Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Cataluña den 26. januar 2018 – Carlos Escribano Vindel mod Ministerio de Justicia

(Sag C-49/18)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Cataluña

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Carlos Escribano Vindel

Sagsøgt: Ministerio de Justicia

Præjudicielle spørgsmål

Skal det almindelige EU-retlige princip om forbud mod enhver forskelsbehandling fortolkes således, at det er til hinder for en national forskrift, indeholdt i artikel 31, stk. 1, i lov nr. 39/2010 af 22. december 2010 om statsbudgettet for 2011 (Ley 39/2010, de 22 de diciembre, de Presupuestos Generales del Estado para el año 2011), som fastsætter forskellige procentsatser for lønnedsættelse, der er mere byrdefulde for den del af dommerstanden, der oppebærer den laveste løn, og dermed indebærer, at de lider et større afsavn af hensyn til bæredygtigheden af de offentlige udgifter (princippet om forbud mod forskelsbehandling)

Skal det almindelige EU-retlige princip om at sikre domstolenes uafhængighed ved hjælp af en aflønning, som er rimelig, stabil og i overensstemmelse med de funktioner, der udøves af dommerstanden, fortolkes således, at det er til hinder for en national forskrift som den, der er indeholdt i artikel 31, stk. 1, i lov nr. 39/2010 af 22. december 2010 om statsbudgettet (Ley 39/2010, de 22 de diciembre, de Presupuestos Generales del Estado), der ikke tager hensyn til karakteren af de funktioner, som udøves af dens medlemmer, deres anciennitet eller betydningen af deres opgaver og indebærer et større afsavn af hensyn til bæredygtigheden af de offentlige udgifter alene for den del af dommerstanden, der tjener mindst (princippet om domstolenes uafhængighed)

____________