Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Halle (Tyskland) den 10. december 2018 – VM mod Land Sachsen-Anhalt

(Sag C-775/18)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgericht Halle

Parter i hovedsagen

Sagsøger: VM

Sagsøgt: Land Sachsen-Anhalt

Præjudicielle spørgsmål

Er en efterfølgende procentuel forhøjelse inden for rammerne af en lønordning, der er udtryk for en forskelsbehandling på grund af alder, en ny forskelsbehandling, når procentsatsen for forhøjelsen er lige stor for alle trin i en lønklasse, hvorfor den absolutte afstand mellem de forskelsbehandlede og de ikke-forskelsbehandlede ganske vist ændres, men ikke den relative?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er en sådan procentuel forhøjelse på alle alderstrin da begrundet, når forhøjelsen skyldes, at den oprindelige løn var lavere end den minimumsløn, der er fastsat i medlemsstatens forfatning?

Er EU-retten, navnlig artikel 9 i direktiv 2000/78/EF 1 , til hinder for en ordning, hvorefter en ret til godtgørelse for en aflønning, der er udtryk for en forskelsbehandling på grund af alder, bortfalder efter to måneder, når

–    fristen begynder at løbe fra afsigelsen af dom af 8. september 2011, C-297/10 og C-298/10, ECLI:EU:C:2011:560 (Hennigs og Mai), selvom den berørte person ikke er omfattet af Bundesangestelltentarifvertrag (den kollektive overenskomst for ansatte i den tyske offentlige forvaltning), men dennes personlige situation svarer til situationen i dom af 19. juni 2014, C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, ECLI:EU:C:2014:2005 (Specht),

–    de berørte tjenestemænd og dommere (arbejdstagere) kun kan få kendskab til førnævnte dom fra almindelige offentlige kilder,

–    de offentlige arbejdsgivere efter afsigelsen af førnævnte dom har benægtet, at den også finder anvendelse på tjenestemænd, og i denne forbindelse har bestridt, at der foreligger en forskelsbehandling på grund af alder, idet denne retsopfattelse i det mindste delvist også er blevet tilkendegivet udadtil,

–    praksis fra forvaltningsdomstolene i første instans inden for den nævnte frist og også derefter, indtil afsigelsen af Specht-dommen, i de fleste tilfælde har benægtet, at der foreligger forskelsbehandling på grund af alder,

–    der ikke fandtes retspraksis fra højere instanser i fristperioden, og den første afgørelse fra øverste instans først blev afsagt efter afsigelsen af Specht-dommen,

–    der i tjenestemænds og dommeres ansættelsesforhold kun gælder præklusive frister for godtgørelse af særlige omkostninger, og sådanne frister ikke er kortere end seks måneder,

–    der for lønkrav gælder en forældelsesfrist på tre år, som løber fra udgangen af det år, hvor kravet er forfaldet, og hvor den begunstigede får eller burde få kendskab til kravet, mens der i øvrigt gælder en forældelsesfrist på ti år,

–    nationale lønkrav, der ikke er fastsat ved lov, skal gøres gældende inden for kort tid, dvs. inden for det regnskabsår, som kravet vedrører?

Har det betydning for besvarelsen af det tredje spørgsmål, hvis retsstillingen er uklar eller kompliceret?

Kan en præklusiv frist begynde at løbe, når blot den kreds af personer, der stilles ringere, har kendskab til den forskellige behandling, eller skal grunden til forskelsbehandlingen, dvs. sondringskriteriet, også være kendt?

____________

1     Rådets direktiv 2000/78/EF af 27.11.2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16).