PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)
20. juli 2011
Sag F-116/10
Sandro Gozi
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag – tjenestemænd – bistandspligt – vedtægtens artikel 24 – godtgørelse af advokatomkostninger afholdt inden for rammerne af en straffesag for en national ret«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Sandro Gozi har nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, hvorved Kommissionen afslog at godtgøre ham et beløb på 24 480 EUR, som han har afholdt i advokatudgifter i forbindelse med en straffesag i Italien, og om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham nævnte beløb.
Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. Sandro Gozi betaler sagens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – anvendelsesområde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)
2. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – gennemførelse – betingelse – forudgående anmodning fra den pågældende – undtagelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)
3. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – gennemførelse – betingelse – forudgående anmodning fra den pågældende – formalitetsbetingelser med hensyn til anmodningen
(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)
4. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 24, stk. 1)
5. Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – lovligheden af en institutions afslag på at træffe foranstaltninger
(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)
1. Eftersom formålet med vedtægtens artikel 24 er at give tjenestemænd en sikkerhed ikke kun aktuelt, men også med hensyn til deres fremtidige forhold, således at de gives de bedste vilkår for at kunne udføre deres opgaver, hvilket er i tjenestens almindelige interesse, begrænser institutionernes bistandspligt sig ikke til ansatte, der står i et aktivt tjenesteforhold, men omfatter samtlige tjenestemænd, herunder de tjenestemænd, der har tjenestefrihed af personlige årsager.
(jf. præmis 12)
Henvisning til:
Domstolen: 12. juni 1986, sag 229/84, Sommerlatte mod Kommissionen, præmis 19
Retten: 19. maj 1999, forenede sager T-34/96 og T-163/96, Connolly mod Kommissionen, præmis 130
2. Det påhviler principielt en tjenestemand at fremsætte en anmodning om bistand over for den institution, som han henhører under, og kun visse særlige omstændigheder kan medføre en pligt for institutionen til af egen drift, dvs. uden forudgående anmodning fra den pågældende tjenestemand, at yde en vis bistand.
(jf. præmis 13)
Henvisning til:
Domstolen: Sommerlatte mod Kommissionen, præmis 20
3. En tjenestemand kan fremsætte en anmodning om bistand, selv om han uden nogen præcisering indskrænker sig til at henvise til den bistandspligt, der er fastsat i vedtægtens artikel 24, eller omvendt når han, henset til den utvetydige ordlyd af hans ansøgning, har i sinde at påberåbe sig denne, selv om han ikke udtrykkeligt nævner denne artikel.
I øvrigt gælder, at denne artikels andet afsnit gør det muligt for tjenestemænd at opnå erstatning for det påførte tab som følge af de injurier eller ærerørige beskyldninger, som de er genstand for på baggrund af deres stilling eller hverv, hvorfor den omstændighed, at anmodningen om bistand udelukkende har form af en ansøgning om erstatning med henblik på godtgørelse af advokatudgifter, ikke har nogen indvirkning på, hvorledes nævnte ansøgning skal rubriceres.
Desuden gælder, at selv om en tjenestemand principielt kan indgive en anmodning om bistand til den institution, hvorunder han henhører, fra indledningen af en straffesag, som vedrører ham, idet vedtægtens artikel 24 bl.a. netop har til formål at sikre forsvaret af tjenestemænd, som indstævnes i forbindelse med straffesager på baggrund af deres stilling eller hverv, er den blotte omstændighed, at den pågældende først har forelagt sagen for institutionen ved afslutningen af den straffesag, som vedrører ham, imidlertid ikke til hinder for, at han kan indgive en anmodning om bistand.
(jf. præmis 14, 16 og 17)
Henvisning til:
Domstolen: 26. januar 1989, sag 224/87, Koutchoumoff mod Kommissionen
Retten: 26. oktober 1993, sag T-59/92, Caronna mod Kommissionen, præmis 65
4. I henhold til den bistandspligt, som følger af bestemmelserne i vedtægtens artikel 24, første afsnit, skal administrationen, når der er indtrådt en episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skride ind med den nødvendige fasthed og så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene tillader det, konstatere, hvad der er sket, for på baggrund heraf at kunne afgøre, hvilke konsekvenser der vil være passende.
Selv om bistandspligten i vedtægtens artikel 24, første afsnit, udgør en væsentlig vedtægtsmæssig garanti for tjenestemanden, skal tjenestemanden dog anføre de omstændigheder, der i første omgang giver anledning til at antage, at tredjemands handlinger, så som beskyldningerne om svindel, er rettet imod ham på grund af hans stilling eller arbejdsopgaver, og at de er ulovlige i henhold til den gældende nationale lovgivning. Hvis tjenestemanden ikke skulle opfylde sådanne krav, ville administrationen nemlig være tvunget til at yde tjenestemanden bistand allerede fra det tidspunkt, hvor han indgiver en klage på grundlag af omstændigheder, der angiveligt har en sammenhæng med varetagelsen af hans arbejdsopgaver, uanset hvilke omstændigheder der måtte være tale om, hvor alvorlig klagen måtte være og muligheden for at få medhold.
(jf. præmis 23 og 24)
Henvisning til:
Domstolen: 5. oktober 1988, sag 180/87, Hamill mod Kommissionen; Koutchoumoff mod Kommissionen
Retten: 27. juni 2000, sag T-67/99, K mod Kommissionen, præmis 34-42
Personaleretten: 23. november 2010, sag F-75/09, Wenig mod Kommissionen, præmis 48
5. Lovligheden af en institutions afslag på at træffe foranstaltninger i henhold til vedtægtens artikel 24 skal bedømmes på grundlag af det bevismateriale, som institutionen rådede over på det tidspunkt, da den traf sin afgørelse.
(jf. præmis 25)
Henvisning til:
Domstolen: Koutchoumoff mod Kommissionen