PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

12. maj 2011

Sag F-66/10

AQ

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – bedømmelsesrapport – bedømmelsesåret 2009 – bedømmerens lønklasse lavere end tjenestemandens – bedømmelse af den tjenstlige indsats i en del af referenceperioden – manglende fastsættelse af mål for tjenestemanden«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106a, hvorunder AQ har nedlagt påstand dels om annullation af hans bedømmelsesrapport for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2008, af afgørelsen om at tildele ham to forfremmelsespoint i forfremmelsesåret 2009 og af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 12. maj 2010 om afslag på hans klage over denne bedømmelsesrapport, dels om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham et beløb på 25 000 EUR i erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som han angiveligt har lidt som følge af disse afgørelser.

Udfald:      Sagsøgerens bedømmelsesrapport for bedømmelses- og forfremmelsesåret 2009 samt afgørelsen om, at han tildeles to forfremmelsespoint i samme år, annulleres. Kommissionen betaler sagsøgeren et beløb på 2 000 EUR. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – udarbejdelse – bedømmerens lønklasse lavere end den bedømte tjenestemands – lovlig

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

2.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – udarbejdelse – bedømmer, som udøver sine beføjelser i forbindelse med et vikariat – lovlig

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

3.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – udarbejdelse – tjenestemand, som har skiftet stilling i løbet af bedømmelsesperioden

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

4.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – forpligtelse til at fastsætte de mål, der skal nås

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

5.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – fastsættelse af de mål, der skal nås – begreb

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

6.      Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – annullation af en anfægtet retsakt, som ikke sikrer en rimelig genoprettelse af en ikke-økonomisk skade

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43 og 91)

1.      Det følger ikke af nogen bestemmelser i vedtægten eller af noget princip i EU-tjenestemandsretten, at en tjenestemand kun kan bedømmes af en tjenestemand med en højere lønklasse end tjenestemandens. I vedtægten er der tværtimod ikke fastsat en fast overensstemmelse mellem en bestemt funktion og en bestemt lønklasse.

Den omstændighed, at bedømmeren har en lavere lønklasse end den bedømte, giver desuden ikke anledning til en interessekonflikt. Når den bedømte tjenestemand og bedømmeren ikke er ansøgere til en forfremmelse i samme lønklasse og derfor ikke konkurrerer i denne henseende, kan bedømmeren nemlig under alle omstændigheder ikke være fristet til at formindske den bedømte tjenestemands fortjenester, eftersom bedømmerens chancer for forfremmelse til en højere lønklasse ikke har direkte sammenhæng med bedømmelsen af den bedømte tjenestemands professionelle værdi.

(jf. præmis 45 og 46)

Henvisning til:

Retten: 8. juli 2008, sag T-56/07 P, Kommissionen mod Economidis, præmis 59 og 60; 18. juni 2009, sag T-572/08 P, Kommissionen mod Traoré, præmis 41

Personaleretten: 5. maj 2010, sag F-53/08, Bouillez m.fl. mod Rådet, præmis 80

2.      Det ville stride mod kravene om videreførelse af tjenesten og om god forvaltningsskik, at en afdelingschef ikke kan fungere som bedømmer alene af den grund, at han udøver sine beføjelser i forbindelse med et vikariat.

(jf. præmis 50)

3.      En karriereudviklingsrapport har i første række til formål at sikre administrationen regelmæssige og om muligt fuldstændige oplysninger om, hvorledes tjenestemændene udfører deres opgaver. En sådan rapport kan ikke opfylde dette formål fuldt ud, hvis de overordnede, under hvis instruktionsbeføjelse tjenestemanden har gjort tjeneste i bedømmelsesperioden, ikke høres forinden af bedømmeren og gives adgang til at fremkomme med eventuelle bemærkninger. Den omstændighed, at en sådan høring ikke er foretaget, udgør en væsentlig procedurefejl, som kan påvirke bedømmelsesrapportens gyldighed.

Selv om bedømmelsesrapporten skal vedrøre hele referenceperioden, kan den omstændighed, at bedømmeren har begået en åbenbar fejl ved at begrænse sin vurdering af den bedømte tjenestemands tjenstlige indsats til kun at angå en del af bedømmelsesperioden, kun medføre, at karriereudviklingsrapporten annulleres, såfremt den ikke er blevet berigtiget af medbedømmeren og bedømmeren i appelleddet, der begge har selvstændig kompetence på området.

