normale værdi, hvor salget på hjemmemarkedet ikke foretages på normale handelsvilkår, navnlig når en vare sælges til en pris, der ligger under produktionsomkostningerne som omhandlet i samme forordnings artikel 2, stk. 4, første afsnit.

60      Den omstændighed, at den normale værdi i det foreliggende tilfælde for et antal af sagsøgeren angivne handler blev konstrueret, skyldes – i modsætning til hvad sagsøgeren har hævdet – ikke, at der var blevet konstateret en »særlig markedssituation for den pågældende vare« som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 3, men er en direkte følge af den konklusion, som Kommissionen havde draget om, at den pågældende vare var blevet solgt til priser, der var lavere end produktionsomkostningerne (faste og variable) pr. enhed forhøjet med salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 4, første afsnit, efter at den havde afvist det af sagsøgeren fremsatte krav om fradrag for skrot.

61      Det kan derfor under alle omstændigheder ikke fastslås med henblik på en annullation af den anfægtede forordning, at der foreligger en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3, for så vidt angår de i bestemmelsen angivne forskellige situationer, hvor den for undersøgelsen ansvarlige myndighed skal konstruere den normale værdi af den eksporterende producents vare, uden hensyn til, om det er fastslået, at forordningens artikel 2, stk. 4, er blevet tilsidesat. Således som det bl.a. blev anført i præmis 60 ovenfor, udelukkes visse salg på hjemmemarkedet nemlig i den anfægtede forordning fra fastsættelsen af den normale værdi med den begrundelse, at de ikke kunne komme i betragtning som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 4, og sagsøgeren har derudover ikke inden for rammerne af den foreliggende sag anfægtet den metode, Kommissionen anvendte ved fastsættelsen af den normale værdi som angivet i grundforordningens artikel 2, stk. 3.

62      Hvad for det andet angår påstanden om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 5, bemærkes, at konstateringen af, at salgene af den pågældende vare ikke var omfattet af grundforordningens artikel 2, stk. 4, var en konsekvens af, at Kommissionen i mangel af tilstrækkelige beviser ikke ville acceptere kravet om, at værdien af skrot, som var blevet genanvendt efter de tab af varmvalsede bredbånd, der opstår under fremstillingen af den pågældende vare, blev fradraget produktionsomkostningerne for denne. Kommissionens afslag udgør efter sagsøgerens opfattelse ikke alene en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3, men også af dens artikel 2, stk. 5, eftersom det var med urette, at Kommissionen nægtede at tage hensyn til sagsøgerens regnskabsoptegnelser og metode til fordeling af de til produktionstabene henførte omkostninger.

63      Det fremgår af grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit (nu artikel 2, stk. 5, første afsnit, i forordning 2016/1036), at produktionsomkostningerne normalt beregnes på grundlag af optegnelser, der føres af den part, som er omfattet af undersøgelsen, forudsat at sådanne optegnelser er i overensstemmelse med almindeligt anerkendte bogføringsprincipper i det pågældende land og på en rimelig måde afspejler de omkostninger, der er forbundet med produktion og salg af den pågældende vare.

64      Det bestemmes i grundforordningens artikel 2, stk. 5, andet afsnit (nu artikel 2, stk. 5, andet afsnit, i forordning 2016/1036), at hvis omkostninger forbundet med produktion og salg af en vare, der er omfattet af en undersøgelse, ikke er tilstrækkeligt afspejlet i den pågældende parts optegnelser, justeres eller fastsættes de på grundlag af de omkostninger, der bæres af andre producenter eller eksportører i samme land, eller, hvis sådanne oplysninger ikke foreligger eller ikke kan anvendes, på et andet rimeligt grundlag, herunder oplysninger fra andre repræsentative markeder.

65      Det tilføjes i grundforordningens artikel 2, stk. 5, tredje afsnit (nu artikel 2, stk. 5, tredje afsnit, i forordning 2016/1036), at en fordeling af omkostninger, der beror på en fast praksis, kan lægges til grund.

66      Det følger således af ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, at de regnskabsoptegnelser, som er foretaget af den part, der er genstand for undersøgelsen, udgør den vigtigste kilde til oplysninger ved fastsættelsen af produktionsomkostningerne for den pågældende vare, og at anvendelsen af de data, som er indeholdt i disse optegnelser, udgør reglen, og at det repræsenterer undtagelsen, at de tilpasses eller erstattes af et andet rimeligt grundlag. Under hensyn til princippet om, at en fravigelse af eller en undtagelse fra en generel regel skal fortolkes indskrænkende, skal det lægges til grund, at den undtagelsesordning, der følger af grundforordningens artikel 2, stk. 5, skal fortolkes indskrænkende (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, PT Musim Mas mod Rådet, T-80/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:504, præmis 68, 69 og 83).

67      Endvidere påhviler det for så vidt angår bevisbyrden med hensyn til at påvise, at der foreligger omstændigheder, som berettiger til at anvende grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit, institutionerne at lægge beviser, eller det mindste indicier, til grund, som giver grundlag for at fastslå, at den faktor foreligger, for hvilke justeringen foretages, hvis de finder, at de må se bort fra de produktionsomkostninger, der er indeholdt i de regnskabsoptegnelser, som er foretaget af den part, der er genstand for undersøgelsen, og erstatte dem med en anden pris, der vurderes at være rimelig (dom af 15.9.2016, PT Musim Mas mod Rådet, T-80/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:504, præmis 82).

68      Endelig bemærkes ligeledes, at institutionerne for så vidt angår handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger råder over et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge (jf. dom af 23.9.2009, Dongguan Nanzha Leco Stationery mod Rådet, T-296/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:347, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, at Unionens retsinstansers prøvelse af institutionernes skøn må begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbar urigtig vurdering af de nævnte faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning (jf. dom af 28.10.2004, Shanghai Teraoka Electronic mod Rådet, T-35/01, EU:T:2004:317, præmis 48 og 49 og den deri nævnte retspraksis, og af 4.10.2006, Moser Baer India mod Rådet, T-300/03, EU:T:2006:289, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis). Denne begrænsede domstolsprøvelse omfatter bl.a. valget mellem forskellige metoder til beregning af dumpingmargenen og fastsættelsen af en vares normale værdi (jf. dom af 23.9.2009, Dongguan Nanzha Leco Stationery mod Rådet, T-296/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:347, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

69      Det er på baggrund af disse betragtninger, at det skal prøves, om Kommissionens afslag på at acceptere det af sagsøgeren krævede fradrag for genanvendt skrot i produktionsomkostningerne for den pågældende vare udgør en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 5.

70      Indledningsvis er det åbenbart, således som det følger af den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 66 og 67 ovenfor, at Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 5, ikke var forpligtet til at acceptere oplysningerne i sagsøgerens regnskabsoptegnelser om produktionsomkostningerne og skrotfradraget ubetinget og uden at foretage den nødvendige kontrol.

71      Dette bekræftes af grundforordningens artikel 6, stk. 8 (nu artikel 6, stk. 8, i forordning 2016/1036), hvorefter det i det omfang, det er muligt, skal sikres, at de oplysninger, som de berørte parter meddeler, og som lægges til grund for de afgørelser, der træffes, er korrekte, undtagen under de omstændigheder, der er omhandlet i grundforordningens artikel 18 (nu artikel 18 i forordning 2016/1036) (jf. analogt dom af 15.6.2017, T.KUP, C-349/16, EU:C:2017:469, præmis 32), og uanset sagsøgerens påstand om, dels at den metode til fordeling af produktionsomkostningerne, som benævnes »det ensartede kostprissystem«, og som sagsøgeren havde anvendt til beregning af produktionsomkostningerne for den pågældende vare, er velkendt og anerkendt, dels at regnskabsdokumenterne var udfærdiget i overensstemmelse med almindeligt anerkendte bogføringsprincipper i Taiwan. På samme måde bestemmes det i antidumpingaftalens artikel 6, stk. 6, at myndighederne, undtagen under de omstændigheder, der er omhandlet i artikel 6, stk. 8, skal sikre sig under undersøgelsen, »at de oplysninger, som interesserede parter meddeler, og som lægges til grund for myndighedernes afgørelser, er korrekte«. Når der er tale om indførelse af antidumpingforanstaltninger, er denne kontrolforpligtelse udtryk for et mere generelt princip, hvorefter enhver myndighed, uanset dens vide skønsbeføjelse, skal foretage en nøje undersøgelse og lægge beviser af tilstrækkelig kvalitet til grund for sin vurdering (jf. analogt dom af 12.12.2014, Crown Equipment (Suzhou) og Crown Gabelstapler mod Rådet, T-643/11, EU:T:2014:1076, præmis 101, ikke trykt i Sml.).

