PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

19. februar 2008

Sag F-49/07

R

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – vilkårene for prøvetidens afvikling – forlængelse af prøvetiden – fastansættelse – afvisning«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved R har nedlagt påstand om, at Personaleretten for det første fastslår, at hele prøvetiden samt alle retsakter, der er udfærdiget vedrørende hende i den forbindelse, er en nullitet, eller annulleres, for det andet, at den delvist annullerer den udtalelse ved hendes prøvetids ophør, der blev færdiggjort den 18. maj 2004, for det tredje annullation af afgørelsen fra generaldirektøren for Personale og Administration af 20. juli 2005, hvorved hendes anmodning af 11. november 2004 om bistand blev afslået, og endelig påstand om, at Personaleretten tilpligter Kommissionen at betale 2 500 000 EUR i erstatning for den skade, hun hævder at have lidt.

Udfald: Sagen afvises. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Procedure – antagelse til realitetsbehandling – behandling efter de gældende regler på tidspunktet for stævningens indgivelse

(Personalerettens procesreglement, art. 78)

2.      Retspleje – stævning – formkrav

[Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

3.      Tjenestemænd – klage – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – forberedende akt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 34, 90 og 91)

4.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – frister

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

1.      Selv om reglen i artikel 78 i Personalerettens procesreglement, hvorefter Retten ved kendelse kan afvise en sag, når en af parterne har fremsat begæring herom i et særskilt dokument, er en procedureregel, der finder anvendelse fra tidspunktet for dens ikrafttræden på alle verserende tvister ved Personaleretten, gælder dette ikke for de retsregler, på hvis grundlag Retten under anvendelse af denne artikel afgør, om et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, hvilke kun kan være dem, der er gældende på tidspunktet for indgivelsen af stævningen.

(jf. præmis 33)

2.      Ifølge artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement skal stævningen indeholde en angivelse af søgsmålets genstand, hvilket indebærer, at genstanden skal være fastlagt tilstrækkelig præcist, således at sagsøgte på et relevant grundlag kan fremføre sine indsigelser, og Retten kan erkende, hvad der er genstanden for sagsøgerens påstande.

En påstand om, at Retten erklærer, at hele en tjenestemands prøvetid samt alle akter, der er udfærdiget i den forbindelse, er en nullitet, uden at disse akter identificeres, må afvises, fordi den ikke er tilstrækkeligt præcis. Den omstændighed, at et større antal afgørelser anfægtes, kan ikke – snarere tværtimod – fritage en sagsøger fra forpligtelsen til at angive hver afgørelse, der anfægtes, på en måde, der er tilstrækkelig præcis til, at hver af disse kan identificeres.

(jf. præmis 49 og 50)

Henvisning til:

Retten, 11. juli 1996, sag T-146/95, Bernardi mod Parlamentet, Sml. II, s. 769, præmis 25; 14. juli 1998, sag T-192/96, Lebedef mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 363, og II, s. 1047, præmis 33.

3.      Når det drejer sig om retsakter eller beslutninger, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, navnlig sådanne, som afslutter en intern procedure, er det kun foranstaltninger, som definitivt fastlægger institutionens standpunkt som afslutning på denne procedure, der kan anfægtes, i modsætning til foreløbige foranstaltninger, der har til formål at forberede den endelige beslutning. I tjenestemandssager gælder således, at akter, der er forberedende i forhold til en afgørelse, ikke er bebyrdende som forudsat i vedtægtens artikel 90, stk. 2.

De foranstaltninger, der træffes under en tjenestemands prøvetid i henhold til vedtægtens artikel 34, har navnlig kun til formål at sætte ansættelsesmyndigheden i stand til på et oplyst grundlag ved prøvetidens udløb at afgøre, om den prøveansatte tjenestemand skal fastansættes eller ej. Disse foranstaltninger har derfor karakter af forberedende akter. Dette gælder således navnlig for udtalelsen ved prøvetidens ophør og for den foreløbige udtalelse. Dette er ligeledes tilfældet for en afgørelse om at forlænge prøvetiden.

(jf. præmis 54 og 55)

Henvisning til:

Domstolen, 11. november 1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, præmis 10; 22. juni 2000, sag C-147/96, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 4723, præmis 26.

Retten, 17. december 2003, sag T-324/02, McAuley mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 337, og II, s. 1657, præmis 28; 11. april 2006, sag T-394/03, Angeletti mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 95, og II-A-2, s. 441, præmis 36.

Personaleretten, 24. maj 2007, forenede sager F-27/06 og F-75/06, Lofaro mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 57-61 og 68.

4.      De i vedtægtens artikel 90 og 91 fastsatte frister, der sikrer hensynet til retssikkerhedsprincippet, er ufravigelige og skal overholdes af parterne og af Fællesskabets retsinstanser. En tjenestemand kan derfor ikke ved at forelægge ansættelsesmyndigheden en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, til sin fordel genoplive en søgsmålsret til prøvelse af en afgørelse, der er blevet endelig ved udløbet af søgsmålsfristerne.

Forekomsten af en væsentlig ny faktisk omstændighed kan ganske vist begrunde indgivelsen af en ansøgning, der har til formål at opnå en ændring af en afgørelse, der er blevet endelig. Den pågældende faktiske omstændighed skal i væsentlig grad kunne ændre retsstillingen for den, der ønsker en sådan ændring. Dette er ikke tilfældet, når den pågældende hævder, at Kommissionens udlevering af dokumenter omhandlende hans person udgør en væsentlig ny faktisk omstændighed uden nærmere angivelse af indholdet af disse dokumenter og uden at godtgøre, hvorledes udleveringen heraf i væsentlig grad har ændret hans retsstilling.

(jf. præmis 78-80)

Henvisning til:

Domstolen, 26.september 1985, sag 231/84, Valentini mod Kommissionen, Sml. s. 3027, præmis 14; 13. november 1986, sag 232/85, Becker mod Kommissionen, Sml. s. 3401, præmis 10.

Retten, 22. september 1994, sag T-495/93, Carrer m.fl. mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 201, og II, s. 51, præmis 20; 14. juli 1998, sag T-42/97, Lebedef mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 371, og II, s. 1071, præmis 25; 7. februar 2001, sag T-186/98, Inpesca mod Kommissionen, Sml. II, s. 557, præmis 51.