Language of document :

Appel iværksat den 22. februar 2019 af Niche Generics Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 12. december 2018 i sag T-701/14, Niche Generics mod Kommissionen

(Sag C-164/19 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Niche Generics Ltd (ved Barrister F. Carlin, Solicitor M. Healy, advocaat B. Hoorelbeke, Solicitor S. Mobley, Solicitor H. Sheraton og A. Robertson, QC)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves i sin helhed.

Den omtvistede afgørelse annulleres i sin helhed for så vidt som den vedrører Niche.

Europa-Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at betale Niches omkostninger i forbindelse med nærværende sag og sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Niche har gjort gældende, at Retten begik retlige fejl:

For det første begik Retten en retlig fejl ved ikke at anvende kriteriet om objektiv nødvendighed fra BAT-dommen.

For det andet for det tilfælde, at forligsaftalen falder ind under artikel 101 TEUF, begik Retten en retlig fejl, da den forkastede Niches fortolkning af forligsaftalen uden at forholde sig til virksomhedens argumenter.

For det tredje tilsidesatte Retten artikel 36 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol vedrørende begrundelsespligten, da den forkastede Niches fortolkning af forligsaftalen uden at forholde sig til virksomhedens retlige argumenter.

For det fjerde begik Retten en retlig fejl ved at fastslå, at Niche var potentiel konkurrent til Servier.

For det femte tilsidesatte Retten det grundlæggende princip om ligebehandling ved at behandle Niche forskelligt i forhold til generiske produkter i samme situation og urigtigt at betegne Niches forligsaftale som en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF i kraft af dens »formål«.

For det sjette begik Retten en retlig fejl ved ikke at anerkende, at forligsaftalen opfyldte undtagelseskriteriet i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF.

For det syvende begik Retten en retlig fejl ved at foretage en urigtig anvendelse af det retlige kriterium for fastlæggelse af tilsidesættelsen af Niches ret til forsvar og/eller princippet om god forvaltning.

For det ottende tilsidesatte Retten det almindelige EU-retlige proportionalitetsprincip ved at tiltræde en bøde, der var uforholdsmæssig i forhold til Niches finansielle midler.

____________