Language of document :

Sag anlagt den 16. marts 2020 – Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

(Sag C-139/20)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved M. Siekierzyńska og A. Armenia, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Polen

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 17, stk. 1, litra b), og artikel 17, stk. 4, i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet 1 , idet den har indført en lovgivning, der fritager energiprodukter, som anvendes af energiintensive anlæg, der er omfattet af Unionens emissionshandelssystem, for punktafgift.

Republikken Polen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Republikken Polen har i sine nationale retsforskrifter indført en fritagelse for punktafgift for energiprodukter, som anvendes af energiintensive virksomheder, der er omfattet af Unionens emissionshandelssystem (herefter »EU ETS«).

Efter Kommissionens opfattelse er der tale om en tilsidesættelse af forpligtelserne i henhold til artikel 17, stk. 1, litra b), og artikel 17, stk. 4, i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet. Ifølge disse bestemmelser kan der kun indrømmes afgiftsfritagelser og -lempelser til fordel for energiintensive virksomheder, når der er indgået aftaler med virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, eller når der gennemføres ordninger med omsættelige tilladelser eller tilsvarende foranstaltninger, såfremt disse medfører opfyldelsen af miljøbeskyttelsesmål eller forbedret energieffektivitet. EU ETS kan efter Kommissionens opfattelse ikke anses for at være en »ordning med omsættelige tilladelser« som omhandlet i de nævnte bestemmelser.

____________

1 EUT 2003, L 283, s. 51.