72      I denne sammenhæng bemærkes navnlig, at det følger af grundforordningens artikel 6, stk. 2 (nu artikel 6, stk. 2, i forordning 2016/1036), at Kommissionens tjenestegrene udarbejder og tilsender de berørte parter et spørgeskema med henblik på at indhente de for antidumpingundersøgelsen nødvendige oplysninger, og at de nævnte parter er forpligtet til at meddele tjenestegrenene de oplysninger, som er nødvendige for at fuldføre antidumpingundersøgelsen (dom af 14.12.2017, EBMA mod Giant (China), C-61/16 P, EU:C:2017:968, præmis 50 og 51).

73      Dette bekræftes desuden af grundforordningens artikel 16, stk. 1 og 3 (nu artikel 16, stk. 1 og 3, i forordning 2016/1036), hvorefter Kommissionen har ret til at foretage besøg med henblik på bl.a. at efterprøve oplysninger, der er indgivet om dumping og skade, og hvorefter de pågældende virksomheder underrettes om arten af de oplysninger, der skal efterprøves, og om eventuelle andre oplysninger, der skal fremlægges under et sådant besøg, om end dette ikke udelukker, at der under kontrolbesøget på grundlag af de indhentede oplysninger fremsættes anmodning om nærmere enkeltheder. Det følger navnlig af artiklen, at oplysningerne i den berørte virksomheds optegnelser skal kunne krydstjekkes.

74      Et af de redskaber, der står til rådighed for den for undersøgelsen ansvarlige myndighed, således at den kan opfylde sin forpligtelse i henhold til grundforordningens artikel 6, stk. 8, er således kontrolbesøget på stedet i henhold til forordningens artikel 16, hvis myndigheden finder et sådant besøg hensigtsmæssigt. Det bestemmes i antidumpingaftalens artikel 6, stk. 7, at »[f]or at efterprøve indgivne oplysninger eller indhente yderligere oplysninger kan myndighederne om fornødent foretage undersøgelser på andre [medlemsstaters] område, forudsat at de opnår de pågældende firmaers samtykke og underretter repræsentanterne for [den] pågældende [medlemsstats] regering, og hvis dette medlem ikke modsætter sig undersøgelsen«.

75      Således som Retten har fastslået, er parternes svar på det spørgeskema, som er omhandlet i grundforordningens artikel 6, stk. 2, og den efterfølgende kontrol, Kommissionen kan foretage på stedet i henhold til forordningens artikel 16, af væsentlig betydning for gennemførelsen af antidumpingproceduren (jf. dom af 30.4.2015, VTZ m.fl. mod Rådet, T-432/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:248, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

76      Det bemærkes ligeledes, at det bestemmes i grundforordningens artikel 18, stk. 3 (nu artikel 18, stk. 3, i forordning 2016/1036), at »[s]elv om de oplysninger, som en berørt part indgiver, ikke er fyldestgørende i enhver henseende, ses der ikke bort fra dem, forudsat at eventuelle mangler ikke giver anledning til urimelige vanskeligheder i arbejdet med at nå til rimeligt nøjagtige resultater, at oplysningerne indgives på korrekt vis og rettidigt, at de kan efterprøves, og den pågældende part har handlet efter bedste evne«. Endvidere følger det af grundforordningens artikel 18, stk. 3 og 6 (nu artikel 18, stk. 3 og 6, i forordning 2016/1036), at de oplysninger, som de berørte parter er forpligtet til at forelægge Kommissionen, skal benyttes af EU-institutionerne med henblik på udarbejdelse af antidumpingundersøgelsens konklusioner, og at disse samme parter ikke må udelade relevante oplysninger. Om en given oplysning er nødvendig, skal vurderes fra sag til sag (dom af 14.12.2017, EBMA mod Giant (China), C-61/16 P, EU:C:2017:968, præmis 52).

77      Desuden påhviler det, således som Unionens retsinstanser har bemærket, ganske vist Kommissionen som undersøgende myndighed at bevise, at der foreligger dumping, skade og en årsagsforbindelse mellem den import, som er genstand for dumping, og skaden. Men da Kommissionen ikke i nogen bestemmelse i grundforordningen tillægges beføjelse til at tvinge de berørte parter til at deltage i undersøgelsen eller til at fremlægge information, er den afhængig af deres frivillige samarbejde med hensyn til at meddele den de nødvendige oplysninger (jf. analogt dom af 30.4.2015, VTZ m.fl. mod Rådet, T-432/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:248, præmis 29).

78      Det følger af ovenstående betragtninger, at kontrollen har til formål at gøre det muligt for Kommissionen at løse sin opgave, herunder navnlig at forstå og efterprøve den måde, hvorpå dataene er udarbejdet, og mere generelt at sikre sig, at de oplysninger er »rigtige«, som er blevet meddelt af den af undersøgelsen omfattede virksomhed, som det påhviler at besvare Kommissionens spørgsmål udtømmende og efter bedste evne, og som ikke må undlade at give alle de oplysninger og forklaringer, der kræves for, at Kommissionen kan foretage de nødvendige krydstjek med henblik på at efterprøve rigtigheden af de fremlagte oplysninger og drage rimeligt korrekte konklusioner i tilstrækkeligt god tid, og under alle omstændigheder før kontrollen afsluttes, da den i modsat fald ikke længere kan tage hensyn til de pågældende oplysninger og forklaringer. Således som intervenienten med rette har bemærket, gælder dette navnlig, når, som i det foreliggende tilfælde, der er tale om taloplysninger, som vil kunne samles på grundlag af forskellige situationer, og hvis efterprøvelse er nødvendig for at sikre processens integritet, idet det i øvrigt navnlig er ubestridt, at sagsøgeren af hjemmemarkedssalget af den pågældende vare kun havde angivet en ubetydelig fortjeneste på [fortroligt] (1).

79      I sidstnævnte forbindelse bemærkes mere specifikt – således som det bl.a. blev anført i præmis 54 og 55 ovenfor – at det følger af grundforordningens artikel 2, stk. 4, første afsnit, at salg af den pågældende vare på eksportlandets hjemmemarked til priser, der er lavere end produktionsomkostningerne pr. enhed (faste og variable), forhøjet med salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger, under visse omstændigheder kan anses for ikke at have fundet sted i normal handel. Begrebet normal handel har til formål at udelukke tilfælde i forbindelse med fastsættelsen af den normale værdi, hvor en afsætning på hjemmemarkedet ikke sker på normale forretningsmæssige vilkår, navnlig når en vare sælges til en pris, der ligger under produktionsomkostningerne (jf. dom af 1.10.2014, Rådet mod Alumina, C-393/13 P, EU:C:2014:2245, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

80      Undersøgelsen af hjemmemarkedssalgets rentabilitet er således et centralt element i antidumpingundersøgelsen. I bl.a. dette øjemed indeholder antidumpingspørgeskemaet to afsnit, som benævnes henholdsvis »Produktionsomkostninger« (afsnit F) og »Rentabilitet« (afsnit G). Kontrollen på stedet gør det muligt for Kommissionen at foretage anden kontrol foranlediget af de svar, som den i mellemtiden har modtaget fra den af undersøgelsen omfattede virksomhed.

81      Ifølge Kommissionen viste undersøgelsen imidlertid, at den bogføringsmetode, sagsøgeren havde anvendt til angivelse af skrotfradraget, havde gjort det muligt for denne først at fradrage de materielle tab, der var opstået under produktionsprocessen, og derpå blandt disse de tab, hvor materialerne var blevet konverteret til skrot, hvilket i sidste instans havde ført til, at sidstnævnte tab var blevet fradraget produktionsomkostningerne to gange. Selv om sagsøgeren forsøgte at forklare sit system til bogføring af omkostninger under kontrolbesøget på stedet, var det først efter vedtagelsen af den foreløbige forordning, nemlig i sagsøgerens bemærkninger til de foreløbige konklusioner af 20. april 2015, at denne forklarede, at materielle skrottab i sagsøgerens analytiske bogføringssystem i realiteten udgjorde en del af de med produktionen forbundne generalomkostninger, og at de derfor ikke fremgik som en del af produktionsomkostningerne.

82      Hvad dette angår har Kommissionen gjort gældende, at den af sagsøgeren anvendte meget specielle omkostningsfordelingsmetode, som sagsøgeren har anvendt, og som bygger på »kostpriserne« – idet den, efter hvad sagsøgeren selv har forklaret, fordeler produktionstabet pr. enhed på de forskellige elementer af konverteringsomkostningen, såsom arbejdskraftomkostningerne, afskrivningerne, elektricitetsomkostningerne og andre konverteringsomkostninger – bevirker, at data for præcist definerede produktionsomkostninger og generelle data for generalomkostningerne blandes, hvilket indebærer en fare for, at produktionstabet fradrages dobbelt, og for, at omkostningerne følgelig kunstigt mindskes, og umuliggør en præcis efterprøvelse af, om de med produktionen og salget forbundne udgifter er rimeligt afspejlet i regnskabsoptegnelserne.

