PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)

13. april 2011

Sag F-38/10

Ioannis Vakalis

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – pension – overførsel af pensionsrettigheder optjent i Grækenland til pensionsordningen for tjenestemænd i Den Europæiske Union – beregning af pensionsgivende tjenesteår – ulovlighedsindsigelse vedrørende de almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 11 og 12 i bilag VIII til vedtægten – ligebehandlingsprincippet – princippet om euroens neutralitet«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106a, hvorved Ioannis Vakalis har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 19. august 2009 om godskrivelse af pensionsgivende tjenesteår som følge af overførsel af de pensionsrettigheder, som han havde optjent, før han tiltrådte tjenesten ved Kommissionen, og af afslaget af 22. februar 2010 på hans tidligere indgivne klage.

Udfald: Søgsmålet afvises delvist fra realitetsbehandling og forkastes delvist som ugrundet. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af sagsøgerens omkostninger. Ioannis Vakalis bærer halvdelen af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – anbringende vedrørende tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde – afgørelse ex officio

(Personalerettens procesreglement, art. 77)

2.      Tjenestemænd – pensioner – pensionsrettigheder optjent før indtræden i Unionens tjeneste – overførsel til Unionens ordning – overgangsbestemmelser i forordning nr. 723/2004

(Tjenestemandsvedtægten, bilag XIII, art. 26, stk. 1)

3.      Tjenestemænd – pensioner – pensionsrettigheder optjent før indtræden i Unionens tjeneste – overførsel til Unionens ordning – godskrivelse af pensionsgivende tjenesteår

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VIII, art. 11, stk. 2)

4.      Tjenestemænd – pensioner – pensionsrettigheder optjent før indtræden i Unionens tjeneste – overførsel til Unionens ordning – godskrivelse af pensionsgivende tjenesteår

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VIII, art. 11, stk. 2; Rådets forordning nr. 1103/97, art. 3)

5.      Tjenestemænd – pensioner – pensionsrettigheder optjent før indtræden i Unionens tjeneste – overførsel til Unionens ordning – godskrivelse af pensionsgivende tjenesteår

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VIII, art. 11, stk. 2)

6.      Retspleje – sagsomkostninger – udgifter – inddragelse af billighedshensyn – den vindende part pålagt delvist at betale sagens omkostninger

(Personalerettens procesreglement, art. 87, stk. 2, og art. 88)

1.      Unionens retsinstanser har mulighed for og i givet fald forpligtelse til af egen drift at behandle visse anbringender vedrørende den materielle lovlighed. Dette gælder for et anbringende om tilsidesættelse af en ufravigelig procesforudsætning vedrørende en afgørelses tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde. Personaleretten ville faktisk tilsidesætte sin funktion som retsinstans, der udfører legalitetskontrollen, hvis den afholdt sig fra, selv i tilfælde af manglende anfægtelse fra parterne på dette punkt, at fastslå, at den anfægtede afgørelse er truffet på grundlag af en norm, der ikke kan anvendes i det foreliggende tilfælde, og, hvis den følgelig skulle træffe afgørelse i den tvist, der er forelagt den, ved selv at anvende en sådan norm.

Behandlingen af egen drift af et anbringende vedrørende den materielle lovlighed skader ikke den kontradiktoriske karakter af den verserende tvist og princippet om overholdelse af retten til forsvar. Artikel 77 i procesreglementet fastsætter nemlig, at Retten af egen drift kan behandle en ufravigelig procesforudsætning på betingelse af, at parterne forudgående er blevet hørt. Der er imidlertid ingen grund til at antage, at selv om denne betingelse udgør en tilstrækkelig garanti for den kontradiktoriske procedure og princippet om overholdelse af retten til forsvar i forbindelse med nævnte behandling af en ufravigelig procesforudsætning, forholder det sig ikke på samme måde ved en sådan behandling af et ordre public-anbringende, hvad enten der er tale om materiel lovlighed eller formel lovlighed.

(jf. præmis 28, 29, 38 og 39)

Henvisning til:

Retten: 15. juli 1994, forenede sager T-576/93 – T-582/93, Browet m.fl. mod Kommissionen, præmis 35

Personaleretten: 21. februar 2008, sag F-31/07, Putterie-De-Beukelaer mod Kommissionen, der ikke blev modsagt vedrørende dette spørgsmål af Den Europæiske Unions Ret i dom af 8. juli 2010, sag T-160/08 P, Kommissionen mod Putterie-De-Beukelaer

2.      Overgangsbestemmelserne i artikel 26, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten i den affattelse, der følger af forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, og overgangsbestemmelserne i artikel 11 i Kommissionens almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 11 og 12 i bilag VIII til vedtægten skal fortolkes således, at de kun vedrører anmodninger om overførsel af pensionsrettigheder, der fremsættes af tjenestemænd.

Disse bestemmelser har i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet til formål at beskytte velerhvervede rettigheder. En tjenestemand på prøve har imidlertid ikke erhvervet nogen ret til overførsel af sine pensionsrettigheder. Selv om den berørte institution kan registrere en anmodning fra en tjenestemand på prøve, for at vedkommende ikke skal indgive en ny anmodning efter dennes udnævnelse til tjenestemand, er en sådan anmodning ikke desto mindre fremsat for tidligt.

