PERSONALERETTENS DOM
(Første Afdeling)
23. februar 2010
Sag F‑7/09
Marie-Hélène Faria
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
»Personalesag — tjenestemænd — bedømmelse — bedømmelsesrapport — bedømmelsesåret 2006/2007 — påstand om annullation af bedømmelsesrapporten — åbenbart urigtigt skøn — erstatning for ikke-økonomisk skade«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Marie-Hélène Faria i det væsentligste har nedlagt påstand dels om annullation af hendes bedømmelsesrapport for perioden fra den 1. oktober 2006 til den 30. september 2007, dels om, at Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale erstatning på 100 000 EUR for den ikke-økonomiske skade, som hun hævder at have lidt.
Udfald: Sagsøgerens bedømmelsesrapport, der er udarbejdet af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) for perioden fra den 1. oktober 2006 til den 30. september 2007, annulleres. I øvrigt frifindes Harmoniseringskontoret. Harmoniseringskontoret bærer sine egne omkostninger og betaler tre fjerdele af sagsøgerens omkostninger. Sagsøgeren bærer en fjerdedel af sine omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd — bedømmelse — bedømmelsesrapport
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
2. Tjenestemænd — bedømmelse — bedømmelsesrapport — åbenbart urigtigt skøn
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
3. Tjenestemænd — bedømmelse — bedømmelsesrapport — arbejdstid, der anvendes til at varetage to forskellige stillinger
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
4. Tjenestemænd — bedømmelse — bedømmelsesrapport — bedømmelse af tjenestemandens indsats
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
5. Tjenestemænd — bedømmelse — bedømmelsesrapport — genstand for generel vurdering
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
6. Tjenestemænd — bedømmelse — bedømmelsesrapport — åbenbart urigtigt skøn
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)
7. Tjenestemænd — søgsmål — erstatningssøgsmål — annullation af anfægtet ulovlig retsakt — passende genoprettelse af ikke-økonomisk skade
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)
1. Det tilkommer ikke Personaleretten at sætte sin vurdering i stedet for den vurdering, som er foretaget af de personer, der har til opgave at vurdere den bedømte persons arbejde. Unionens institutioner har nemlig et vidt skøn ved bedømmelsen af det af tjenestemændene udførte arbejde. Det tilkommer således ikke Personaleretten, bortset fra tilfælde af faktiske fejl, åbenbart urigtige skøn eller magtfordrejning, at kontrollere berettigelsen af den bedømmelse af en tjenestemands faglige kvalifikationer, som administrationen har foretaget i en bedømmelsesrapport, når denne bedømmelse indebærer komplekse subjektive vurderinger, som ifølge selve deres beskaffenhed ikke kan kontrolleres objektivt.
(jf. præmis 44)
Henvisning til:
Domstolen: 1. juni 1983, forenede sager 36/81, 37/81 og 218/81, Seton mod Kommissionen, Sml. s. 1789, præmis 23
Retten: 24. januar 1991, sag T‑63/89, Latham mod Kommissionen, Sml. II, s. 19, præmis 19; 26. oktober 1994, sag T‑18/93, Marcato mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 215, og II, s. 681, præmis 45; 20. maj 2003, sag T‑179/02, Pflugradt mod ECB, Sml. Pers. I‑A, s. 149, og II, s. 733, præmis 46; 25. oktober 2005, sag T‑96/04, Cwik mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 343, og II, s. 1523, præmis 41; 13. juli 2006, sag T‑285/04, Andrieu mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑2, s. 161, og II‑A‑2, s. 775, præmis 99
2. En tjenestemand ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) kan for at godtgøre, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved udarbejdelsen af den pågældendes bedømmelsesrapport, støtte ret på en sammenligning mellem de forskellige versioner af rapporten, såfremt disse versioner foreligger i endelig form, dvs. underskrevet af både bedømmeren og medbedømmeren, og såfremt de indgår som en del af selve proceduren for udfærdigelsen af bedømmelsesrapporten, der er fastsat i de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43, som Harmoniseringskontoret har vedtaget, og som finder anvendelse i de tilfælde, hvor den berørte person ikke er enig i indholdet af de forskellige versioner af bedømmelsesrapporten.