83      Kommissionen har endvidere bemærket, at den stødte på andre problemer i forbindelse med efterprøvelsen af rigtigheden af sagsøgerens påstand om, at produktionsomkostningerne skulle reduceres på grund af det krævede skrotfradrag. Kommissionen har dels henvist til – således som det ligeledes anføres i 76. betragtning til den foreløbige forordning, hvis konklusioner bekræftes i 62. betragtning til den anfægtede forordning – at den ikke kunne tage hensyn til oplysningerne om købsprisen for den betydelige mængde varmvalsede bredbånd, som sagsøgeren havde købt af sin med denne forretningsmæssigt forbundne leverandør, LISCO, fordi disse priser ikke var blevet fastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet, hvilket sagsøgeren ikke har bestridt. Dels, og især, fremlagde sagsøgeren – som anført i 61. betragtning til den anfægtede forordning – på intet tidspunkt under den administrative procedure pålidelige og præcise oplysninger om de faktiske mængder indkøbte varmvalsede bredbånd, der specifikt var blevet forbrugt i produktionsprocessen for den pågældende vare, men henviste til sine bogføringsmetoder, skønt det er ubestridt, at sagsøgeren ligeledes sælger varmvalsede bredbånd, som derfor ikke alle anvendes i den nævnte proces.

84      Hvad dette angår har Kommissionen for det første peget på, at der i den tabel over produktionsomkostningerne, som er indeholdt i tabellen i det af sagsøgeren fremlagte bilag 54 til svaret på antidumpingspørgeskemaet, ikke er angivet den samlede »mængde« varmvalsede bredbånd, der er blevet »indkøbt og forbrugt« i produktionsprocessen for den pågældende vare, skønt sagsøgeren også sælger varmvalsede bredbånd.

85      For det andet har Kommissionen hævdet, at den reviderede tabel over produktionsomkostningerne for den pågældende vare, som sagsøgeren fremlagde ved slutningen af kontrolbesøget på stedet den 17. november 2014 efter i begyndelsen af besøget at være blevet anmodet om at give oplysninger om mængden af varmvalsede bredbånd købt af LISCO – bl.a. fordi der i den oprindelige tabel for produktionsomkostningerne for den pågældende vare ikke sondredes mellem produktionsomkostningerne for henholdsvis den del, der var blevet fremstillet på grundlag af bredbånd købt af LISCO, og den del, som var blevet fremstillet på grundlag af internt producerede bredbånd, og fordi sagsøgeren ikke havde angivet produktionsomkostningerne for henholdsvis varmvalsede bredbånd og den pågældende vare, som var blevet fremstillet på grundlag af disse bredbånd hver for sig – kun omhandlede »anskaffelsesværdien« af de indkøbte bredbånd og ikke mængden af dem, således som der var blevet anmodet om.

86      For det tredje har Kommissionen hævdet, at produktionsomkostningerne pr. enhed i den anden reviderede tabel over produktionsomkostningerne, som sagsøgeren fremlagde efter kontrolbesøget på stedet den 21. november 2014 – hvorunder Kommissionen havde anmodet sagsøgeren om i tabellen i bilag 54 til svaret på antidumpingspørgeskemaet at angive, hvor oplysningerne om det faktiske volumen, »der var blevet indkøbt og forbrugt ved fremstillingen af den pågældende vare«, var opført, idet den havde forklaret, at den var nødt til at erstatte dataene for indkøbte bredbånd med dataene for internt producerede – var lavere end de omkostninger, som var blevet oplyst i antidumpingspørgeskemaet og kontrolleret på stedet, og derfor ikke kunne anvendes, da de ikke længere kunne efterprøves.

87      Det bemærkes herom, at sagsøgeren ikke har bestridt, at denne på intet tidspunkt oplyste den nøjagtige mængde varmvalsede bredbånd, som sagsøgeren havde købt af sin med denne forretningsmæssigt forbundne leverandør, LISCO, og som sagsøgeren specifikt havde anvendt i produktionen af den pågældende vare.

88      Således som det er bemærket i præmis 78 ovenfor, havde Kommissionen – selv hvis sagsøgeren rettidigt havde givet alle de nødvendige forklaringer på den omkostningsfordelingsmetode, denne anvendte, og metoden kunne betragtes som velkendt og bredt anerkendt – under alle omstændigheder ret til at anmode sagsøgeren om at meddele den alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at forstå den måde, hvorpå dataene var udarbejdet, og at efterprøve rigtigheden af det krævede skrotfradrag, herunder nærmere bestemt oplysningerne om alle de mængder varmvalsede bredbånd, som specifikt var blevet anvendt ved fremstillingen af den pågældende vare, og som udgjorde den væsentligste faktor i produktionsomkostningerne for denne, idet den uden disse oplysninger ikke kunne efterprøve de i værdier udtrykte oplysninger ved krydstjek og foretage en korrekt afstemning af salget. Således som Kommissionen og intervenienten med rette har gjort gældende, og således som det fremgår af 61. betragtning til den anfægtede forordning, skal de i værdier udtrykte oplysninger i regnskabet nemlig kunne kontrolleres i videst muligt omfang ved hjælp af pålidelige kvantitative data for at sikre, at regnskabet giver et retvisende billede af virksomhedens situation, og således at det i det foreliggende tilfælde kan efterprøves, om den af sagsøgeren anvendte omkostningsfordelingsmetode er valid.

89      De argumenter, sagsøgeren har fremført for at begrunde den manglende fremlæggelse af oplysninger om den nøjagtige mængde varmvalsede bredbånd, der specifikt var blevet anvendt i produktionen af den pågældende vare, kan ikke tiltrædes.

90      Indledningsvis blev der – i modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet – rent faktisk i antidumpingspørgeskemaets afsnit F, »Produktionsomkostninger«, punkt 2, »Produktionsprocessen og omkostninger ved fremstillingen af den af undersøgelsen omfattede vare«, afsnit 6, anmodet om oplysninger om omfanget af »de samlede indkøb af råmaterialer anvendt ved fremstillingen af den af undersøgelsen omfattede vare«, men således som det fremgår af præmis 102 nedenfor, fremlagde sagsøgeren i denne forbindelse bilag 56 vedrørende forbruget i volumen af varmvalsede bredbånd for samtlige varer, der var blevet fremstillet på grundlag af sådanne bredbånd, uden at begrænse det til bredbånd forbrugt ved fremstillingen af den pågældende vare alene.

91      Da, endvidere, sagsøgeren navnlig, som nævnt i præmis 85 ovenfor, i den samme tabel i bilag 54 til svaret på antidumpingspørgeskemaet havde samlet produktionsomkostningerne for den del af pågældende vare, som var blevet fremstillet på grundlag af internt producerede bredbånd, og den del, som var blevet fremstillet på grundlag af »indkøbte« varmvalsede bredbånd, og ikke havde angivet produktionsomkostningerne for henholdsvis varmvalsede bredbånd og den pågældende vare, som var blevet fremstillet på grundlag af disse bredbånd, hver for sig, havde Kommissionen ret til, uden at den derved gjorde sig skyldig i en åbenbart fejlagtig vurdering, at anlægge den betragtning, at det var umuligt for den at efterprøve, om samtlige omkostninger var afspejlet korrekt i de angivne produktionsomkostninger, og at der måtte udvises særlig opmærksomhed på, om omkostningerne var fordelt korrekt, ved at gøre brug af oplysningerne om de forbrugte mængder.

92      I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, fritog den omstændighed, hvortil der henvises i de foreløbige konklusioner og i 76. betragtning til den foreløbige forordning, og hvorefter Kommissionen på grund af forbindelserne mellem sagsøgeren og dennes leverandør LISCO havde måttet erstatte omkostningerne i forbindelse med indkøbet af varmvalsede bredbånd af LISCO med omkostningerne ved produktionen af internt fremstillede varmvalsede bredbånd ved fastlæggelsen af produktionsomkostningerne for den pågældende vare, på ingen måde sagsøgeren for at fremlægge samtlige nødvendige og pålidelige oplysninger, som Kommissionen udtrykkelig havde udbedt sig, om mængden af varmvalsede bredbånd, der var blevet indkøbt og forbrugt ved fremstillingen af den pågældende vare.

