Sag T-351/03
Schneider Electric SA
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold – skade lidt af virksomhed som følge af, at proceduren for kontrol af en fusions forenelighed med fællesmarkedet var behæftet med en tilstrækkeligt kvalificeret overtrædelse af fællesskabsretten«
Sammendrag af dom
1. Retspleje – stævning – formkrav
[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]
2. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten
(Art. 288, stk. 2, EF)
3. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten
(Art. 288, stk. 2, EF)
4. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten
(Art. 288, stk. 2, EF)
5. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – beslutning, hvorved en fusion erklæres uforenelig med det fælles marked
(Art. 288, stk. 2, EF)
6. Konkurrence – fusioner – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelse – nødvendigt indhold – overholdelse af retten til forsvar
(Rådets forordning nr. 4064/89, art. 18, stk. 1 og 3)
7. Konkurrence – fusioner – samme gruppe tjenestemænd varetager forskellige trin af kontrollen med en fusion, selv om der er foretaget annullation mellem disse forskellige trin
(Rådets forordning nr. 4064/89, art. 18, stk. 3 og 4)
8. Konkurrence – fusioner – tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten
(Rådets forordning nr. 4064/89, art. 8, stk. 4)
9. Konkurrence – fusioner – bedømmelse af foreneligheden med fællesmarkedet – Kommissionens hensyntagen til aftaler, der i henhold til national ret er lovlige, og som er bindende for de virksomheder, der deltager i fusionen
(Rådets forordning nr. 4064/89, art. 2)
10. Konkurrence – fusioner – Kommissionens undersøgelse – beslutning om at indlede den nøjere kontrolprocedure – betingelser
(Rådets forordning nr. 4064/89, art. 2, stk. 3, art. 6, stk. 1, og art. 8, stk. 3)
11. Konkurrence – fusioner – administrativ procedure – beslutning om at indlede den nøjere kontrolprocedure
[Rådets forordning nr. 4064/89, art. 6, stk. 1, litra c)]
12. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse
(Art. 288, stk. 2, EF)
13. Konkurrence – fusioner – bedømmelse af foreneligheden med fællesmarkedet – formodning foreligger ikke
(Rådets forordning nr. 4064/89, art. 2 og 10)
14. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse
(Art. 288, stk. 2, EF)
15. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse
(Art. 288, stk. 2, EF)
16. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse
(Art. 288, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 4064/89, art. 7, stk. 3)
17. Ansvar uden for kontraktforhold – skade – erstatning
(Art. 288, stk. 2, EF)
1. Ifølge artikel 21, stk. 1, i statutten for Domstolen, som i medfør af statuttens artikel 53, stk. 1, også finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement skal stævningen angive søgsmålets genstand og indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og til, at Retten kan tage stilling til sagen, i givet fald alene på det foreliggende grundlag. Det er af retssikkerheds- og retsplejehensyn nødvendigt, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, fremgår på en sammenhængende og forståelig måde af selve stævningen, i det mindste i summarisk form.
For at opfylde disse krav skal en stævning, hvori der nedlægges påstand om betaling af erstatning for skade forvoldt af en fællesskabsinstitution, indeholde de elementer, der gør det muligt at identificere den adfærd, som sagsøgeren bebrejder institutionen, grundene til, at han antager, at der består en årsagsforbindelse mellem adfærden og det tab, han hævder at have lidt, samt karakteren og størrelsen af dette tab.
(jf. præmis 92-94)
2. Fællesskabets erstatningsansvar uden for kontraktforhold for dets organers ulovlige adfærd efter artikel 288, stk. 2, EF forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, der lægges institutionerne til last, er retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er årsagssammenhæng mellem denne adfærd og det påståede tab.
Når det påberåbes som grundlag for erstatningssøgsmålet, at en retsakt er ulovlig, skal retsakten, for at Fællesskabet kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, udgøre en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder. I den forbindelse er det afgørende kriterium, at den pågældende fællesskabsinstitution åbenbart og groft har overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse.
I ordningen vedrørende Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold tages der navnlig hensyn til kompleksiteten af de forhold, der skal reguleres, vanskelighederne ved at anvende eller fortolke bestemmelserne og især rammerne for det skøn, som den, der har udstedt den anfægtede retsakt, råder over.
Såfremt den pågældende institution råder over et stærkt begrænset eller intet skøn, kan selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af fællesskabsretten, være tilstrækkelig til, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse.