(jf. præmis 59 og 61)

Henvisning til:

Retten: 24. januar 1991, sag T-63/89, Latham mod Kommissionen, præmis 27; 5. november 2003, sag T-326/01, Lebedef mod Kommissionen, præmis 61; 25. oktober 2005, sag T-43/04, Fardoom og Reinard mod Kommissionen, præmis 90

Personaleretten: 25. april 2007, Lebedef-Caponi mod Kommissionen, sag F-71/06, præmis 48; 13. december 2007, sag F-28/06, Sequeira Wandschneider mod Kommissionen, præmis 43 og 49

4.      En tilsidesættelse af de regler, der fastsætter målene for en tjenestemand ved starten af hver bedømmelsesperiode, er væsentlig og begrunder, at den omtvistede bedømmelsesrapport anses for fejlagtig.

Fastsættelsen af målene udgør nemlig en referencefaktor ved bedømmelsen af tjenestemandens præstationer og ved udarbejdelsen af bedømmelsesrapporten. Endvidere er en fastsættelse af mål a fortiori så meget desto mere væsentlig hvad angår en tjenestemand, som får tillagt nye opgaver i en anden enhed, som han skal integrere sig i hurtigst muligt. Følgelig er institutionen forpligtet til formelt at fastsætte mål for tjenestemanden ved dennes stillingsskift, i forbindelse med en dialog med tjenestemandens bedømmer.

(jf. præmis 68, 84 og 85)

Henvisning til:

Retten: 30. september 2009, sag T-193/08 P, Skareby mod Kommissionen, præmis 71-75

Personaleretten: 13. december 2007, sag F-42/06, Sundholm mod Kommissionen, præmis 39-41; 10. november 2009, sag F-71/08, N mod Parlamentet, præmis 54-60

5.      En stillingsbeskrivelse kan ikke som sådan anses for et dokument, der fastsætter målene for en tjenestemand med henblik på dennes bedømmelse, idet disse to kategorier af dokumenter har forskellige formål og karakteristika. Den omstændighed, at en tjenestemand har kendskab til de opgaver, som han er tillagt, indebærer nemlig ikke, at målene i relation til disse er blevet behørigt fastsat.

Ligeledes kan en ajourføring af tjenestemandens mål i et personaleadministrativt it-system ikke udgøre en formel fastsættelse af målene, eftersom en sådan indførelse i et it-system ikke kan træde i stedet for en formel dialog mellem bedømmeren og tjenestemanden.

Endelig afslører tjenestemandens selvbedømmelse ikke hans kendskab til de opgaver og mål, som han er blevet tildelt. Fastsættelsen af mål er nemlig bedømmerens ansvar, og der skal med henblik på bedømmelsens objektivitet og ligebehandlingen af tjenestemænd sikres en adskillelse mellem bedømmerens opgaver og den bedømtes opgaver.

(jf. præmis 88-90)

Henvisning til:

Retten: 28. november 2007, sag T-214/05, Vounakis mod Kommissionen, s. 2523, præmis 43; Skareby mod Kommissionen, præmis 83

Personaleretten: N mod Parlamentet, præmis 57

6.      En annullation af en retsakt fra administrationen, som er anfægtet af en tjenestemand, kan i sig selv udgøre en passende og principielt tilstrækkelig genoprettelse af enhver ikke-økonomisk skade, som denne har lidt.

Dette er imidlertid ikke tilfældet hvad angår en ulovlighed, der vedrører en manglende formel fastsættelse af mål med henblik på bedømmelsen af en tjenestemand, idet denne bedømmelse ikke let kan korrigeres. I forbindelse med opfyldelsen af en ved dom afgjort retstvist er det nemlig umuligt med tilbagevirkende kraft at fastsætte mål for en tjenestemand og svært at sikre, at den pågældendes præstationer vil kunne bedømmes, som de ville være blevet, såfremt der forelå mål, som var fastsat ab initio. Der består således, og uanset det præstationsniveau, der fastsættes i den nye bedømmelsesrapport, som institutionen skal udarbejde, fortsat en tvivl for så vidt angår de resultater, som tjenestemanden kunne have udvist, såfremt målene havde været fastlagt fra begyndelsen.

(jf. præmis 103 og 110)

Henvisning til:

Retten: 26. januar 1995, sag T-60/94, Pierrat mod Domstolen, præmis 62; 21. januar 2004, sag T-328/01, Robinson mod Parlamentet, præmis 79

Personaleretten: Sundholm mod Kommissionen, præmis 44