Language of document :

Sag anlagt den 21. juli 2006 - Duyster mod Kommissionen

(Sag F-81/06)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Tineke Duyster (Oetrange, Luxembourg) (ved avocat W.H.A.M. van den Muijsenbergh)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Sagen fremmes til realitetsbehandling i sin helhed.

-    Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelser af 8. november 2005 og af 11. maj 2006.

-    Sagsøgeren tilkendes en erstatning for det lidte tab.

-    Subsidiært: Der gives sagsøgeren helt eller delvist medhold i de ovenfor anførte påstande eller Retten træffer en afgørelse, som helt eller delvist imødekommer sagsøgerens ansøgninger af 5. og 13. juli 2005.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har allerede i sagerne F-51/05 1 og sag F-18/06 2 anfægtet det forhold, at Kommissionen først tilkendte hende forældreorlov for perioden fra den 1. november 2004 til den 30. april 2005, og dernæst ved skrivelse af 17. november 2005 fastsatte starttidspunktet for forældreorloven til den 8. november 2004.

I denne sag anfægter sagsøgeren afgørelserne, hvorved Kommissionen afviste de ansøgninger, hun indgav med henblik på at opnå erstatning i henhold til artikel 288 EF og artikel 90, stk. 1, i tjenestemandsvedtægten med hensyn til ca. 50 punkter vedrørende angivelige forsømmelser begået af Kommissionens tjenestegrene.

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet til prøvelse af afvisningerne bl.a. anført: i) at afgørelserne er baseret på forkerte faktiske omstændigheder; ii) at indholdet af og formålet med vedtægtens artikel 90, stk. 1 og 2, er tilsidesat; iii) at der foreligger selvmodsigelser; iv) at afgørelserne mangler klarhed; v) at ansættelsesmyndigheden fortolker og/eller anvender retspraksis vedrørende artikel 288 EF og vedtægtens artikel 90 fejlagtigt; vi) at ansættelsesmyndigheden benytter forkerte argumenter; vii) at principperne om proportionalitet, om beskyttelse af den berettigede forventning, om ligebehandling og om retssikkerhed er tilsidesat, samt at der er sket tilsidesættelse af princippet om interesseafvejning, at arbejdsgiverens oplysningspligt ikke er overholdt, og at princippet om god forvaltningsskik og om ret til effektive retsmidler er tilsidesat.

____________

1 - EUT C 217 af 3.9.2005 (sag oprindeligt registreret ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans under nr. T-249/05 og henvist til Retten for EU-Personalesager ved kendelse af 15.12.2005).

2 - EUT C 154 af 1.7.2006.