Language of document : ECLI:EU:F:2010:148

PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)

23. november 2010

Sag F­50/08

Gábor Bartha

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag — tjenestemænd — almindelig udvælgelsesprøve — ikke opført på reservelisten — afbalanceret repræsentation af mænd og kvinder i udvælgelseskomitéerne«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Gábor Bartha i det væsentlige har nedlagt påstand dels om annullation af den af udvælgelseskomitéen for den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AD/56/06 trufne afgørelse, hvorved han blev underrettet om, at han ikke havde bestået den pågældende udvælgelsesprøve, dels om, at Kommissionen tilpligtes at erstatte den skade, som han hævder at have lidt som følge af denne afgørelse.

Udfald: Afgørelsen af 23. januar 2008, hvorved udvælgelseskomitéen for udvælgelsesprøven EPSO/AD/56/06 afviste sagsøgerens anmodning om, at komitéens afgørelse om at afslå hans ansøgning, tages op til fornyet overvejelse, annulleres. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd — søgsmål — akt, der indeholder et klagepunkt — afgørelse truffet efter fornyet behandling af tidligere afgørelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2, og art. 91, stk. 2)

2.      Tjenestemænd — søgsmål — forudgående administrativ klage — overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og art. 91)

3.      Tjenestemænd — udvælgelsesprøve — udvælgelseskomité — sammensætning

(Tjenestemandsvedtægten, bilag III, art. 3, femte afsnit)

4.      Tjenestemænd — institutionernes ansvar uden for kontraktforhold — betingelser — ulovlighed — skade — årsagsforbindelse

1.      Når en ansøger, der ikke er blevet opført på en reserveliste, som udfærdiges efter afholdelsen af en udvælgelsesprøve, anmoder om fornyet behandling af en afgørelse, som udvælgelseskomitéen har truffet, er det den afgørelse, komitéen har truffet efter den fornyede behandling af ansøgerens situation, der udgør den bebyrdende afgørelse.

(jf. præmis 22)

Henvisning til:

Retten: 13. december 2006, sag T­173/05, Heus mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­2, s. 329, og II­A­2, s. 1695, præmis 19

2.      Reglen om overensstemmelse mellem klagen og stævningen tilsidesættes kun i den situation, hvor søgsmålet ændrer genstanden for og årsagen til klagen, idet begrebet »årsagen« til klagen skal fortolkes vidt. Efter en sådan fortolkning skal der for så vidt angår påstande om annullation ved »tvistens årsag« forstås sagsøgerens anfægtelse af den pågældende forvaltningsakts indre lovlighed eller, alternativt, anfægtelse af dens ydre lovlighed. Med forbehold af eventuelle ulovlighedsindsigelser og ufravigelige procesforudsætninger vil der følgelig være tale om ændringer af tvistens årsag og dermed tilsidesættelse af reglen om overensstemmelse mellem klage og søgsmål, såfremt sagsøgeren, idet han i klagen kun kritiserer den formelle gyldighed af den for ham bebyrdende forvaltningsakt, herunder de proceduremæssige aspekter, i stævningen fremsætter materielle anbringender, eller i den modsatte situation, hvor sagsøgeren efter kun i sin klage at have bestridt det materielle indhold af den for ham bebyrdende forvaltningsakt indgiver en stævning, der indeholder anbringender vedrørende aktens formelle gyldighed.

(jf. præmis 34)

Henvisning til:

Personaleretten: 1. juli 2010, sag F­45/07, Mandt mod Parlamentet, Sml. Pers. I­A­1, s. 0000, og II­A­1, s. 0000, præmis 119 og 120

3.      En udvælgelseskomité, der ved bekendtgørelsen af listen over dens medlemmer består af mere end fire ordinære medlemmer, kan kun anses for at opfylde kravene i artikel 3, femte afsnit, i bilag III til vedtægten, såfremt der blandt de ordinære medlemmer er repræsenteret mindst to medlemmer af hvert køn.

Et krav om, at der alene skal tages hensyn til de ordinære medlemmer af udvælgelseskomiteen på tidspunktet for bekendtgørelsen af listen over medlemmer, kan imidlertid være velbegrundet i det særlige tilfælde, hvor sammensætningen af udvælgelseskomitéen på trods af en nedsættelse af en udvælgelseskomité, som ikke på dette stadium opfylder reglen i artikel 3, femte afsnit, i bilag III til vedtægten, i forbindelse med den faktiske afholdelse af prøverne ikke desto mindre er i overensstemmelse med denne regel. I et sådant tilfælde er det formål, der forfølges med denne bestemmelse, dvs. at sørge for, at præstationerne fra ansøgere til en udvælgelsesprøve bedømmes af en udvælgelseskomité, som er sikret en ligelig repræsentation af kvinder og mænd, nemlig fuldt ud opnået.

(jf. præmis 43 og 44)

4.      Det er en forudsætning for, at administrationen kan ifalde ansvar, at en række betingelser er opfyldt vedrørende retsstridigheden af den adfærd, som den omhandlede institution hævdes at have udvist, og eksistensen af en skade samt årsagsforbindelsen mellem den pågældende institutions adfærd og den påberåbte skade. Disse tre betingelser er kumulative. Fraværet af én af dem er tilstrækkeligt til, at erstatningspåstandene skal forkastes.

Hvad angår spørgsmålet om årsagssammenhæng skal sagsøgeren i princippet fremlægge bevis for, at der med sikkerhed består en direkte forbindelse mellem den fejl, som den pågældende institution har begået, og det påståede tab.

Den i retspraksis krævede grad af sikkerhed for, at der består en årsagssammenhæng, er dog opfyldt, når en unionsinstitutions retsstridige adfærd med sikkerhed har betydet, at en person er blevet frataget — ikke nødvendigvis en ansættelse, hvilket den pågældende aldrig ville kunne bevise at have ret til — men en reel chance for at blive ansat som tjenestemand eller midlertidigt ansat med den følge, at den pågældende har lidt et økonomisk tab i form af tabt arbejdsfortjeneste.

(jf. præmis 53-55)

Henvisning til:

Domstolen: 1. juni 1994, sag C­136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, præmis 42; 21. februar 2008, sag C­348/06 P, Kommissionen mod Girardot, Sml. I, s. 833, præmis 52

Retten: 28. september 1999, sag T­140/07, Hautem mod EIB, Sml. Pers. I­A, s. 171, og II, s. 897, præmis 85; 5. oktober 2004, sag T­45/01, Sanders m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3315, præmis 150

Personaleretten: 22. oktober 2008, sag F­46/07, Tzirani mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­1, s. 323, og II­A­1, s. 1773, point 218