93      På grund af manglen på disse oplysninger måtte Kommissionen således for at vurdere det krævede skrotfradrag forlade sig på en ratio for så vidt angår mængderne af varmvalsede bredbånd, uanset hvordan disse var blevet anvendt, og erstatte de ukendte af LISCO købte mængder, der specifikt havde været bestemt til fremstillingen af den pågældende vare. Endvidere var det for at erstatte omkostningerne ved købet af varmvalsede bredbånd af LISCO nødvendigt at kende den pågældende mængde bredbånd nøjagtigt, eftersom omkostningerne ved den interne produktion blev henført til denne mængde. Endelig er det, således som Kommissionen ligeledes med rette har bemærket, af væsentlig betydning – eftersom processen i forbindelse med fremstilling af et koldvalset fladt produkt på grundlag af varmvalsede bredbånd er den samme, uanset om bredbåndene købes eller fremstilles internt, og eftersom omkostning/skrot-ratioen derfor ligeledes må være den samme i begge tilfælde – at der rådes over data om mængden af indkøbte varmvalsede bredbånd, for at det kan kontrolleres, at begge produktionsprocesser fører til det samme resultat og dermed bekræfter validiteten af dataene om mængden af internt fremstillede varmvalsede bredbånd.

94      Endvidere må det argument, som sagsøgeren har fremført som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten og på et spørgsmål under retsmødet, og hvorefter det ville have indebåret en uforholdsmæssig stor arbejdsbyrde at tilvejebringe oplysninger om den nøjagtige mængde varmvalsede bredbånd, der var blevet indkøbt specifikt for at fremstille den pågældende vare, og hvorefter sagsøgeren, i betragtning af at Kommissionen ikke insisterede herpå, med føje kunne gå ud fra, at disse oplysninger ikke længere var nødvendige, ligeledes forkastes, om så blot fordi Kommissionen dels ikke på noget tidspunkt havde givet udtryk for, at den ville give afkald på de nævnte oplysninger, og sagsøgeren dels ikke udviste den omhu at forhøre sig hos Kommissionen om, hvorvidt det kunne bekræftes, at den som antaget havde givet afkald på de ønskede oplysninger. Således som Kommissionen også har bemærket, trak denne ikke anmodningen om oplysninger tilbage i det supplerende spørgeskema, som blev udarbejdet den 9. februar 2015 efter kontrolbesøget, af den simple grund, at dette skema kun vedrørte eksportsalget og ikke havde nogen betydning for anmodningen.

95      Kommissionen har gjort gældende, at den, da den således på grund af manglen på de fuldstændige og pålidelige oplysninger om mængder, som den havde anmodet om, ikke var i stand til at kontrollere rigtigheden af det krævede skrotfradrag, og for på behørig vis at løse sin opgave med hensyn til efterprøve rigtigheden af de af sagsøgeren fremlagte oplysninger i overensstemmelse med de krav, som navnlig følger af grundforordningens artikel 6, stk. 8, mere specifikt beregnede mængden af genanvendt skrot opstået under fremstillingen af den pågældende vare på grundlag af de data, som sagsøgeren havde fremlagt, og de forklaringer, som denne havde givet, ved først at beregne den samlede mængde af den pågældende vare, som var blevet fremstillet på grundlag af indkøbte eller internt producerede varmvalsede bredbånd, for tre kategorier af den pågældende vare, der mængdemæssigt tilsammen repræsenterede 87,5% af den samlede produktion. Det fremgår af Kommissionens forklaringer, at den samlede mængde varmvalsede bredbånd, der faktisk var blevet forbrugt i processen i forbindelse med fremstillingen af den pågældende vare, blev beregnet ved at dividere den samlede værdi af de varmvalsede bredbånd, som var blevet indkøbt og forbrugt i fremstillingsprocessen for den pågældende vare som angivet af sagsøgeren selv i bilag 54 til svaret på antidumpingspørgeskemaet, med deres vejede gennemsnitspris i undersøgelsesperioden. Sammenholdelsen af de nævnte to tal viste ifølge Kommissionen, at den samlede mængde forbrugte varmvalsede bredbånd næsten svarede til den fremstillede mængde af den pågældende vare, og at dette gjaldt for såvel indkøbte som internt producerede bredbånd. Konklusionen om, at det krævede skrotfradrag i betragtning af de fremlagte oplysninger allerede var blevet foretaget, og at det derfor ikke kunne godkendes endnu en gang – idet dette ville føre til, at det pågældende beløb blev fradraget produktionsomkostningerne for de forskellige typer af den pågældende vare to gange – blev forklaret i 77. betragtning til den foreløbige forordning og i bilag 2 til de foreløbige konklusioner.

96      Sagsøgeren anfægtede sidstnævnte konklusioner i sine bemærkninger til de foreløbige konklusioner, idet sagsøgeren forklarede – for første gang – at tabene for skrot, dvs. værdien af varmvalsede bredbånd konverteret til skrot, var blevet bogført som en del af generalomkostningerne ved produktionen, og fremlagde en tredje version af tabellen over produktionsomkostninger, hvor tabene for skrot var angivet i en særskilt kolonne ved, at en del af generalomkostningerne var blevet overført til denne nye kolonne. Således som det fremgår af 60. betragtning til den anfægtede forordning, og ifølge sagsøgerens forklaringer, svarer produktionstabet til de samlede omkostninger ved råmaterialer, der ikke er blevet konverteret til det endelige produkt, plus de af de med produktionen forbundne generalomkostninger, som er henført til produktionstabet.

97      Det bemærkes hvad dette angår for det første, at ovennævnte forklaringer på sagsøgerens omkostningsfordelingsmetode først blev givet i svaret på de foreløbige konklusioner, selv uanset om metoden, således som sagsøgeren har hævdet, er »velkendt og fuldt anerkendt«, og de pågældende regnskabsdokumenter er blevet udarbejdet »i overensstemmelse med almindeligt anerkendte bogføringsprincipper i det pågældende land« som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 5, første afsnit (nu artikel 2, stk. 5, første afsnit, i forordning 2016/1036). Det påhvilede imidlertid sagsøgeren allerede i begyndelsen af proceduren og efter bedste evne at forsyne Kommissionen med alle de oplysninger, der krævedes for at opnå en korrekt forståelse af den nævnte metode, således at gennemførelsen af antidumpingproceduren ikke blev vanskeliggjort, og således at det blev muligt for Kommissionen at foretage den nødvendige kontrol rettidigt.

98      For det andet bemærkede Kommissionen ud fra en analyse af de data, som var blevet fremlagt i anledning af de foreløbige konklusioner, at ud over den omstændighed, at det beløb, som det i den nye tabel var angivet, at nedsættelserne af de med produktionen forbundne generalomkostninger repræsenterede, svarede til den samlede størrelse af de angivne tab, var den skrotværdi, der var blevet angivet med henblik på et fradrag i omkostningerne, nærmere bestemt et beløb på [fortroligt] nye Taiwan dollars (TWD), i realiteten større end den i produktionstabene indeholdte værdi af råmaterialer, dvs. skrottabene, som udgjorde et beløb på [fortroligt] TWD.

99      I lyset af de data og forklaringer, som Kommissionen rådede over, kan Kommissionens vurderinger, der sammenfattes i præmis 95-98 ovenfor, ikke anses for at være behæftet med en åbenbar fejl, og Kommissionen kunne derfor uden at begå en åbenbar fejl anse oplysningerne i bemærkningerne til de foreløbige konklusioner for at være både for sent fremkomne og upålidelige.

100    Endvidere fremlagde sagsøgeren under alle omstændigheder – således som det bl.a. blev bemærket i præmis 83-87 ovenfor – hverken i bemærkningerne til foreløbige konklusioner eller i bemærkningerne til de endelige konklusioner direkte de nøjagtige oplysninger, hvorom der var blevet anmodet, om de faktiske mængder varmvalsede bredbånd, som var blevet købt og anvendt til fremstillingen af den pågældende vare, selv om Kommissionen udtrykkeligt havde udbedt sig disse oplysninger ved begyndelsen af kontrolbesøget og på trods af, at den, i modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, på kontrolbesøgets første dag havde advaret sagsøgeren om konsekvenserne af, at oplysningerne manglede.

101    Sagsøgerens argument om, at denne havde fremlagt alle de oplysninger, som var nødvendige for, at Kommissionen selv tilstrækkelig præcist kunne fastslå, hvor stor en mængde varmvalsede bredbånd der var blevet indkøbt og specifikt anvendt ved fremstillingen af den pågældende vare, må ligeledes forkastes.