Det samme gælder, når den sagsøgte institution undlader at opfylde en generel forpligtelse til at udvise omhu eller foretager en fordrejet anvendelse af de relevante materielretlige eller processuelle regler.
(jf. præmis 113-118)
3. Hvis begrebet kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten, som er nødvendig, for at Fællesskabet kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, blev udstrakt til at omfatte alle sådanne fejl og forseelser, der, selv om de måtte være af en vis ubestridelig grovhed, ikke er utypiske for den adfærd, som normalt udvises af en institution, det er blevet pålagt at overvåge gennemførelsen af konkurrencereglerne, der er komplicerede, vanskelige og genstand for en bred fortolkningsmargin, ville dette i strid med Fællesskabets generelle interesse kunne undergrave udøvelsen af den konkurrenceregulerende funktion.
Med hensyn til, om Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold, kan den manglende opfyldelse af en retlig forpligtelse, der – hvor beklagelig den end måtte være – kan skyldes de objektive begrænsninger, institutionen og dens embedsmænd er underlagt som følge af bestemmelserne om fusionskontrollen, derfor ikke udgøre en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten.
Derimod kan skader, der skyldes institutionens adfærd, give ret til erstatning, hvis adfærden består i en handling, som er i åbenbar strid med retsreglerne og i alvorlig grad skadelig for andres end institutionens interesser, og som hverken kan begrundes i eller forklares med de særlige begrænsninger, tjenesten objektivt er underlagt under sin normale funktion.
En sådan definition af tærsklen for, hvornår Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold, beskytter – uden at lade andre bære konsekvenserne af åbenbare og uundskyldelige tilsidesættelser – det råderum og den skønsfrihed, Fællesskabets konkurrenceregulerende myndighed i den almene interesse må have, både når den træffer individuelle beslutninger, og når den fortolker og anvender de relevante bestemmelser i den primære og den afledte fællesskabsret.
(jf. præmis 121-125)
4. Principielt kan det ikke udelukkes, at alvorlige og åbenbare mangler ved den økonomiske analyse, som danner grundlag for beslutninger, der træffes i medfør af konkurrencepolitikken, kan udgøre tilsidesættelser af retsreglerne, som er tilstrækkeligt kvalificerede til, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold.
For at dette kan fastslås, skal det imidlertid først undersøges, om den bestemmelse, som er blevet tilsidesat på grund af den mangelfulde analyse, har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Om end nogle af de principper og bestemmelser, der skal overholdes i forbindelse med undersøgelsen af konkurrencen, rent faktisk har karakter af regler, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, er det ikke uden videre givet, at samtlige de retsregler – primær- eller sekundærretlige eller fastsat i retspraksis – Kommissionen skal overholde i forbindelse med sine økonomiske vurderinger, har en sådan karakter.
Endvidere udgør de økonomiske analyser, som er nødvendige, når en situation eller en handling skal kvalificeres i relation til konkurrenceretten, både med hensyn til de faktiske omstændigheder og det ræsonnement, der udarbejdes på grundlag af beskrivelsen af disse, i reglen komplekse og vanskelige intellektuelle fremstillinger, hvori der på grund af den tidsbegrænsning, fristen indebærer for institutionen, kan indsnige sig mangelfuldheder såsom tilnærmelser og uoverensstemmelser eller endog undladelser. Det gælder så meget mere, når undersøgelsen, således som det er tilfældet med hensyn til kontrollen med fusioner, omfatter et fremadskuende aspekt. At en mangel ved dokumentationen eller ræsonnementet er alvorlig, udgør derfor ikke altid en omstændighed, som er tilstrækkelig til at medføre, at Fællesskabet ifalder ansvar.
Endelig råder Kommissionen, for at bevare kontrollen med konkurrencepolitikken, over et skøn, som indebærer, at det ikke kan forventes, at dens praksis i forbindelse med anvendelsen af de relevante bestemmelser er konstant og uforanderlig, og at den tilsvarende har et vist spillerum, når den skal vælge imellem de økonometriske redskaber, den disponerer over, og når den skal vælge, hvilken indfaldsvinkel der er passende for undersøgelsen af et spørgsmål, for så vidt disse valg ikke er i åbenbar strid med alment anerkendte fagøkonomiske principper og gennemføres på en konsekvent måde.
