PERSONALERETTENS DOM

(Tredje Afdeling)

24. februar 2010

Sag F‑2/09

Riccardo Achille Menghi

mod

Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA)

»Personalesag — midlertidigt ansatte — afskedigelse efter udløbet af prøvetiden — psykisk chikane«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Riccardo Achille Menghi bl.a har nedlagt påstand om annullation af ENISA’s afgørelse af 14. marts 2008 om at afskedige ham.

Udfald: Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd — midlertidigt ansatte — ansættelse — prøvetid

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a)

2.      Retspleje — supplerende argumenter fremført under retsmødet til støtte for et anbringende, der allerede er påberåbt i stævningen — lovlig

(Statutten for Domstolen, art. 21; Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1)

3.      Tjenestemænd — midlertidigt ansatte — administrationens bistandspligt — anvendelsesområde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

4.      Tjenestemænd — midlertidigt ansatte — søgsmål — anbringender — anbringende om magtfordrejning påberåbt til støtte for et søgsmål, der er rettet mod en afgørelse om afskedigelse, som er truffet efter afgivelse af oplysninger til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig

(Tjenestemandsvedtægten, art. 22a)

1.       Ved psykisk chikane forstås i henhold til vedtægtens artikel 12a en adfærd, der over en periode kommer til udtryk gentagne gange eller systematisk, mens administrationens afgørelser træffes på et bestemt tidspunkt, selv om disse afgørelser kan have varig eller endelig virkning, som det er tilfældet med en afgørelse om afskedigelse.

Den omstændighed, at det godtgøres, at en midlertidigt ansat har været udsat for psykisk chikane, indebærer således ikke, at enhver afgørelse, som går den midlertidigt ansatte imod, og som er truffet i forbindelse med denne chikane, er ulovlig. For at dette kan være tilfældet, skal der derudover bestå en forbindelse mellem den omhandlede chikane og de afskedigelsesgrunde, som afgørelsen er baseret på.

Hvis der træffes afgørelse om afskedigelse efter udløbet af prøvetidsperioden, kan den ansatte med føje hævde, at vedkommende på grund af den psykiske chikane ikke har fået lejlighed til at bevise sine evner til at udføre sit arbejde, og at den begrundelse om manglende egnethed, der er anført i den afgørelse, som den pågældende anfægter, er urigtig, og at en sådan afgørelse følgelig er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

Der kan endvidere tages hensyn til den omstændighed, at der foreligger psykisk chikane, såfremt ophavsmanden til den adfærd, der udgør psykisk chikane, samtidig er den person, der har undertegnet afgørelsen om afskedigelse, eller en af de personer, der har undertegnet den udtalelse ved prøvetidens udløb, der ligger til grund for afgørelsen om afskedigelse, med henblik på at fastslå, at denne afgørelse om afskedigelse er truffet med det formål at skade den ansatte, og at den derfor er behæftet med magtfordrejning.

Hvad angår en klage om psykisk chikane, der påberåbes til støtte for en påstand, der er rettet mod en afgørelse om afskedigelse, som er truffet efter prøvetidens udløb, kan en sådan afgørelse være behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, navnlig såfremt den ansatte, der har været udsat for chikane, ikke har haft mulighed for at påvise sine evner til at varetage sine arbejdsopgaver. Magtfordrejning kan endvidere foreligge, såfremt en afgørelse om afskedigelse er truffet med det formål at skade den ansattes værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet.

Det er endvidere muligt, at de omstændigheder, der påberåbes for at godtgøre, at der foreligger psykisk chikane, selv om de ikke kan kvalificeres som psykisk chikane i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 12a, alligevel gør det muligt at fastslå, at afgørelsen om afskedigelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning, og at afgørelsen følgelig må annulleres.