102    I modsætning til, hvad der er blevet hævdet i replikken, indeholder nemlig hverken bilag 56 til svaret på antidumpingspørgeskemaet, hvori der gives oplysninger om den samlede mængde indkøbte varmvalsede bredbånd, eller tabellen i det i forbindelse med kontrolbesøget fremlagte bilag 6, »Afstemning af salget«, oplysninger om mængden af varmvalsede bredbånd, der var »blevet forbrugt ved fremstillingen af den pågældende vare«, skønt det navnlig er ubestridt, at sagsøgeren også fremstiller andre varer end den pågældende vare, herunder navnlig varmvalsede bredbånd (19 000 ton på sit hjemmemarked) og anvender »sorte« varmvalsede bredbånd til fremstilling af »hvide« varmvalsede bredbånd, dvs. »sorte« bredbånd, som er blevet genopvarmet og dekaperet. Hvad dette angår har intervenienten med rette bemærket, at det fremgår af de af sagsøgeren fremlagte oplysninger, navnlig det i forbindelse med kontrolbesøget fremlagte bilag 10, at sagsøgeren i undersøgelsesperioden fremstillede 200 000 ton »hvide« varmvalsede bredbånd, hvilket er en betydelig mængde i forhold til de mængder koldvalsede bredbånd af rustfrit stål, der blev fremstillet (550 000 ton) eller solgt.

103    Den forklaring, som blev givet for første gang i replikken, og hvorefter, som angivet i bilag 56 til svaret på antidumpingspørgeskemaet, de af LISCO købte varmvalsede bredbånd er »sorte bredbånd«, dvs. halvfabrikata, og hvoraf de få produkter, der blev solgt og ikke forbrugt ved fremstillingen af den pågældende vare, er angivet i tabellen i det i forbindelse med kontrolbesøget fremlagte bilag 6, »Afstemning af salget«, hvorfor alle de øvrige »sorte bredbånd« blev forbrugt ved fremstillingen af den pågældende vare, må under alle omstændigheder forkastes, idet den er fremsat for sent, eftersom Kommissionen ikke længere kunne efterprøve rigtigheden af de i tabellen indeholdte data, mens der intet var til hinder for, at sagsøgeren eksempelvis kunne have foretaget de nævnte præciseringer som svar på de foreløbige eller de endelige konklusioner eller på Kommissionens gentagne anmodninger om nøjagtige oplysninger om de forskellige varmvalsede bredbånd, der var blevet forbrugt ved fremstillingen af den pågældende vare. Hertil har Kommissionen føjet, at salget af »sorte bredbånd« ikke er angivet i tabellerne i bilag 56 til svaret på antidumpingspørgeskemaet, idet der i linjerne for »Salg« er angivet 0 for alle fire kvartaler af 2013, hvilket den blotte fremlæggelse af ovennævnte tabel 6 under kontrolbesøget ikke kan ændre, og at det fremgår af en sammenholdelse af dataene for sagsøgerens samlede forbrug af varmvalsede bredbånd i undersøgelsesperioden i tabellerne i ovennævnte bilag 56 ([fortroligt] TWD) og for det i ovennævnte bilag 54 angivne forbrug af varmvalsede bredbånd ([fortroligt] TWD), at det forbrug, der er angivet i førstnævnte bilag, er klart større end det, som er angivet i det sidstnævnte, hvilket indikerer, at forbruget af varmvalsede bredbånd ikke kun vedrørte fremstillingen af den pågældende vare, og gjorde det så meget desto mere berettiget, at Kommissionen udbad sig oplysninger om de forbrugte mængder med henblik på at efterprøve rigtigheden af de af sagsøgeren fremlagte oplysninger.

104    Det bemærkes, at Kommissionen ved at foretage disse vurderinger i lyset af de forklaringer, som den rådede over, ikke forekommer at havde begået en åbenbar fejl.

105    Under alle omstændigheder følger det af ovenstående betragtninger, at skønt sagsøgeren ganske vist fremlagde supplerende oplysninger, også efter kontrolbesøget på stedet, og yderligere supplerende oplysninger efter vedtagelsen af den foreløbige forordning, oplyste sagsøgeren på intet tidspunkt den nøjagtige mængde varmvalsede bredbånd, der var blevet forbrugt ved fremstillingen af den pågældende vare, og som Kommissionen med føje kunne anse for at være nødvendige for gennemførelsen af dens kontrolopgave, navnlig fordi spørgsmålet om det krævede skrotfradrag er knyttet til mængden af varmvalsede bredbånd, der er blevet forbrugt ved fremstillingen af den pågældende vare. Som forklaring på, at sagsøgeren ikke fremlagde de pågældende oplysninger, har denne kun anført – ud over at de ikke var nødvendige – at Kommissionen selv kunne have beregnet den nævnte mængde på grundlag af de tilgængelige oplysninger.

106    Grundforordningens artikel 6, stk. 2, kan imidlertid ikke fortolkes således, at den tillader de berørte parter ikke straks i deres svar på antidumpingspørgeskemaerne at give alle de oplysninger, ledsaget af alle de nødvendige forklaringer, som Kommissionen behøver for at gennemføre sin opgave med hensyn til at efterprøve rigtigheden af de fremlagte oplysninger for så vidt angår såvel mængderne af forbrugte produkter som de anvendte metoder til fordeling af omkostninger som værdier, og først at give disse nødvendige oplysninger og forklaringer, alt efter hvorledes undersøgelsen skrider frem (jf. i denne retning dom af 22.5.2014, Guangdong Kito Ceramics m.fl. mod Rådet, T-633/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:271, præmis 61).

107    Om end det fremgår af den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 77 ovenfor, at det i henhold til grundforordningen påhviler Kommissionen som undersøgelsesmyndighed at afgøre, om der foregår dumping med hensyn til den vare, der er omfattet af antidumpingproceduren, og om den forårsager skade, når den bringes i fri omsætning i Unionen, og selv om det derfor i denne forbindelse ikke tilkommer institutionen at frigøre sig for en del af den bevisbyrde, der påhviler den i denne forbindelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at grundforordningen ikke tillægger Kommissionen undersøgelsesbeføjelser, der gør det muligt for den at tvinge producenter eller eksportører, som er genstand for en klage, til at fremlægge oplysninger. Under disse omstændigheder er Kommissionen afhængig af parternes frivillige samarbejde om at forsyne den med de nødvendige oplysninger inden for de fastsatte frister. I denne sammenhæng er parternes besvarelse af det spørgeskema, som er omhandlet i grundforordningens artikel 6, stk. 2, og den kontrol, som Kommissionen efterfølgende kan foretage på stedet i henhold til forordningens artikel 16, afgørende for antidumpingprocedurens gennemførelse. Risikoen for, at institutionerne i tilfælde af mangel på samarbejde fra de af undersøgelsen omfattede virksomheders side lægger andre oplysninger til grund end dem, der er givet som svar på spørgeskemaet, er en uundgåelig følge i antidumpingproceduren og har til formål at tilskynde virksomhederne til at samarbejde loyalt og omhyggeligt (dom af 30.4.2015, VTZ m.fl. mod Rådet,T-432/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:248, præmis 29).

108    Det påhviler ganske vist Unionens retsinstanser at sikre, at institutionerne har taget hensyn til alle de relevante omstændigheder, og at de har vurderet oplysningerne i sagen med al den omhu, der er nødvendig for, at det kan lægges til grund, at den beregnede normale værdi er blevet fastsat på en rimelig måde (jf. dom af 10.3.2009, Interpipe Niko Tube og Interpipe NTRP mod Rådet, T-249/06, EU:T:2009:62, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

109    I det foreliggende tilfælde undlod Kommissionen imidlertid at anvende grundforordningens artikel 18, stk. 1 (nu artikel 18, stk. 1, i forordning 2016/1036), men begrænsede sig til at forkaste de dele af sagsøgerens svar på antidumpingspørgeskemaet, hvis rigtighed den ikke kunne efterprøve rettidigt på grundlag af sagsøgerens forklaringer. På denne baggrund kunne Kommissionen med føje konkludere uden at gøre sig skyldig i en åbenbart fejlagtig vurdering, at de pågældende data var behæftet med indre modsætninger og mangler, og at der, på trods af al den omhu, den havde udvist ved undersøgelsen af dataene, stadig var tvivl om deres pålidelighed, hvorfor Kommissionen under omstændighederne i den foreliggende sag havde ret til at afvise kravet om, at skrot blev fradraget i produktionsomkostningerne for den pågældende vare.

