Language of document : ECLI:EU:F:2011:146

PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

20. september 2011

Sag F-45/06 REV

Sandrine De Buggenoms m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – retspleje – begæring om genoptagelse – artikel 119 i Personalerettens procesreglement – Personalerettens afgørelse – begæring om genoptagelse vedrørende en kendelse om slettelse efter ophævelse af sagen – retskraft – foreligger ikke – formalitetsindsigelse rejst ex officio«

Angående:      Begæring om genoptagelse af den af formanden for Personaleretten (Første Afdeling) afsagte kendelse om slettelse af 16. september 2010 i sagen Avendano m.fl. mod Kommissionen (sag F-45/06).

Udfald:      Begæringen om genoptagelse tages ikke til følge. De parter, der har begæret genoptagelse, betaler Europa-Kommissionens omkostninger. Rådet for Den Europæiske Union, intervenient i sagen om genoptagelse, bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – genoptagelse – begæring vedrørende en kendelse om slettelse efter sagsøgerens ophævelse af sagen – afvisning

(Statutten for Domstolen, art. 44 og bilag I, art. 7; Personalerettens procesreglement, art. 74, art. 89, stk. 5, og art. 119)

2.      Retspleje – parternes repræsentation – rettergangsfuldmagt – ikke pligt til fremlæggelse

(Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 5, art. 39, stk. 1, tredje afsnit, og art. 74)

3.      EU-ret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – rækkevidde

(Art. 6, stk. 1, TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47 og art. 52, stk. 7)

1.      Når en begrundet kendelse, hvorved det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse, eller sagen afsluttes på grund af EU-Domstolens manglende kompetence, eller fordi sagen skal afvises eller er åbenbart ugrundet, har virkninger, der svarer en doms virkninger, kan der i henhold til artikel 44 i statutten for Domstolen, som i henhold til artikel 7 i bilag I til denne statut finder anvendelse på Personaleretten, begæres genoptagelse med henblik på prøvelse af en sådan kendelse, selv om ordlyden af den nævnte artikel 44 ikke udtrykkeligt fastsætter dette. På samme måde begrænser ordlyden af artikel 119 i Personalerettens procesreglement ikke genoptagelsessager til Personalerettens domme, men fastsætter, at der kan begæres genoptagelse af en afgørelse truffet af Personaleretten.

Selv om ordlyden af nævnte artikel 119 uden at sondre mellem domme og kendelser imidlertid anser enhver af Personalerettens afgørelser for at kunne gøres til genstand for en begæring om genoptagelse, er det dog fortsat sådan inden for Unionens retsorden, at genoptagelse ikke udgør en appel, men et ekstraordinært retsmiddel, der gør det muligt at anfægte den retskraft, der er knyttet til en endelig dom eller kendelse.

I denne henseende, og i det omfang en kendelse om slettelse, der er afsagt i henhold til artikel 74 i Personalerettens procesreglement, ikke afgør hverken formaliteten eller sagens realitet, har den ingen retskraft og kan derfor heller ikke sidestilles med en begrundet kendelse, der har virkninger svarende til en doms virkninger. Når retsformanden derfor i henhold til nævnte artikel 74 ved kendelse træffer afgørelse om sletning af en sag fra Personalerettens register, begrænser denne sig til at efterkomme sagsøgerens ønske om at hæve sagen. I en sådan kendelse er de eneste konklusioner, der berører parterne i sagen, dem, hvorved retsformanden træffer afgørelse om omkostningerne i overensstemmelse med bestemmelserne i procesreglementets artikel 89, stk. 5.

(jf. præmis 31-33, 35, 36, 38, 39 og 41)

Henvisning til:

Domstolen: 7. marts 1995, sag C-130/91 REV, ISAE/VP og Interdata mod Kommissionen, præmis 6; 5. marts 1998, forenede sager C-199/94 P og C-200/94 P-REV, Inpesca mod Kommissionen, præmis 16; 29. november 2007, sag C-12/05 P-REV, Meister mod KHIM, præmis 16; 2. april 2009, sag C-255/06 P-REV, Yedaş Tarim ve Otomotiv Sanayi ve Ticaret mod Rådet og Kommissionen, præmis 15-17.

2.      I henhold til artikel 35, stk. 5, og artikel 39, stk. 1, tredje afsnit, i Personalerettens procesreglement har den advokat, der bistår eller repræsenterer en part, ikke pligt til for Personaleretten at opfylde andre formaliteter end at dokumentere, at han har beskikkelse, og han skal ikke fremlægge en fuldmagt i god og behørig form, men skal dokumentere sin bemyndigelse i tilfælde af, at der opstår tvist herom. I det omfang advokaten således i princippet ikke skal dokumentere, at der foreligger en fuldmagt fra klienten i god og behørig form – hverken med henblik på anlæggelse af en sag eller for at meddele Personaleretten, at hans klient ønsker at hæve en sag, idet klientens bestemmelse herom i henhold til artikel 74 i nævnte reglement kan meddeles Personaleretten endog mundtligt under retsmødet – er eksistensen, udstrækningen og endog tilbagekaldelsen af rettergangsfuldmagten mellem en advokat og dennes klient et spørgsmål, der ikke undersøges af Personaleretten bortset fra tilfælde, hvor den er omtvistet.

(jf. præmis 45 og 46)

Henvisning til:

Domstolen: 16. februar 1965, sag 14/64, Barge mod Den Høje Myndighed

Retten i Første Instans: 26. september 1990, sag T-139/89, Virgili-Schettini mod Parlamentet

3.      Hvad angår adgangen til effektive retsmidler fremgår det af forklaringerne til artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, som der i henhold til artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, TEU og nævnte charters artikel 52, stk. 7, skal tages behørigt hensyn ved fortolkningen af artikel 47, at denne artikels stk. 2 svarer til artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention, selv om retten til en domstol i EU-retten ikke kun finder anvendelse på tvister om borgerlige rettigheder og forpligtelser. Stk. 1 i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder er baseret på artikel 13 i den europæiske menneskerettighedskonvention, idet beskyttelsen dog er mere omfattende i EU-retten, da den sikrer adgang til effektive retsmidler for en domstol og ikke blot til effektive retsmidler for en national instans. Adgangen til effektive retsmidler som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder er ikke begrænset til en beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, men omfatter også beskyttelse af alle de rettigheder og friheder, der er sikret ved EU-retten.

(jf. præmis 53)