(jf. præmis 129-132)
5. De mangler ved en beslutning, hvori en fusion erklæres for uforenelig med fællesmarkedet, som ikke har haft nogen konsekvenser for den fortsatte procedure, og som navnlig ikke har afskåret de fusionerende selskaber fra en mulighed for at opnå en beslutning, der var positiv over for gennemførelsen af fusionen, kan ikke i sig selv give anledning til, at parterne lider et bestemt tab og at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold.
(jf. præmis 134, 138 og 139)
6. Virksomheder, som er deltagere i en fusion af fællesskabsdimension, skal som adressater for en offentlig myndigheds beslutninger, der føleligt berører deres interesser, i rette tid have lejlighed til at fremføre deres synspunkter og skal i dette øjemed klart og rettidigt underrettes om det væsentligste i Kommissionens indvendinger mod den anmeldte fusion.
Klagepunktsmeddelelsen har særlig betydning i denne forbindelse, eftersom det er dens specifikke formål at give de berørte virksomheder mulighed for at reagere på de betænkeligheder, den regulerende institution har udtrykt, dels ved at fremføre deres synspunkter angående disse, dels ved eventuelt at forelægge Kommissionen foranstaltninger, der skal afhjælpe de skadelige virkninger af den anmeldte fusion.
Denne garanti, som henhører under de grundlæggende garantier, fællesskabsretten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling, er af særlig betydning i forbindelse med kontrollen med fusioner af virksomheder.
I denne forbindelse udgør det en åbenbar og grov tilsidesættelse af artikel 18, stk. 1 og 3, i forordning nr. 4064/89 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser, at Kommissionen affatter en klagepunktsmeddelelse på en sådan måde, at en virksomhed ikke kan vide, at den ikke har nogen mulighed for at opnå, at fusionen bliver erklæret for forenelig med fællesmarkedet, medmindre virksomheden forelægger visse afhjælpningsforanstaltninger. Denne tilsidesættelse af retten til forsvar kan hverken retfærdiggøres eller begrundes med de særlige begrænsninger, Kommissionens tjenestegrene objektivt er underlagt.
(jf. præmis 147-149, 152, 154 og 170)
7. Den omstændighed, at det, helt eller delvis, er den samme gruppe tjenestemænd, der har varetaget de forskellige trin af kontrollen med en fusion, udgør ikke en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse fra Kommissionens side af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.
Selv om overholdelsen af borgernes ret til, at deres sag behandles af en uafhængig og upartisk domstol, garanteres af artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention, hvortil der henvises i artikel 6, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, og bekræftes i artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og retten til en retfærdig rettergang, indlysende udgør en regel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder, er konventionens artikel 6, stk. 1, dog ikke til hinder for forhåndsindgreb af administrative organer, som ikke i alle henseender opfylder de forskrifter, der gælder for sagens behandling ved domstolene, når blot retten til en upartisk domstol er sikret.
På området for fusionskontrol udgør annullationssøgsmål vedrørende beslutninger vedtaget af Kommissionen i henhold til artikel 8, stk. 3 og 4, i forordning nr. 4064/89, som artikel 230 EF giver mulighed for, et retsmiddel, der opfylder de i konventionens artikel 6, stk. 1, krævede garantier.
Endvidere er hverken nogen retsregel eller noget princip til hinder for, at Kommissionen overlader det til de samme tjenestemænd at foretage en fornyet behandling af en fusion, der iværksættes i medfør af en dom, hvorved der annulleres en beslutning, hvori fusionen erklæres uforenelig med fællesmarkedet.
Endelig kan det ikke opstilles som et almindeligt princip, der følger af forpligtelsen til at være upartisk, at en retslig eller administrativ instans efter annullation af en indledende beslutning har pligt til at henvise sagen til en anden myndighed eller til et andet organ under den samme myndighed.
(jf. præmis 181-186 og 188)
8. Såfremt en fusion allerede er gennemført, når Kommissionen fastslår, at den er uforenelig med fællesmarkedet, kan Kommissionen ifølge artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 4064/89 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser anordne enhver forholdsregel, som vil kunne genetablere en effektiv konkurrence.
