RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(enedommer)

4. juni 2013

Sag F-119/11

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – procesreglementets artikel 34, stk. 1 – stævning indgivet ved telefax inden for søgsmålsfristen og underskrevet ved et stempel eller en anden form for gengivelse af advokatens underskrift – for sent anlagt søgsmål«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af dennes artikel 106A, hvorunder Luigi Marcuccio navnlig har nedlagt påstand om, at Personaleretten enten konstaterer, at der ved Kommissionens afgørelse om afslag på sagsøgerens ansøgning af 6. september 2010 samt afgørelse om afvisning af dennes klage af 20. marts 2011 er tale om en nullitet eller annullerer disse, fastslår, at bestemte begivenheder, der er foregået den 14., 16. og 19. marts 2002, er ulovlige, og dømmer Kommissionen til at udføre bestemte handlinger og til at erstatte det tab, der er lidt. Inden stævningen indgik pr. post, blev der den 11. november 2011 indsendt en telefax af et dokument, der blev præsenteret som værende en kopi af den originale stævning.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes, da søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – administrationens retsakter – gyldighedsformodning – nulliteter – begreb – afgørelse om afslag på en tjenestemands ansøgning om erstatning – begrundelsesmangel – udelukkelse af dette begreb

(Art. 288 TEUF)

2.      Retslig procedure – stævning – formkrav – advokats håndskrevne underskrift – væsentlig forskrift, der håndhæves strengt – foreligger ikke – afvisning

[Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 3, art. 21, stk. 1, og art. 32, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 34, stk. 1, første afsnit, art. 35, stk. 1, litra b), og art. 51, stk. 3 og 4; tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 3]

1.      Der gælder i princippet en formodning for, at Unionens retsakter er lovlige, og de afføder derfor retsvirkninger, selv om de er behæftet med mangler, så længe de ikke er annulleret eller trukket tilbage. Som en undtagelse fra dette princip bør retsakter, der er behæftet med en mangel, hvis grovhed er så åbenlys, at den ikke kan tolereres af Unionens retsorden, dog anses for ikke at have affødt nogen som helst retsvirkning. De konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt hidrørende fra Unionens institutioner er en nullitet, er så alvorlige, at det af retssikkerhedsmæssige grunde må kræves, at denne konstatering forbeholdes fuldstændig ekstreme tilfælde.

Under alle omstændigheder kan et indgreb i boligens ukrænkelighed og retten til respekt for privatlivet, samt tilsidesættelsen af begrundelsespligten, som anført af en tjenestemand, i forbindelse med Kommissionens stiltiende afgørelse om afslag på hans ansøgning om erstatning for det angivelige tab, som han har lidt som følge af indtrængen i den personalebolig, han havde som ansat ved Kommissionen, ikke siges at udgøre ekstreme tilfælde, fordi Kommissionen, ved at undlade svare på den nævnte tjenestemands ansøgning inden for en frist på fire måneder, for det første hverken har krænket dennes bolig eller ret til privatliv, og for det andet fordi en afgørelse om afslag på hans ansøgning ikke kan siges at udgøre en nullitet med den ene begrundelse, at afslaget ikke var begrundet, idet en sådan manglende begrundelse ikke har nogen indflydelse på en sådan afgørelses lovlighed, hvis eneste retsvirkning er at gøre det muligt for sagsøgeren at anlægge et erstatningssøgsmål ved Personaleretten.

(jf. præmis 25 og 28)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: 24. november 2010, sag T-9/09 P, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis

2.      Det fremgår af artikel 19, stk. 3, og artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der finder anvendelse på processen ved Personaleretten i henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til samme statut, at en sagsøger skal lade sig repræsentere af en person, der er beskikket hertil, og at der ikke gyldigt kan indgives søgsmål ved Unionens retsinstanser, medmindre stævningen er underskrevet af denne sidstnævnte.

Det fremgår ligeledes af ordlyden af artikel 19, stk. 3, i statutten for Domstolen og navnlig ved anvendelsen af udtrykket »repræsenteres«, at en »part« i nævnte bestemmelses forstand ikke er bemyndiget til selv at føre sin sag for Domstolen, men skal lade en anden person møde for sig, og denne person skal have beskikkelse i en medlemsstat eller i en stat, som er part i EØS-aftalen. Andre bestemmelser i statutten for Domstolen som artikel 21, stk. 1, og artikel 32 i nævnte statut bekræfter, at en part og hans rettergangsfuldmægtig ikke kan være én og samme person. Disse bestemmelser i statutten for Domstolen er for Personalerettens vedkommende navnlig gengivet i artikel 34, stk. 1, første afsnit, i artikel 35, stk. 1, litra b), og i procesreglementets artikel 51, stk. 3 og 4. Hverken statutten for Domstolen eller procesreglementet for Retten for EU-personalesager indeholder således nogen undtagelse eller mulighed for at fravige denne regel.

Kravet om en håndskreven underskrift i artikel 34, stk. 1, første afsnit, i Personalerettens procesreglement har således ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger til formål at sikre stævningens autenticitet og at udelukke risikoen for, at underskriften i virkeligheden ikke hidrører fra den person, der har beføjelse til at skrive under. Dette krav må herefter anses for at udgøre en væsentlig formforskrift, der må håndhæves strengt, med den virkning, at manglende overholdelse medfører, at sagen må afvises. Hvad angår det forhold, at stævningen påføres et stempel, der gengiver den af sagsøgeren befuldmægtigede advokats underskrift eller en anden form for gengivelse af dennes underskrift, må det konstateres, at denne indirekte og mekaniske måde at »skrive under« på ikke i sig selv gør det muligt at fastslå, at det nødvendigvis er advokaten selv, der har underskrevet det omtvistede processkrift.

(jf. præmis 30-32, 35 og 36)

Henvisning til:

Domstolen: 5. december 1996, sag C-174/96 P, Lopes mod Domstolen, præmis 8 og den deri nævnte retspraksis

Retten i Første Instans: 23. maj 2007, sag T-223/06 P, Parlamentet mod Eistrup, præmis 51 og 52