Language of document : ECLI:EU:F:2007:66

PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

17. april 2007

Forenede sager F-44/06 og F-94/06

C

og

F

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – vedtægtens artikel 78 – invalidepension – opfyldelse af en dom afsagt af Retten i Første Instans – annullations- og erstatningssøgsmål«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved sagsøgeren har nedlagt følgende påstande: i sag F-44/06: dels annullation af Kommissionens afgørelse af 13. juni 2005 om afslag på at træffe enhver foranstaltning med henblik på opfyldelse af dommen afsagt den 23. november 2004 af Retten i Første Instans, O mod Kommissionen (sag T-376/02, Sml. Pers. I A, s. 349, og II, s. 1595, hvilket søgsmål blev anlagt af den sagsøger, som har anlagt nærværende to sager), og annullation af Kommissionens afgørelse af 23. februar 2006, hvorved sagsøgeren pensioneredes og bevilligedes en invalidepension, der var fastsat i henhold til vedtægtens artikel 78, stk. 2, som affattet før den 1. maj 2004, med tilbagevirkende kraft fra den 1. februar 2002, dels at Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 15 000 EUR på grund af sin tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist; i sag F-94/06: dels annullation af ovennævnte afgørelse af 23. februar 2006, dels at Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning på 15 000 EUR.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler sagsøgeren en erstatning på 2 000 EUR for den ikke-økonomiske skade, denne har lidt. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og afholder to tredjedele af sagsøgerens omkostninger i sag F-44/06, O mod Kommissionen, og i sag F-94/06, F mod Kommissionen.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – klage – dom om annullation – retsvirkning – pligt til at vedtage opfyldelsesforanstaltninger

(Art. 233 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 53; bilag VIII, art. 14)

2.      Tjenestemænd – klage – påstand om annullation forbundet med en påstand om erstatning

(Art. 233 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – manglende overholdelse af pligten til at opfylde en dom om annullation

(Art. 233 EF)

1.      For at opfylde en dom, der med den eneste begrundelse, at hjemlen ikke var korrekt, og uden at kritisere etaperne ved afgørelsens udstedelse annullerer en afgørelse, hvorved sagsøgeren pensioneres og bevilliges en invalidepension, skal ansættelsesmyndigheden udstede en ny afgørelse, der berigtiger hjemmelsfejlen, men har ikke pligt til at lade den pågældende genoptage arbejdet med tilbagevirkende kraft og er heller ikke forpligtet til at udstede en afgørelse, som kun har virkning ex nunc, hvilket ville svare til en manglende anerkendelse af selve ansættelsesforholdets eksistens og af sagsøgerens invaliditet, som allerede er blevet behørigt fastslået ved den annullerede afgørelse. Ansættelsesmyndigheden kan derfor uden at tilsidesætte princippet om dommes retskraft eller artikel 233 EF lade retsvirkningerne af den nye afgørelse om sagsøgerens pensionering få tilbagevirkende kraft fra den sidste dag i den måned, hvor den annullerede afgørelse blev truffet, og lade retsvirkningerne af bevillingen af invalidepension få tilbagevirkende kraft fra den første dag i den følgende måned i overensstemmelse med vedtægtens artikel 53 og artikel 14 i bilag VIII til vedtægten.

Endelig er ansættelsesmyndigheden, for så vidt som den skal erstatte den af Retten forkastede afgørelse med en anden retlig afgørelse, hvad angår valget af hjemmel berettiget til at anvende de bestemmelser i vedtægten, som var gældende på datoen for den annullerede afgørelse, i stedet for de vedtægtsbestemmelser i ændret affattelse, som fandt anvendelse på datoen for den nye afgørelses udstedelse.

(jf. præmis 42 og 46-49)

Henvisning til:

Retten, 19. april 1999, forenede sager T-305/94, T-306/94, T-307/94, T-313/04 – T-316/94, T-318/94, T-325/94, T-328/94, T-329/94 og T-335/94, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 931, præmis 189 og den deri nævnte retspraksis, 23. november 2004, sag T-376/02, O mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 349, og II, s. 1595.

