Language of document : ECLI:EU:F:2012:73

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

5. juni 2012

Sag F-84/10

Efstratios Chatzidoukakis

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – løn – familietillæg – uddannelsestillæg – betingelser for tildeling – fradrag af tillæg af samme art fra anden side«

Angående: Søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF, som i medfør af Euratom-traktatens artikel 106a finder anvendelse, hvorunder Efstratois Chatzidoukakis navnlig nedlægger påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 26. februar 2010 om at nedsætte det uddannelsestillæg, sagsøgeren oppebærer, og tilbageholde det for meget udbetalte beløb i sagsøgerens lønseddel, som følge af, at hans søn modtager en økonomisk støtte fra en medlemsstat i form af et stipendium.

Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. Efstratios Chatzidoukakis betaler Kommissionens omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – løn – familietillæg – uddannelsestillæg – betingelser for anvendelse af bestemmelsen om forbud mod kumulation i tjenestemandsvedtægtens artikel 67, stk. 2, i tilfælde af, at tillæg af samme art oppebæres fra anden side – anvendelse af den luxembourgske støtte til studerende – lovlig

[Vedtægten for tjenestemænd, art. 67, stk. 1, litra c), og art. 67, stk. 2]

Kun tillæg, som er sammenlignelige og har samme formål, udgør »tillæg af samme art« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i antikumulationsreglen i vedtægtens artikel 67, stk. 2, vedrørende familietillæg. Det afgørende kriterium for, om et tillæg er af samme art, er dets formål.

I den forbindelse har uddannelsestillægget i henhold til vedtægtens artikel 67, stk. 1, litra c), og den luxembourgske støtte, der gives i form af stipendier og studielån, som har til formål at yde økonomisk støtte til de studerende og bidrage til dækning af udgifterne til deres studier og underhold i forbindelse hermed, lignende formål, idet de begge tilsigter at bidrage til dækning af udgifter til uddannelse af tjenestemandens barn.

Denne konklusion kan ikke ændres af den omstændighed, at modtagerne af de to ydelser ikke er samme person. Det omstændighed, at det vedtægtsbestemte tillæg bliver tildelt tjenestemanden, og at den nationale støtte bliver tildelt barnet eller formelt set tilkommer dette, er ikke afgørende for at afgøre, om ydelserne er af samme art som omhandlet i vedtægtens artikel 67, stk. 2. Det er heller ikke afgørende, at vedtægtens tillæg gives som et supplement til tjenestemandens løn og således er knyttet til et ansættelsesforhold i modsætning til den luxembourgske støtte, der udbetales til barnet.

(jf. præmis 29, 31, 32, 37 og 38)

Henvisning til:

Domstolen: 13. oktober 1977, sag 106/76, Gelders-Deboeck mod Kommissionen, præmis 16; 13. oktober 1977, sag 14/77, Emer-van den Branden mod Kommissionen, præmis 15; 18. december 2007, sag C-135/06 P, Weiβenfels mod Parlamentet, præmis 89

Retten i Første Instans: 10. maj 1990, sag T-117/89, Sens mod Kommissionen, præmis 14; 11. juni 1996, sag T-147/95, Pavan mod Parlamentet, præmis 41

Personaleretten: 13. februar 2007, sag F-62/06, Guarneri mod Kommissionen, præmis 39, 40 og 42