RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Tredje Afdeling)

22. november 2012

Sag F-84/11

Barthel m.fl.

mod

Den Europæiske Unions Domstol

»Personalesag – tjenestemænd – løn – afslag på at give sagsøgerne tillæg for skifteholdsarbejde eller for turnustjeneste – bekræftende afgørelse – åbenbart, at søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af dennes artikel 106a, hvorunder Yvette Barthel, Marianne Reiffers og Lieven Massez har nedlagt påstand om annullation af Den Europæiske Unions Domstols afgørelse af 17. maj 2011 om afslag på sagsøgernes klage over det stiltiende afslag på deres ansøgning af 14. juli 2010 indgivet med henblik på at få bevilget tillæg for skifteholdstjeneste ex nunc. Der nedlægges derudover påstand om, at Domstolen tilpligtes at betale hver af sagsøgerne et beløb på 10 700,76 EUR i godtgørelse for deres økonomiske skade og et beløb på 3 000 EUR i godtgørelse for deres ikke-økonomiske skade.

Udfald: Den Europæiske Unions Domstol frifindes, da søgsmålet dels ikke kan antages til realitetsbehandling, dels er åbenbart ugrundet. Domstolen bærer sine egne omkostninger og betaler de af sagsøgerne afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – frister – ufravigelighed – anmodning om fornyet vurdering af en administrativ afgørelse, der er blevet endelig – ingen nye faktiske omstændigheder, der kunne medføre en forlængelse af søgsmålsfristen – afvisning – anmodning om en godtgørelse af periodisk karakter – ingen betydning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – administrationens forpligtelse til at underrette om klageadgang samt fristerne for indgivelse af klage – foreligger ikke

3.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – intet udtrykkeligt svar på anmodning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1 – ulovlighed – betingelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90)

1.      Den periodiske karakter af en godtgørelse udgør ikke tilstrækkeligt grundlag for, at en tjenestemand i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, kan rette en ny anmodning til ansættelsesmyndigheden om, at den pågældende myndighed ophæver sin afgørelse, der i mellemtiden er blevet endelig, i det øjemed på anden vis at ændre den pågældende afgørelses tidsmæssige virkninger, ganske vist ikke med tilbagevirkende kraft, men alene fremadrettet.

En tjenestemand kan ikke lovligt fravige de i vedtægtens artikel 90 og 91 fastsatte klagefrister ved at forelægge en ansøgning, der indirekte anfægter en tidligere afgørelse, som ikke er blevet anfægtet rettidigt. Kun væsentlige, nye omstændigheder kan retfærdiggøre en eventuel fornyet vurdering af en afgørelse, der er blevet endelig.

I øvrigt er det ikke forbudt for ansættelsesmyndigheden at træffe en ny afgørelse efter at den oprindelige afgørelse, når denne ikke er blevet påklaget inden for klagefristen og dermed er blevet endelig. Den pågældende myndighed kan nemlig når som helst i fremtiden træffe en ny afgørelse og kan i givet fald med forbehold af respekten for velerhvervede rettigheder ligeledes bekræfte sin oprindelige afgørelse. I dette sidste tilfælde ville den nye afgørelse alene bekræfte den oprindelige afgørelse, der er blevet endelig, og ville ikke kunne anfægtes for retsinstanserne.

(jf. præmis 25-27)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 11. juli 1997, sag T-16/97, Chauvin mod Kommissionen, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: 12. september 2011, sag F-98/10, Cervelli mod Kommissionen

2.      På nuværende tidspunkt følger det ikke af EU-retten, at institutionerne har en generel forpligtelse til at underrette tjenestemænd eller andre adressater for deres afgørelser om de retsmidler, der er til rådighed, eller om de frister, inden for hvilke disse retsmidler kan udnyttes. Med hensyn til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter for grundlæggende rettigheder pålægger denne bestemmelse ikke institutionerne en specifik forpligtelse til at underrette tjenestemændene og de øvrige ansatte om de i vedtægten fastsatte retsmidler og klagefrister.

(jf. præmis 35 og 36)

Henvisning til:

Domstolen: 27. november 2007, sag C-163/07 P, Diy-Mar Insaat Sanayi ve Ticaret og Akar mod Kommissionen, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis

3.      En skadevoldende situation, der kunne følge af, at den ordregivende myndighed har valgt at give et stiltiende i stedet for et udtrykkeligt afslag på en ansøgning fra en tjenestemand i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, afhænger nødvendigvis af spørgsmålet om, hvorvidt det pågældende afslag er lovligt eller ej, idet det stiltiende afslag som sådant er forudset i vedtægtens artikel 90, stk. 2.

(jf. præmis 40)