2.      En påstand om erstatning for skade, som sagsøgeren har lidt som følge af en urimelig opfyldelsesfrist eller absolut mangel på enhver foranstaltning til opfyldelse af en dom om annullation, som har givet sagsøgeren medhold, er direkte forbundet med den annullationspåstand, som er rettet mod den afgørelse, hvorved administrationen mener at have opfyldt nævnte dom, og kan derfor realitetsbehandles, selv om den ikke har været genstand for en forudgående ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, og er blevet fremsat for første gang i forbindelse med klagen over denne afgørelse. Selv om udfaldet af erstatningssagen ikke nødvendigvis er afhængig af udfaldet af annullationssagen, kan erstatningspåstanden i en sådan kontekst, hvor tjenestemanden finder, at administrationen endnu ikke har truffet de foranstaltninger, som Fællesskabets retsinstanser har anordnet, ikke bedømmes uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt nævnte administration med de allerede udstedte akter har opfyldt dommen, fordi, hvis disse akter ikke er i overensstemmelse med den dom, som har givet tjenestemanden medhold, er kravet om erstatning for manglende overholdelse af en rimelig frist så meget desto mere berettiget. Sagsøgeren kan således ikke antages at have støttet sin påstand om erstatning alene på det forhold, at foranstaltningerne til opfyldelse af dommen er blevet truffet for sent, uden på nogen måde at kritisere disse foranstaltningers indhold.

Er der afsagt dom om annullation har administrationen desuden en handlepligt og skal af egen drift træffe foranstaltninger til opfyldelse af dommen, uden at tjenestemanden behøver at anmode herom. Herved kan administrationens passivitet bedømmes som en undladelse af at træffe en sådan foranstaltning, som er påbudt i artikel 233 EF, svarende til den i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, påkrævede foranstaltning, og som en bebyrdende forvaltningsakt, som tjenestemanden indledningsvis har adgang til at påklage inden for en frist på tre måneder. Når der kræves erstatning for en urimelig opfyldelsesfrist eller for manglende foranstaltninger til opfyldelse af en dom, kan den administrative procedures lovlighed således ikke være betinget af, at tjenestemanden indgiver en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1.

Hvis en tjenestemand, der påberåber sig, at en dom om annullation, som har givet den pågældende medhold, skal gennemføres, stilles over for et krav dels om indgivelse af en klage over den administrative afgørelse, der udgør en ukorrekt gennemførelse af dommen, dels om indgivelse af en særskilt ansøgning om erstatning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, en ansøgning, som, hvis den ikke imødekommes, ligeledes skal påklages efterfølgende, er dette i strid med de procesøkonomiske hensyn, som princippet om overholdelse af en rimelig frist kræver varetaget.

(jf. præmis 55-58)

Henvisning til:

Retten, 12. februar 1992, sag T-6/91, Pfloeschner mod Kommissionen, Sml. II, s. 141, præmis 22, 12. januar 1994, sag T-65/91, White mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 9, og II, s. 23, præmis 91 og 92, 26. oktober 1994, sag T-18/93, Marcato mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 215, og II, s. 681, præmis 59, 6. november 1997, sag T-15/96, Liao mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 329, og II, s. 897, præmis 61, og 31. maj 2006, sag F-91/05, Frankin m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 25, og II-A-1, s. 83, præmis 22.

3.      Administrationen begår en tjenstlig fejl, som kan være ansvarspådragende, når den uden at være stødt på særlige fortolkningsvanskeligheder eller praktiske vanskeligheder, der kan forhindre opfyldelsen af en dom, ikke inden for en rimelig frist træffer foranstaltninger til dommens opfyldelse. Det forhold, at den berørte part anmoder om, at der træffes andre foranstaltninger end de i dommen påbudte, kan ikke retfærdiggøre, at administrationen nægter at træffe enhver form for konkret opfyldelsesforanstaltning.

At administrationen nægter dette, udgør et indgreb i den tillid, som enhver borger må have til Fællesskabets retssystem, og som navnlig er baseret på, at afgørelser, som træffes af Fællesskabets retsinstanser, efterleves, og uanset hvilken økonomisk skade der eventuelt måtte være lidt, medfører dette i sig selv en ikke-økonomisk skade for den part, som har fået medhold i dommen.

(jf. præmis 63, 64, 66, 67 og 69)

Henvisning til:

Retten, 12. december 2000, sag T-11/00, Hautem mod EIB, Sml. II, s. 4019, præmis 51.