Language of document :

Sag anlagt den 26. juni 2007 - Maria Patsarika mod CEDEFOP

(Sag F-63/07)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Maria Patsarika (ved dikigori N. Korogiannakis og N. Keramidas)

Sagsøgt: Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop)

Sagsøgerens påstande

Cedefops afgørelse af 20. september 2007 (ref. Directorate/AMB/2006/380) om opsigelse af sagsøgerens tidsbegrænsede kontrakt med Cedefop ved udløbet af hendes prøveperiode annulleres.

Afgørelsen truffet af Cedefops klageudvalg den 16. marts 2007, hvorved sagsøgerens klage over ovennævnte afgørelse blev afvist, og som indeholder ansættelsesmyndighedens begrundelse for opsigelse af sagsøgerens kontrakt (anfægtes ikke selvstændigt), annulleres.

Cedefop tilpligtes at betale sagsøgeren erstatning svarende til sagsøgerens samlede løn, tillæg og pensionsrettigheder for perioden 1. oktober 2006 til 30. september 2007, nedsat med den ydede afskedigelsesgodtgørelse.

Cedefop tilpligtes at betale sagsøgeren 20 000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, hun har lidt.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ved afgørelse af 20. september 2006 afskedigede Cedefop sagsøgeren med udløbet hendes prøveperiode. Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at retspraksis i relation til hendes prøveperiode er blevet tilsidesat, idet prøveperioden ikke blev gennemført under normale omstændigheder. Endvidere er afgørelsen om afskedigelse behæftet med magtfordrejning og overskridelse af skønsbeføjelserne, idet den støttedes på et åbenbart fejlskøn. I den bedømmelsesrapport, som blev udfærdiget inden udløbet af sagsøgerens prøveperiode, blev det indstillet, at hun afskediges grundet "tvivl med hensyn til hendes karakter", på trods af hendes tilfredsstillende professionelle effektivitet og opførsel i tjenesten. Denne tvivl var baseret på begivenheder uden forbindelse til den omhandlede prøveperiode som følge af hendes vidneforklaring i en anden retssag for Personaleretten. Indholdet af sagsøgerens vidneforklaring i denne sag er bevisligt korrekt. Desuden blev der ikke fremlagt noget bevis for den angivelig faglige utilstrækkelighed (som alene består af den evaluerende bedømmelse foretaget af vicedirektøren for Cedefop). Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at kontradiktionsprincippet og retten til forsvar samt objektivitetsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat. De dokumenter, som kritikken af hende støttes på, blev aldrig meddelt hende, og hun blev heller ikke indbudt til klagebehandlingen (ved Cedefops klageudvalg).

____________