Language of document : ECLI:EU:F:2010:97

KENDELSE AFSAGT AF PERSONALERETTENS PRÆSIDENT

10. september 2010

Sag F­62/10 R

Jürgen Esders

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag — særlige rettergangsformer — begæring om udsættelse af gennemførelsen — omplacering — bestemmelser om rotation for tjenestemænd ved Kommissionens repræsentationer — uopsættelighed — foreligger ikke«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 278 TEUF, 157 EA og 279 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorved Jürgen Esders, der er ansat som tjenestemand ved Kommissionens Generaldirektorat for Kommunikation med tjenestested i Tyskland, har fremsat begæring om udsættelse af afgørelse af 27. juli 2010, hvorved han blev omplaceret til Kommissionens hovedsæde med virkning fra den 1. september 2010.

Udfald: Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Særlige rettergangsformer — udsættelse af gennemførelse — foreløbige forholdsregler — betingelser — »fumus boni juris« — uopsættelighed — kumulativ karakter — afvejning af samtlige interesser i sagen

(Art. 278 TEUF og 279 TEUF; statutten for Domstolen, art. 39 og bilag I, art. 7, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2)

2.      Særlige rettergangsformer — udsættelse af gennemførelse — udsættelse af gennemførelsen af en afgørelse om at omplacere en tjenestemand, der tidligere har gjort tjeneste ved en af Kommissionens repræsentationer i en anden medlemsstat, til det sted, hvor institutionen har sit hovedsæde — betingelser

(Art. 278 TEUF; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 2)

1.      Artikel 102, stk. 2, i Personalerettens procesreglement bestemmer, at begæringer vedrørende foreløbige forholdsregler bl.a. skal angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at de begærede forholdsregler umiddelbart forekommer berettigede.

Betingelserne om uopsættelighed og om, at begæringen skal forekomme berettiget (fumus boni juris), er kumulative, således at en begæring om foreløbige forholdsregler må afslås, når én af disse betingelser ikke er opfyldt. Den ret, der behandler en begæring om foreløbige forholdsregler, skal endvidere i givet fald foretage en afvejning af de foreliggende interesser. I forbindelse med denne samlede vurdering råder den ret, der behandler en begæring om foreløbige forholdsregler, over et vidt skøn og kan frit under hensyn til sagens særegenheder afgøre, hvorledes disse forskellige betingelser skal efterprøves samt rækkefølgen for denne undersøgelse, når ingen bestemmelse pålægger dem at anvende et forud fastsat skema for vurderingen af nødvendigheden af at træffe foreløbig afgørelse.

(jf. præmis 41-43)

Henvisning til:

Retten: 10. september 1999, sag T­173/99 R, Elkaïm og Mazuel mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 155, og II, s. 811, præmis 18; 9. august 2001, sag T­120/01 R, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I­A, s. 171, og II, s. 783, præmis 12 og 13

Personaleretten: 31. maj 2006, sag F­38/06 R, Bianchi mod ETF, Sml. Pers. I­A­1, s. 27, og II­A­1, s. 93, præmis 20 og 22

2.      Formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er ikke at sikre erstatningen for et tab, men at sikre virkningen af dommen i hovedsagen. For at denne målsætning kan opfyldes, skal de begærede foranstaltninger være uopsættelige, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for sagsøgeren er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen. Det påhviler den part, der har begæret foreløbige forholdsregler, at bevise, at den pågældende ikke kan afvente udfaldet i hovedsagen uden at lide en sådan skade.

En udtalelse fra en eller flere læger er ikke i sig selv et tilstrækkeligt bevis for, at en tjenestemand, der tidligere har gjort tjeneste ved en af Kommissionens repræsentationer i en anden medlemsstat, og som er blevet meddelt en afgørelse om, at han skal omplaceres til Kommissionens hovedsæde, vil lide et alvorligt og uopretteligt tab, såfremt hans begæring om udsættelse af denne afgørelse ikke tages til følge. De læger, som har udfærdiget lægeerklæringerne, har nemlig kun haft mulighed for at høre sagsøgerens synspunkter, og det er hverken godtgjort eller hævdet, at de har haft adgang til alle de oplysninger og den dokumentation, som er nødvendig for at få et tilfredsstillende kendskab til den omhandlede arbejdssituation.

(jf. præmis 45 og 47)

Henvisning til:

Domstolen: 25. marts 1999, sag C­65/99 P(R), Willeme mod Kommissionen, Sml. I, s. 1857, præmis 62

Retten: Elkaïm og Mazuel mod Kommissionen, præmis 25; 19. december 2002, sag T­320/02 R, Esch-Leonhardt m.fl. mod ECB, Sml. Pers. I­A, s. 325, og II, s. 1555, præmis 27

Personaleretten: 14. juli 2010, sag F­41/10 R, Bermejo Garde mod EØSU, Sml. Pers. I­A­1, s. 0000, og II­A­1, s. 0000, præmis 55