Language of document :

Appel iværksat den 18. december 2020 af Casino, Guichard-Perrachon og Achats Marchandises Casino til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Udvidede Afdeling) den 5. oktober 2020 i sag T-249/17, Casino, Guichard-Perrachon og AMC mod Kommissionen

(Sag C-690/20 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellanter: Casino, Guichard-Perrachon og Achats Marchandises Casino (ved avocats O. de Juvigny, A. Sunderland, I. Simic og G. Aubron)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Punkt 2 i domskonklusionen i Rettens dom af 5. oktober 2020 i sag T-249/17 ophæves.

Appellanternes påstande i første instans tages til følge, og dermed annulleres Europa-Kommissionens afgørelse C(2017) 1054 af 9. februar 2017 i sin helhed i henhold til artikel 263 TEUF og 277 TEUF.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med nærværende appel samt i forbindelse med sagen i første instans for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har gjort gældende, at den appellerede dom tilsidesætter:

1. Artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og kravet om beskyttelse mod offentlige myndigheders vilkårlige indgreb i forhold af privat karakter, artikel 19 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 og artikel 3 i Europa-Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004, for så vidt som Retten fastslog, (i) at disse bestemmelser ikke pålagde Kommissionen at optage leverandørernes mundtlige erklæringer, (ii) og at de »referater« af disse interview, som Kommissionens tjenestegrene ensidigt havde udarbejdet, var et gyldigt bevis for, at denne institution rådede over tilstrækkelige indicier, der begrundede Europa-Kommissionens afgørelse C(2017) 1054.

2. Artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og kravet om beskyttelse mod offentlige myndigheders vilkårlige indgreb i forhold af privat karakter, for så vidt som Retten fastslog, at den grundlæggende ret til boligens ukrænkelighed ikke betød, at Europa-Kommissionens afgørelse C(2017)1054 skulle:

(i) begrænse tidsrammen for udøvelsen af Kommissionens kontrolundersøgelsesbeføjelser, og

(ii) begrænse de personer og lokaler, der kunne gøres til genstand for en kontrolundersøgelse.

3. Artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som Retten fastslog, at den retlige ordning, der fandt anvendelse på Kommissionens kontrolundersøgelser, opfylder den grundelæggende ret til effektive retsmidler.

____________