(jf. præmis 42, 44 og 46)

3.      Det tilkommer Unionens administrative myndigheder at foretage konverteringen af de aktiver, der overføres i form af pensionsgivende tjenesteår. Den omstændighed, at det tilkommer den berørte institution og ikke de nationale myndigheder ved fastsættelsen af antallet af pensionsgivende tjenesteår i givet fald at tage hensyn til valutaudsving, indebærer imidlertid ikke nødvendigvis, at Kommissionens ophævelse af valutakursmekanismen ved Kommissionens almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 11 og 12 i bilag VIII til vedtægten er ulovlig.

Selv om institutionen skal tage hensyn til valutakurserne for at fastsætte det antal pensionsgivende tjenesteår, der skal tages i betragtning i relation til Unionens pensionsordning, bevarer den nemlig alligevel en vis frihed til at vurdere det hensigtsmæssige i om nødvendigt at korrigere virkningerne af valutaudsving. Institutionens kompetence på området har kun den virkning, at Unionens retsinstanser udøver en kontrol med denne institutions mulighed for ikke længere at opretholde en gennemsnitlig valutakursmekanisme.

(jf. præmis 53 og 55-57)

Henvisning til:

Retten: 15. december 1998, sag T-233/97, Bang-Hansen mod Kommissionen, præmis 38; 18. marts 2004, sag T-67/02, Radauer mod Rådet, præmis 28-31

4.      Kommissionens ophævelse af den gennemsnitlige valutakursmekanisme til brug for fastsættelse af antallet af pensionsgivende tjenesteår ved overførsel af pensionsrettigheder i kraft af vedtagelsen af almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 11 og 12 i bilag VIII til vedtægten er ikke i strid med princippet om euroens neutralitet eller med artikel 3 i forordning nr. 1103/97, hvori der er fastsat visse bestemmelser vedrørende euroens indførelse. Det princip om euroens neutralitet, der er fastsat i den pågældende forordning, er ikke pr. definition til hinder for, at en institution ændrer den gældende lovgivning. Beslutningen om at ophæve den gennemsnitlige valutakursmekanisme er imidlertid en følge af budgetmæssige overvejelser og en politisk beslutning om ikke længere at anvende denne mekanisme, der er til fordel for tjenestemænd, der har optjent rettigheder i visse medlemsstater, og ikke en konsekvens af euroens indførelse. Den nævnte mekanisme er i øvrigt også blevet ophævet i relation til godskrivelse af pensionsgivende tjenesteår, der er optjent i medlemslande, der ikke har indført euroen.

(jf. præmis 64 og 65)

Henvisning til:

Personaleretten: 11. december 2007, sag F-117/07, Kolountzios mod Kommissionen, præmis 32-35

5.      Med hensyn til overførsel af pensionsrettigheder kan unionslovgiver til enhver tid frit foretage de ændringer i vedtægtsbestemmelserne, som findes i tjenestens interesse, og med fremadrettet virkning vedtage vedtægtsbestemmelser, som er mindre gunstige for de berørte tjenestemænd eller øvrige ansatte, dog forudsat at der fastsættes en overgangsperiode, der er tilstrækkelig lang til, at det undgås, at de nærmere regler ved udbetalingen af de erhvervede pensionsrettigheder ændres på en uventet måde, at de ansattes velerhvervede rettigheder bevares, og at de personer, der specifikt berøres af de nye bestemmelser, behandles ens. Det samme gælder de almindelige gennemførelsesbestemmelser, som institutionerne vedtager, forudsat at de ikke fraviger trinhøjere bestemmelser.

På det personalepolitiske område begrænser Unionens retsinstanser sig for så vidt angår lighedsprincippet og forbuddet mod forskelsbehandling til at efterprøve, at den berørte institution ikke har foretaget en vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig differentiering i forhold til det forfulgte formål. Med hensyn til anvendelse af metoder til konvertering af pensionsrettigheder råder Unionen nemlig over et vidt skøn, når den fastlægger enkelthederne i omregningssystemet for aktiver, der er overført som pensionsgivende tjenesteår i Unionen.

(jf. præmis 70 og 71)

Henvisning til:

Domstolen: 19. marts 1975, sag 28/74, Gillet mod Kommissionen, præmis 5 og 6; 11. september 2007, sag C-227/04 P, Lindorfer mod Rådet, præmis 78

Retten: 29. november 2006, sag T-135/05, Campoli mod Kommissionen, præmis 85; 20. november 2007, sag T-308/04, Ianniello mod Kommissionen, præmis 38

Personaleretten: 11. december 2007, sag F-60/07, Martin Bermejo mod Kommissionen, præmis 55 og 56; 24. april 2008, sag F-61/05, Dalmasso mod Kommissionen, præmis 78; 30. november 2009, sag F-3/09, Ridolfi mod Kommissionen, præmis 53 og 54

6.      I en situation, hvor to af grundene til afslaget på en tjenestemands klage er behæftet med en retlig fejl, og vedkommende har kunnet anse sig for berettiget til at anlægge en sag til prøvelse af den omtvistede afgørelse, begrunder sagens omstændigheder, jf. artikel 87, stk. 2, og artikel 88 i Personalerettens procesreglement, at institutionen som sagsøgt betaler halvdelen af sagsøgerens omkostninger.

(jf. præmis 81)