Med henblik på at afgøre, hvorvidt Kommissionen ved at kræve en deling af to fusionerende virksomheder, som bevarer udstrækningen af målvirksomhedens aktiviteter, og ved at forbyde enhver senere generhvervelse af aktiviteter, har foretaget en åbenbar og alvorlig tilsidesættelse af denne bestemmelse, skal der foretages en gennemgang af fremgangsmåden ved delingen, idet der bl.a. skal tages hensyn til de anmeldende parters stilling på de berørte markeder, forskellen mellem deres og deres umiddelbare konkurrenters markedsandele og kendskabet til deres varemærker på disse markeder, og det skal kontrolleres, om fristen for gennemførelse af beslutningen om deling åbenlyst var uforholdsmæssigt kort.
(jf. præmis 199-203 og 209)
9. Når Kommissionen udøver sin kontrolkompetence med henblik på at afgøre, om en fusion af fællesskabsdimension er forenelig med fællesmarkedet, kan den ikke se bort fra aftaler, som binder de anmeldende parter, hvis bestemmelserne i dem er lovlige ifølge den nationale ret, der finder anvendelse.
(jf. præmis 221)
10. Ifølge artikel 6, stk. 1, litra c), i forordning nr. 4064/89 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser er det tilstrækkelig grund til at træffe beslutning om at indlede den nøjere kontrolprocedure, at der hersker alvorlig tvivl med hensyn til, om fusionen vil være forenelig med fællesmarkedet, hvorimod Kommissionen ifølge denne forordnings artikel 2, stk. 3, skal føre bevis for, at der vil blive skabt eller styrket en dominerende stilling, hvis den på grundlag af artikel 8, stk. 3, fastslår, at en fusion er uforenelig med fællesmarkedet.
(jf. præmis 235, 249 og 250)
11. På området for fusionskontrol skal retten til forsvar ganske vist iagttages, før der vedtages en beslutning, der kan være bebyrdende for de berørte virksomheder, men beslutningen om at indlede den nøjere kontrolprocedure udgør ikke en retsakt, som var bebyrdende, og hvis lovlighed afhænger af, om denne ret er blevet iagttaget.
(jf. præmis 240)
12. På området for Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold er det for at bestemme den skade, som kan henføres til en forseelse, som en fællesskabsinstitution har gjort sig skyldig i, virkningerne af den overtrædelse, som har medført, at Fællesskabet er ifaldet ansvar, der skal tages i betragtning, og ikke virkningerne af den retsakt, inden for hvis rammer den er sket, forudsat at institutionen havde kunnet eller skulle udstede en retsakt med samme virkning uden at tilsidesætte retsreglerne.
Undersøgelsen af årsagsforbindelsen kan med andre ord ikke tage udgangspunkt i den forkerte præmis, at institutionen i tilfælde af, at den ulovlige retsakt ikke havde foreligget, ikke ville have foretaget sig noget eller ville have udstedt en retsakt med det modsatte indhold – hvilket ligeledes ville kunne have udgjort en forseelse fra institutionens side – men skal tage udgangspunkt i en sammenligning af den situation, forseelsen har bragt den berørte part i, og den situation, denne ville have befundet sig i, hvis institutionens adfærd havde været i overensstemmelse med retsreglerne.
Når den forseelse, der danner grundlag for erstatningskravet, indgår i en beslutning, som indebærer, at en ansøger meddeles afslag på en godkendelse eller en anden gunstig foranstaltning, kan det ved undersøgelsen af forseelsens virkninger og sammenligningen med den faktiske og den rekonstruerede retlige situation ikke lægges til grund, at ansøgeren nødvendigvis ville have opnået den godkendelse eller anden gunstige foranstaltning, han anmodede om, hvis den konstaterede fejl ikke havde foreligget.
På samme måde skal det, når der er tale om en tilsidesættelse af retten til forsvar, der påvirker en beslutning, hvorved en fusion af virksomheder erklæres uforenelig med fællesmarkedet, ikke forudsættes, at den anmeldte fusion eksplicit eller implicit ville være blevet erklæret forenelig med fællesmarkedet, hvis tilsidesættelsen ikke havde foreligget, men fastslås, hvilke virkninger den konstaterede fejl kan have haft for beslutningens indhold.
Det kan således ikke udledes af en sammenligning af den situation, en beslutning om uforenelighed giver anledning til, og en situation, hvor fusionen var blevet godkendt udtrykkeligt eller stiltiende, hvilken skade Fællesskabet kan gøres ansvarligt for, undtagen hvis dets retsinstanser kan fastslå, at Kommissionen erklærede fusionen uforenelig med fællesmarkedet som en direkte og sikker følge af den konstaterede tilsidesættelse af dens retlige forpligtelser.
Selv om det endvidere ikke kan udelukkes, at parterne i mangel af ret til anerkendelse af fusionens forenelighed blev frataget muligheden for at opnå en positiv beslutning, ville virkeliggørelsen af en sådan mulighed have været forbundet med parametre, der er for usikre til at kunne kvantitetsbestemmes overbevisende og danne grundlag for en erstatning.
Der er således ikke årsagsforbindelse mellem tilsidesættelse af en fusionerende virksomheds ret til forsvar og fratagelsen af en eventuel beslutning om fusionens forenelighed, som er tilstrækkeligt tæt til, at Fællesskabet kan ifalde ansvar som følge af pålægget til virksomheden om at afhænde sine aktiver i målvirksomheden, og, følgelig til, at Fællesskabet kan gøres ansvarligt for en skade, der svarer til det samlede værditab, som aktiverne led i perioden fra erhvervelsen af dem, til de senere blev afhændet.
(jf. præmis 263-267, 278, 280, 282, 283, 286 og 292)
13. Der kan af forordning nr. 4064/89 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser ikke udledes nogen formodning om, at en anmeldt fusion er forenelig med fællesmarkedet, og det påhviler altid Kommissionen at danne sig en klar opfattelse af dette spørgsmål og træffe afgørelse i overensstemmelse hermed.
En fusion anses stiltiende for at være forenelig med fællesmarkedet, når, navnlig, Kommissionen hverken har vedtaget en beslutning om at indlede den nøjere kontrolprocedure inden for den i forordningens artikel 10, stk. 1, fastsatte frist eller truffet afgørelse om fusionens forenelighed med fællesmarkedet inden for den i artikel 10, stk. 3, fastsatte frist på fire måneder.
(jf. præmis 275 og 276)
14. De udgifter til juridiske samt skatte- og bankrådgivere og de øvrige administrative udgifter, der afholdes af en virksomhed med henblik på at gennemføre en kommissionsbeslutning om deling af virksomheder, der indgår i en fusion, som er blevet erklæret uforenelig med fællesmarkedet, kan ikke anerkendes som en følge af den ulovlighed, Kommissionen gjorde sig skyldig i, da den vedtog beslutningen om uforenelighed.
Ulovligheden af beslutningen om uforenelighed og, som følge heraf, beslutningen om deling indebar hverken, at fusionen skulle have været anset for forenelig med fællesmarkedet, eller at virksomhederne kunne være fortsat med at udgøre en fusioneret enhed. Det kan derfor ikke lægges til grund, at de administrative udgifter, som det er naturligt, at en virksomhed afholder med henblik på at gennemføre afhændelsen af aktiver, ikke skulle have været afholdt, hvis Kommissionen havde vedtaget en lovlig beslutning.
Derimod er der vedrørende de udgifter til rådgivning og honorarer samt forskellige administrative udgifter, som afholdes af en virksomhed med henblik på at deltage i den genoptagelse af en fusionskontrolprocedure, hvilken genoptagelse er nødvendiggjort af Kommissionens beslutning om at erklære denne fusion uforenelig med fællesmarkedet, en direkte og sikker årsagsforbindelse mellem dem og Kommissionens forseelse, som kan medføre ret til erstatning.
Endelig må de udgifter, som er afholdt i forbindelse med den retslige prøvelse, der henhører under Fællesskabets retsinstanser, anses for omfattet af de afgørelser om sagsomkostninger, der i henhold til de særlige procesregler, som gælder for denne form for udgifter, eventuelt er truffet inden for rammerne af de afgørelser, der afsluttede sagernes behandling, og som afslutning på de særlige procedurer, der er foreskrevet for tilfælde, hvor der er strid om udgifternes størrelse. Sådanne procedurer udelukker, at der kan gøres krav på de samme beløb eller på beløb afholdt til de samme formål, inden for rammerne af sager, hvori Fællesskabet påstås at være ifaldet ansvar uden for kontraktforhold, herunder sager anlagt af personer, der efter at have tabt en sag er blevet pålagt at bære sagens omkostninger.
(jf. præmis 293, 294 og 297-302)
15. Når en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af fællesskabsretten, der er indeholdt i en beslutning, hvorved en fusion erklæres uforenelig med fællesmarkedet, i kraft af en tilstrækkelig direkte årsagsforbindelse knytter sig til nedsættelsen af salgsprisen for aktiver, der indehaves af overdrageren i form af selskabskapital i den afståede virksomhed, påhviler det Kommissionen at erstatte det tab, som denne overdrager har lidt. Skaden kan svare til forskellen mellem den aftalte salgspris og den pris, overdrageren kunne have opnået af erhververen, hvis førstnævnte ved afslutningen af den første fusionskontrolprocedure havde rådet over en lovlig beslutning, der afgjorde, om fusionen var forenelig med fællesmarkedet.
(jf. præmis 316, 317 og 322)
16. Når en virksomhed fuldt lovligt i relation til såvel national ret som Fællesskabets konkurrenceret erhverver kontrol over en anden virksomhed ved hjælp af et offentligt ombytningstilbud, idet den gør brug af den i artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 4064/89 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser fastsatte undtagelse fra princippet om, at forordningen har opsættende virkning for fusioner, påtager den sig imidlertid risikoen for, at kontrollen af fusionen ved udløbet af de i forordningen fastsatte frister fører til en beslutning, hvori fusionen bliver erklæret for uforenelig med fællesmarkedet, og til en dertil svarende forpligtelse til at afhænde de allerede fusionerede virksomhedsaktiver. Hvis virksomheden i øvrigt, henset til fusionens kendetegn, ikke kunne være uvidende om, at fusionen, hvis den blev gennemført, i det mindste kunne skabe eller styrke en dominerende stilling på en væsentlig del af fællesmarkedet, og at Kommissionen derfor ville forbyde den på grundlag af nævnte forordnings artikel 2, stk. 3, følger det heraf, at virksomheden ved at påtage sig den reelle risiko for, at en i juridisk forstand fejlfri fusion efterfølgende blev erklæret uforenelig med fællesmarkedet, selv medvirkede til, at skaden indtrådte, og at det derfor kunne blive pålagt virksomheden at sælge de erhvervede aktiver.
I en sådan situation bør virksomheden tillægges en tredjedel af ansvaret for den erstatningsberettigede skade, som den har lidt som følge af nedsættelsen af den salgspris, der blev indrømmet erhververen.
(jf. præmis 328-330, 332 og 334)
17. På grundlag af de retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, og hvortil der henvises i artikel 288, stk. 2, EF, anerkendes rentekrav i almindelighed i forbindelse med erstatningssøgsmål.
Formålet med at erstatte den skade, en borger har lidt som følge af en af Fællesskabets organer udvist ulovlig adfærd, er i så høj grad som muligt at genoprette den skadelidtes ejendom.
Da betingelserne for, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold, følgelig er opfyldt, kan Fællesskabets retsinstanser ikke lade de skadevirkninger, som følger af den tid, der er forløbet mellem tidspunktet for skadens opståen og dagen for betalingen af erstatningen, ude af betragtning, for så vidt som der skal tages hensyn til den indtrådte pengeforringelse.
Sluttidspunktet for den periode, for hvilken der er ret til monetær revaluering, skal principielt være sammenfaldende med datoen for afsigelsen af den dom, hvori forpligtelsen til at erstatte den skade, sagsøgeren har lidt, fastslås.
Hvis erstatningskravet dog på tidspunktet for afsigelsen af den nævnte dom hverken er fastlagt for så vidt angår beløbet eller kan fastslås på grundlag af objektivt fastlagte kriterier, kan morarenterne ikke løbe fra denne dato, men kun – i tilfælde af forsinkelse, og indtil fuld betaling sker – fra datoen for afsigelsen af den dom, hvori tabet opgøres.
Heraf følger, at det erstatningsbeløb, sagsøgeren har haft krav på, skal revalueres indtil tidspunktet for afsigelsen af den dom, hvori tabet opgøres, og derefter forhøjes med morarenter regnet fra dette tidspunkt, indtil fuld betaling sker.
Den rentesats, der skal anvendes, skal beregnes på grundlag af Den Europæiske Centralbanks successivt gældende satser for de vigtigste refinansieringstransaktioner i hver af de to perioder, der er tale om, forhøjet med to procentpoint, dog således at den ikke overstiger den sats, som sagsøgeren har stillet krav om i sine påstande.
(jf. præmis 340-346)