110    Endelig skal det tilføjes, at sagsøgeren, således som det fremgår af ovenstående betragtninger, ikke har fremlagt beviser, der er tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at de vurderinger af de faktiske omstændigheder, som lægges til grund i den anfægtede forordning for afvisningen af fradraget for værdien af skrot i produktionsomkostningerne for den pågældende vare, bliver usandsynlige. Et sådant bevis er imidlertid nødvendigt for at fastslå, at en EU-institution har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, som kan føre til annullation af en retsakt (jf. analogt dom af 11.9.2014, Gold East Paper og Gold Huasheng Paper mod Rådet, T-444/11, EU:T:2014:773, præmis 62).

111    På denne baggrund må det fastslås, at Kommissionen uden at gøre sig skyldig i en åbenbart urigtig vurdering eller en fejl ved fortolkningen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, med føje kunne afslå kravet om, at genanvendt skrot blev fradraget i produktionsomkostningerne for den pågældende vare, fordi den ikke havde kunnet foretage en præcis efterprøvning af, om de med fremstillingen og salget af den pågældende vare forbundne omkostninger var rimeligt afspejlet i regnskabsoptegnelserne. Eftersom sagsøgeren har gjort gældende, at tilsidesættelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 5, medfører en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3, må dette klagepunkt følgelig ligeledes forkastes.

112    Hvad for det tredje angår sagsøgerens påstand om, at Kommissionen begik magtfordrejning ved at nægte at acceptere fradraget for genanvendt skrot i produktionsomkostningerne for den pågældende vare, bemærkes, at en retsakt kun er behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den må antages at være truffet udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfølge andre formål end dem, der er angivet, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved traktaten for at imødegå konkret foreliggende vanskeligheder (dom af 14.7.2006, Endesa mod Kommissionen, T-417/05, EU:T:2006:219, præmis 258). Det følger ikke kun af de foranstående betragtninger, at Kommissionen ikke begik en retlig fejl eller gjorde sig skyldig i en åbenbart urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder ved at nægte at acceptere det krævede fradrag; sagsøgeren har heller ikke nærmere forklaret sin påstand om en angivelig magtfordrejning og underbygget den med et specifikt bevis.

113    På baggrund af de foranstående betragtninger må det første anbringende forkastes i det hele.

 Det andet anbringende om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 1 og 2

114    Sagsøgeren har gjort gældende, at dennes salg af den pågældende vare til sin uafhængige kunde [fortroligt] – der også er distributør af varen – som udgjorde 120 000 ton i undersøgelsesperioden, som af sagsøgeren ikke var bestemt til eksport, og hvis endelige bestemmelsessted denne ikke var bekendt med, var hjemmemarkedssalg, som Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 1 og 2, burde have medtaget i beregningen af den normale værdi.

115    Efter sagsøgerens opfattelse tilsidesatte Kommissionen grundforordningens artikel 2, stk. 1, ved uden tilstrækkelig begrundelse at nægte at tage det salg af den pågældende vare i betragtning ved fastsættelsen af den normale værdi, som havde fundet sted i normal handel til sagsøgerens uafhængige kunde i Taiwan.

116    Endvidere tilsidesatte Kommissionen grundforordningens artikel 2, stk. 2, ved ikke at tage hensyn til ordlyden af denne bestemmelse og afvise det nævnte salg, blot fordi den uafhængige kunde havde eksporteret varerne efter salget. Forudsat at 59. betragtning til den anfægtede forordning kan forstås således, at salget til sagsøgerens uafhængige kunde på hjemmemarkedet ikke kunne medregnes, udelukkende fordi varerne efterfølgende blev eksporteret, strider et sådant kriterium imod grundforordningens artikel 2, stk. 2, hvorefter Kommissionen skulle have påvist, at salget fra sagsøgerens side ikke var »bestemt til« forbrug på hjemmemarkedet. Ifølge sagsøgeren skulle varerne anvendes af en uafhængig indenlandsk handelsvirksomhed, og sagsøgeren havde ikke mulighed for at kontrollere, om de efterfølgende blev eksporteret.

117    Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at udtrykket »intended« i den engelske version af grundforordningens artikel 2, stk. 2, henviser til sælgers hensigt på det tidspunkt, hvor han foretager salget og forhandler om og fastsætter salgsprisen afhængigt af varens bestemmelsessted. Ifølge sagsøgeren kan det antages, at hensigten med salget er forbrug på hjemmemarkedet, når det sker til en uafhængig kunde på hjemmemarkedet, uden at sælger har nogen specifik hensigt om, at varen skal eksporteres, eller uden at der er nogen udsigt hertil, eller når sælger er uvidende om, at varerne vil blive eksporteret. Også i WTO’s retspraksis er sælgers hensigt, eller i det mindste hans subjektive viden, på salgstidspunktet om en efterfølgende eksport, det relevante kriterium.

118    Ligeledes er denne fortolkning, som ifølge sagsøgeren er baseret på objektivt verificerbare indikatorer, i overensstemmelse med ræsonnementet bag den måde, hvorpå grundforordningen fungerer, idet den tager sigte på at identificere de reelle prisforskelle mellem hjemmemarkedssalg og eksportsalg.

119    Specifikt med hensyn til kriteriet »udsigt« eller »forventning« anvendes det bl.a. til at identificere eksportsubsidier inden for såvel WTO-retten som EU-rettens regler. Om salget af en vare udgør et eksportsalg eller ej, fastslås ifølge et lignende ræsonnement og kan verificeres objektivt, nemlig på grundlag af, om salget til en uafhængig kunde på hjemmemarkedet er knyttet til en faktisk eller en forventet eksport eller ej. I denne forbindelse kan det ikke udledes af sagsøgerens eksportrabatpolitik, at sagsøgeren forventede, at de omtvistede til [fortroligt] solgte varer ville blive reeksporteret, eftersom den pågældende vare ikke er omfattet af denne politik, der benævnes »rabat ved videreforarbejdning eller eksport«, da den ikke vedrører rent videresalg af den pågældende vare og derfor ikke er relevant i det foreliggende tilfælde, men udgør et incitament til at eksportere varen, når den er blevet forarbejdet. Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at denne ikke er vidende om, hvorvidt, og hvorledes, solgte varer, som er omfattet af den nævnte form for rabat, videresælges på et marked, uanset hvilket. Omstændighederne i den foreliggende sag indebærer ikke, at sagsøgeren må have forventet, at dennes eksportrelaterede rabat ville blive anvendt til køb af varer, som i sidste instans ville blive eksporteret uændrede i strid med sagsøgerens egen rabatpolitik.

120    Med hensyn til kriteriet »viden« har sagsøgeren gjort gældende, at det fremgår af Kommissionens praksis, at den anvender dette kriterium til at identificere eksportsalg som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 8 (nu artikel 2, stk. 8, i forordning 2016/1036), selv om udtrykket »bestemt til« ikke forekommer i bestemmelsen, hvorfor kriteriet ligeledes kan være relevant i forbindelse med salg med henblik på forbrug på hjemmemarkedet. Den nævnte viden kan påvises ved hjælp af objektive beviser afhængigt af sagens faktiske omstændigheder. I det foreliggende tilfælde er det ifølge sagsøgeren ubestridt, at denne ikke vidste, at de varer, sagsøgeren solgte til den pågældende køber, ville blive reeksporteret, hvilket ligeledes forklarer, hvorfor sagsøgeren fakturerede salget til [fortroligt] med tillæg af 5% moms i modsætning til den for eksportsalg gældende momssats på 0%.

121    Endelig har sagsøgeren anført, at den fortolkning, som Kommissionen har gjort gældende, gør det muligt at pålægge en producent en uforudsigelig antidumpingtold uanset dennes prispolitik, hvilket strider imod det generelle mål om forudsigelighed, der forfølges af grundforordningen og WTO-retten.

122    Ved i 56. betragtning til den anfægtede forordning at angive, at »manglende viden om bestemmelsesstedet for solgte varer [ikke] er afgørende« og ved ikke at bestride, at sagsøgeren ikke på salgstidspunktet havde kendskab til det endelige bestemmelsessted for den vare, som sagsøgerens uafhængige kunde solgte, tilsidesatte Kommissionen grundforordningens artikel 2, stk. 2, fordi den ikke ville tage dette salg i betragtning ved fastsættelsen af den normale værdi.

123    Kommissionen og intervenienten har bestridt sagsøgerens argumentation.

124    Det bemærkes indledningsvis, at den pågældende vares normale værdi i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 1, normalt fastsættes på grundlag af de »priser, der er betalt eller skal betales i normal handel af uafhængige kunder i eksportlandet«, og at det ifølge samme artikels stk. 2 er salget af samme vare »bestemt til forbrug på hjemmemarkedet« i eksportlandet, der normalt anvendes som grundlag for fastsættelsen af den normale værdi, forudsat at den solgte mængde udgør mindst 5% af salget af den pågældende vare til Unionen.

125    Endvidere er formålet med begrebet normal handel, således som det er anført i præmis 53 ovenfor, at sikre, at en vares normale værdi i videst mulige omfang svarer til den normale pris for samme vare på eksportørens hjemmemarked. Såfremt et salg finder sted på vilkår og betingelser, der ikke er i overensstemmelse med den handelspraksis, der gælder for salg af de samme varer på dette marked på det tidspunkt, der er relevant for konstateringen af, om der foreligger antidumping, udgør salget ikke et passende grundlag for at fastlægge den normal værdi for samme vare på det nævnte marked (dom af 1.10.2014, Rådet mod Alumina, C-393/13 P, EU:C:2014:2245, præmis 28).

126    Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 1 og 2, ved uden tilstrækkelig begrundelse at finde, at der ved fastsættelsen af den normale værdi skulle ses bort fra en del af salget af den pågældende vare til uafhængige købere, som havde fundet sted i normal handel i eksportlandet, udelukkende fordi de pågældende varer efterfølgende var blevet eksporteret. Under hensyn navnlig til ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 2, hvorefter salg af samme vare »bestemt til forbrug på hjemmemarkedet« i eksportlandet normalt anvendes som grundlag for fastsættelsen af den normale værdi, kunne Kommissionen kun med føje udelukke dette salg fra beregningen af den normale værdi efter at have bevist, at sælger på salgstidspunktet havde kendskab til, at de pågældende varer skulle sælges, eller forventede, at køberen videresolgte dem til eksport.

127    Med hensyn til fortolkningen af EU-rettens bestemmelser fremgår det af fast retspraksis, at der ikke blot skal tages hensyn til deres ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori de indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som de udgør en del af (dom af 19.9.2000, Tyskland mod Kommissionen, C-156/98, EU:C:2000:467, præmis 50, af 25.10.2011, Edate Advertising m.fl., C-509/09 og C-161/10, EU:C:2011:685, præmis 54, og af 26.7.2017, Jafari, C-646/16, EU:C:2017:586, præmis 73).

128    Hvad mere specifikt angår ordlyden af en EU-retlig bestemmelse fremgår det af en lige så fast retspraksis, at den formulering, der er anvendt i en af sprogversionerne, ikke kan tjene som eneste grundlag for bestemmelsens fortolkning eller tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. EU-retlige bestemmelser skal nemlig fortolkes og anvendes ensartet i lyset af de versioner, der er udfærdiget på alle Unionens sprog. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sproglige versioner af en EU-retlig tekst skal den pågældende bestemmelse fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er led i (jf. dom af 1.3.2016, Alo og Osso, C-443/14 og C-444/14, EU:C:2016:127, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

129    For det første bemærkes, at der i det foreliggende tilfælde er forskel mellem de forskellige sprogversioner af den omhandlede bestemmelse. Skønt det salg af den pågældende vare, der ved fastsættelsen af den normale værdi skal medregnes som salg på hjemmemarkedet, således ifølge den engelske version af grundforordningens artikel 2, stk. 2, er det, hvor den pågældende vare er »intended« til forbrug på eksportlandets hjemmemarked – hvilket kunne fortolkes således, at det er sælgers hensigt, som er det relevante kriterium – anvendes der i andre sprogversioner af bestemmelsen, såsom den franske, den tyske, den nederlandske, den spanske, den italienske, den danske, den finske og den tjekkiske, henholdsvis udtrykket »destiné«, »zum Verbrauch«, »bestemde«, »destinado«, »destinato«, »bestemt«, »tarkoitetun« og »ke«, som refererer til den pågældende vares bestemmelsessted uden at henvise til producentens hensigt hvad dette bestemmelsessted angår på salgstidspunktet.

130    For det andet bemærkes, at der, på samme måde som i de i præmis 129 ovenfor nævnte versioner af grundforordningens artikel 2, stk. 2, hvori der henvises til de solgte varers bestemmelsessted og ikke til sælgers hensigt hvad deres bestemmelsessted angår, i antidumpingaftalens artikel 2, stk. 1, på dens tre officielle sprog anvendes henholdsvis udtrykket »destined for consumption« på engelsk, »destiné à la consommation« på fransk og »destinado al consumo« på spansk. Det fremgår af retspraksis, at bestemmelserne i grundforordningen i videst muligt omfang skal fortolkes i lyset af de tilsvarende bestemmelser i antidumpingaftalen (dom af 22.5.2014, Guangdong Kito Ceramics m.fl. mod Rådet, T-633/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:271, præmis 38; jf. ligeledes i denne retning dom af 9.1.2003, Petrotub og Republica mod Rådet, C-76/00 P, EU:C:2003:4, præmis 57).

131    Ganske vist bemærkede WTO-Panelet i fodnoten på s. 339 i sin rapport af 16. november 2007 i tvisten »European Communities – Anti-Dumping Measure on Farmed Salmon from Norway« (WT/DS 337/R), således som sagsøgeren har påpeget, at »når en producent sælger en vare til en uafhængig eksportør (eller en handelsvirksomhed) og er vidende om, at varen vil blive eksporteret, kan salget ikke […] kvalificeres som salg bestemt til forbrug på hjemmemarkedet«. Det kan imidlertid ikke udledes af denne ene bemærkning, således som sagsøgeren har hævdet, at manglende konkret viden om den pågældende vares endelige bestemmelsessted nødvendigvis ville have ført til, at det pågældende salg var blevet anset for at have været bestemt til forbrug på hjemmemarkedet, selv om den pågældende vare blev eksporteret som i det foreliggende tilfælde. De samme betragtninger er, endvidere, relevante for det argument, som sagsøgeren har støttet på 20. betragtning til Kommissionens forordning (EF) nr. 1023/97 af 6. juni 1997 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på import af flade paller af træ med oprindelse i Polen og om godtagelse af tilsagn afgivet af visse eksportører i forbindelse med den pågældende import (EUT 1997, L 150, s. 4), hvori det angives med hensyn til fastsættelse af eksportprisen, at »[e]ftersom producenten var bekendt med [de omhandlede pallers] bestemmelsessted, ansås de for at være solgt til eksport til Fællesskabet af den pågældende producent«.

132    For det tredje bekræftes den fortolkning, hvorefter det ikke er nødvendigt at afklare, om sælger nærede en bestemt hensigt eller havde en bestemt viden om den pågældende vares endelige bestemmelsessted, af en undersøgelse af den sammenhæng, hvori den omtvistede bestemmelse indgår. Hverken begrebet »dumping« som omhandlet i grundforordningens artikel 2, begrebet »skade« som omhandlet i forordningens artikel 3 (nu artikel 3 i forordning 2016/1036) eller begrebet »omgåelse« i forordningens artikel 13 (nu artikel 13 i forordning 2016/1036) forudsætter nemlig som anvendelsesbetingelse, at det er konstateret, at den nævnte part nærer en bestemt hensigt, men kræver, at en række objektive betingelser er opfyldt uafhængigt af, om parten nærer en hensigt eller har en specifik viden. Desuden indeholder grundforordningens artikel 2, stk. 2 – i øvrigt på samme måde som grundforordningens artikel 2, stk. 8, om fastsættelse af eksportprisen – ikke nogen henvisning til kriteriet om den pågældende parts »viden« i modsætning til grundforordningens artikel 10, stk. 4 (nu artikel 10, stk. 4, i forordning 2016/1036), hvori det i forbindelse med indførelse af antidumpingtold med tilbagevirkende kraft udtrykkeligt bestemmes, at »importøren [skal have haft] kendskab til eller burde have haft kendskab til, at der fandt dumping sted, samt til omfanget af denne dumping og den påståede eller konstaterede skade«.

133    For det fjerde bemærkes, at denne fortolkning ligeledes er i overensstemmelse med antidumpingundersøgelsens formål, som for EU-institutionerne består i at finde objektive beviser ved hjælp af de redskaber, som grundforordningen stiller til rådighed for dem, og på grundlag af et frivilligt samarbejde fra de erhvervsdrivende, dvs. navnlig svarene på antidumpingspørgeskemaet, de eventuelle kontrolbesøg på stedet og de berørte parters bemærkninger til oplysningsdokumenterne – således som det bemærkes i præmis 107 ovenfor – med henblik på at fastslå, om der foreligger dumping, efter at de har fastslået den pågældende vares normale værdi i henhold til grundforordningens artikel 2.

134    Hvis der i denne sammenhæng ved fastsættelsen af den pågældende vares normale værdi ikke kunne ses bort fra salg af varer, som er blevet eksporteret, medmindre der foreligger bevis for sælgers hensigt eller konkrete viden om den pågældende vares endelige bestemmelsessted på salgstidspunktet, ville det – eftersom et sådant bevis ofte kan vise sig at være umuligt at føre – i sidste instans være ensbetydende med, at priserne for de eksporterede varer, som ville kunne fordreje og undergrave den korrekte fastsættelse af den pågældende vares normale værdi, kunne tages i betragtning ved fastsættelsen af denne normale værdi i henhold til grundforordningens artikel 2.

135    For det femte skal det tilføjes, at denne fortolkning ligeledes er forenelig med forudsigelighedsprincippet og retssikkerhedsprincippet, som sagsøgeren har påberåbt sig, eftersom anvendelsen af et kriterium baseret på sælgers hensigt eller specifikke viden ville gøre muligheden for ved fastsættelsen af den normale værdi at tage hensyn til salgsprisen for de eksporterede varer betinget af et subjektivt element, hvis eksistens det i praksis kan vise sig ikke at være muligt at bevise med sikkerhed eller, som anført ovenfor, umuligt at bevise.

136    Med hensyn til det foreliggende tilfælde bemærkes mere specifikt, at Kommissionen i den foreløbige forordning havde udelukket en del af det salg, der var blevet angivet som indenlandsk, fra beregningen af den normale værdi – idet den gik ud fra den fortolkning, at det ikke var fornødent at føre bevis for sælgers hensigt eller konkrete viden om den pågældende vares endelige bestemmelsessted – efter at have bemærket, nærmere bestemt i 63. betragtning til forordningen, at en beregning baseret på produktionstallene fra de fem virksomheder, der havde samarbejdet, og statistikker om import og eksport af den omhandlede vare i Taiwan i undersøgelsesperioden havde bekræftet, at det hjemmemarkedssalg, som de eksporterende producenter, der havde samarbejdet, havde opgivet, omfattede ca. 50% indirekte eksportsalg, som ikke var bestemt til det hjemlige forbrug. Mere specifikt fremgik det af dataene i de foreløbige konklusioner, at skønt det produktionsniveau, som var blevet angivet af de eksporterende producenter, der havde samarbejdet, i undersøgelsesperioden havde udgjort [fortroligt] ton af den pågældende vare, og der i de officielle eksportstatistikker var angivet en mængde på 717 671 ton af den samme vare, havde den af de samme eksporterende producenter angivne mængde, som var blevet solgt på hjemmemarkedet, udgjort [fortroligt] ton, dvs. mere end dobbelt så meget som differencen mellem de to første tal. Kommissionen bemærkede i den foreløbige forordning, at den for at sikre sig, at den normale værdi udelukkende var baseret på priser fastsat med henblik på forbrug på hjemmemarkedet, havde anvendt en konservativ metode og følgelig udelukket samtlige salg af den pågældende vare til i Taiwan hjemmehørende »distributører«, i et omfang svarende til [fortroligt] ton, fra beregningen af den normale værdi i modsætning til salg til »slutbrugerne i Taiwan«, som blev medtaget.

137    Derpå erstattede Kommissionen den generelle risikobaserede fremgangsmåde, hvori der blev lagt brede kategorier af købere af den pågældende vare til grund, med en fremgangsmåde baseret på tilstedeværelsen af objektive beviser for, at den pågældende distributør havde eksporteret den pågældende vare. I stedet for at udelukke salg til samtlige distributører udelukkede Kommissionen således ifølge 59. betragtning til den anfægtede forordning kun de hjemmemarkedssalg, for hvilke den rådede over tilstrækkelige objektive beviser for, at der reelt havde været tale om eksport, fra beregningen af den normale værdi. Ifølge samme betragtning undersøgte Kommissionen således de pågældende angivne salg og klassificerede dem som hjemmemarkedssalg alt efter den konkrete situation og de oplysninger, der forelå om hver enkelt af de pågældende eksporterende producenter. Endelig fremgår det af den nævnte betragtning, at subjektive elementer såsom hensigt eller viden eller mangel på viden ikke spillede nogen rolle i Kommissionens objektive vurdering i modsætning til eksportorienterede rabatter, der bl.a. blev anvendt som relevant bevis.

138    Hvad dette angår bemærkes for det første, at undersøgelsen bl.a. viste, at en del af de salg, sagsøgeren havde angivet som indenlandske, havde givet anledning til eksportrabat i henhold til en ordning, som var blevet anvendt i et antal måneder under undersøgelsesperioden, og som havde til formål at give de lokale servicecentre (distributører), der eksporterede deres stålprodukter, et incitament, således som Kommissionen anførte i 64. betragtning i den foreløbige forordning.

139    Sagsøgerens argument om, at den nævnte rabat, som benævntes »Anden produktions/eksportrabat«, ikke udgør et relevant bevis, navnlig fordi der ikke er tale om en eksportrabat for den pågældende vare, men en rabat, der gælder for salg af ufærdige varer, som kræver forarbejdning, før de kan eksporteres som forarbejdede varer, kan ikke tiltrædes.

140    Det skal nemlig bemærkes, således som Kommissionen har gjort, og således som det navnlig fremgår af sagsøgerens skrivelse af 9. februar 2015 som svar på et spørgsmål fra Kommissionen under undersøgelsen, at rabatten omfatter salgsmængder af den pågældende vare, der er bestemt til eksport efter forarbejdning i overensstemmelse med rabatordningens formål, og at den følgelig ikke omfatter mængder af den pågældende vare, som er bestemt til forbrug på hjemmemarkedet i Taiwan. Desuden finder forarbejdningen sted sideløbende med eksporten af den pågældende vare, og, således som det også fremgår af 14. betragtning til den foreløbige forordning, udfører [fortroligt] højst mindre processer på de nævnte varer, såsom polering eller opskæring, uden at den vare, som dette resulterer i, er ændret så meget, at den ikke længere er omfattet af definitionen af den pågældende vare.

141    For det andet oplyste sagsøgeren i sit svar på antidumpingspørgeskemaet, at denne anvendte en sådan eksportrabat, og der blev under kontrolbesøget på stedet i sagsøgerens fortegnelse over hjemmemarkedssalg fundet beviser for, at en sådan rabat var blevet anvendt på sagsøgerens salg på hjemmemarkedet. Endvidere omfattede rabatten, således som sagsøgeren selv oplyste i sin skrivelse af 9. februar 2015 som svar på et spørgsmål fra Kommissionen under undersøgelsen, eksempelvis 40% af sagsøgerens salg til dennes største kunde i Taiwan, distributøren [fortroligt], i december 2013.

142    For det tredje og især blev der, således som det ligeledes fremgår af 59. betragtning til den anfægtede forordning, indsamlet andre objektive beviser for faktisk eksport af solgte varer, der var blevet angivet som salg på hjemmemarkedet. Kommissionen har i denne forbindelse anført, at dette var tilfældet med salg til [fortroligt], der ligeledes er distributør af den pågældende vare, og at den derfor i sidste instans kun undlod at tage de 120 000 ton i betragtning som salg på hjemmemarkedet, som sagsøgeren havde solgt i undersøgelsesperioden til dennes kunde [fortroligt], der ifølge undersøgelsen kun havde solgt en ubetydelig mængde af den pågældende vare på hjemmemarkedet.

143    På baggrund af ovenstående betragtninger må det fastslås, at sagsøgeren ikke har påvist, at Kommissionen begik en retlig fejl eller gjorde sig skyldig i en åbenbart urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder ved at nægte at tage sagsøgerens salg til dennes kunde [fortroligt] i betragtning ved fastsættelsen af den normale værdi med den begrundelse, at der var objektive beviser for, at dette salg i realiteten var eksportsalg – hvilket navnlig er tilfældet, når det påvises, at en del af det pågældende salg er omfattet af en eksportrabatordning som den af sagsøgeren anvendte – og derfor havde fundet sted til lavere priser end prisen for den pågældende vare, når denne var bestemt til forbrug på hjemmemarkedet, idet de nævnte priser fremmede eksporten af den pågældende vare.

144    Kommissionen kunne følgelig lovligt og uden at gøre sig skyldig i en åbenbart urigtig vurdering udelukke det omhandlede salg fra fastsættelsen af den normale værdi i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 1 og 2.

145    På baggrund af de ovenstående betragtninger som helhed må det andet anbringende forkastes og Kommissionen dermed frifindes i det hele.

 Sagsomkostninger

146    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og at betale Kommissionens og intervenientens omkostninger i overensstemmelse med disses påstande herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Yieh United Steel Corp. bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen og Eurofer, Association Européenne de l’Acier, ASBL afholdte omkostninger.

Buttigieg

Berke

Costeira

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 3. december 2019.

Underskrifter


*      Processprog: engelsk.


1 –      Fortrolige oplysninger udeladt.