(jf. præmis 68-73)

2.      Selv om det ikke tilkommer Personaleretten ved hjælp af bilagene at forsøge at klarlægge, hvilke anbringender og argumenter der kan antages at udgøre grundlaget for søgsmålet, idet bilagene til stævningen alene skal fungere som bevismateriale og et middel til sagens oplysning, påhviler det Personaleretten at tage hensyn til alle de argumenter, som sagsøgeren fremfører under retsmødet, for så vidt som disse argumenter ikke udgør nye anbringender, men supplerende oplysninger, der anføres til støtte for et anbringende, der allerede er påberåbt i stævningen.

(jf. præmis 114)

Henvisning til:

Retten: 14. december 2005, sag T‑209/01, Honeywell mod Kommissionen, Sml. II, s. 5527, præmis 57

3.      Selv om vedtægtens artikel 24 foreskriver, at institutionerne har en bistandspligt over for de ansatte, og indebærer, at institutionerne skal yde bistand til en tjenestemand i tilfælde af enhver form for angreb eller trusler, som rettes mod tjenestemanden på baggrund af hans stilling eller hverv, omfatter bistandspligten ikke en pligt til at beskytte tjenestemanden mod akter, der er udstedt af institutionen selv.

Selv om vedtægtens artikel 24 nemlig pålægger fællesskabsinstitutionerne en bistandspligt, er det kun de administrative afgørelser, der har et indhold, som vedrører denne pligt, dvs. de afgørelser, hvorved der gives afslag på en ansøgning om bistand, og under visse særlige omstændigheder spontane undladelser af at yde bistand til en ansat, der kan indebære en tilsidesættelse af bistandspligten.

Genstanden for en afgørelse om afskedigelse falder imidlertid ikke ind under anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 24 og er derfor ikke omfattet af den bistandspligt, som er fastsat i denne artikel. Det er derfor ikke muligt i forbindelse med prøvelsen af en afgørelse om afskedigelse med føje at påberåbe sig, at den nævnte artikel er blevet tilsidesat.

Såfremt en midlertidig ansat anfægter lovligheden af en afgørelse om afskedigelse, der er truffet i forhold til ham, påhviler det i højere grad den ansatte, der mener at være udsat for angreb eller trusler fra en overordnet, at godtgøre, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn, eller at der foreligger magtdrejning, end at godtgøre, at afgørelsen om afskedigelse er i strid med vedtægtens artikel 24. Den ansatte kan således med føje gøre gældende, at han bl.a. som følge af de angreb eller trusler, som han har været udsat for, begik en fejl eller ikke længere var i stand til at udføre de opgaver, som han skulle varetage, og at afskedigelsen var begrundet i denne fejl eller denne manglende evne til at udføre sine arbejdsopgaver.

(jf. præmis 128-131)

Henvisning til:

Retten: 17. maj 2006, sag T‑95/04, Lavagnoli mod Kommissionen, Sml. Pers  I‑A‑2, s. 121, og II‑A‑2, s. 569, præmis 141

4.       Det fremgår af vedtægtens artikel 22a, stk. 3, at en tjenestemand, der i medfør af artikel 22a, stk. 1, har givet underretning om forhold, som lader formode, at der eventuelt finder en ulovlig handling sted, eller adfærd, som kan være et alvorligt brud på de forpligtelser, der påhviler Fællesskabernes tjenestemænd, »ikke [må] udsættes for sanktioner fra institutionens side, forudsat at han har handlet i god tro«. Såfremt en afgørelse, der er til ugunst for en midlertidigt ansat, er truffet efter at den midlertidigt ansatte har afgivet oplysninger over for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, påhviler det Personaleretten i forbindelse med et søgsmål, der er anlagt til prøvelse af en afgørelse om afskedigelse, og til støtte for hvilket er påberåbt et anbringende om magtfordrejning, at prøve et sådant anbringende med særlig årvågenhed. Disse bestemmelser giver imidlertid ikke en tjenestemand, der i medfør af vedtægtens artikel 22a, stk. 1, har givet underretning om forhold, som lader formode, at der finder en ulovlig handling sted, beskyttelse mod enhver bebyrdende afgørelse, men kun mod de afgørelser, der træffes på grundlag af sådanne oplysninger.

(jf. præmis 137-139)