FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
E. TANCHEV
fremsat den 10. december 2020(1)
Sag C-416/20 PPU
TR
procesdeltager:
Generalstaatsanwaltschaft Hamburg
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hanseatisches Oberlandesgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg, Tyskland))
»Anmodning om præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – artikel 4a – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse – direktiv (EU) 2016/343 – artikel 8 og 9 – ret til at være til stede under retssagen – den tiltaltes flugt«
1. Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fuldbyrdelsen af to europæiske arrestordrer og rollen for henholdsvis retterne i den udstedende medlemsstat (her de rumænske retter) og retterne i den fuldbyrdende medlemsstat (her de tyske retter) for at sikre, at den udstedende medlemsstat overholder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (2). Det giver anledning til spørgsmålet om, hvorvidt de judicielle myndigheder i den fuldbyrdende medlemsstat er forpligtet til at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grund af den udstedende medlemsstats tilsidesættelse af den pågældende persons rettigheder i henhold til direktiv 2016/343.
2. Sagen vedrører en rumænsk statsborger, som er blevet dømt for forskellige strafbare handlinger begået i Rumænien. I denne sammenhæng har de rumænske retter udstedt tre europæiske arrestordrer for at opnå, at han blev anholdt og overgivet af de tyske myndigheder med henblik på fuldbyrdelse i Rumænien af de frihedsstraffe, som han var blevet idømt ved disse domme. Det spørgsmål, der er forelagt Domstolen, vedrører to af disse tre arrestordrer og nærmere bestemt, hvorvidt lovligheden af overgivelsen af en person, der er frihedsberøvet i henhold til bestemmelserne i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (3), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (4) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«), afhænger af den udstedende medlemsstats – i den foreliggende sag Rumæniens – overholdelse af bestemmelserne i direktiv 2016/343 og navnlig dets artikel 8 og 9.
3. Jeg er nået til den konklusion, at de relevante regler i EU-retten om grundlæggende rettigheder ikke kræver, at den forelæggende ret skal afslå at fuldbyrde de i hovedsagen omhandlede arrestordrer i henhold til rammeafgørelse 2002/584. Direktiv 2016/343 ændrer ikke denne situation.
I. Retsforskrifter
A. EU-retten
1. Rammeafgørelse 2002/584
4. Første, femte, sjette og tiende betragtning til rammeafgørelse 2002/584 har følgende ordlyd:
»(1) Ifølge konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999, særlig punkt 35, bør den formelle udleveringsprocedure afskaffes mellem medlemsstaterne for personer, der forsøger at unddrage sig straffuldbyrdelse efter at være blevet endeligt domfældt, og der bør indføres hurtigere procedurer for udlevering af personer, som mistænkes for lovovertrædelser.
[…]
(5) […] Endvidere vil indførelsen af en ny forenklet ordning for overgivelse af dømte eller mistænkte personer med henblik på straffuldbyrdelse eller retsforfølgning gøre det muligt at mindske den kompleksitet og den risiko for forsinkelser, der er en følge af de nuværende udleveringsprocedurer. […]
(6) Den europæiske arrestordre, som denne rammeafgørelse omhandler, er den første udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse, som Det Europæiske Råd har udråbt til en »hjørnesten« i det retlige samarbejde.
[…]
(10) Ordningen med den europæiske arrestordre er baseret på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne. Anvendelsen af den kan kun suspenderes i tilfælde af, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de principper, der er fastlagt i artikel 6, stk. 1, [TEU], hvilket skal fastslås af Rådet i henhold til artikel 7, stk. 1, [TEU] med de følger, der er fastsat i stk. 2 i samme artikel.
[…]«
5. Artikel 1 i rammeafgørelse 2002/584, som har overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre«, bestemmer:
»1. Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.
2. Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.
3. Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i […] artikel 6 [TEU].«
6. I rammeafgørelsens artikel 3 anføres en række »[o]bligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse« af en europæisk arrestordre. På grundlag af de faktiske omstændigheder, som den forelæggende ret har fremlagt, finder ingen af disse grunde anvendelse på den foreliggende sag. I rammeafgørelsens artikel 4 anføres en række »[f]akultative grunde til at afslå fuldbyrdelse« af en europæisk arrestordre. Tilsvarende finder disse grunde heller ikke anvendelse på den foreliggende sag.
7. Før ændringen ved rammeafgørelse 2009/299 indeholdt rammeafgørelse 2002/584 en bestemmelse, nemlig artikel 5, stk. 1, som bestemte, at hvis den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, der er idømt ved en afgørelse truffet in absentia, og den berørte person ikke er blevet indkaldt personligt eller på anden måde blevet underrettet om tid og sted for retsmødet, kan overgivelsen gøres betinget af, at den udstedende judicielle myndighed giver garantier om, at den pågældende person får lejlighed til at få sagen genoptaget i den udstedende medlemsstat og til at være til stede ved domsforhandlingen. Artikel 5, stk. 1, blev ophævet ved rammeafgørelse 2009/299, som indførte en ny artikel 4a vedrørende problematikken omkring afgørelser afsagt in absentia.
8. Første betragtning til rammeafgørelse 2009/299 har følgende ordlyd:
»Anklagedes ret til selv at være til stede under retssagen indgår i retten til en retfærdig rettergang i henhold til artikel 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder[ (5)], som fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Domstolen har endvidere erklæret, at anklagedes ret til selv at være til stede under retssagen ikke er absolut, og at anklagede under visse omstændigheder af egen fri vilje udtrykkeligt eller stiltiende, men utvetydigt, kan give afkald på denne ret.«
9. Artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584 med overskriften »Afgørelser afsagt under og efter en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede« bestemmer;
»1. Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan også nægte at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at den pågældende i overensstemmelse med yderligere proceduremæssige krav i den udstedende medlemsstats nationale ret
a) i rette tid
i) enten er blevet indkaldt personligt og derved underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til afgørelsen, eller på anden måde faktisk er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den pågældende retssag på en sådan måde, at det entydigt fremgår, at han/hun var klar over den berammede retssag
og
ii) er blevet underrettet om, at der kan afsiges en afgørelse, selv om han/hun ikke er til stede under retssagen
eller
b) var klar over den berammede retssag og havde givet et mandat til en juridisk rådgiver, der var udnævnt enten af den pågældende person eller af staten til at forsvare ham/hende under retssagen, og var faktisk repræsenteret af denne rådgiver under retssagen
[…]«
2. Direktiv 2016/343
10. Følgende fremgår af 9., 33., 35., 44. og 47. betragtning til direktiv 2016/343:
»(9) Formålet med dette direktiv er at styrke retten til en retfærdig rettergang i straffesager ved at fastsætte fælles minimumsregler for visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen.
[…]
(33) Retten til en retfærdig rettergang er et af grundprincipperne i et demokratisk samfund. De mistænktes og tiltaltes ret til at være til stede under retssagen udspringer af denne ret og bør være sikret i hele Unionen.
[…]
(35) De mistænktes og tiltaltes ret til at være til stede under retssagen er ikke absolut. På visse betingelser bør mistænkte og tiltalte udtrykkeligt eller stiltiende, men dog utvetydigt, have mulighed for at give afkald på denne ret.
[…]
(44) Princippet om EU-rettens effektive virkning kræver, at medlemsstaterne indfører egnede og effektive retsmidler i tilfælde af tilsidesættelse af en ret, som enkeltpersoner er blevet tillagt ved EU-retten. Et effektivt retsmiddel i tilfælde af tilsidesættelse af en af de rettigheder, der er fastsat i dette direktiv, bør, for at beskytte retten til en retfærdig rettergang og retten til et forsvar, så vidt muligt have den virkning, at de mistænkte eller tiltalte sættes i samme situation, som de ville have befundet sig i, såfremt tilsidesættelsen ikke havde fundet sted.
[…]
(47) I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)] og i EMRK, herunder […] retten til en retfærdig rettergang, uskyldsformodningen og retten til et forsvar. Der bør især tages hensyn til artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvori det hedder, at Unionen anerkender de rettigheder, friheder og principper, der findes i chartret, og hvorefter de grundlæggende rettigheder, som de er garanteret ved EMRK, og som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, udgør generelle principper i EU-retten.«
11. Artikel 1 i direktiv 2016/343 med overskriften »Genstand« er affattet således:
»Dette direktiv fastlægger fælles minimumsregler vedrørende:
[…]
b) retten til at være til stede under retssagen i straffesager.«
12. Artikel 8 i direktiv 2016/343 med overskriften »Retten til at være til stede under retssagen« bestemmer:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte har ret til at være til stede under retssagen.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en retssag, der kan resultere i en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld, kan afholdes, uden at vedkommende er til stede, på betingelse af:
a) at den mistænkte eller tiltalte i tide er blevet underrettet om retssagen og oplyst om konsekvenserne af at undlade at give møde, eller
b) at den mistænkte eller tiltalte, der er blevet underrettet om retssagen, repræsenteres af en befuldmægtiget advokat, som er udpeget enten af den mistænkte eller tiltalte eller af staten.
3. En afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med stk. 2, kan fuldbyrdes over for den pågældende mistænkte eller tiltalte.
4. Såfremt medlemsstaterne fastsætter en mulighed for afholdelse af retssager, uden at mistænkte eller tiltalte er til stede, men det ikke er muligt for de kompetente myndigheder at opfylde betingelserne fastsat i denne artikels stk. 2, fordi en mistænkt eller tiltalt ikke kan findes, selv om der er blevet gjort en rimelig indsats, kan medlemsstaterne fastsætte, at en afgørelse alligevel kan træffes og fuldbyrdes. I så fald sikrer medlemsstaterne, at mistænkte eller tiltalte, når de underrettes om afgørelsen, navnlig når de pågribes, også underrettes om muligheden for at anfægte afgørelsen og om retten til en ny retssag eller et andet retsmiddel i overensstemmelse med artikel 9.
[…]«
13. Direktivets artikel 9 med overskriften »Ret til en ny retssag« har følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne sikrer, at når mistænkte eller tiltalte ikke var til stede under deres retssag, og de betingelser, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, ikke var overholdt, har de ret til en ny retssag eller til et andet retsmiddel, som giver mulighed for en fornyet prøvelse af sagens realitet, herunder bedømmelse af nyt bevismateriale, og som kan føre til, at den oprindelige afgørelse ændres. Medlemsstaterne sikrer i den forbindelse, at disse mistænkte og tiltalte har ret til at være til stede, således at de effektivt kan deltage i overensstemmelse med de procedurer, der er fastlagt i henhold til national ret, og udøve retten til et forsvar.«
14. Direktivets artikel 10 med overskriften »Retsmidler« bestemmer:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte råder over et effektivt retsmiddel, hvis deres rettigheder i medfør af dette direktiv er blevet tilsidesat.
[…]«
B. Tysk ret
15. § 83 i Gesetz über die internationale Rechtshilfe in Strafsachen (lov om international retshjælp i straffesager) (herefter »IRG«) i den affattelse, der blev offentliggjort den 27. juni 1994 (6), senest ændret ved artikel 4 i lov af 10. december 2019 (7), som gennemfører artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584, bestemmer i stk. 1, nr. 3, at udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre ikke er tilladt, når den domfældte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til dommen. Under visse omstændigheder, der er anført i IRG’s § 83, stk. 2, 3 og 4, er udlevering af en person, der ikke var således til stede under retssagen, imidlertid tilladt som undtagelse fra hovedreglen i § 83, stk. 1, nr. 3.
16. IRG’s § 83 har følgende ordlyd:
»[…]
2) Udleveringen er ikke desto mindre tilladt som undtagelse fra [§ 83], stk. 1, nr. 3, når
1. Den dømte person
a) i rette tid
aa) blev personligt indkaldt til det retsmøde, der lå til grund for dommen,
eller
bb) på anden måde faktisk blev officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til dommen, på en sådan måde, at det entydigt fremgik, at den dømte person var klar over den berammede retssag, og
b) blev underrettet om, at der også kan afsiges en afgørelse, hvis den pågældende ikke er til stede,
2. Den dømte person med kendskab til den sag, der er anlagt mod vedkommende, og som sagsøgtes advokat har deltaget i, har forhindret en personlig indkaldelse ved flugt, eller
[…]«
II. Faktiske omstændigheder, retsforhandlinger og det præjudicielle spørgsmål
17. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at TR er en rumænsk statsborger, som er blevet dømt for forskellige lovovertrædelser begået i Rumænien. I denne sammenhæng har de rumænske retter udstedt tre europæiske arrestordrer med henblik på fuldbyrdelse af idømte frihedsstraf ved tre forskellige domme afsagt af to forskellige rumænske retter.
18. To af disse arrestordrer er relevante for den foreliggende sag. I de sager, der vedrører de to respektive arrestordrer, forsøgte de rumænske myndigheder uden held at indkalde TR til retssagen i første instans. I begge sager blev der gjort forsøg på at indkalde ham personligt på hans sidst kendte adresse i Rumænien. Officielle indkaldelser blev efterladt på TR’s adresse, hvorved indkaldelserne i henhold til rumænsk ret blev betragtet som forkyndt efter ti dage.
19. Selv om TR ikke var blevet indkaldt personligt, var han klar over retssagen i første instans, og i hver af de to sager valgte, udpegede og befuldmægtigede han en advokat til at forsvare sig og blev faktisk forsvaret af sin valgte advokat i hver af de to sager. TR mødte dog ikke frem i retten og blev dømt in absentia.
20. Der blev iværksat appel i begge sager. I mindst en af disse sager blev appellen iværksat af den advokat, som TR havde valgt og befuldmægtiget til at varetage sit forsvar i sagen i første instans. Omstændighederne omkring appelsagerne fremgår ikke helt klart af de sagsakter, som Domstolen råder over, men i begge tilfælde var TR repræsenteret af beskikkede advokater.
21. TR rejste til Tyskland i oktober 2018 og blev officielt registreret som bosiddende i Bad Nauheim i Hessen i en kort periode fra den 29. oktober 2018 til den 30. januar 2019. Ifølge en erklæring fra sin samlever boede han således først i Hessen og derefter fra omkring maj 2019 i Hamburg uden at kunne registrere sine adresser, »da han var efterlyst af de rumænske myndigheder for ildspåsættelse« og således på flugt. Den forelæggende ret har fundet denne erklæring troværdig (8).
22. Fra det tidspunkt, hvor TR’s adresse i Bad Neuheim blev afregistreret, og frem til hans anholdelse havde TR ingen officielt registreret adresse. Da han blev arresteret, havde han personlige papirer på sig, der tilhørte en anden person, som han hævdede var hans bror. Han angav ikke, hvorfor han havde disse personlige papirer på sig, og ifølge de af politiet fremlagte oplysninger havde TR hyppigt anvendt en anden brors identitet.
23. På grundlag af disse omstændigheder har den forelæggende ret konkluderet, at TR var flygtet fra Rumænien og skjulte sig i Tyskland fra de domme, der ligger til grund for de to europæiske arrestordrer, der er relevante for den foreliggende sag.
24. Ved afgørelse af 28. maj 2020 fastslog den forelæggende ret, at de i IRG’s § 83, stk. 2, nr. 2, fastsatte betingelser for udlevering var opfyldt for så vidt angik TR. Den bemærkede, at han med kendskab til de retssager, der lå til grund for de europæiske arrestordrer, var flygtet til Tyskland og dermed havde hindret personlig indkaldelse. Den forelæggende ret har desuden på grundlag af de oplysninger, som de rumænske myndigheder har fremlagt, fundet, at tiltalte var repræsenteret af sin valgte advokat i begge retssager i første instans og af advokater beskikket af appelretterne i begge appelsager. Den forelæggende ret har derfor fastslået, at udleveringen af TR i henhold til disse to europæiske arrestordrer var tilladt i henhold til tysk ret til gennemførelse af rammeafgørelse 2002/584.
25. Ved afgørelse af 24. juni 2020 imødekom den forelæggende ret TR’s anmodning om en fornyet prøvelse af afgørelsen af 28. maj 2020. TR’s advokat gjorde gældende, at udleveringen af TR, i mangel af en garanti for, at TR kunne genoptage retssagen, ville være ulovlig i henhold til artikel 8 og 9 i direktiv 2016/343 og rejste tvivl om, hvorvidt IRG’s § 83, stk. 2, nr. 2, var forenelig med direktiv 2016/343.
26. Den forelæggende ret skal nu tage stilling til, om dens afgørelse af 28. maj 2020 skal opretholdes, eller om udleveringen af TR skal erklæres ulovlig.
27. På denne baggrund har Hanseatisches Oberlandesgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal bestemmelserne i direktiv 2016/343, navnlig i direktivets artikel 8 og 9, i forbindelse med afgørelser om udlevering med henblik på strafforfølgelse af en person, som er dømt in absentia, fra en EU-medlemsstat til en anden medlemsstat fortolkes således, at udleveringens lovlighed – navnlig i et såkaldt flugttilfælde – afhænger af, at den anmodende stat har opfyldt de betingelser, der er nævnt i direktivet (9)?«
28. Den 23. september 2020 besluttede Domstolen at undergive den præjudicielle forelæggelse hasteproceduren i henhold til artikel 107, stk. 1, i Domstolens procesreglement.
29. Domstolen besluttede også at opfordre Rumænien til skriftligt at fremkomme med alle relevante oplysninger om den foreliggende sag i henhold til artikel 109, stk. 3, i Domstolens procesreglement.
30. Generalstaatsanwaltschaft Hamburg, Rumænien og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. TR, Forbundsrepublikken Tyskland og Republikken Polen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 19. november 2020.
III. Bedømmelse
A. Indledende bemærkninger
31. Selv om formålet med spørgsmålet, således som den forelæggende ret har formuleret det, er at opnå en fortolkning af direktiv 2016/343, er det, som den forelæggende ret reelt nærmere bestemt ønsker oplyst, hvorvidt bestemmelserne i direktiv 2016/343, og nærmere bestemt direktivets artikel 8 og 9, har betydning for anvendelsen af de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584. Derfor finder jeg det hensigtsmæssigt først at behandle rammeafgørelsen, og navnlig dens artikel 4a, samt de omstændigheder, hvorunder Domstolen har anerkendt, at den fuldbyrdende judicielle myndighed har ret eller pligt til at »bringe overgivelsesproceduren til ophør«, inden jeg foretager en analyse af direktiv 2016/343 og endelig samspillet mellem dem.
B. Rammeafgørelsen
1. Generelle bemærkninger
32. Ifølge Domstolens faste praksis er princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne og princippet om gensidig anerkendelse af grundlæggende betydning i EU-retten, idet de muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser. Mere specifikt pålægger princippet om gensidig tillid, navnlig for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i denne ret anerkendte grundlæggende rettigheder (10).
33. Domstolen har således fastslået, at princippet om gensidig anerkendelse, som udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde, indebærer, at medlemsstaterne i henhold til artikel 1, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 i princippet har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre. Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan kun nægte at fuldbyrde en sådan arrestordre i de udtømmende opregnede undtagelsestilfælde med hensyn til de obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 3, eller de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i rammeafgørelsens artikel 4 og 4a. Desuden kan den europæiske arrestordres fuldbyrdelse kun underlægges de betingelser, der er udtømmende fastsat i rammeafgørelsens artikel 5 (11).
2. Udtrykkelige grunde til at afslå fuldbyrdelse i henhold til rammeafgørelse 2002/584
34. Som nævnt i punkt 33 i dette forslag til afgørelse, indeholder rammeafgørelse 2002/584 tre bestemmelser om »grunde til at afslå fuldbyrdelse« af en europæisk arrestordre. Ingen af de obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 3, eller de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse, der er fastsat i artikel 4, finder anvendelse på den foreliggende sag. Den relevante bestemmelse i den foreliggende sag er rammeafgørelsens artikel 4a, som indeholder »fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse« af en europæisk arrestordre. Artikel 4a bestemmer for så vidt angår europæiske arrestordrer, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, at den fuldbyrdende judicielle myndighed »kan« nægte at fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, medmindre en af flere undtagelser finder anvendelse. I henhold til disse undtagelser er overgivelsen obligatorisk, hvis en af de fire betingelser i artikel 4a, stk. 1, litra a)-d), er opfyldt. Denne lovændring havde i forhold til den ordning, der var gældende i henhold til den tidligere EU-foranstaltning (12), til formål at lette overgivelsesprocessen (13). Den fjernede ligeledes den fuldbyrdende judicielle myndigheds opgave med at skønne, hvorvidt en garanti fra den udstedende judicielle myndighed var »tilstrækkelig«. Artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584 pålægger således ikke den fuldbyrdende judicielle myndighed nogen pligt til at afstå fra at overgive en person, der ikke personligt har været til stede under vedkommendes retssag. Den tillader kun den fuldbyrdende judicielle myndighed at gøre dette, og kun hvis undtagelserne fra de fakultative grunde i artikel 4a til at afslå fuldbyrdelse ikke finder anvendelse. Hvis kriterierne for en eller flere af disse undtagelser er opfyldt, har den fuldbyrdende judicielle myndighed pligt til at overgive den pågældende person, selv om vedkommende ikke selv var til stede under retssagen.
3. Bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584 gør det muligt at fuldbyrde de to europæiske arrestordrer
35. Ifølge den forelæggende rets oplysninger var TR repræsenteret af den advokat, som han selv havde valgt, og som han havde befuldmægtiget i begge retssager i første instans. Disse retssager synes således at opfylde betingelserne i artikel 4a, stk. 1, litra b), i rammeafgørelse 2002/584, og hvis disse retssager havde været de eneste relevante, ville fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre have været obligatorisk.
36. Der blev imidlertid iværksat appel i begge sager. Det fremgår dog ikke af de sagsakter, som Domstolen råder over, om disse to rumænske appelsager kan kvalificeres som de »retssager, der førte til afgørelsen« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, som fortolket af Domstolen i Tupikas-dommen (14), og således om de udgjorde »de[…] retsafgørelse[r], hvorved der træffes endelig afgørelse om sagens realitet« (15) som omhandlet i denne faste retspraksis. Såfremt appelsagerne er »de retssager, der førte til afgørelsen«, som fortolket af Domstolen, er det således disse retssager, der skal opfylde betingelserne i artikel 4a, stk. 1, litra a)-d), for at fuldbyrdelsen af de europæiske arrestordrer bliver obligatorisk. Hvis appelsagerne ikke er »de retssager, der førte til afgørelsen« – som kan være tilfældet i appelsager iværksat udelukkende vedrørende retlige spørgsmål – forekommer fuldbyrdelsen af de europæiske arrestordrer at være obligatorisk. Det fremgår imidlertid ikke klart af forelæggelsesafgørelsen, om de oplysninger, som de rumænske udstedende judicielle myndigheder har fremlagt, gør det muligt at konstatere dette.
37. Således som den forelæggende ret har fremlagt sagen for Domstolen, står den forelæggende ret imidlertid i en situation, hvor overgivelsen af TR – efter den forelæggende rets opfattelse og desuden dens vurdering af de faktiske omstændigheder i sagen og efter overvejelse af oplysningerne i den europæiske arrestordre og de rumænske myndigheders svar på dens undersøgelser – er fakultativ i henhold til artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584, og hvor overgivelse er tilladt i henhold til national ret. Den forelæggende ret er, på grundlag af sin vurdering af disse faktiske omstændigheder, ligeledes af den opfattelse, at TR’s rettigheder i henhold til direktiv 2016/343 kan blive tilsidesat, hvis han ikke kan få sagen genoptaget i den udstedende medlemsstat (Rumænien), hvilket de udstedende (rumænske) judicielle myndigheder har afslået at garantere, og den ønsker således nærmere bestemt oplyst, om den skal tilsidesætte de nationale bestemmelser, der tillader fuldbyrdelse af de europæiske arrestordrer, med henblik på at afslå den fakultative (16) overgivelse af TR i en sag, hvor den finder, at hans rettigheder i henhold til direktiv 2016/343 sandsynligvis vil blive tilsidesat.
4. Domstolens dom i Melloni-sagen
38. Domstolen har allerede haft lejlighed til at fortolke foreneligheden af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 med de krav, der følger af chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2, i en sammenhæng, hvor en undtagelse fra reglen om fakultativ overgivelse for domme afsagt in absentia finder anvendelse. I den sag, der gav anledning til Melloni-dommen (17), var den domfældte repræsenteret både i første instans og i appelsagen af advokater, som vedkommende selv havde valgt og givet mandat til. De fuldbyrdende (spanske) judicielle myndigheders overgivelse af ham til den udstedende medlemsstat (Italien) var således obligatorisk og ikke fakultativ i henhold til bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584.
39. Selv om konklusionen i Melloni-dommen er formuleret, som om den vedrørte enhver overgivelse i henhold til artikel 4a, stk. 1 (18), skal dommen forstås således, at den kun vedrører de sager – til forskel fra den foreliggende sag – hvor overgivelsen er obligatorisk, og ikke fakultativ, dvs. sager, hvor en eller flere af undtagelserne i artikel 4a, stk. 1, litra a)-d), finder anvendelse. Dommen kan ikke forstås således, at den omfatter enhver fakultativ overgivelse, som den fuldbyrdende medlemsstat kan indrømme i medfør af sin skønsbeføjelse, uden at betingelserne for undtagelserne i artikel 4a, stk. 1, litra a)-d), er opfyldt. Dette fremgår ligeledes klart af Domstolens udførlige analyse i dommens præmis 47-54.
40. Hvis den forelæggende ret måtte finde, at en af undtagelserne i artikel 4a, stk. 1, litra a)-d), finder anvendelse, nemlig at procedurer, der ligger til grund for europæiske arrestordrer, overholder de proceduremæssige garantier i en af disse undtagelser, finder afgørelsen i Melloni-dommen, hvorefter »artikel 4a, stk. 1, er forenelig med de krav, der følger af [chartrets] artikel 47 og artikel 48, stk. 2«, anvendelse. Det følger heraf, at TR’s grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, herunder retten til at være til stede under en retssag, ikke ville være blevet tilsidesat.
41. Som anført i punkt 36 og 37 i dette forslag til afgørelse, er det muligt, at en af undtagelserne i artikel 4a, stk. 1, litra a) eller b), kan finde anvendelse (uden at dette dog på nogen måde er klart). Da den forelæggende ret har baseret sit spørgsmål på den forudsætning, at fuldbyrdelsen af de omhandlede europæiske arrestordrer er omfattet af de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse, vil jeg gå ud fra denne antagelse.
5. Særlige tilfælde, hvor Domstolen har fastslået, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan »bringe den ved rammeafgørelse 2002/584 indførte overgivelsesprocedure til ophør«
42. Domstolen har i et begrænset antal sager vedrørende krænkelse af de berørte personers grundlæggende rettigheder »på visse betingelser anerkendt, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan bringe den ved rammeafgørelse 2002/584 indførte overgivelsesprocedure til ophør« (19).
43. Domstolen har fundet hjemmel for denne helt særlige undtagelse fra reglerne i rammeafgørelse 2002/584 i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, hvorefter rammeafgørelsen »[ikke indebærer] nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU]«. Domstolen har ligeledes i sin praksis anerkendt, at princippet om gensidig anerkendelse og princippet om gensidig tillid kan begrænses under særlige omstændigheder (20).
44. Domstolen bemærkede derimod, at gennemførelsen, således som det fremgår af tiende betragtning til rammeafgørelse 2002/584, af ordningen med den europæiske arrestordre kun kan suspenderes i tilfælde af, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de principper, der er omhandlet i artikel 2 TEU, og i overensstemmelse med proceduren i artikel 7 TEU (21).
45. På dette grundlag har Domstolen fastlagt visse standarder for den prøvelse, som den fuldbyrdende judicielle myndighed skal foretage, når den står over for en risiko for, at den berørte persons grundlæggende rettigheder tilsidesættes af den udstedende medlemsstat i tilfælde af overgivelse af den pågældende. I forbindelse med den udstedende medlemsstats eventuelle overtrædelse af forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling i chartrets artikel 4 omfatter disse standarder krav om, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, når den stilles over for »objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger«, der vidner om mangler, skal »foretage en konkret og præcis prøvelse af, om der er alvorlige grunde til at antage«, at den pågældende person løber en reel risiko for krænkelse af denne grundlæggende rettighed (22). I givet fald skal den fuldbyrdende judicielle myndighed »anmode om supplerende oplysninger« fra den udstedende judicielle myndighed og udsætte sin afgørelse, indtil den får »supplerende oplysninger, som giver denne mulighed for at afvise, at der foreligger en sådan risiko«. Såfremt det ikke inden for en rimelig frist kan afvises, at der foreligger en sådan risiko, skal myndigheden beslutte, »om overgivelsesproceduren bør bringes til ophør« (23).
46. Risikoen for, at en grundlæggende rettighed tilsidesættes, skal fastlægges individuelt. I forbindelse med en eventuel tilsidesættelse af forbuddet mod umenneskelig eller nedværdigende behandling fastslog Domstolen i Generalstaatsanwaltschaft-dommen, at »[kun] forholdene under frihedsberøvelse i de fængsler, hvor det […] er sandsynligt, at den nævnte person vil blive frihedsberøvet« skal efterprøves, og »alene […] de konkrete og præcise forhold under den pågældende persons frihedsberøvelse, der er relevante for fastlæggelsen af, om vedkommende vil løbe en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling« (24).
47. I forbindelse med en eventuel tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang anvendte Domstolen i dommen i sagen Minister of Justice and Equality (25) i det væsentlige den samme standard som i Aranyosi og Căldăraru-dommen (26), efter at den havde fastslået, at en reel risiko for tilsidesættelse af den grundlæggende ret til en uafhængig domstol og dermed af »kerneindholdet af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang«, som er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2, ligesom en reel risiko for tilsidesættelse af chartrets artikel 4, kunne gøre det muligt for den fuldbyrdende judicielle myndighed undtagelsesvis at undlade at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 (27).
48. De fælles elementer i denne retspraksis er således for det første, at der foreligger eksterne »oplysninger« – der skal være »objektive, pålidelige og behørigt ajourførte«, og som i sagerne vedrørende chartrets artikel 4 bestod af domme afsagt af Menneskerettighedsdomstolen og i sagen vedrørende chartrets artikel 47, stk. 2, bestod af Kommissionens begrundede forslag (28) – der skal påvise de »mangler«, der kan medføre en reel risiko for krænkelse af den pågældende grundlæggende rettighed, og for det andet individuel prøvelse af, om den pågældende person kan blive udsat for en reel risiko for krænkelse af vedkommendes grundlæggende rettighed i tilfælde af overgivelse, på grundlag af vedkommendes individuelle omstændigheder.
C. Indholdet af den grundlæggende ret til at være til stede under retssagen som sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2, og EMRK’s artikel 6, stk. 1
49. Chartrets artikel 47 har overskriften »Adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol«. I stk. 2 hedder det, at »[e]nhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov«. Forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder (29) præciserer for så vidt angår chartrets artikel 47, stk. 2, at denne bestemmelse svarer til EMRK’s artikel 6, stk. 1, vedrørende retten til en retfærdig rettergang (30). Chartrets artikel 52 med overskriften »Rækkevidde og fortolkning af rettigheder og principper« bestemmer følgende i stk. 3: »I det omfang dette charter indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved [EMRK], har de samme betydning og omfang som i konventionen. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse.«
50. Retten til at være til stede under retssagen indgår i kerneindholdet af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang. Som Domstolen og Menneskerettighedsdomstolen imidlertid konsekvent har fastslået, kan en tiltalt give afkald på sin ret til at være til stede i et retsmøde, enten udtrykkeligt eller stiltiende ved sin adfærd (31), f.eks. når den pågældende søger at unddrage sig retssagen. Som Menneskerettighedsdomstolen har fastslået: »[A] denial of justice … occurs where a person convicted in absentia is unable subsequently to obtain from a court which has heard him a fresh determination of the merits of the charge, in respect of both law and fact, where it has not been established that he has waived his right to appear and to defend himself … or that he intended to escape trial« (32).
51. Menneskerettighedsdomstolen har endvidere anført, at hvis den person, der er dømt in absentia, ikke er blevet officielt underrettet, opstår spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende kan anses for at have haft tilstrækkeligt kendskab til retsforfølgningen og retssagen til at kunne beslutte at give afkald på sin ret til at være til stede under retssagen eller til at unddrage sig retssagen, og fastslog, at »certain established facts might provide an unequivocal indication that the accused is aware of the existence of the criminal proceedings against him [or her] and of the nature and the cause of the accusation and does not intend to take part in the trial or wishes to escape prosecution« (33).
52. Denne praksis fra Menneskerettighedsdomstolen vedrører imidlertid sager i første instans. For så vidt angår appelsager er beskyttelsen af retten til at være til stede under retssagen betydeligt mere begrænset. Navnlig sondrer Menneskerettighedsdomstolens praksis mellem sager, hvor appelsagen kun vedrører retlige spørgsmål, og sager, hvor appelinstansen kan undersøge såvel de faktiske som de retlige omstændigheder og foretage en fuldstændig bedømmelse af skylds- eller uskyldsspørgsmålet. I førstnævnte tilfælde kan kravene i EMRK’s artikel 6 være overholdt, selv om appellanten ikke får mulighed for at give møde personligt, forudsat at retsmødet i første instans var offentligt (34). I sidstnævnte tilfælde, og navnlig når appeldomstolen anmodes om at forhøje straffen, er det mere sandsynligt, at den tiltalte skal være til stede (35).
53. De faktiske omstændigheder, således som de er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen, beskriver ikke nærmere karakteren af appelprocedurerne i sagerne vedrørende TR. Det er således ikke klart, efter hvilken standard hans ret til at være til stede i disse procedurer og tilstrækkeligheden af de rumænske myndigheders indsats for at indkalde ham i disse appelsager skal bedømmes i lyset af TR’s grundlæggende ret til at være til stede under retssagen, som er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2, og EMRK’s artikel 6, stk. 1.
54. De faktiske omstændigheder, således som de er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen, støtter imidlertid klart den forelæggende rets konklusion om, at TR bevidst er flygtet fra retssagerne, både for så vidt angår sagen i første instans og appelsagerne, og har unddraget sig anholdelsen. TR synes ligeledes at have haft kendskab til retssagen mod ham og til tiltalepunkternes art og årsag. På grundlag af denne konklusion, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, er TR’s grundlæggende ret til at være til stede under retssagen, som er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2, ikke blevet tilsidesat som følge af, at TR er blevet dømt in absentia, hvilket er blevet stadfæstet i appelsagen, og ved den udstedende medlemsstats efterfølgende afvisning af at sikre ham en ny retssag.
55. Da der ikke synes at være blevet tilsidesat nogen grundlæggende rettighed ud fra de faktiske omstændigheder, således som de er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen, opstår spørgsmålet om, hvorvidt den fuldbyrdende judicielle myndighed kan »bringe overgivelsesprocedurerne til ophør« i henhold til Domstolens praksis i Aranyosi og Căldăraru-dommen, i Generalstaatsanwaltschaft-dommen og i dommen i sagen Minister of Justice and Equality, ikke.
56. Tilbage står at undersøge, om den beskyttelse, der tildeles ved direktiv 2016/343, ud over den, der sikres ved chartrets artikel 47, stk. 2, og EMRK’s artikel 6, stk. 1, begrænser den fuldbyrdende medlemsstats skønsbeføjelse i forbindelse med gennemførelsen af de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse i henhold til artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584.
D. Om de supplerende garantier for retten til at være til stede under retssagen, der er fastsat i direktiv 2016/343
57. I henhold til niende betragtning til direktiv 2016/343 har direktivet til formål at styrke retten til en retfærdig rettergang ved at fastsætte fælles minimumsregler bl.a. for retten til at være til stede under retssagen. Ved at fastsætte fælles minimumsregler om beskyttelse af mistænktes og tiltaltes proceduremæssige rettigheder har dette direktiv til formål at styrke medlemsstaternes tillid til hinandens strafferetlige systemer og således at lette gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager (36).
58. Det fremgår klart af opbygningen af direktiv 2016/343 og de retsmidler, det giver mulighed for, at det, for så vidt angår retten til at være til stede under retssagen, henvender sig til den medlemsstat, hvor en retssag verserer eller har fundet sted. Kun denne medlemsstat kan tillade det i artikel 9 omhandlede retsmiddel: en ny retssag.
59. Omvendt er artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584 logisk rettet til andre medlemsstater end den, hvor retssagen fandt sted, og hvor den pågældende blev dømt. Kun disse medlemsstater kan overgive den pågældende person til den medlemsstat, hvor vedkommende blev dømt.
60. Ikke alene har rammeafgørelse 2002/584 og direktiv 2016/343 forskellige adressater, men de regulerer ligeledes forskellige områder.
61. Som den forelæggende ret har påpeget, er det effektive materielle anvendelsesområde for direktiv 2016/343, for så vidt som det er relevant i den foreliggende sag, begrænset til minimumskravene for retssager in absentia i medlemsstaterne. En udvidelse af direktivets anvendelsesområde til at omfatte procedurerne for udlevering eller overgivelse skal være velbegrundet. Overholdelse af minimumsreglerne for nationale retssager kan ikke gøres til genstand for undersøgelse i retssager vedrørende udlevering eller overgivelse, der finder sted i en anden medlemsstat: En sådan procedure er ofte undergivet det tidsmæssige pres, der er uløseligt forbundet med den eventuelle frihedsberøvelse af den pågældende person og inden for de naturlige grænser for den fuldbyrdende judicielle myndigheds evne til at kontrollere overensstemmelsen mellem bestemmelser i en anden retsorden, der ofte er affattet på et fremmedsprog, og de gældende EU-retlige regler. En sådan kontrol går videre end rammerne for udleveringsprocedurer og ville være i strid med principperne om gensidig anerkendelse, som udgør hjørnestenen i det retlige samarbejde. Lovgivning vedrørende udlevering skal derfor nødvendigvis være begrænset til en selektiv undersøgelse.
62. Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, støttes en anvendelse af direktiv 2016/343, som begrænser den fuldbyrdende medlemsstats skønsbeføjelse i forbindelse med gennemførelsen af artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584, ligeledes af dette direktivs tilblivelseshistorie. Som den forelæggende ret har anført i forelæggelsesafgørelsen, fremgår det af referatet fra mødet i Koordinationsudvalget vedrørende Politisamarbejde og Retligt Samarbejde i Straffesager (jf. Rådets dok. nr. 12955/14 af 9.9.2014, s. 2 ff.), udtalte Kommissionen sig til fordel for en tilnærmelse af kravene i direktiv 2016/343 og i udleveringsretten i form af artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584/RIA, da det på trods af de respektive regelsæts forskellige reguleringsområder i begge tilfælde drejer sig om minimumskrav til en national strafferetlig retssag på Unionens område, og reglerne derfor er uløseligt knyttet til hinanden:
»According to the Commission, the rules that apply in case of the absence of a person at his or her trial are intrinsically linked to the right of that person to be present at the trial. This right and the criteria to judge suspects or accused persons in their absence would be two sides of the same coin« (s. 3).
63. Kommissionens opfattelse var imidlertid ikke fremherskende, eftersom medlemsstaternes repræsentanter henviste til de forskellige lovgivningsmæssige områder og formål og således med enstemmighed afviste, at direktivforslaget blev udvidet til også at omfatte udleveringsretten:
»It was reminded that the Framework Decision was concluded in another legal context (with unanimity voting) and that it had another aim than the present draft Directive (mutual recognition versus establishing minimum rules). Hence, it would not be desirable to transpose the text of the Framework Decision into the draft Directive« (s. 2).
64. Det bemærkes, at den grundlæggende ret til at være til stede under retssagen i henhold til chartrets artikel 47, stk. 2, og EMRK’s artikel 6, stk. 1, således som den er afgrænset af Domstolen og Menneskerettighedsdomstolen, har et betydeligt snævrere anvendelsesområde end retten til at være til stede under retssagen i henhold til artikel 8 i direktiv 2016/343. Det er kun risikoen for tilsidesættelse af den mere begrænsede grundlæggende ret til at være til stede under retssagen, der kan begrunde, at den fuldbyrdende judicielle myndighed bringer overgivelsesproceduren til ophør, og ikke den mere vidtgående rækkevidde af denne ret i henhold til direktivet.
65. Selv om en tilsidesættelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, herunder en tilsidesættelse af den grundlæggende ret til at være til stede under retssagen, som fortolket af Menneskerettighedsdomstolen, kan begrunde »at bringe overgivelsesproceduren til ophør«, er det min opfattelse, at en risiko for eller endda kendskab til, at en anden medlemsstat ikke fuldt ud respekterer alle aspekter af direktiv 2016/343, ikke i sig selv kan begrunde, at overgivelsesproceduren bringes til ophør. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at begrænsningerne i princippet om gensidig tillid skal undergives en streng fortolkning (37).
66. I en sag, hvor den fuldbyrdende medlemsstat har en skønsbeføjelse i henhold til artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584, gør jeg gældende, at en sådan kendt eller mulig manglende overholdelse af et direktiv fra den udstedende medlemsstats side heller ikke EU-retligt begrænser den fuldbyrdende medlemsstats skønsbeføjelse med hensyn til fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre.
67. Retsmidlet for den berørte person, hvis dennes ret til at være til stede under retssagen i henhold til direktiv 2016/343 er blevet tilsidesat på en måde, der heller ikke udgør en tilsidesættelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, som sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2, er en ny retssag i den medlemsstat, hvor vedkommende blev dømt in absentia. Det er det retsmiddel, der er angivet i artikel 9 i direktiv 2016/343.
68. Dette betyder ikke, at den fuldbyrdende medlemsstat ikke kan tage hensyn til, om personer, der er dømt in absentia, er garanteret alle de rettigheder, som de er tillagt ved direktiv 2016/343, i den udstedende medlemsstat, såfremt den måtte vælge det. Det betyder blot, at en sådan hensyntagen, når der ikke foreligger en tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed, der er beskyttet ved direktiv 2016/343, henhører under denne medlemsstats skøn.
IV. Forslag til afgørelse
69. På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger er det min opfattelse, at Domstolen bør besvare spørgsmålet fra Hanseatisches Oberlandesgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg) således:
»Da der ikke foreligger en reel risiko for tilsidesættelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, begrænser artikel 8 og 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager ikke den fuldbyrdende medlemsstats skønsbeføjelse i dens gennemførelse af reglerne om fakultativ afståelse fra at fuldbyrde en europæisk arrestordre i henhold til artikel 4a i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009.«