(jf. præmis 45)
Henvisning til:
Personaleretten: 6. marts 2008, sag F‑46/06, Skareby mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑1, s. 69, og II‑A‑1, s. 337, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis
3. En bedømmelsesrapport er behæftet med en materiel urigtighed, såfremt det deri anføres, at en tjenestemand under hele referenceperioden har anvendt halvdelen af sin arbejdstid på at udføre arbejde i én stilling og den anden halvdel på at udføre arbejde i en anden stilling, og såfremt den berørte persons arbejde bedømmes på dette grundlag, når det ved en sammenlægning af den procentvise fordeling af arbejdstiden pr. stilling fremgår, at tjenestemanden har anvendt lidt mindre end to tredjedele af sin arbejdstid på den første stilling og lidt mere end en tredjedel på den anden stilling.
(jf. præmis 48 og 49)
4. Den indvirkning, som en usædvanlig tung arbejdsbyrde har på en tjenestemands indsats eller adfærd i tjenesten, udgør et af de forhold, som institutionerne ikke kan undlade at tage hensyn til ved bedømmelsen af de ansattes indsats.
Selv om bedømmerne ved udøvelsen af det skøn, som de er tillagt, frit kan bestemme, på hvilken måde der skal tages hensyn til en usædvanlig tung arbejdsbyrde, og i givet fald beslutte ikke at fravige deres bedømmelseskriterier, kan de imidlertid ikke fuldstændig undlade at nævne denne arbejdsbyrde, eftersom bedømmelsen i bedømmelsesrapporten, om end blot i summarisk form, skal afspejle, at de personer, der har udfærdiget rapporten, har taget dette forhold i betragtning.
Blandt de forskellige begrænsninger og vanskeligheder, som bedømmerne skal tage hensyn til, når de bedømmer en tjenestemands indsats eller adfærd i tjenesten, er personalemangel og den ekstra arbejdsbyrde, som dette medfører for de berørte tjenestemænd.
Sammenlægning af to stillinger udgør pr. definition klart en ekstra arbejdsbyrde, hvilket derfor skal nævnes i bedømmelsesrapporten.
(jf. præmis 52 og 53)
Henvisning til:
Retten: 31. januar 2007, sag T‑236/05, Aldershoff mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑2, s. 13, og II‑A2, s. 75, præmis 85
5. Den generelle vurdering skal afspejle de analytiske vurderinger, der fremgår af samme bedømmelsesrapport.
Det vil være i strid med kravet om, at der skal være sammenhæng mellem disse to typer vurderinger, at anerkende, at væsentlige forbedringer af de analytiske vurderinger ikke kan medføre en ændring af de generelle vurderinger, dvs. de vurderinger, der tillægges særlig vægt i forbindelse med forfremmelsesproceduren.
(jf. præmis 55 og 57)
Henvisning til:
Retten: 7. marts 2007, sag T‑110/04, Sequeira Wandschneider mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑2, s. 73, og II‑A‑2, s. 533, præmis 110 og den deri nævnte retspraksis
6. En bedømmelsesrapport, der indeholder materielt urigtige oplysninger om den arbejdstid, som den berørte tjenestemand har anvendt i forhold til hver enkelt af de stillinger, der er bedømt i rapporten, som ikke indeholder nogen omtale af tjenestemandens arbejdsbyrde, og som ikke er i overensstemmelse med de første versioner af rapporten, er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.
(jf. præmis 58)
7. En annullation af en retsakt, der er udfærdiget af administrationen og anfægtet af en tjenestemand, udgør i sig selv en passende og principielt tilstrækkelig genoprettelse af enhver ikke-økonomisk skade, som tjenestemanden eller den ansatte kan have lidt, medmindre administrationens ulovlige akt indeholder en vurdering af tjenestemandens kvalifikationer eller adfærd, som kan skade ham.
(jf. præmis 64)
Henvisning til:
Retten: 12. december 2000, sag T‑223/99, Dejaiffe mod KHIM, Sml. Pers. I‑A, s. 277, og II, s. 1267, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis