Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Budai Központi Kerületi Bíróság (Ungarn) den 3. april 2018 – VE mod WD
(Sag C-227/18)
Processprog: ungarsk
Den forelæggende ret
Budai Központi Kerületi Bíróság
Parter i hovedsagen
Sagsøger: VE
Sagsøgt: WD
Præjudicielle spørgsmål
Kan det antages, at et kontraktvilkår, der tillægger forbrugeren valutakursrisikoen, ikke er urimeligt, dvs. at det er klart og forståeligt under hensyn til de økonomiske konsekvenser, når dette vilkår er udformet (som et generelt kontraktvilkår, der anvendes af den erhvervsdrivende part og ikke er forhandlet individuelt) på grundlag af den oplysningspligt, der er fastsat ved lov, og som nødvendigvis har generel karakter, men som ikke udtrykkeligt angiver, at de afdrag, der skal betales i henhold til låneaftalen, kan være højere end forbrugerens indtægter, som blev fastlagt i forbindelse med den solvensundersøgelse, som den erhvervsdrivende kontraktpart foretog, eller kan udgøre en langt større del af disse indtægter [end oprindeligt fastlagt], idet det ligeledes tages i betragtning, at den relevante nationale retsforskrift stiller krav om, at risikoen fastsættes skriftligt, og at den ikke blot erklæres at foreligge og tillægges en part, samt at Den Europæiske Unions Domstol i præmis 74 i dom C-26/13 fastslog, at ikke alene skal den erhvervsdrivende part oplyse forbrugeren om risikoen, men forbrugeren skal takket være oplysningerne være i stand til at bedømme de for ham potentielt alvorlige økonomiske følger af, at han tillægges valutakursrisikoen, og dermed de samlede omkostninger i forbindelse med lånet?
Kan det antages, at et kontraktvilkår, der tillægger forbrugeren valutakursrisikoen, ikke er urimeligt, dvs. at det er klart og forståeligt under hensyn til de økonomiske konsekvenser, når dette vilkår er udformet (som et generelt kontraktvilkår, der anvendes af den erhvervsdrivende part og ikke er forhandlet individuelt) på grundlag af den oplysningspligt, der er fastsat ved lov, og som nødvendigvis har generel karakter, men som ikke udtrykkeligt angiver, at låneaftalen ikke fastsætter nogen maksimalgrænse for ændringer i valutakursen, idet det ligeledes tages i betragtning, at den relevante nationale retsforskrift stiller krav om, at risikoen fastsættes skriftligt, og at den ikke blot erklæres at foreligge og tillægges en part, samt at Den Europæiske Unions Domstol i præmis 74 i dom C-26/13 fastslog, at ikke alene skal den erhvervsdrivende part oplyse forbrugeren om risikoen, men forbrugeren skal takket være oplysningerne være i stand til at bedømme de for ham potentielt alvorlige økonomiske følger af, at han tillægges valutakursrisikoen, og dermed de samlede omkostninger i forbindelse med lånet?
Skal direktiv 93/13 1 , navnlig sidste betragtning hertil, punkt 1, litra o), i bilaget hertil, samt artikel 3, stk. 3, og artikel 6, stk. 1, fortolkes således – navnlig henset til det i bl.a. dom C-42/15 fastsatte krav, hvorefter der er behov for sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, med henblik på forbrugerbeskyttelse – at en medlemsstats retspraksis, juridiske fortolkning eller retsregel, hvorefter den retsvirkning (fuld ugyldighed som følge af tilsidesættelsen af en retsregel, skadeserstatning eller en anden virkning på et hvilket som helst retligt grundlag), der i denne medlemsstat indtræder ved en kreditvurdering, som hverken er grundig eller omfattende, ikke beskytter debitoren og er uforsigtig (f.eks. idet den ikke undersøger virkningen af valutakursrisikoen i form af en betydelig stigning i afdragene og hovedstolen), er mindre fordelagtig for forbrugeren end en genoprettelse af den oprindelige situation (restitutio in integrum), hvorved forbrugeren undgår valutakursrisikoen, dvs. en stigning i afdragene på grund af ændringer i valutakursen, og eventuelt gives mulighed for at tilbagebetale hovedstolen i afdrag, er i strid med EU-retten?
Med hensyn til fortolkningen af muligheden for at gøre sig bekendt med alle vilkårene som anført i 20. betragtning til direktiv 93/13 og kravet om klarhed og forståelighed i samme direktivs artikel 4, stk. 2, og artikel 5, skal det da antages, at de pågældende kontraktvilkår ikke er urimelige i et tilfælde, hvor låneaftalen alene oplyser en væsentlig del (f.eks. genstanden for kontrakten, dvs. lånebeløbet, afdragene og renterne) til orientering, uden at det afklares, om de oplysninger, der er givet til orientering, er juridisk bindende for aftalens parter?
____________
1 Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).